Et godt førstehjælpssæt bør være en del af pakkelisten på alle ture ud i naturen. Kommer man lidt væk fra alfarvej, kan der hurtigt gå et stykke tid før hjælpen kan nå frem, hvis uheldet er ude, og så er det en stor fordel at have udstyr med til at kunne foretage den indledende skadesbehandling ordentligt. Der vil selvfølgelig være stor forskel på hvad førstehjælpssættet bør indeholde, alt efter hvor lang tur, man skal på, hvor langt der er til hjælp og hvilken type skader der er de mest sandsynlige. Man siger også ofte, at “det bedste førstehjælpssæt er det, man har med”, hvilket betyder, at det ikke nytter noget at have et førstehjælpssæt, der kan lappe en hel deling soldater sammen efter et luftangreb, hvis det er så stort og tungt at man lader det ligge derhjemme på kortere ture!

Pakkeliste til førstehjælpssæt

I det følgende får du to bud på basis-sæt til at behandle de mest almindelige skader på “almindelige” ture ud i naturen – f.eks. en vandretur. Et til korte ture, og et til længere ture. Et købt, pakket førstehjælpssæt vil ofte indeholde en del af tingene på listen, og er et godt udgangspunkt. Så kan man supplere med det, man finder nødvendigt. Skal man til områder, hvor specielle sygdomme eller infektioner er udbredte, eller laver man aktiviteter, hvor en særlig type skade er sandsynlig, bør man supplere med medicin/remedier til nødbehandling eller forebygning af pågældende. Endelig er det selvfølgelig vigtigt, at man ved hvordan man skal bruge de enkelte komponenter i førstehjælpssættet!

Forslag til basis-førstehjælpssæt til dagstur

På en dagstur kommer man sjældent for alvor langt væk fra hjælp, så her vil det vigtigste være at kunne behandle og lindre akutte skader indtil hjælpen kan komme frem. Det samme kan til dels siges om hytte-til-hytte-ture, hvor det ofte vil være muligt at få eller skaffe hjælp på de hytter, man går mellem.

Følgende er et forslag til det basis-førstehjælpssæt, man bør have med på stort set alle ture

  • Smertestillende – f.eks. Ibuprofen og Panodil
  • Antihistaminer – i tilfælde af allergiske reaktioner
  • Desinficerende servietter eller lignende
  • Plaster – assorterede størrelser
  • Steril non stick-bandage
  • Steristrips/butterflies
  • Vabelplaster
  • Sportstape
  • Gazebind
  • Kompresforbinding
  • Elastikbind
  • Saks/multitool
  • Pincet
  • Kanyle – til at fjerne splinter, punktere vabler og lign.
  • Engangshandsker. Latex eller nitril
  • Lommespejl – hvis man ikke allerede har et på kompasset
  • Alu-tæppe

Download pakkelisten som PDF


Forslag til basis-førstehjælpssæt til flerdagesture

På længere ture kan det være nødvendigt at kunne foretage lidt mere omfattende skadesbehandling, så man kan klare mindre uheld og skader uden at have brug for hjælp udefra, og håndtere mere omfattende skader indtil hjælpen kommer frem. F.eks. vil antibiotika til at behandle infektionssygdomme og lignende være en god idé, ligesom en slags skinne til at stabilisere knoglebrud bør være en del af sættet.

Det følgende er et forslag til et basis-førstehjælpssæt, man kan bruge på længere ture, hvor der er langt til hjælp

  • Smertestillende – f.eks. Ibuprofen og Panodil
  • Medicin mod diarré – f.eks. Imodium eller lignende
  • Antihistaminer – i tilfælde af allergiske reaktioner
  • Receptmedicin til behandling af infektioner – f.eks. bredspektret penicillinpræparat
  • Renseservietter og desinfektionsmiddel til sårbehandling og lignende
  • Plaster – assorterede størrelser
  • Steril non stick-bandage
  • Steristrips/butterflies
  • Vabelplaster
  • Sportstape
  • Gazebind
  • 2 stk. kompresforbinding. Lille og stor.
  • 2 elastikbind. Et lille og et stort.
  • Trekantsforbinding til armslynge
  • Sikkerhedsnåle
  • Saks/multitool
  • Pincet
  • Kanyle – til at fjerne splinter, punktere vabler og lign.
  • Lille flaske med steril øjenskyllevæske
  • Engangshandsker. Latex eller nitril
  • Lommespejl
  • ”SAM splint” eller en anden form for skinne, til at stabilisere knoglebrud
  • Alu-tæppe

Download pakkelisten som PDF


Webshoppen

Indholdsoversigt