Visit Aarhus-regionen strækker sig fra Aarhusområdet op omkring både Randers og Viborg og ned omkring Silkeborg og Skanderborg. Vi har samlet 10 af de bedste naturoplevelser i området, som indbyder til vandreture og utroligt smukke oplevelser i det danske landskab. 

Dollerup Bakker og Hald Sø

Det kuperede landskab ved Dollerup Bakker syd for Viborg indbyder til smukke udsigter og vandreture i det bølgende terræn. Ved Dollerup Bakker finder du også Hald Sø, der er en af Danmarks dybeste og reneste søer. Søen er omgivet af skøn natur, dramatiske skrænter, badesteder og ikke mindst dyb og vild skov, hvor det for alvor er muligt at begive sig ind i naturen.

Ved Hald Sø kan du krydre naturoplevelserne med et kulturelt islæt ved at besøge Hald Ruin. Ruinen ligger på en lille halvø ind i søen, hvorfra du også får et smukt udsyn over søen.

Gå på opdagelse i den varierede natur ved Dollerup Bakker og Hald Sø. Har du taget vandrefodtøjet med på tur, kan du passende vandre en eller flere af de afmærkede ruter i området. Hvis der er små størrelser med på tur, kan I også lægge vejen forbi skovlegepladsen Børnenes Hald, der ligger lige ved indgangen til skoven Troldeslugten. Med sine eventyrlige og gamle ”troldetræer”, er den urørte naturskov også et besøg værd.

Hald Sø

Himmelbjerget og Søhøjlandet

Med sine 147 meter over havet, er der fra toppen af Himmelbjerget lagt op til smuk udsigt ud over det istidslandskab, der præger Søhøjlandet. Her har du udsigt til områdets omkringliggende bakker og søer. Du kan tage gåturen op til toppen af Himmelbjerget fra en af de nærliggende parkeringspladser, eller du kan opleve udsigten på en længere vandretur ad Himmelbjergruten.

Himmelbjergruten er ca. 40 km lang. Den starter ved Ry Station og går praktisk talt hele vejen rundt om Julsø og Borre Sø. Ruten fortsætter så til Silkeborg Station. Her går ruten syd om søerne og på vejen rammer du naturligvis Himmelbjerget for så at fortsætte tilbage til Ry Station. Ruten giver mulighed for at opleve området i al sin pragt, og det er muligt både at forkorte eller forlænge turen.

Der findes også andre kortere vandreruter omkring Himmelbjerget, som holder sig syd for Julsø.

Himmelbjerget

Silkeruten: Oplevelsessti for hele familien

Silkeruten blev officielt indviet i juni 2021. Ruten på 12 km er en oplevelsessti for hele familien. Den tager dig omkring Silkeborg, så du har mulighed for at nyde synet af den smukke natur, der omkranser den midtjyske stationsby. Silkeruten byder også på både historiske og kulturelle oplevelser.

På ruten går du langs søer og gennem skove som Vesterskov og Lysbro Skov. Vejlsø, Brassø, Almind Sø, Ørnsø og Kalgårdsø er alle søer, som de vandrende kan nyde synet af på vejen. Den vekslende natur og de varierede oplevelser på Silkeruten, gør den ideel til en hyggelig dagsudflugt, hvor der er tid til fordybelse i både landskabet og de kulturinstitutioner, du møder på vejen.

Illerup Ådal syd for Skanderborg

I Illerup Ådal er det muligt at gå tilbage i tiden og tage på en historisk rejse. Dalen blev dannet i istiden, da isen trak sig tilbage, og var dengang en stor sø og senere hen flere mindre søer. I dag har vandet i søerne for længst trukket sig tilbage, og er blevet til mose- og engområde. Men ikke et hvilket som helst mose- og engområde. Illerup Ådal har nemlig været hjemsted for våbenofringer tilbage i den sene jernalder, og der er ved tidligere udgravninger fundet mange spændende jernalderfund.

Stedet emmer derfor af historie, og sammen med den smukke natur i Illerup Ådal, er der lagt op til spændende vandreture gennem historien i istidslandskabet.

Busbjerg og Hvorslev Bakker: Bakket og lyngbeklædt landskab

Mellem Bjerringbro og Ulstrup ligger Busbjerg og Hvorslev Bakker, som danner rammen om den nordlige del af Gudenåen. Det bakkede landskab er fredet, og mest fremtrædende er den lyngbeklædte bakketop Busbjerg, som rejser sig 91 meter over havets overflade. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over Gudenådalen med eng og skov.

