Arc’teryx Alpha FL er den letteste GORE-TEX Pro-skaljakke i de canadiske skaljakkeeksperters sortiment, og lidt af en allrounder. “FL” står for “Fast & Light”, og jakken er designet med henblik på alpinklatring, hvor hvert gram tæller, men hvor man samtidig har brug en jakke, man virkelig kan regne med – både med hensyn til vejrbeskyttelse, slidstyrke åndbarhed og funktion. Til foråret 2017 har Arc’teryx opdateret den lille genistreg Alpha FL. Vi gennemgår jakken og opdateringerne i det følgende.


 


Jakkens opbygning

Det bemærkelsesværdige ved Alpha FL er, at den kombinerer en slidstærk 3-lags GORE-TEX Pro-konstruktion med utroligt lav vægt og en imponerende lav pris – for et GORE-TEX Pro-jakke i absolut topklasse. Jakken vejer sølle 315 g (str. medium) og koster 3199 kr, den slidstærke og dyre konstruktion til trods. Det kommer i stand på to måder:

For det første er jakken udstyret med et let, men imponerende slidstærkt 40 denier nylon-ydermateriale, der er en væsentlig årsag til den lave vægt. Et ydermateriale på 40 denier er det tyndeste, der tillades i GORE-TEX Pro-konstruktionen, og det placerer Alpha FL i den mindst slidstærke ende af GORE-TEX Pro-jakkerne. Til gengæld er GORE-TEX Pro-konstruktionen blandt de mest slidstærke skaljakke-konstruktioner overhovedet, så der er selvfølgelig stadig tale om en jakke, der kan holde til stort set alle aktiviteter. Jakken er skabt til alpinklatring og bjergbestigning, og er lavet til at kunne tåle slid fra klippe, is, reb, tung oppakning, klatreseler og ski, så trods det imponerende lette materiale, er der ingen grund til at være bekymret for slidstyrken.

Læs mere om de forskellige GORE-TEX-konstruktioner

For det andet er Alpha FL designet fuldstændig minimalistisk. Her er kun en enkelt udvendig brystlomme med lynlås og en lamineret inderlomme med lynlås. Der er altså ingen ventilationsåbninger under armene og ingen ekstra lommer her og der. Der er helt sikkert nogle, der vil savne de ekstra lommer og lynlåse, og for dem vil “storebroren” Alpha AR måske være den ultimative allroundjakke, men Alpha FLs minimalistiske design har nogle klare fordele: Den imponerende lave vægt er den mest iøjnefaldende, men jakken fylder også mindre en de mere detaljerige varianter, og fraværet af lommer og lynlås gør den også blødere og mere fleksibel. Det gør den langt mere velegnet til ture, hvor man kun tager den på når vejret viser sig fra sin værste side, og den tilbringer det meste af tiden i rygsækken. Den er let og kompakt nok til at man altid har plads til den i tasken, blød og fleksibel nok til, at man stort set ikke tænker over at man har den på, og solid nok til at man aldrig behøver være bange for om den kan klare strabadserne.

Læs mere om fordele og ulemper ved minimalistiske skaljakker

Ud over at det er med til at sænke vægt og pakvolumen, har det minimalistiske design også indflydelse på prisen. Det koster ganske enkelt færre arbejdstimer og mindre materiale, at der ikke skal sys ventilationslynlåse og ekstra lommer i jakken. Vægt- og prisbesparelsen er ikke et udtryk for lavere kvalitet i materialer eller håndværk end de dyrere skaljakker fra Arc’teryx, men ganske enkelt en naturlig konsekvens af et meget stramt designkoncept, og er et meget klassisk eksempel på “less is more”-filosofien, når den er bedst. Jakken kan det, den skal, og gør det, den kan, til noget nær perfektion: Den er slidstærk, har en god pasform med fokus på fuld bevægelsesfrihed og giver fuldstændig vind- og vejrbeskyttelse, og så fylder og vejer den ikke ret meget i tasken.

Arc
Arc’teryx Alpha FL i farven “Magma”. Pris: 3199,- Foto: Arc’teryx.

Opdateringer

Den nye Alpha FL minder ganske meget om den gamle, men der er nogle få opdateringer, der måske ikke gør alverden til forskel, men som alle sammen udtrykker Arc’teryx’ ambition om hele tiden at gøre det lidt bedre:

