Pak med omtanke: Vores gearliste til et bikepacking-eventyr i Grønland
Af Jørgen Højlund Wibe og Thomas Steinthal
Bikepacking handler om frihed, fleksibilitet og det at udforske verden i et roligt cykeltempo. I starten af august 2024 cyklede vi, Thomas og Jørgen, som de første det næsten færdige ATV-spor mellem Russel Glacier, en arm af indlandsisen tæt på Kangerlussuaq, til kystbyen Sisimiut. Turen tog 6 intense cykeldage og kan meget vel blive startskuddet til Grønlands første officielle bikepacking-rute, som mange flere kan nyde fremover.

Samtidig udfolder den en vigtig fortælling om et klima i forandring. Ruten, der starter ved iskanten, bliver længere og længere for hvert år. Det sker i takt med, at indlandsisen trækker sig tilbage på grund af højere temperaturer. En foruroligende fortælling, som ruten forhåbentlig også kan sætte fokus på. Ruten går igennem et meget unikt naturområde; et område som tilmed er på UNESCOs verdensarvsliste. Man støder dagligt på både moskusokser og rensdyr, samt en snehare eller polarræv, hvis man holder godt øje. Vi håber at flere bliver inspireret til både at bikepacke mere, men også at prøve kræfter med Grønland!

Grønlands barske terræn og omskiftelige vejr byder på udfordringer som få andre steder. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt med det rette udstyr. Her deler vi vores komplette gearliste og tanker bag hvert valg for vores tur til Grønland i august 2024. Målet er at give dig et indblik i, hvad der skal med på en cykelrejse i Grønland, men sådan set også andre steder, hvor man på samme tur møder temperaturforskelle på -5°C (f.eks. i et højt bjergpas) til +15°C (nede i dalene) – noget der ikke er ualmindeligt på både kortere og længere ture på cykel.


Pakkeliste
Funktion | Genstand | Rationale |
Sovegrej | ||
Sovepose | Sea To Summit Spark Sp3 | En af de mest populære bikepacking soveposer: Kendt for sin fantastiske balance mellem varme-til-vægt-forholdet og kompaktheden. Om sommeren kan den bruges som dyne, så kan bruges helårs. 3’eren er lettere end 4’eren der primært er til heavy-dutyrejser (temperaturer under minus 10), mens 2’eren kun kan bruges over 0 grader. Til hvad vi har rejst har 3’eren kunnet bruges overalt. Note: SeaToSummit har også Spark-serien i en udgave til kvinder: Flame. Vi har ikke selv prøvet den, men den har gode anbefalinger også. |
Liggeunderlag | Thermarest NeoAir Uberlite | Let og behageligt, men ikke egnet til vinterbrug. Det fylder minimalt i oppakningen. |
Telt | Hilleberg Anjan 3 personer | Ikke det letteste telt blandt letvægtstelte (1,8 kg), men til Grønland skulle vi have noget af høj kvalitet med god plads indendørs til eventuelle lange regnvejrsdage. Det er altid rart at have mulighed for at “stå op” i et telt, hvis man skal være der længe. Teltet kan åbnes ‘bagi’ så der kan også skabes ventilation hvis det er varmt. Overvej Durston X-Mid pro 2p+ |
Opbevaring | ||
Mellemstor rygsæk | Osprey Talon 33 | En let over overskuelig taske til de ting der ikke kunne være på cyklen. Ofte sovepose. |
Pakpose til telt | Sea to Summit Evac Dry – 8L | En dry sack yder ekstra beskyttelse for teltet og med Evac er det samtidig let at komprimere. |
Pakpose til sovepose | Sea to Summit Evac Dry – 8L | Din sovepose vil du gerne holde tør. Altid. Gør dig selv den tjeneste at køb en dry bag til opbevaring af den. |
Pakpose til blandet gear | Sea to Summit Evac Dry – 13L | Forhindrer småting i at flyde rundt, og gør det nemmere at finde ting. |
Brændstofflaske | Primus 0.6 liter | En ganske almindelig brændstofflaske til multifuel brænderen. Vi brugte finsprit, der havde en overraskende lang brændetid, men benzin har også hjulpet os (det kræver dog langt bedre ventilation). Fordelen ved benzin er at det kan fås næsten overalt. |