Lidt længere mod øst finder du Hvorslev Bakker, et kuperet hedeområde, som byder på et netværk af afmærkede stier, der forbinder området med Busbjerg. Der er rig mulighed for at bestige masser af bakketoppe i området og alt efter årstiden nyde godt af det lilla lyngtæppe, de modne blåbær eller de gyldne efterårsfarver.

Naturnationalpark Fussingø og Læsten Bakker

Kuperet terræn, gammel skov og en af Danmarks dybeste søer. Der er rigeligt at gå på opdagelse i, når du besøger Naturnationalpark Fussingø og Læsten Bakker, der ligger lige vest for Randers. Fussing Sø har om sommeren gode bademuligheder og skovene vest for søen byder på gode vandreruter. Den gemmer også på både bålpladser, aktivitetsplads, primitiv lejrplads samt gode afmærkede vandrestier.

I det kuperede område ved Læsten Bakker er der flere steder gode udsigtspunkter med smukt udsyn over det omkringliggende landskab med mose, enge og overdrev. Her fornemmes det, hvordan bakkerne blev dannet i istiden og fungerede som flodbrinker, da smeltevandet banede sig vej gennem terrænet.

Frijsenborgskove og Granslev Ådal: Besøg Marks Stigs Kilde

Lidt uden for Hammel findes Frijsenborgskove og Granslev Ådal, som byder på alsidig natur og et rigt dyreliv. Her er gode muligheder for en oplevelsesrig vandretur fra Granslev Ådal, gennem Pøt Mølle Skov, forbi Marsk Stigs Kilde til lystskoven og over Granslev Å. Herfra går turen tilbage igen gennem Frijsenborg Bakker.

Alene Marks Stigs Kilde er et besøg værd. Kilden har noget af de reneste drikkevand i Danmark.

Mols Bjerge-stien: Smuk natur og spændende kulturhistorie

Mols Bjerge på Djursland er en uundgåelig destination i det østjyske takket være det kuperede og unikke istidslandskab. Mols Bjerge-stien er 60 km, og er en oplagt måde at komme rundt i Mols Bjerge på. Stien viser dig noget af områdets smukkeste natur og tager dig også omkring kulturhistoriske seværdigheder.

Ruten kan med fordel inddeles i tre etaper, og undervejs er det muligt at overnatte i shelter eller telt.

Vær beredt på at få lidt højdemeter i benene, nyd de rolige skovområder, passér smukke overdrev og dødishuller og gå på opdagelse i Kalø Slotsruin, der emmer af spændende historie.

Helgenæs rundt: Off road langs kysten

Halvøen Helgenæs ligger syd for Mols Bjerge, og er noget mindre besøgt end det bakkede istidslandskab. Her kan du ikke desto mindre også opleve et bølgende landskab og smukke overdrev.

Det er muligt at gå Helgenæs rundt, som er 25 km. Men det er værd at være opmærksom på, at den kystnære vandring ofte er krævende og på sten. Det kræver naturligvis gode vandrestøvler, men til gengæld slipper du for asfalterede strækninger, som man ellers kan støde på mange steder i Danmark. Turen rundt om halvøen er ikke afmærket, men har man lyst til at opleve mere end blot kyststrækningen på Helgenæs, findes der flere forskellige stier med gule afmærkninger rundt på halvøen.

Kystruten: Bynær vandrerute nær Aarhus

Kystruten i Aarhus er en 17 km lang vandretur langs kysten og gennem skovene i Aarhus. Ruten starter i Havreballe Skov og tager dig derefter gennem Mindeparken. Kystruten er egentlig en cykelrute, men vil du gerne undgå cykelstien, følger du blot de parallelle stisystemer.

Efter Mindeparken fortsætter ruten sydpå gennem Marselisborg Dyrehave, Skåde Skov og Moesgaard Skov. Herfra fører ruten dig omkring Skovmøllen ved Moesgaard, hvor der er restaurant, og hvor det er muligt at gå på opdagelse ved den historiske vandmølle. Møllen ligger desuden i gåafstand fra Moesgaard Museum.

Efter Skovmøllen går ruten retur – men denne gang forbi Ottetals-søen og Mosen. I Skåde Skov støder ruterne igen på hinanden, og herfra følger du samme vej tilbage til start.

På turen får du et godt indblik i, hvorfor de bynære skove omkring Aarhus er så populære. Her er der højt til trækronerne, kuperet og kystnært. Og med al sandsynlighed er der flere steder mulighed for at se rådyr.

Kystruten

Indholdsoversigt