Kenneth Jensen og hans makker Mikkel Frese har lagt en ambitiøs plan for sommeren: De vil forsøge at klatre de første tre af de seks klassiske nordvægge i alperne: Piz Badile, Les Drus og Cima Grande. Vores tidligere medarbejder, gode ven og mangeårige samarbejdspartner Camilla Hylleberg tager med som fotograf på en del af turen, og planen er at dokumentere projektet på film. I det følgende kan du læse lidt om projektet, ruterne og Kenneth og Mikkels forberedelser.
Sommerens projekt og ambition
af Kenneth Jensen
Alle kan efterhånden dufte sommerens snigende indtrængen, og det kan også mærkes helt ud i fingerspidserne til forberedelserne mod sommerens mål og forhåbninger. Mikkel Frese og jeg selv har igennem længere tid planlagt et større projekt, som skal løbe af stablen i juli måned.
Vi vil gerne klatre de tre første, og letteste, af de seks klassiske nordvægge i alperne, filme de sværeste steder undervejs og lave en dokumentarfilm om det. Camilla Hylleberg har været med fra starten, har filmet gennem hele forberedelsesfasen og – succes eller fiasko – klipper det hele sammen til en film, som man enten kan grine eller græde af, når den tid kommer.
Noget af det, vi gerne vil vise med filmen er, at med den rette forberedelse og motivation, kan rigtig mange klatrere være med på disse ruter. Specielt den første af ruterne, Piz Badile. Der er ikke nødvendigvis lang vej for Kullens eller Gøteborgs erfarne klippeklatrere til de lidt længere ruter i alperne… Eller er der? Det finder vi i hvert fald snart ud af, for der er ikke nogen af os, der hører til eliten inden for dansk alpinklatring. Vi er på sin vis stadig på ”begynder”-stadiet, i hvert fald sammenlignet med den hjemlige elite inden for lange klipperuter på eget udstyr.
Forberedelse og tidligere projekter
Selvom jeg personligt ikke har klatret mange lange klipperuter, så har både Mikkel og jeg alligevel diverse projekter og ruter i bagagen fra tidligere, og vi forventer selvfølgelig at kunne overføre noget af denne erfaring til sommerens projekt. Mikkel har været igennem et intensivt holdtræningsforløb for øvede klatrere i Blocs & Walls og i vinters havde vi bl.a. 14 dage med is- og alpinklatring i alperne, hvor vi fik klatret nogle lange isruter på op til ca. 300 m. Overgangen ved standpladserne skulle fungere nogenlunde fornuftigt, selv om der jo selvfølgelig altid er plads til forbedring. Derudover har vi prioriteret en masse klippeklatring i henholdsvis Gøteborg og Bohus i løbet af foråret.
Jeg har selv hovedsageligt beskæftiget mig med den alpine klatring og bjergbestigning på sne, is og klippe, oftest med isøkser og steigeisen og på længere ruter – også på bjerge over 7000 m. Så det at skulle klatre teknisk klippe med en lille, let rygsæk, og i et par stramme ”balletsko” er lidt en anden boldgade for mig.
“Jeg er virkelig begyndt at sætte pris på de mere finmotoriske detaljer, som klippeklatringen tilbyder, i modsætning til den lidt mere grovmotoriske bjergbestigning og isklatring.”
Der, hvor vi først og fremmest har lagt rigtig mange timer, er i Blocs & Walls, specielt inden for det sidste halve år. Nogle dage har vi brugt 4-5 timer, hvor vi bl.a. har ført 5 ruter uden pause og gentaget dette en 3-4 gange. Dette for at få så mange højdemeter på væggen som muligt uden for meget pause, med fokus på udholdenhedstræning og god teknik på de lange ruter. Når man klatrer fem ruter i streg, kan man ikke bare ”hive” sig op. Det kan i hvert fald relativt hurtigt mærkes i underarmene efter tre-fire ture, også selvom det er en nemmere rute. Det at klatre energieffektivt er en vigtig del af at kunne klatre længere ruter, og jeg synes at jeg klatrer med et lidt andet fokus, når der er mange reblængder – specielt med fokus på at spare på energien.
