Der er ikke mange ting, der er mere ødelæggende for det gode humør end kolde, våde fødder. Især på længere ture, hvor vejrudsigten ikke lover sol og varme, kan det have en afgørende effekt på turen som helhed at holde sin fødder varme og komfortable. I denne guide sætter vi fokus på nogle af de teknikker, du kan bruge til at holde fødderne tørre, når uvejret banker på døren – både på tur og i hverdagen.

5 tips og tricks til at holde dine fødder varme og tørre

Efterårs- og vintersæsonen er en smuk og hyggelig årstid, men den kan også være rå, når det kommer til vejret. Når uvejret melder sin ankomst tager vi skaljakken på, trækker hætten over hovedet og hiver regnslaget op af rygsækken – men, hvordan undgår vi, at vores fødder blive våde og kolde?

1. Valg af sko og støvler med en vandtæt membran

Det første punkt på dagsordenen – og det mest åbenlyse – er selvfølgelig vandtætte sko og støvler. Læderstøvler holder vandet ude med sine naturlige egenskaber. Sko med en delvist syntetisk overflade holder fødderne tørre med en vandtæt membran (f.eks. GORE-TEX).

Der er skrevet mange artikler omkring emnet, og der findes fortalere for begge valg.

Helt grundlæggende kan diskursen koges ned til følgende punkter:

  • En læderstøvle vil typisk være bedre til at regulere fugt omkring foden
    (læderen på indersiden vil absorbere noget af fugten)
  • En GORE-TEX-støvle vil typisk være lettere, da vandtætheden er sikret af membranen (og man derfor kan bruge lettere materialer i overdelen)

Fælles for begge, vil de hjælpe dig med at holde dine fødder tørre og dermed varmere. Den umiddelbare ulempe er, at en vandtæt membran ikke ånder så godt. Det kan skabe et fugtigt miljø inde i skoen. Derfor er det vigtigt med det rette valg af sokker (se punkt 2).

Ekstra tip – tag et kig på dine såler:

Det kan også betale sig at udskifte sålerne i sine hverdagssko med en uldsål eller en sål med en overside i filt, der isolerer lidt bedre. Det kan i det hele taget betale sig at kigge på, hvor tyk sål man har i sine sko. Man vil nemlig tabe rigtig meget varme til jorden, hvis sålerne ikke isolerer ordentligt

Se vandtætte sko fra Salomon, Hoka, Lowa, Asolo, Scarpa og The North Face på webshoppen

Se såler fra Superfeet, Lowa, Stilflex og flere på webshoppen

Lyst til at vide mere om sko/støvler med vandtætte overflader? Se her:

Guide | Vandrestøvler med GORE-TEX eller vandrestøvler i læder?

2. Imprægner dine sko/støvler med en vandtæt overfladebehandling

På fuldlæderstøvler får jord og mudder læderet til at udtørre, mens det på støvler med vandtæt membran kan være med til at ødelægge membranen – og dermed den vandtætte funktion.

For at opnå den bedst mulige vandafvisende effekt på fuldlæderstøvler, anbefaler vi imprægnering med voksbaserede produkter som Grangers G-Wax eller Hanwag Shoe Wax. Voks trænger dybt ind i læderet og dets porer og hindrer vand i at trænge igennem. Det plejer også læderet, holder det smidigt og sikrer lang levetid.

Har fodtøjet en vandtæt GORE-TEX-membran, er det ikke ydermaterialet, der sørger for vandtætheden. Det er derimod membranen, der ligger lige bag ydermaterialet. Fordi vandtætheden allerede er sikret, skal man blot sørge for at pleje overdelen og gøre den nogenlunde vand- og smudsafvisende.

Se skopleje-produkter fra Grangers, Hanwag og mange flere på webshoppen

Du kan læse mere om pleje af fuldlæderstøvler, støvler med GTX-membranfodtøj og andre typer fodtøj til friluftsbrug i vores guide her:

Plejeguide | Vedligeholdelse af fodtøj til friluftsbrug

3. Uldsokker fremfor bomuldssokker og sokker i syntetisk materiale

Bomuldssokker kan være oplagte til hverdagsbrug; de er bløde, behagelige og relativt slidsstærke. Uldsokker er dog mere oplagte, når man har en vandtæt sko på.

I vandtætte sko er det nemlig særligt vigtigt at være opmærksom på hvor godt materialet i ens sokker kan håndtere fugt.

Det er her bomuldssokker taber:

  • De suger utrolig meget vand
  • De er meget lang tid om at tørre
  • De bliver helt uformelige når det er vådt.

Kort sagt, vil en bomuldssok i en læder- eller GORE-TEX støvle/sko hurtigt blive en våd, kold, uformelig klud. Dette er nærmest en invitation til vabler og hudgener eller til underafkøling når man står stille.

Uld vil, på den anden side, have:

  • lettere ved at temperaturregulere fødderne – også hvis det bliver vådt
  • lettere ved at binde fugten indtil, den kan passere gennem det vandtætte materiale

Fordi uldfibrenes kerne kan absorbere en del fugt, men fibrene samtidig har en fedtet, vandskyende overflade, vil uld kunne absorbere fugt, uden at føles fugtigt!

Et par uldsokker vil altid være et bedre valg end et par bomuldssokker om vinteren. Gode uldsokker fås i nærmest alle tykkelser, så der burde være et par til enhver sko! Hvis der ikke helt er plads til en tyk uldsok, mister man rigtig meget af varmeeffekten, så det er vigtigt kun at tage så tykke sokker som der er plads til.