Reserve-brændstofflaske | Almindelig vandflaske | Ja, de simple flasker kan også noget. Sæt noget tape på så du ikke kommer til at drikke af den… |
Vandflaske | 1L cykeldunk | Ved man, at man cykler i et område med mange søer/vandløb er der ingen grund til at have mere end 1L på sig af gangen. Bare man husker at slå lejr i nærheden af vand. |
Camp-beklædning | ||
Strømper | Mormors hjemmestrikkede uldsokker | 10/10 og fem skud ud til mormors strikkepinde |
Underbukser | Bambus underbukser | De er lette, fylder og vejer ikke meget og “holder lang tid”. Og husk på: Man cykler ikke i ens underbukser, så man sveder heller ikke i dem. Derfor kan man fint klare sig med et enkelt par til en hel tur. |
T-shirt | Lifa Helly Hansen Merino tee | Hurtiggørende, let og varm. Bliver også brugt som hovedpude lagen (fyld alt andet tøj indeni, bum, så har du en hovedpude). |
Uldundertøj | Devold Expedition Merino 235 m. lang nakke | Kun til kolde ture, men her er det uundværligt. Vær aldrig bange for at fryse når du har det her sæt med. |
Uldundertøj | Devold Expedition long man | Kun til kolde ture, men her er det uundværligt. Vær aldrig bange for at fryse når du har det her sæt med. |
Outdoor-bukser (2-i-1) | Columbia Silver Ridge Convertible Bukser | Der er bedre og finere bukser, men til prisen og vægten er de kanon – og vigtigst, så er det zip-off! 2i1 all the way |
Fleecetrøje | Columbia fleece trøje, varm | Et overkill, også til Grønland. Kunne have sparet den væk, da kombinationen af merino undertøj og RAB dun jakken var rigeligt i +- 0°C. |
Handsker | GribGrab Vertical Insidegrip sommer handske | Rigtig gode, lette og sikre cykelhandsker og blandt de mest populære på cykelmarkedet. Ikke egnet til temperature under 5°C. Kanon til alt over. |
Halsedisse | Buff Lightweight Merino | Buff’ens multifunktionalitet som natbriller, hue, halsvarmer osv. gør den uundværlig på en bikepacking tur. |
Varm, let jakke | Men’s Mythic G Down (1000fp, 7D yderskal) | Den absolutte favorit på hele listen her. Selv i bar overkrop kunne den sagtens holde os varm når temperaturen kom under 0°C. Og med vægt på 278g kan det vidst ikke gøres bedre. |
Skaljakke (regnjakke) | PACR WATERPROOF LIGHTWEIGHT JACKET | Ekstremt let og komprimérbar regnjakke bedst egnet til cykling pga. dens design (lang bagi, kort foran). Kan ikke anbefales til lejrbrug da den dækker for lidt. |
Skalbukser (regnbukser) | Men’s Helium Rain Pants | Super lette og fuldkommen vandtætte regnbukser. 100% anbefalelsesværdigt. |
Myggenet til hovedet | Sea to Summit Ultra Mesh Headnet | Let, dejligt med pakkepose, gør hvad det skal. |
Mad og drikke | ||
Gryde | Sea to Summit X-pot 2,8 L | En fantastisk gryde hvis man kun bruger brænder til madlavning: fylder meget lidt når den er foldet sammen (et stort + i bikepacking) og kan holde mad til to fuldvoksne mænd med et højt energiforbrug. Når den er sammenfoldet, kan der stadig ligge en ske, salt/pebber, olie og en ekstra foldetallerken indeni. |
Brænder/vindskærm/pose/pumpe | Primus OmniLite TI | Multifuel brænderen er for dig der 1) rejser steder hvor temperaturen kommer under 0°C eller 2) rejser steder hvor gasflasker er svært tilgængelige. Her er OmniLite’en en gammel prøvet klassiker – her i en let titaniumsversion. |
Foldekop | AB Camping Foldekop 2 dl | Fylder ikke meget, kan ligge inden i den sammenfoldede x-pot. |
Madolie-holder | Matas Rejseflaske 100ml | Husk madolie! Det er den højeste kalorie-til-vægt ratio du finder. Et must til alle gryderetterne. |
Salt-/peberbøsse | Ukendt mærke | Intet fancy. Dejlig lille størrelse. |
Service | Light my fire Spork | Pas på du ikke knækker den… Overvej en titaniums ske. Drop gaffel, den er ligegyldig. |