Strukturvæggen i B&W med jam-teknik og de små ”outcrops” til fodplaceringer har personligt givet mig rigtig meget tillid til fødderne på små og delikate placeringer, men den vigtigste og mest værdifulde træning er selvfølgelig den udendørs klippeklatring på eget udstyr. Derudover har Esben Seir (No Gravity) været behjælpelig med tekniktræning i B&W, samt på Kjugekull, hvor vi boulderede en dag og fik en masse gode fokuspunkter, som vi har kunne tage med os i den tekniske klatrerygsæk.
Nordvæggene
Der er seks nordvægge i Alperne, som er særligt berømte og interessante, fordi de er så stor en del af den alpine klatrehistorie. Nærmest hver gang, jeg har læst en bog om nogle af de legendariske klatrepionerer fra landende omkring Alperne, har nogle af disse bjerge og ruter været omtalt. De seks nordvægge er nordvæggene af:
- Piz Badile
- Les Drus (Petit Dru)
- Cima Grande de Lavaredo
- Grandes Jorasses
- Matterhorn
- Eiger
Disse nordvægge var vel nok nogle af de sværeste klatreruter i alpinismens barndomsår, i tiden før og omkring 2. Verdenskrig. Disse nordvægge var også de sidste store “problemer” i Alperne, der blev klatret, hvilket mere eller mindre kulminerede med bestigningen af Eigers nordvæg i 1938 – efter utallige dramatiske forsøg, hvoraf mange endte tragisk. Måske har du hørt om den berømte Heinrich Harrer, som var bagerst i reblaget på førstebestigningen af Eiger, og som er forfatter til ”Syv år i Tibet” og ”The White Spider”. ”The White Spider” handler netop om Eigers alpine historie og er særdeles anbefalelsesværdig.
En anden interessant detalje er førstebestigningen af Cima Grandes nordvæg, som blev lavet i artificiel stil – hvilket vil sige, at den blev klatret ved hjælp af små rebstiger og slyngesystemer og med hundredvis af pitoner, som blev hamret ind i klippen. Mange af disse pitoner sidder der stadig, men de fleste er blevet renset væk i løbet af årene. Efter førstebestigningen gik der en del år før nordvæggen blev friklatret – dvs. klatret kun ved brug af klippen til hænder og fødder, og altså uden at man hiver sig op i pitoner og udstyr som er banket ind i væggen – lige som det oftest er tilfældet i dag.
Planen
Vi har tænkt os at starte med de tre letteste og korteste af de seks nordvægge denne sommer, og derefter gå på de andre tre når tiden og forholdene byder sig. Min personlige ambition er at klatre alle de seks nordvægge, og det er det eneste, jeg vil fokusere på i den næste tid. Matterhorn og Eiger er hovedsageligt tidlige forårsruter og Grandes Jorasses klatres oftest om sommeren, hvis man vil lave den rene klipperute uden isøkser.
Og hvorfor ikke vælge nogle af de mest klassiske ruter som målsætning, og som sommerens hovedprojekt – der er jo en grund til at de kaldes klassikere…
Tre første ruter:
Piz Badile, 3.308m: ”Cassin Route”, 800m, TD, 6a
En lang rute, som klart er den nemmeste af de seks klassikere.
- Planen er at klatre denne som den første. Udfordringen her bliver forventeligt længden, som kræver minimal spildtid ved standpladserne, og det er derfor også her samarbejdet kommer på sin første prøve. Der er også et par steder hvor rutefindingen er en udfordring.
Les Drus (Petit Dru), 3.754m: ”Allain-Leininger Route”, 850m, TD+, 6a
En rute med mange løse sten og stenfald, som kan være præget af dårlige forhold, med is og sne på ruten.
- Den afsides beliggenhed gør anmarchen lidt mere besværlig, da man bl.a. skal gå på gletsjer ind til ruten. Vejret kan også være en udfordring, da det er den højeste og længste af de tre første ruter. En dag med dårligt vejr kan lægge et tyndt lag is på hele ruten. Rutefindingen skulle være ret udfordrende og et par løse sten, som måske falder ned omkring ørerne, kan give lidt ”slinger i valsen”.
Cima Grande di Lavaredo, 2.999m: ”Comici Route”, 550m, Grad ED-, 6b+
En svagt overhængende rute de første otte reblængder. Den mest tekniske af ruterne og en fysisk hård rute.
- Der er to reblængder som er graderet 6b+ på den overhængende del, hvilket helt klart bliver den største udfordring. Hvis denne rute skal friklatres i første forsøg, hvilket selvfølgelig er ambitionen, skal det meste gå op i en højere enhed.
