Inden du tager afsted på udendørs klatretur, er det en god idé at bruge tid på de sidste finjusteringer af formen! I det følgende får du fem gode råd til hvordan du bliver en bedre klippeklatrer fra en af Danmarks mest erfarne klatrere og klatretrænere, Esben Seir. Esben har mere end 30 års erfaring med at klatre klippe. Alt fra hård, stejl sportsklatring og bouldering til highballs, multipitch og trad. Han har coachet klatrere i mere end 20 år, været ungdomslandstræner i mange år, og har stor international erfaring.

5 gode råd til at blive en bedre klippeklatrer

Tekst og billeder: Esben Seir – founder af NOGRAVITY og co-founder af MoveToGrow.

Hvordan bliver du en bedre klippeklatrer? Helt simpelt ved at nyde det, være det og ville det. Nyde processen, det at være ved klippen, være sammen med vennerne og ikke have så meget fokus på en grad, der alligevel kan diskuteres, da det er en personlig vurdering. Dette er værdier, som jeg ofte ser blive glemt i en præstationsverden hvor det vigtigste er det næste “insta worthy” opslag. Do it because you love it!

For mig har klatring altid været en livsstil. Klatring er ikke en sport. Det er noget man lever, ligesom at være surfer eller skater. Det er en måde at være i verden på. Det er et opråb mod regler og et ønske om frihed til selv at vælge. For mange er klatring blevet en sport, noget man går til og det er også helt okay. Alle kan klatre og klatring er en gave, lige meget hvad din tilgang er. Jeg synes bare der er et “dybere” aspekt, som skaber en ro i livet, som mange mangler. Det er meditativ bevægelse, hvor du må og skal være 100 procent til stede. Klatring giver nemlig også den gave, at du kan få nogle helt unikke naturoplevelse imens du dyrker din passion, sammen med dine venner. Og en ting du finder i naturen er ro og nærvær.

Start med at finde ud af hvorfor du klatrer.

Hvad er dine drømme eller mål? Få det på plads, og læg så fokus på processen – vejen mod målet, det er her den store læring er. Det er her; i detaljen, gentagelsen, legen og nydelsen at du virkelig rykker og udvikler dig som klatrer og som menneske. Der er ikke et quick fix (det findes ikke), og det tager tid og dedikation. Det gør alting!

Her er mit bud på 5 steder hvor du kan lægge lidt fokus og dermed udvikle dig som klatrer, helt generelt, men her med fokus på klippeklatring. Der hvor den “rigtige” klatring foregår, hvis du spørger mig. 😉

Få flere klatretips fra Esben på movetogrow.dk

1. Se ned på dine fødder!

Fødderne er dit fundament. At kunne stå på de helt små greb med en tryg følelse, skaber en ro og giver dig et stærkt fundament at arbejde ud fra. Det aflaster dine arme og skaber et opadgående flow, en dans, en lethed, en elegance. Fodarbejdet er også fundamentet for at positionere dig optimalt. Brug de første 10-20 min hver gang du klatrer på at arbejde med en præcis, aktiv fod. Det vil rykke alle – med garanti.

2. Lær at hvile på ruten!

Det at kunne læse klippen (ruten) kræver erfaring og masser af rutine. Et godt sted at starte er at blive god til at finde hvil. Både gode hvil, men også at kunne hvile i små greb og akavede positioner. En god måde at træne det på, er at øve dig hjemme på væggen. Find tre hvil på en rute, nede fra jorden, og så skal du blive i det hvil i f.eks. 1 minut. Når du har klatret ruten kan du prøve at vælge to hvil, der ikke er så oplagte, og se om du kan hvile ud i dem. Ofte når jeg er “pumpet”, så er det første jeg gør at få ro på mit åndedræt. Jeg skifter oftere arm og ryster den frie arm mere aggressivt. Når jeg får mere ro på mit åndedræt bliver der længere mellem mine skift og jeg hænger mere. Husk aldrig “sælge” begge arme. Ca. 2 minutters godt hvil og du har fået ca. 80 % af din power tilbage.

3. Arbejd med balance og forståelse af hoftens position!

Klatring er en “skill sport” og dermed en bevægelsessport. Det at forstå kroppen og dens bevægelser giver et helt andet flow og lethed. Det at forstå dit tyngdepunkt og hoftens betydning er key. Dit tyngdepunkt sidder lidt under navlen, inde midt i kroppen. Når du bevæger dig, flytter du dit tyngdepunkt. Hoften er med i alle bevægelser og det er næsten altid i hoften bevægelsen starter. Leg med det og din balance til dine træninger. Det kræver mange timer, men det er sjovt og utrolig effektivt. En god ting at øve, er at holde hoften tæt på væggen og skyde hoften ind over din trædeflade. Her træner du bevægelsen “rockover”.

4. Klatring er failure igen og igen. Nyd det!

Lær at nyde det. Lær af det, i stedet for at blive frustreret. Du kender typen der hænger og råber, kommer med 100 dårlige undskyldninger og forklaringer. Bare luk og lær. Prøv det igen og igen og igen, med ønsket om at forstå det, ikke bare at gøre det.. Men først og fremmest at mærke det. Drop at tænke på hvad de andre tænker (de fleste er pisse ligeglade med hvad du laver), bare prøv en masse af. Nye bevægelser, forskellige måder at løse en sekvens på. Leg med det og lær af legen. Det er dig der rykker i sidste ende, og hvis du har det sjovt, så er det dig der har fat i den lange ende.

5. Lad frygten blive for foden af klippen og lær at trække vejret!

Dette er et absolut guldkorn og et 100 % overset keypoint. F.eks er det meget få der ved, at din core (som er essentiel i klatring) og dit åndedræt hænger sammen. Det at trække vejret skaber ca. 90% af din energi, og alligevel er det de færreste der tænker på det. Jeg har arbejdet med åndedrættet i mere end 20 år og jeg lærer stadig at bruge det på nye måder, der rykker mine grænser og mit livssyn. Desuden er dit åndedræt med til at styre dit nervesystem og dit nervesystem styrer dig. Specielt når du hænger i 40 meters højde i et 10 mm reb og kan falde 8-10 meter (jeg elsker det). Dvs. i alle livets udfordrende situationer. Det er et kæmpe emne, så her er et lille start-fif: Træk vejret gennem næsen og husk at trække vejret når du er presset! Hvis du er bange eller vil ned i gear så læg fokus på din udånding og forlæng den.

I breathe so I can choose.

Have fun, do or fly og god klatring!

Få gode råd til klatreskader, -træning og meget mere på movetogrow.dk

Læs mere om Esben, klatring og bevægelse på NOGRAVITY.dk

Indholdsoversigt