  • Cohaesive-spænder: Indstramningerne i hætten og ved hoften er blevet udstyret med de nye “Cohaesive”-spænder, der er utroligt lette at betjene – også med handsker på. Cohaesive-spænderne er flade “knapper”, der er lamineret ind i materialet, og erstatter de almindelige små snorlåse, der tit kan være svære at fange – især på siden af hovedet, hvor man ikke kan se dem. Fordi de fylder lidt mere, har Cohaesive-spænderne også erstattet de små skumpølser, såkaldte “hemlocks”, der var syet ind i jakkens nederste kant, for at forhindre at den kunne kravle op under en klatresele eller en rygsæk.
  • Inderlomme: Den nye Alpha FL har, til trods for at den er gået ned i vægt, fået en ekstra detalje: En lamineret inderlomme på bagsiden af den udvendige brystlomme. Det giver mulighed for at opbevare f.eks. mobiltelefonen på indersiden af GORE-TEX-membranen, hvor den er fuldstændig beskyttet mod vand, mens den udvendige brystlomme kan bruges til de småting, man har brug for at tage frem i løbet af dagen, og som bedre kan tåle, at der kan komme lidt fugt ind når man åbner og lukker lommen – det kunne f.eks. være et kompas, en energibar, et par tynde handsker eller en halsedisse.
  • Lidt slankere pasform: En af de ting, der gør den nye Alpha FL lettere end den gamle er, at Arc’teryc har optimeret pasformen og fjernet overflødigt materiale. En essentiel del af Arc’teryx’ designfilosofi er konceptet “lighter by construction”, der handler om at optimere pasformen, så man får fuld bevægelsesfrihed og samtidig undgår overflødigt materiale, der sidder og folder, er i vejen og kan hænge fast i ting. På den nye Alpha FL er det især omkring overarmene, man har “strammet lidt op”. Der er stadig god plads til flere lag under jakken og jakken sidder pænere end den gamle version, men uden at man har mistet bevægelsesfrihed.
  • Detaljer omkring lynlåsene: På absolut detaljeplan, er der sket nogle små ændringer omkring lynlåsene. For det første omkring hovedlynlåsen: Lynlåsen i den gamle model var syet i, hvorefter syningerne var tapet på indersiden for at gøre den vandtætte, sådan som de fleste andre gør det. På den ny model har man lamineret lynlåsen fast til ydermaterialet. Der giver både en lettere og stærkere konstruktion, fordi det er fladere og der derfor ikke opstå ekstra pres på de stive kanter, der kommer omkring syninger. Desuden gør det jakken lettere at imprægnere, fordi der ikke er nogen syninger, der “punkterer” overfladen, og derved bryder vanddråbernes overfladespænding og får dem til at trænge ind i ydermaterialet. Den udvendige brystlomme er udstyret med den nye “RS Slider Zipper”, der modsat de tidligere generationer af “vandtætte” lynlåse slutter helt tæt i toppen. På de tidligere varianter har man måttet lave et stykke med overlappende materiale, en såkaldt “zipper garage”, for at forhindre, at der kunne trænge vand ind omkring lukningen af lynlåsen. At fjerne behovet for en “zipper garage” trimmer både vægt og pris på jakken, og gør den stærkere, fordi konstruktionen er fladere og smidigere, og derved sværere at slide på. Endelig er de små snore i lynlåsene, som man trækker i, erstattet af et stykke gummi, der har mere friktion og er lettere at holde på med f.eks. et par våde handsker.

Alt i alt er Alpha FL blevet en lille smule lettere, men har ikke mistet hverken styrke eller funktionalitet: Tværtimod er slidstyrken bevaret, og på nogle små detaljer teknisk set forbedret, mens jakken har fået en ekstra lomme og nogle små, funktionelle opstramninger på lynlåse og indsnøring. Det er som sagt ikke revolutionerende ændringer, men en meget elegant finpudsning af en jakke, der i forvejen er lidt af et særsyn: Superlet, imponerende slidstærk og med Arc’teryx’ sædvanlige suveræne pasform og håndværk.

Alpinklatring i Grønland og 3x Alpha FL på række. Foto: Arc
Alpinklatring i Grønland og 3x Alpha FL på række. Foto: Arc’teryx.

Hvad kan den? Hvem kan bruge den?

Alpha FL er designet til alpinklatring, hvor lav vægt, høj slidstyrke, fuld bevægelsesfrihed og komplet vejrbeskyttelse er topprioriteter, og det er helt klart også til alpinklatring og bjergbestigning, den for alvor vil excellere. Når det er sagt, er de fire ovennævnte parametre fuldstændig lige så relevante i mindre “ekstreme” sammenhænge, så jakken er mindst lige så velegnet til f.eks. sommerens vandreture. GORE-TEX Pro konstruktionen er lavet til at tåle belastningen fra en fuldt pakket vandrerygsæk, er en af de mest åndbare vandtætte konstruktioner på markedet og giver GOREs sædvanlige suveræne vejrbeskyttelse. Når solen så skinner, og man kan nyde følelsen af at kunne nøjes med en trøje eller en let vindjakke, fylder og vejer jakken ikke ret meget i tasken. Jakken vil også gøre det fremragende på vinterens skiture – både til randonnée og topture, hvor man for alvor vil værdsætte den lave vægt når man går opad, og jakken ligger i tasken, men også til freeride eller på pisten, i kombination med et varmt mellemlag. Her vil nogle nok værdsætte lidt flere lommer og udluftning under armene, men omvendt giver det minimalistiske design en fantastisk let og fri følelse. Alpha FL føles ganske enkelt mindre som en skaljakke end de kraftigere, tungere og mere detaljerige varianter, men giver fuldstændig samme beskyttelse. Hætten er stor nok til at passe uden på en klatrehjelm, skihjelm eller cykelhjelm og jakken går langt nok ned til at lukke godt af for både vind, vand, sne og kulde.

Alpha FL henvender sig til folk, der værdsætter funktionel minimalisme og godt håndværk. Er man til lommer, detaljer og tingeltangel, er det ikke den oplagte jakke, men kan man leve uden ventilationslynlåse og med en enkelt udvendig lomme, er den en uovertruffen allrounder. Og så er det ligegyldigt om man klatrer, vandrer, står på ski eller bare vil have en lækker og pålidelig jakke til det utilregnelige danske vejr.

Se Arc’teryx alt i webshoppen

Foto: Arc
Alpha FL i sit rette element: Alpinklatring i Grønland. Foto: Arc’teryx.