En vandretur fra hytte til hytte kan foregå i alle mulige typer terræn, og under en række forskellige vejrforhold. Derfor vil det naturligvis ikke være de helt samme ting, man har med på alle ture. Når det så er sagt, vil det dog være de samme grundlæggende ting, man tager med sig på langt de fleste ture under langt de fleste forhold. Følgende hytte til hytte pakkeliste dækker de mest nødvendige ting på stort set alle hytte-til-hytte-ture.

Pakkeliste til en vandretur fra hytte til hytte

De ting, der er i parentes, er ting, der ikke altid er absolut nødvendige, og som man kan overveje, alt efter vejr, forhold og præferencer. F.eks. vil man typisk have brug for en solhat eller kasket på helt varme ture i høj sol, mens det i mere blandet vejr og oppe i højderne vil være en god idé med en tynd hue, en halsedisse og et par tynde handsker i stedet.

Der vil også være forskel på, hvor tætte og hvor tykke de enkelte lag skal være, alt efter hvor og hvornår man er på tur – her må man tage vind og vejr i betragtning. Endelig kan der være forskel på hytternes komfortniveau. Hvis der er dyne og pude, kan en lagenpose med en lomme til hovedpuden gøre det ud for sengetøj, og hvis der er mulighed for fuld forplejning, kan man pakke mad fra dag til dag. Er hytterne mere minimalistiske nødhytter, kan en sovepose, evt. et liggeunderlag og mad til flere dage være nødvendigt i oppakningen.

Her følger en generel hytte til hytte pakkeliste, som kan være et godt udgangspunkt, når du står over for at skulle vandre fra den ene hytte til den anden.

Download pakkelisten som PDF

Det basale

Rygsæk

Først og fremmest har du brug for en god rygsæk, når du skal vandre fra hytte til hytte. Størrelsen afhænger lidt af, hvor meget sovegrej, du har brug for samt længden på distancen mellem hytterne. På de kortere distancer har du ikke brug for ligeså meget vand og mad som på de længere ture, der varer det meste af dagen. Derudover afhænger det også af, hvor meget mad, du skal have med fra start. Som udgangspunkt kan du bruge en rygsæk på alt fra 30-50 liter. Et godt udgangspunkt for langt de fleste vil være en rygsæk fra vores Osprey Talon eller Tempest serie på mellem 30 til 45 liter.

Skal du have sovegrej med, kan det være nødvendigt at gå lidt op i størrelse. Dog vil der i langt de fleste hytter i Sydeuropa være både dyner, puder og sengetøj – og mulighed for at købe mad i hytterne. Til nøds kan en let sommersovepose være alt rigeligt, medmindre du vandrer i meget kolde egne og hytten undtagelsesvis ikke er opvarmet.

Vandrestøvler eller vandresko

Når du vandrer hytte til hytte er det nødvendigt med ordentligt fodtøj, når du tilbagelægger en del kilometer mellem hytterne. Ofte vil hyttevandring foregå i bjergrigt terræn, hvilket stiller nogle krav til det, du har på fødderne. Til gengæld går du ikke med ligeså meget vægt på ryggen, som hvis du vandrer med telt og sovegrej. Det betyder, at du i mange tilfælde kan slippe afsted med en mellemstiv støvle eller et par gode vandresko afhængig af terræn, erfaring og personlige præferencer.

På kroppen

Overkroppen

  • 1 tynd t-shirt eller skjorte. Uld eller syntetisk
  • 1 tyndt mellemlag. Uld eller syntetisk
  • 1 tynd, let softshell

Benene

  • 1 par underbukser. Uld eller syntetisk
  • 1 par gode vandrebukser – evt. med zip off-ben.

Fødderne

  • 1 par gode vandresokker i passende tykkelse. Vi anbefaler uldsokker i en blandring af merinould, elastan og et syntetisk materiale. Elastan siger en god pasform, mens nylon øger slidstyrken.
  • (1 par helt tynde indersokker, hvis man har problemer med vabler)
  • 1 par gode vandrestøvler eller -sko, alt efter vejr, terræn og præference.

