Hængekøjer har eksisteret i årtusinder, og er en utroligt simpel og komfortabel måde at skaffe sig en seng i det fri, så det er egentlig meget naturligt, at flere og flere vælger hængekøjen frem for teltet på tur. En godt opsat og veludstyret hængekøje er svær at hamle op med, når det kommer til komfort, og når du først har fået styr på “the basics”, er en hængekøje ganske hurtig og enkel at sætte op. Der er dog et par ting, det er værd at være opmærksom på, som hængekøjenybegynder. I det følgende giver vi 10 tips til hvordan du får en god hængekøjeoplevelse:
10 hængekøjetips
1. Sørg for god beskyttelse mod vind og vejr
Det er et relativt generelt tip, der kunne gælde for en hvilken som helst tur ud i naturen, men fordi en hængekøje i udgangspunktet er helt åben og ikke-isoleret, er det ekstra vigtigt. En tarp er et absolut must på de fleste hængekøjeture på vores breddegrader.
2. Sørg for beskyttelse mod myg og insekter
Der er ikke noget værre end at blive ædt op af myg i løbet af natten, så et godt myggenet er også en nødvendighed. Nogle hængekøjer har integreret myggenet, hvilket gør dem hurtige og enkle at sætte op, men du kan også købe myggenet separat.
Se vores udvalg af myggenet og andet tilbehør til hængekøjer
3. Sørg for god isolering mod kulde nedefra
Du maser soveposens fyld fladt under dig, når du ligger i posen, og derfor er en form for isolering i bunden af hængekøjen en nødvendighed stort set hele året – ligesom et liggeunderlag er det i et telt. Her kan en såkaldt “underquilt” anbefales, men du kan også bruge et liggeunderlag. En underquilt er, som navnet antyder, et tæppe, der spændes under hængekøjen. Fordi det hænger på undersiden af hængekøjen, vil isoleringen ikke blive mast når du lægger dig i køjen. Med en underquilt får man den totale, fjerlette hængekøjeoplevelse, men slipper for at blive iskold nedefra, når temperaturen falder – det frygtede “cold butt syndrome”!
Se vores udvalg af underquilts og andet tilbehør til hængekøjer
4. Sæt hængekøjen op, så ophængsremmene er i en vinkel på ca. 30 grader i forhold til horisontalplanet
En af nøglerne til en behagelig nats søvn i en hængekøje er ikke at spænde den for stramt op. Spænder du hængekøjen for stramt op, vil du ligge mindre komfortabelt, og risikerer desuden at vælte ud af hængekøjen, fordi den bliver mere tilbøjelig til at dreje rundt. Du vil desuden putte væsentlig større belastning på konstruktion og materialer. Hvis hængekøjen hænger så remmene står i en vinkel på ca. 30 grader, burde den danne en god, blød bue, der giver mulighed for at ligge behageligt i hængekøjen – og gør den lettere at komme op i og ud af.
5. Lig let diagonalt i hængekøjen
Ud over at du ikke skal spænde hængekøjen for stramt op, bør du heller ikke lægge dig helt lige i hængekøjen. Ligger du helt lige, vil dit hoved og dine ben blive løftet ubehageligt meget op, hvilket kan irritere især nakken og knæene. Lægger du dig let diagonalt, så hovedet er på den ene side af midteraksen og fødderne på den anden, udnytter du hængekøjens overfladeareal bedre. På den måde kan du ligge mere lige – og langt mere behageligt.
6. Lad være med at sætte hængekøjen for højt
En af de store fordele ved en hængekøje er, at den er hævet over jorden, så du slipper for underlagets fugt og ujævnheder. Men der er ingen grund til at hænge hængekøjen højere end nødvendigt! Hænger du hængekøjen for højt, bliver det besværligt at komme ind og ud af den, og den bliver langt mindre anvendelig som stol eller bænk til lejrlivet. For de fleste vil det give god mening, hvis hængekøjen hænger ca. en halv meter over jorden.
7. Hav et justerbart ophængsystem klar hjemmefra
En af de ting, der kan være en udfordring, hvis du er ny i hængekøjeverdenen, er at få den hængt ordentligt op. Ved at have et godt ophængssystem, der er klar hjemmefra og let at justere, har du gjort dig selv en stor tjeneste. Du kan sagtens lave systemet selv med slynger og remme, men der findes masser af gode, færdige løsninger, der gør det enkelt og hurtigt at fæstne hængekøjen til det nærmeste træ og justere længden på slyngerne, så du får den perfekte, dybe bue.
8. Brug brede slynger rundt om træerne
Hængekøjer er perfekte til “leave no trace”-camping, da du ikke ligger på jorden og maser sart bevoksning. Til gengæld har du som hængekøjebruger et ansvar for træernes ve og vel. Smalle slynger og snor vil skære sig ind i træenes bark og kan gøre alvorlig skade, selv på store træer. Brug derfor brede slynger direkte omkring træerne – mindst 2,5 cm i bredden, og gerne mere.
9. Overvej en ekstra varm sovepose
Selvom du har sørget for god isoleringen nedefra og har spændt en tarp over hængekøjen, ligger du alligevel lidt mere vindudsat i en hængekøje end i et telt. Vind er som bekendt en af de primære årsager til afkøling udendørs, så du bør overveje at medbringe en lidt varmere sovepose end du er vant til at bruge på telttur, især hvis du har tendens til at fryse om natten.
Ligesom når du skal vælge den rigtige dyne, må du heller ikke gå på kompromis med din sovepose. Find en sovepose, som imødekommer lige netop dine og omstændighedernes behov for temperatur og isolering.
10. Sørg for at alt sidder som det skal inden du går i seng
Det er utroligt irriterende at skulle op og rette på hængekøjen efter du har lagt dig, så sørg for at kontrollere, at hængekøjen hænger i en vinkel så du ligger behageligt, samt at tarp, myggenet og evt. underquilt sidder ordentligt, inden du går i seng. Det er både besværligt og frustrerende at stå og bøvle med at justere hængekøjen eller tarpen i pandelampens lys, fordi du ikke lige brugte 5 ekstra minutter på at gå det hele igennem mens det stadig var lyst.
Se vores store udvalg af hængekøjer og tilbehør i webshoppen
Læs også: Guide | Hængekøje på tur – fordele og ulemper
Indholdsoversigt