Klatresporten vokser eksplosivt i disse år, og især bouldering er blevet populært. Og med god grund – bouldering er sjovt, let at gå til, kræver ikke en masse udstyr. Men bouldering er andet og mere end kulørte forhindringsbaner indendørs! Vi har fået nogle af Danmarks dygtigste klatrere til at give nogle gode råd til udendørs bouldering.

5 tips til udendørs bouldering fra 5 af Danmarks bedste klatrere

Der er ganske enkelt rigtig stor forskel på et veldefineret problem på kulørte plastikgreb i en lun hal polstret med tykke madrasser, og en stor, intimerende klippeblok i en kold skov. Det er en god idé at gøre lidt hjemmearbejde, hvis du skal på din første bouldertur. I det følgende giver Thomas Blaabjerg, Katrine Salling, Elias Edvardsen, Michelle KT og Bjørn Iisager deres 5 bedste tips til hvad du skal være opmærksom på, når du tager skridtet fra de travle, støvede klatrehaller til skovens dybe, stille ro..


Thomas Blaabjerg

Forhør dig om området

Der går hurtigt et par klatredage med at begå de samme fejl, som mange andre klatrere før dig har begået. Undersøg altid følgende, når du planlægger din tur:
– Hvor kan man klatre når det regner?
– Hvor skal man klatre når solen bager?
– Hvilken klippe er bedst om formiddagen, og hvilken om eftermiddagen?
– Kan man overhovedet klatre i det her område om sommeren?

Tag ekstra sko med

Mange tager afsted på klatretur med det samme par udslidte klatresko, de har brugt i hallen det sidste år. Det er ikke så nice – især ikke hvis der er hul i snuden ;-). Det er trods alt noget lidt andet at stå på klippe end på plastik. Hvis du ligefrem har forventninger om at projekte, er det altid godt med et par ekstra sko i bagagen. Klippeklatring er hårdt ved skoen, og man får hurtigt slidt den enkelte steder, som gør det umuligt at fortsætte sit projekt. Dette kan være en specifik hæl på en lille krystal, som ved hvert forsøg borer sig ind i skoen.

Hav styr på forventningerne

Selvom man er et kæmpe jern, som lige har klatret sin første sorte, og kan campus’e den røde på 30-graderen, og de lokale gutter forsikrer en om, at man sagtens kan klatre 8A på sin første tur, så hav lige i baghovedet, at klippeklatring er noget helt andet end indendørs klatring. Man skal lige lære hvad det går ud på. Derfor får man ofte tæsk de første par gange, selvom ens potentiale er til noget helt andet.

Køb en ordentlig crashpad og spot hinanden

Bouldering er sygt fedt når det går godt. Hvis det går galt er der ofte meget langt til bilen. Derfor: Pas på hinanden. Pad ordenligt op, og lad være med at tage den gamle udtjente crashpad med fra klubben.

Ryd op efter dig selv

Det siger sig selv, men desværre er det et stigende problem, at folk glemmer deres affald i skoven. Tag gerne en lille skraldepose med. Så er der også plads til lidt ekstra skrald, hvis i kommer forbi et område, hvor dem før jer ikke har læst dette blogindlæg. 🙂

Følg Thomas på Instagram: @thomasblaabjerg

 


Katrine Vandet Salling

Foto: Camilla Hylleberg

Forbered dig hjemmefra!

Uanset om du skal på en endagstur til Kjugekull i Sverige eller om du skal to uger til Albarracín i Spanien, så er det vigtigt at gøre sit hjemmearbejde i forhold til to meget afgørende faktorer, der kommer til at have stor indflydelse på din bouldertur: Vejret og guidebogen.

Hjemmearbejdet består for det første i at sætte dig ind i, hvordan du finder rundt i det område, du skal til. Hvis du ikke allerede har en guidebog hjemmefra, så må du google, hvor og hvordan du får købt en på stedet, når du ankommer. Derudover er det ikke altid lige nemt at finde frem til blokkene, når du skal på bouldertur. Som rebklatrer er du for det meste lidt mere priviligeret, idet du blot skal finde frem til én sektor, hvor der ofte vil være ruter nok til minimum en hel dags klatring. Sådan er det sjældent med bouldering, hvor blokkene som regel ligger spredt ud over et større område, f.eks. en hel skov. Derfor er det en god ide at orientere dig grundigt i din guidebogs vejvisning og også google dig frem til andre klatreres erfaringer med at finde rundt mellem blokkene i det område, du skal til.