Vandfilter | Sawyer Mini filter | Husk vandfilteret! Sawyer er kendt for at lave de bedste vandfiltre. Denne kan filtrere 380.000L vand i dens levetid. Har brugt den flittigt i 8 år nu. |
Blandede sager | ||
Tandbørste | Tandbørste | … |
Tandpasta | Tandpasta (mini version købt i Normal) | Undlad at købe de store tuber – man kan få rejseversioner i fx Normal. |
Deodorant | Palmolive sport | Når man er to mænd afsted og sover i samme telt så skader det ikke med et håndværkerbad i ny og næ. |
Klipklapper/lejrsko | Falske crocs i meget let materiale | Uundværligt når du laver lejr og får smidt dine svedige cykelsko af. Hvis det regner kan du have bare tæer i klipklapperne. Og man kan sidde på dem hvis jorden er fugtig. |
Solcreme | Sunscreen in 30ml bottle | Husk solcremen. |
Reb/snor | 3×2 meter paracord + 20 meter paracord | Vi har altid nogle små rebstumper med. Man bliver overrasket over hvor ofte man bruger dem. Den 20m lange paracord var specific til Grønlandsturen til at komme over floder med. |
Myggespray | 40% Deet i 100ml sprayflaske | Myggesprays med DEET har længe været forbudt at sælge i Danmark. Det er det ikke mere og thank God. Det er det eneste der virker. |
Førstehjælp | Bandager, plaster, morfin, panodil, sytøj, compeed, diarré kur, buksefedt | Glem ikke buksefedt i tilfælde af at du får slidsår i skridtet. Det kan ødelægge en hel tur hvis det ikke bliver behandlet i tide. |
Bålsæt | Light my fire tændstål, lighter, fatwood x10 | Husk tændstål. Det kan ikke gå i stykker selvom det bliver vådt. Fatwood er bare et spørgsmål om convenience. |
Kniv | Victorinox – Blomsterkniv | Let, skarp og lille kniv uden alle de fancy ting man aldrig bruger. |
Solbriller | Oakley Radarlock EV | Alt virker her, bare undersøg om der er polarid-filter. |
Kompas | Silva Ranger SL kompas | Glem nu ikke det kompas! Normalt kan man klare sig uden, men er man i et område hvor vejret kan skifte voldsomt og dækningen er ringe, ville vi aldrig være uden kompas! |
Kort | Hjemmelavet i laminat eller på telefonen | Bedste kort apps: mapy.cz, earthmate (garmin), maps.me og naturligvis Google Maps. Husk at det kan betale sig at downloade kort for at spare strøm på telefonen. Printer du egne kort, så husk at laminer dem eller opbevar dem i vandtætte plasticlommer. |
Elektronik | ||
Kamera | SONY ALPHA A7C | Hvis du ikke vil gå ned på billedkvaliteten… |
Drone + fjernbetjening | DJI MAVIC PRO 1 | Let at bruge, fylder meget lidt. Holdt til at sidde i en drybag på forgaflen på meget bumlede stier… I dag ville jeg nok have købt en DJI mini pga lavere vægt. |
Oplader drone/kamera | Oplader til Mavic Pro 1 | Kun relevant hvis du kan lade undervejs… |
Ekstra batterier | 1x reserve batteri til både drone og kamera | Især dronen sluger strøm, så husk 1-2 ekstra batterier til den. |
Powerbank | 10.000 mAh powerbank | 10k mAh rækker til ca. 3 opladninger af min iPhone 13 mini. Når telefonen er på flytilstand og ikke bliver brugt til navigation holder den ca. 3 døgn på en opladning. |
Høretelefoner | Jabra Elite 3 | Hvis dagen bliver lang, sporet bliver tungt og lejren ligger langt forude så er der intet som et sætte en god podcast, et godt album eller en bog i ørene. Ren epo. |
Kabler | Ladekabel til mobil og powerbank | Husk at opbevar dem i en regntæt pose. |
Nødsender/kommunikation | Garmin InReach Mini | Sammen med mobilapp’en Earthmate er det let at skrive til venner og bekendte over GPS’en forbindelsen fra inReachen. Den holder strøm i 2-3 uger afhængigt af brug. |
Pandelampe | Black Diamond Spot 400 | Herlig pandelygte, lidt træls at man ikke kan genoplade den, men skal udskifte batterier. |
Cykel, cykeltasker, cykelgrej | ||