På ryggen

  • 1 rygsæk. 30-45 liter – gerne med regnslag

I rygsækken

Diverse udstyr

  • Kort, kompas og evt. guidebog til området. Kort gerne i vandtæt kortlomme.
  • 1 førstehjælpssæt (se forslag til standard-førstehjælpssæt)
  • 1 lille reparationssæt (se forslag til standard-reparationssæt)
  • Solbriller og solcreme
  • Toiletpapir og håndsprit – gerne pakket vandtæt
  • Affaldspose til skrald og evt. brugt toiletpapir, hvis du lader vandet i naturen. En drybag kan også fint bruges til formålet.
  • 1 drikkeflaske eller drikkesystem
  • (1 termokande. Det kan være en stor luksus lige at kunne nyde en kop kaffe eller te midt på dagen. Og ofte koster det ikke alverden at få termokanden fyldt op med kogende vand fra morgenstunden)
  • Mad og drikke. Mængde tilpasses efter turens længde og mulighed for at proviantere undervejs.
  • Husk også godt med kontanter, da mange hytter ikke modtager Dankort.

Ekstra tøj

  • 1 let skaljakke
  • 1 par lette skalbukser
  • 1-2 par ekstra sokker
  • 1-2 par ekstra underbukser – eventuelt flere afhængig af længden på turen. Vælg gerne nogle i uld, da uld har lugtresistente og antibakterielle egenskaber.
  • 1 let dun- eller fiberjakke til pauser. Anbefales til næsten alle ture. Det kan hurtigt blive koldt i bjerge eller fjeld – også om sommeren!
  • 1 par ekstra bukser
  • 1 ekstra t-shirt
  • (1 par lange underbukser – alt efter vejrudsigt)
  • (1 par shorts eller lignende – alt efter vejrudsigt)
  • (1 kasket eller solhat i varmt vejr)
  • (1 tynd hue, 1 halsedisse og 1 par tynde handsker – alt efter vejrudsigt og destination)

På hytten

  • 1 lagenpose – gerne med ekstra lomme til hovedpuden
  • (1 sovepose – alt efter hvor man sover. Tjek de pågældende hytters info)
  • (1 liggeunderlag – alt efter hvor man sover. Tjek de pågældende hytters info)
  • (1 par hjemmesko, klip-klappere eller sandaler til brug i hytten – i langt de fleste hytter er det kotume, at man tager støvlerne af. Her kan det være rart at have noget andet at stikke fødderne i – specielt hvis det er fodkoldt)
  • Pandelampe. Den kan være rar at have med, hvis du skal sidde oppe og læse. Sengelamper er ikke en normal luksus i hytterne, og sover du på sovesal, er det dårlig stil at tænde for loftslyset, hvis du om natten skal finde vej ud til toilettet.
  • Ørepropper. Nok især, hvis du sover på sovesal. Det er ærgerligt at ligge vågen det halve af natten pga. andres snorken, og det er alfa/omega at være udhvilet til næste dags vandring.
  • 1 let, hurtigtørrende håndklæde
  • Toiletsager efter behov
  • (1 sæt badetøj)

Lidt ekstra luksus

Der er naturligvis andre ting, der kan pakkes med, men snakker vi de helt essentielle og generelle ting, så kommer du langt med vores hytte til hytte pakkeliste her.

Snakker vi mere bekvemme ting, kan det også være en idé at have en god bog med, et kortspil, yatzy eller lignende. Specielt hvis vandredagene mellem hytterne ikke er alt for lange. Ankommer du til hytten allerede over middag eller hen ad eftermiddagen, er det både rart og hyggeligt at have noget at give sig til.

Hvis du vil være helt sikker på altid at have mobiltelefonen opladet (eller andre af dine elektroniske ejendele) kan en powerbank også være rar at have med i rygsækken. Især hvis du bruger telefonens GPS.

Lidt håndsæbe kan også være være en god idé, hvis du støder på en tom sæbebeholder. Vælg, for nemhedens skyld, sæbeblade lavet til rejsebrug. Find andre smarte hygiejneprodukter til rejsebrug på siden her.

Download pakkelisten som PDF


Læs også:

Se også:

Indholdsoversigt