Når du er færdig med at orientere dig om, hvor alle dine forhåndsfavoritblokke ligger, og hvordan de skal klatres, på henholdsvis 8a.nu, 27Crags og KjugeBloc, så klikker du dig direkte videre ind på yr.no. Her skal du først og fremmest se på, hvordan vejret har været det sidste stykke tid og så selvfølgelig på, hvordan vejret bliver frem til og mens du er afsted. Hvis der har regnet hver dag i to uger frem til du skal afsted, så er det en rigtig god ide at have en solid backup-plan, da der er stor sandsynlighed for, at de fleste blokke vil være drivvåde, når du når frem. Her kan du enten kigge på andre boulderområder eller blokke i nærheden, der muligvis kunne være tørre, eller kigge på om der ligger nogle spændende indendørshaller i nærheden, der kunne være værd at besøge mens du venter på tørvejr.

Hvis du gør dit hjemmearbejde ordentligt slipper du formodentlig for at spilde tid på at fare vild eller være usikker på, om du har fundet den rigtige blok, eller om siddestarten er til højre eller venstre. Derudover vil du have mulighed for at lave en ordentlig plan for turen i forhold til vejrudsigten, så du får det maksimale ud af din ferie- og klatretid.

Tag nu nok crashpads med!

Crashpads vejer ingenting, de fylder bare rigtig meget. Men på en bouldertur er det det mest irriterende i verden, hvis man kun kan vælge blokke, hvor der skal bruges en eller to crashpads, eller hvis din stakkels spotter skal forsøge både at spotte OG holde balancen på et ujævnt underlag OG febrilsk flytte den ene lille crashpad rundt, for at du ikke falder ned og brækker både ankler, ben og arme. Så spænd de ekstra crashpads sammen, køb 1 ekstra bagage hver til flyet eller spænd et par stykker på taget, for crashpads må man virkelig ikke mangle på en bouldertur.

Husk termokanden, overtræksbukserne og vanterne!

Uanset om det er forår, vinter eller efterår, så er der stor sandsynlighed for, at du kommer til at skulle tilbringe mange lange dage udenfor på din bouldertur – både før, under og efter du har klatret. Medmindre det er midt på sommeren og du er på vej til Sydfrankrig for at jage skygge eller blive grillet i solen, så vil du helt sikkert komme til at sidde og holde pause på en kold sten. Den bedste strategi er derfor at have varmt tøj, hue og vanter med, samt en stor termokande med kaffe (eller noget andet varmt) at drikke, så du ikke bliver iskold imellem dine forsøg eller i din frokostpause. Det er altid bedre at have nok varmt tøj og drikke med til at kunne holde sig varm uden at skulle arbejde for det. På den måde kan du sidde på alle de iskolde sten uden at få blærebetændelse og også slippe for at spise store mængder mad for at holde energiniveauet oppe en hel dag.

Ryd op efter dig!

Dette er ikke blot et råd, det er en opfordring til alle klatrere. Det er meget få ting, der er ligeså træls som at træde i en lort. Især hvis der ligger et lille stykke toiletpapir oven på den lort, så du efterfølgende ved med sikkerhed, at den ikke kom fra et dyr, men fra en klatrer, der var for doven til at gå mere end 10 meter væk fra sit projekt for at gå på toilettet. Grav den ned eller dæk den ordentligt til og vær venlig at gå lidt mere end 15 meter væk fra sektoren eller stenen, når du skal på toilettet.

Derudover skal du huske at børste kalk og tick marks væk fra blokken, før du tager af sted. Listen over fantastiske boulderområder, der er blevet lukket, fordi klatrere drukner blokkene i store mængder kalk og tegner streger og tick marks, er efterhånden alt for lang. Husk derfor altid at børste så godt du kan efter dig selv, før du forlader en sten – uanset om det var opvarmningen eller projektet.

Tag dine bedste venner med!

