Vores gode ven og tidligere medarbejder Michelle vandt for nylig det danske mesterskab i bouldering. Umiddelbart inden konkurrencen var Michelle i England og klatre i det klassiske klatreområde Peak District, og en tur på klippe var åbenbart glimrende fysisk og mental forberedelse til danmarksmesterskabet. I det følgende kan du læse lidt om Michelles tur og klatringen i Peak District:

Et kort visit til The Peak District National Park, UK

Af Michelle Kim Theisen

I sammenhæng med eventet CWIF (Climbing Works International Festival), der hvert år afholdes i byen Sheffield, var jeg en lille tur forbi den mere klipperige del af området mellem Sheffield og Manchester – The Peak District National Park.

Klatringen i England

England er kendt for sin klatring på gritstone (type af klippe) og, historisk set, for en lang række kendte, hårde sportsruter og mange stærke klatrenavne. Jeg vidste godt, at der var meget klatring i England, men jeg var overrasket over HVOR meget klatring der er! Om du er til bouldering, sportsruter eller trad, fra det helt sikre til den mere ekstreme sværhedsgrad, så kan du finde det hele her!

Stanage.-Screenshot
Du kan finde masser af information om de forskellige klatreområder på: www.ukclimbing.com/logbook/map/. På billedet ses oversigtssiden for området “Stanage Plantation”.

Bare i Peak District finder du en lang liste af større og mindre crags, spottet med klatring af alle typer i høj kvalitet. Ydermere findes der flere nationalparker med klatring og flere områder, der ikke ligger i parkerne. De meste kendte og besøgte er nationalparkerne Peak District og Yorkshire, som begge har historiske crags og ruter, det klart er turen værd at besøge.

På vej

Min tur startede ikke helt optimalt… Vi havde lejet bil og for mig var det første gang, jeg skulle køre i venstre side af vejen (den forkerte side!). Det skal måske også nævnes, at det efterhånden var længe siden, jeg havde siddet bag et rat, så lettere forvirret i forsøget på at lære bil at kende, samt finde vej på de mørke gader, kom vi godt afsted. Og alt gik godt – lige indtil vejen snævrede ind til en lille bro uden skilte til at advare… Så da den første bil kom imod mig, var min reaktion, at jeg skulle trække mod venstre. Desværre var broens vægge, der ikke kunne ses i mørket, lidt for tæt på… Det var enden på det sidespejl! Pis!
Trods det manglende venstre sidespejl, gik resten af turen (også kørslen) rigtig fint. Jeg endte endda med at være fortrolig nok på de engelske veje til at køre alene uden de store problemer!

Vi var en lille gruppe på fire danskere, der deltog til dette års CWIF, som var en fed, men meget stressende total-boulder-konkurrence, hvor kvalifikationen bestod af 30 problemer og 3 timer til at klatre så mange som muligt. Ingen af os havde succes med at kvalificere os i det hårde felt af stærke klatrere, men det var en fed oplevelse af se både semifinale- og finale-show dagen efter.

Sheffield

Som den eneste dansker blev jeg nogle dage ekstra for at opleve klatringen i nærheden af Sheffield, sammen med min gode ven Ethan Walker. For mig var det perfekt at føle klippe under fingerspidserne igen, og jeg var meget imponeret over, hvor god kvaliteten på klatringen var! Første dag var jeg afsted alene. Det var nemt at finde området og sektoren, hvor jeg gerne ville klatre lidt, og selv de lette opvarmnings-problemer var sjove og friktionen var sublim! Gennem Ethan mødte jeg også andre klatrere fra området. Ethan’s beskrivelse af de fleste mandlige klatrere vi mødte var den samme: ”He has climbed 8c”! Åbenbart er denne grad helt normal at klatre for de stærke klatrere herovre! ? Men selvom niveauet var højt, var der ingen arrogance at mærke, og alle var supervenlige og søde at snakke og klatre med.

IMG_4244_web
Foto: Michelle KT

Peak District

Jeg fik selv kun prøvet kræfter med en lille del af boulderingen i Peak District, men mange af områderne ligger tæt på hinanden, og det var muligt at besøge flere på en dag. Jeg fik derfor både prøvet kræfter med tekniske smear-fødder, lette highballs og klassiske slabsgritstone i det klassiske område “Stanage Plantation”, samt leget på betatunge problemer i grotten i “Tor”, hvor vi kunne klatre på trods af en hel dag med regn! På de små tre dages klatring, jeg havde, nåede jeg at lege på en håndfuld af de helt klassiske problemer og få slidt al huden af fingerspidserne. Det var fantastisk at være ude det meste af dagtimerne og få set nogle nye klatreområder, som jeg helt sikkert skal tilbage til!

IMG_4231_web
Foto: Michelle KT
IMG_4232_web
Foto: Michelle KT

Et eneste minus ved turen – men også noget af det mest interessante – var nok vejret. I løbet af en halv dag havde vi oplevet både høj sol med blå himmel og relativ varme, kedelig støvregn og ikke mindst hård vind og hagl. På nogle tidspunkter af dagen var det oven i købet en god blanding! Regn er desværre hyppigt set på vejrudsigten! Men er man motiveret nok til at bevæge sig ud i det våde vejr, kan man sagtens få en fin session udendørs på vægge eller mindre grotter, der er i ly for regnen.

Peak District fra den mindre gæstfri side. Foto: Michelle KT.
Peak District fra en smuk, men knap så gæstfri side. Foto: Michelle KT.

Lidt praktisk

Der findes en del guidebøger over de forskellige områder, som viser og beskriver tilgange og ruter godt. Selvom jeg var alene på førstedagen var det ikke det store problem at finde frem til området og de boulders, som jeg ville ud at se. Det er klart nemmest og anbefalet at have bil til at komme rundt til de forskellige områder. Heldigvis kan både flyveturen og billeje klares ret billigt, hvis man booker i god tid!

Stanage Plantation i en guidebog for området. Foto: Michelle KT.
Stanage Plantation i en guidebog for området. Foto: Michelle KT.

Jeg besøgte, som sagt, en god ven, som havde alt det nødvendige gear. Men kan man ikke medbringe sine egne crashpads, er det muligt at leje dem i nogle af klatreområderne.
Ellers kan jeg foreslå, at man tager et smut forbi “Climbing Works” og spørger omkring sig der – min opfattelse er, at englænderne er meget gæstfri og jeg er sikker på, at der er flere, som gerne låner deres pads ud og viser jer rundt, hvis I giver en kop te. ? – Til kaffeelskerne: Selvom det er et ”te-land” og ikke en selvfølge, at hver mand har en kaffemaskine i sit hjem, så kan de godt finde ud af at lave god kaffe, bare rolig! ?

OBS: Hvis man tager afsted for at bouldre, er det værd at vide, at mange områder har problemer med eliminationer/definerede greb eller udelukkelse af greb. Det skyldes at en del af boulderingen er fra før indendørs vægge og boulder gyms blev opfundet. Derfor brugte klatrere fra den tid klippevæggene til at definere problemer til at træne på.  Der er endda guidebøger over nogle af disse, som viser et billede af væggen og numre på alle greb, sidestillet med de forskellige kombinationer og opfordring til selv at være kreativ! Dette var også en måde for bouldere at have et større antal problemer at træne på i de mindre klatreområder.


DSC_0989_web
Foto: Michelle KT
IMG_4234_web
Foto: Michelle KT
IMG_4238_web
Foto: Michelle KT

Indholdsoversigt