Uld er naturligvis ikke et perfekt materiale. Det er ikke ligeså slidsstærkt som f.eks. sokker i syntetisk materiale. Derfor ser man også kombinationer af f.eks. uld, nylon/polyester og elastan, hvor uld dog stadig er det primære materiale.

Alt i alt, er uldsokker at foretrække. Særligt når man går rundt i en sko med en vandtæt overflade, grundet uldets naturlige temperaturregulerende og fugtbindende egenskaber.

Hvad så med sokker i syntetisk materiale?

Syntetiske sokker transporterer faktisk ofte sved og damp hurtigere væk fra fødderne og tørrer hurtigere. Det er derfor man ofte ser løbesokker i syntetiske materialer grundet løbeskoens åbne og super åndbare konstruktion.

Årsagen til, at syntetiske sokker ikke anbefales til hverdags- og friluftsbrug er, at syntetiske materialer ofte ikke binder fugt særligt godt.

Med andre ord, kan sved nå at ophobe sig i hverdagsskoen eller vandrestøvlerne længe før det kan fordampe tids nok til at passere gennem skoen/støvlernes ydermaterialer.

Se vores udvalg af uldsokker fra Smartwool og Point6 på webshoppen

Læs meget mere om vandresokker her:

Guide | Find de bedste vandresokker

4. Vandtætte sokker

En helt anden kategori af sokker er vandtætte sokker. Vandtætte sokker har ofte tre lag:

  • Inderlag (ofte en blanding af uld, akryl, polyester og elastan)
  • Yderlag (ofte nylon og elastan)
  • Mellem – den vandtætte membran

Der findes efterhånden en del forskellige mærker på markedet, der producerer vandtætte sokker, og fælles for dem alle er selvfølgelig, at sokkerne holder vand ude. De varierer ofte i slidstyrke, komfort og fleksibilitet, tørretid og selvfølgelig, design (skafthøjde, tykkelse, grovhed, m.m.)

Vandtætte sokker kan være gode til friluftsbrug, hvor du regner med at være i et koldt og vådt miljø over længere tid. Skulle det ske, at du får vand i dine vandtætte sko, f.eks. ved at træde ned i en vandpassage eller grundet særlig heftig regn, har du en ekstra barriere, der holder dine fødder tørre. Og dog.

Udfordringen ved vandtætte sokker er, at membranen fungerer på samme måde som med vandtætte sko. Det vil sige, at det er endnu et lag, som dampen fra sveden skal arbejde sig igennem før de kan blive frigjort.

Valg af vandtætte sokker er, ligesom vandtætte sko/støvler, et omdiskuteret emne og ofte betonet af personlig præference. Umiddelbart vil vandtætte sokker være et oplagt valg til stillesiddende, som fisketure eller lav-niveau aktiviteter, som overnatningsture og roligt lejrliv om vinteren. Regner man med at gå langt, i raskt tempo, vil det nok være mere oplagt med et par gode uldsokker, vandtæt fodtøj og et par skiftesokker til når man når frem til lejren. Med mindre man er rigtig glad for at hoppe i store (og dybe) vandpytter.

5. Gaiters

Gaiters, eller gamacher på godt dansk, er overtræk, der skærmer den nedre del af bukserne og noget af din sko/støvle af for regn og slud. De er 100% vandtætte og ofte lavet i meget slidstærke materialer.

Der findes både gaiters til vandrebrug og til cykelbrug.

Gaiters til vandrebrug føres i flere kvaliteter. De kraftigste holder stand mod vildfarne steigeisen og forrevne klipper. De mindre kraftige egner sig rigtig godt til ture med rygsæk. Gaiters beskytter ved at holde vand, småsten, grene, torne, osv. ude af støvlerne.

Se vores gaiters til vandrebrug fra Fjällräven og Outdoor Research

Gaiters til cykelbrug fungerer mere som et reelt skoovertræk, der fuldstændigt isolerer skoen fra vind og vejr. Der findes forskellige typer skoovertræk til cykling, men fælles for dem er, at deres primære funktion er at beskytte skoene og fødderne mod dårligt vejr i alle afskygninger.

Du kan læse mere omkring gaiters, eller skoovertræk, til cykling i vores guide:

Fokus | Vandtætte skoovertræk til cykling

7 praktiske fif til at holde fødderne varme på friluftsturen

På afsluttende vis, remser vi lige et par nemme og effektive fif til at holde fødderne tørre og varme, når du er på tur i det fri. Der er nemlig intet som våde fusser, der kan skabe muggen stemning i lejren.

  1. Husk hue, handsker og halsvarmer for at undgå at blodet trækker sig fra de yderlige legemer (her tænker vi især fingre og tæer)
  2. Sørg for at dine lag er temperaturregulerende og åndbare, så du kan komme af med fugt og overskudsvarme – det hjælper med at bibeholde kropsvarmen
  3. Hold på varmen når du står stille – hav ekstra lag i tasken (og eventuelt skiftesokker!)
  4. Luft dine fødder i pausen og træk dine såler op af skoene, så de også kan ilte
  5. Undgå at varme dine støvler ved intens varme (f.eks. for tæt på et lejrbål) – det kan nedbryde den vandtætte laminering
  6. Husk varme skiftesokker til lejrbrug og overnatning
  7. Kom eventuelt sko og våde sokker i en plastikpose og sov med dem i soveposen for at undgå, de fryser til over natten

Indholdsoversigt