Hvis vejret ikke bliver som vejrudsigten lovede og alt er vådt på hele turen, eller hvis du troede du var i kanon form, men ikke kan komme fra jorden på nogle af de blokke, du havde tænkt dig at prøve – uanset hvor du skal hen og hvor længe, uanset om du har 1 eller 100 crashpads med, uanset hvor godt eller dårligt du har forberedt dig hjemmefra, så er det altid en god ide at have nogle gode venner med på turen! Så kan I grine sammen af dig, hvis du træder i en lort, eller hjælpe hinanden, hvis I snubler over en træstub og brækker fødderne. Sagt på en anden måde, så skal der nogle gange ikke ret meget til før man må ændre alle sine planer på en bouldertur, men så længe humøret er højt og du er på tur med nogle sjove venner, så kan det umuligt gå helt galt!

Følg Katrine på Instagram: @katrinesalling


Elias Edvardsen

Foto: Jesper Edvardsen

Hold styr på stumperne

Hold dine ting og sager på så begrænset et område som muligt. Det mindsker sandsynligheden for, at du mister/glemmer noget, og mindsker desuden gener for andre klatrere og besøgende.

Tag hensyn til naturen

Medbring en pose beregnet til skrald, dit eget såvel som hvis du ser andres ligge og flyde. Vi er heldige at kunne udnytte fantastiske naturområder som vores legeplads, og det skal gerne forblive sådan. Respekter naturen og hinanden.

Stol på fødderne, så skal resten nok komme

I indendørs klatring er der ofte meget fokus på håndsekvensen, og det føles ofte lettere, hvis man er stærk i overkroppen. Udendørs er det imidlertid næsten altid en fordel at lede efter fodtrinene, stole på dem, og så skal de håndgreb, der er nødvendige, nok vise sig.

Husk også, at det selvfølgelig er lettere at tage mange små trin end få store, selv om det kan være fristende at forsøge at stille foden helt op på den store, åbenlyse kant.

Glem graderne, hav det sjovt og lad klippen inspirere

Man bliver hurtigt vant til at sværhedsgraden definerer klatringen, men udendørs er der så mange sjove og lærerige oplevelser på alle niveauer, at man med fordel kan have mindre fokus på niveauet og mere på de linjer, der inspirerer én, når man vælger, hvilke boulders man skal prøve.

Husk at børste hvor muligt efter klatring

Det er god stil at efterlade en boulder, som man gerne selv ville finde den. Dette involverer både at fjerne tick marks, kalk og gummi fra greb og trin samt evt. jord, dine sko måtte have efterladt på stenen.

Følg Elias på Instagram: @e.t.edvardsen


Michelle Kim Theisen

Foto: Andy Day

Varmt tøj

Bouldering er som regel bedst, når temperaturen er lidt lavere. Det giver muligheden for at udnytte den ekstra friktion, kold klippe kan give. Tag derfor hellere et ekstra lag varmt tøj med og husk din yndlingsvinterjakke (helst letvægt!), så du har noget varmt at tage på mellem forsøgene.

Termokande

En god termokande, der kan holde teen eller kaffen varm hele dagen, har reddet mig mange gange på de koldere ture! – det giver også lidt mere hyggestemning på de lange dage ude i naturen.

Børste(r)

Tag altid en god (gerne flere) børster med! Dels for at klargøre dit projekt til et send, men i lige så høj grad så du kan børste de mange kalkmærker og tick marks af efter dagens klatring. Efterlad klippen med så lidt kalk som muligt og vær med til at bevare de fine problemer!

Tag med venner, som kender området

Hvis I kender nogen, som kender det område I vil til, kan det gøre jeres tur langt mere overskuelig! I vil ikke selv skulle til at lede efter de bedste problemer, og kan i stedet få klatret meget mere. Så undgår I også at bruge tid på de mindre fede problemer!

Hvis I ikke kender nogen, der kan vise jer området, så prøv at lave lidt research på anbefalede problemer i området hjemmefra – der findes i dag en masse info på nettet og der er rigtig mange gode guidebøger til de større og mere kendte områder.

