En af de få ting, der har manglet i de amerikanske rygsækeksperter Ospreys imponerende sortiment af rygsække og tasker, er en klassisk ekspeditionsduffelbag i et kraftigt, vandafvisende materiale. I år har Osprey sat sig ned og gjort noget ved netop dét, og med den nye, opdaterede Transporter duffel er der for alvor kommet en ny kandidat til titlen “verdens bedste duffelbag” på markedet. I det følgende gennemgår vi de nye duffelbags fra Osprey.


Se de nye Osprey Transporter duffelbags i webshoppen


Hvad er en duffelbag?

En “duffelbag”, eller bare en “duffel”,  er essentielt set en ekstra robust version af det, man i almindelig tale ville kalde en sportstaske – dvs. en tubeformet eller kasseformet taske med et simpelt bæresystem bestående af et par let polstrede skulderremme, samt en stor åbning, der gør det let at komme til indholdet. Det, der kendetegner en god duffelbag, er et simpelt design uden for mange unødvendige dikkedarer, en kraftig konstruktion og slidstærke materialer, der kan holde til stort set hvad som helst i rigtig mange år. En god duffelbag kan bruges til at transportere alt fra feriegarderoben til klatregrej, skistøvler, dykkerudstyr, og hvad man ellers kan finde på at smide i den. En duffelbag er en vaskeægte slider, der kan holde til både vind, vejr, vægt, stød, slag, skarpe kanter og ru overflader.

Duffelbags kan bruges til at pakke mere eller mindre alt, og er perfekte til længere rejser, ture og ekspeditioner . Foto: osprey.
Duffelbags kan bruges til at pakke mere eller mindre alt, og er perfekte til længere rejser, ture og ekspeditioner . Foto: Osprey.

Osprey Transporter

Osprey har sådan set lavet duffels i mange år, men designet har tidligere været fokuseret mere i retning af praktiske rejsetasker, end mod den klassiske ekspeditionsduffel. Det bliver der lavet om på i år, og med Transporter har Osprey lavet en duffelbag, der både er fuldstændig klassisk, enkel og robust, men samtidig rummer nogle detaljer og løsninger, der adskiller den fra resten af markedet for uopslidelige altmuligtasker. Osprey Transporter kommer i fire størrelser – 40, 65, 95 og 130 liter. Vi har taget de tre af dem hjem- 40, 65 og 95 liter.


  • Materialet er et bomstærkt 800 denier nylon med en kraftig TPU-coating, der gør materialet praktisk talt vandtæt og giver ekstra beskyttelse mod skarpe genstande. Det minder om det materiale, der bruges i rigtig mange andre duffels, f.eks. The North Faces ikoniske Base Camp Duffel. Det er der sådan set ikke noget revolutionerende i, til gengæld er det funktionelt og pålideligt og et helt oplagt valg. Man skal være opmærksom på, at selv om materialet teknisk set er vandtæt, er syninger og samlinger ikke tapede, så der vil over tid kunne trænge vand ind den vej. Selve tasken er  altså ikke vandtæt, men den er meget kraftigt vandafvisende, og der skal en del vand til før det trænger ind til indholdet.
  • Bæresystemet er der, hvor Osprey Transporter primært skiller sig ud. “Bæresystem” er ganske vist et lidt stort ord, når man snakker duffelbags, for der er selvfølgelig ikke tale om et fuldt afstivet og støttende bæresystem, som man ser det på store vandrerygsække, men komforten i det simple system er alligevel ganske glimrende. De anatomisk udformede og let polstrede skulderremme lynes hurtigt frem fra en lille lomme på tasken og spændes fast. Udover den gennemtænkte facon, der giver god komfort, er skulderremmene udstyret med et brystspænde, der sørger for at de ikke glider for langt ud på siden af skuldrene, hvilket giver bedre bærekomfort, og især er praktisk hvis man ikke hører til de mest bredskuldrede. På de store varianter (95 og 130 liter) er der desuden mulighed for at spænde ind oven på skulderremmene og justere taskens balance på ryggen, ligesom man kan det på større vandrerygsække. Det gør, at tasken sidder tættere til ryggen, og gør, at man ikke får lige så meget bagvægt, hvilket giver markant bedre bærekomfort. Hvis man ikke vil have tasken på rygggen, kan bæresystemet hurtigt pakkes ned i den dertil indrettede lomme, og man kan i stedet bruge et af de fire bærehåndtag, eller den medfølgende tværrem, der også kan sættes på eller tages af efter behov. Muligheden for at pakke bæresystemet væk gør, at der er færre ting, der kan hænge fast, blive revet i eller trådt på, og det er en stor fordel i forhold til slidstyrke og levetid, især hvis tasken ofte udsættes for den ikke altid lige nænsomme bagagehåndtering i lufthavne verden over.
  • detaljefronten er Osprey Transporter udstyret med en lynlåslomme i den ene ende og en lille indvendig netlomme med lynlås. Det er ikke alverden, men det er nok til at give mulighed for at have nogle mindre ting pakket for sig selv og hurtigt tilgængelige, og oftest er det netop det, man har brug for, når man pakker en stor taske til en længere rejse. En anden lille detalje, der adskiller Osprey Transporter fra mange af de konkurrerende duffels på markedet er, at man har forsynet taskerne med to indvendige kompressionsremme, der kan bruges til at holde bagagen på plads. Det er en stor fordel når tasken ikke er fuldstændig pakket, og er både med til at gøre den nemmere at bære og håndtere, samtidig med at det kan være med til at beskytte taskens indhold lidt, i det det ikke kommer til at vælte rundt nede i tasken.

Osprey Transporter en helt igennem veludført og vellykket duffel. Taskerne er klassiske og simple i designet, og har alle de egenskaber, man forventer af kraftige duffelbags i ekspeditionsklassen, men er samtidig udstyret med et par små, smarte detaljer, der giver lidt ekstra komfort og brugervenlighed, uden at det gør dem unødvendigt tunge eller overdesignede. Hvis du er ude efter en taske, der kan bruges til nærmest hvad som helst på ture, rejser og til hverdag, er de nye Osprey Transporter helt klart værd at tjekke ud!


Se de nye Osprey Transporter duffelbags i webshoppen