“Starter pad” og landinger

Gør dig/jer selv en tjeneste og invester i en lille “starter pad” – en mindre, tyndere ekstra-crashpad. Den er perfekt til de lave starter, eller over en træstub eller sten, som er besværlig at dække med en større pad. Og sørg nu for at bruge tid på at sikre en god landing uden risiko for at træde mellem pads’ene eller lande uden for – god spotting er vigtigt, men ikke altid nok udendørs.

Følg Michelle på Instagram:@michelle_kt


Bjørn Iisager

Ingen beviser!

Det fantastiske ved klatring er, at du kan opleve at være i harmoni med naturen. Det indbefatter, at man ikke sætter spor efter sig, og efterlader de steder, man har været, som man fandt dem. Tick marks og kalk på klippen skal børstes af, skrald skal samles op og toiletbesøg skal så vidt muligt klares hjemmefra. Så kan stederne besøges igen og igen uden at belaste naturen og lokalmiljøet.

Crashpads og spottere!

Når man dyrker bouldering, skal sikkerheden være i orden. Det er ikke ligesom at være indenfor, hvor der er madrasser over det hele, og man kan ikke hoppe og falde af blokken som man vil. Risikoen for at falde uden for crashpad’en, eller mellem to pads, der ligger tæt op ad hinanden, er stor. Sæt dig godt ind i hvordan den udvalgte blok bedst muligt skal “paddes op”, og hvordan det i forening med spottere kan skabe en sikker klatresituation. Crashpads kan arrangeres på et utal af måder, men det er alt sammen relativt til situationen og faldpotentialet på den blok, du klatrer på, så der skal være stor opmærksomhed på underlaget og landingen inden I begynder at klatre. At være spotter er ikke blot at stå med hænderne over hovedet, som om du ville gribe den faldende klatrer. Det er helt misforstået. For det første kan det ikke lade sig gøre at gribe nogen – der er for meget fart på en krop i frit fald. Men hvad er så din opgave som spotter? Det er vigtigt at være opmærksom på om crashpad-arrangementet er korrekt og passende (måske skal pads’ene flyttes eller justeres når klatreren er kommet længere på problemet). Dernæst er det spotterens opgave at guide den faldende klatrer ved at støtte på lænden eller numsen i faldet. Det er vigtigt at guide kroppen ned på crashpads’ene. Du skal ikke stå for langt fra eller for tæt på klatreren. Det er samtidig vigtigt at tage så meget fart af som muligt, så landingen på crashpads’ene bliver så blød som muligt. En forstuvet ankel opstår lettere end man tror, og så er turen slut for vedkommende, så en god spotter redder dagen. Øv dig i at spotte – hvis du skal blive god, kræver det øvelse. Hvornår skal man spotte? Altid!

Rene sko!

Det er ekstremt vigtigt altid at klatre med rene sko på klippen! Hvis der er jord og snavs under sålen, fungerer kontakten mellem klatresko og klippe ligesom et stykke sandpapir, og klippen bliver slidt og går i stykker. Derfor bør man altid have en kokosmåtte med i sin crashpad, som man lægger ud der, hvor man vil starte med at klatre. Man tørrer sålerne af lige inden man træder op på klippen.

Våd klippe!

Det er bandlyst at klatre på våd klippe, da klippen er mere porøs og let går i stykker når den er våd. Der kommer altid endnu en dag i morgen, så pak egoet sammen og vent til det bliver tørt. Desuden bliver den lokale café glad, hvis I tager turen forbi på hjemvejen.

Kalk!

Kalk er til dine hænder og ikke til klippen. Den skal holde din hud på hænderne tør, så den ikke er fugtig – det skaber den optimale friktion. Brug altid en minimal mængde kalk og børst altid klippen ren for kalk med en naturhårsbørste (en stålbørste eller lignende ødelægger klippen!) – også mellem forsøg, da kalk på grebene skaber dårlig friktion. Det er specielt vigtigt at børste alle greb fri for kalk når I er færdige, da gentagne gange med kalk og regnvejr opbygger et tykt lag kalk, som man nærmest ikke kan få af. Et lille fif er, at du skal have helt rene hænder inden du påfører kalk. Hvis det ikke kan lade sig gøre at vaske hænder ude i skoven, kan du have håndsprit med.

Følg Bjørn på Instagram:@bjorniisager

Foto: Rodolphe Marie

Indholdsoversigt