Cykel | 1) Ridley Gravel cykel, 2) Canyon Grail CL6 | To fantastiske cykler der har været igennem ikke så lidt efterhånden. Kører stadig upåklageligt. Vi kører på hhv gravel og cross og der er fordele og ulemper ved begge dele. Til de fleste ture har vi dog fundet en række fordele ved gravelcyklen (bredere gearradius, mere komfortabel på lange lige stræk etc) der gør den en anelse mere egnet end crosscyklen der primært er lidt mere komprimeret og dermed lettere at bære hvor nødvendigt. Der er meget at sige om cykler, men det vigtigste er at lave en god langsigtet investering der IKKE er carbon og helst ikke har alt for unikke dele, så det er umuligt at finde reservedele. Carbon er nice, men når man er på eventyr får cyklen ofte tæsk som den ikke gør på en ‘raceday’ – og så er det bare fedt at smide sin cykel op på ladet af en truck blandt en flok får og vide at den holder! |
Cykeltasker | Ortlieb RC sadel- og steltaske, drybag frontloader, 2x drybags i forgafler | Hvis du vil have kvalitetscykeltasker så kig på Ortlieb og Apidura. Men kvalitet koster. |
Mounts | BBB stackpack på forgaflerne | Meget standard sæt mounts til forgaflerne som gør, at man kan påsætte fx flasker eller drybags som jeg gør. |
Reservedele | 2x slanger, 6x orme, 3x kædeled, 1x gearwire, 10x strips, geardrop | Her vil vi understrege vigtigheden af at have et geardrop med; det har en lavere brudstyrke end bagskifteren og vil derfor knække først. Så har du sparet en bagskifter. Bemærk at geardrop SKAL købes hjemmefra da hver cykel har hver sin type drop. Alle andre dele er langt lettere at skaffe. Vi behøvede kun at reparere en kæde en gang på Grønland, men overvej altid hvad du vil gøre hvis alt går galt (eksempelvis at lave cyklen til Singlespeed uden bagskifter hvis denne knækker). Cykler er ren mekanik, så man kan ofte finde en alternativ løsning for at komme til nærmeste by. Vi havde sat cyklerne op tubeless med ny snask hjemmefra og oplevede ingen punkteringer og det er vores oplevelse at ny snask inden en tur gør underværker – selv på forholdsvis gamle dæk |
Reparation | Lappegrej, orme, dækjern, multitool, kædeskiller, strips | Orme er overflødige hvis ikke du har tubeless setup. Alt det andet er et must. |
Pumpe | Crankbrother Click HP | En rigtig fin pumpe til racerventiler. Især lækkert at der følge en pumpeslange med – det giver noget med frihed ift. pumperetning og du undgår at knække en ventil. |
Beklædning – på cyklen | ||
Shirt | Gravelin Merinotech Thermal Long Sleeve Jersey | Super dejlig og varm yderdel. Når det ikke regnede cyklede vi i denne og netundertrøjen. Også i temperaturer omkring 3-5 grader. |
Cykelstrømper | GribGrab Alpine Merino High Cut Winter Socks | Gode varme sokker. For varme til +15°C |
Baselayer | GribGrab 3-Season Short Sleeve Base Layer | Hvis du ikke har brugt netundertrøje før, så er det på tide. Den er fantastisk til at transportere sved væk fra kroppen. |
Regnjakke | RainMaster Waterproof Lightweight Jacket | Meget let cykeljakke som også egner sig fint som windbreaker. Den er dog meget kort i livet hvilket man skal være OBS på! |
Shorts | Flow 2in1 Technical Cycling Shorts | Rigtig lækre shorts og cykelshorts. Igen, alt hvad der er 2-i-1 er bare lækkert; så kan du bruge shortsene i lejren uden cykelindershortsene. På bikepacking er lommerne også nice fordi du kan komme til din pung, telefon, etc lettere. Normalt er lommerne på ryggen “låst” af din rygsæk |
Armvarmere | AquaRepel 2 Water-Resistant Arm Wamers | Det virker. De er rent faktisk regntætte. Ikke super varme, men skønne til 5-10 grader °C. |
Benvarmere | AquaRepel 2 Water-Resistant Leg Warmers | Det virker. De er rent faktisk regntætte. Ikke super varme, men skønne til 5-10 grader °C. |
Kasket | AquaShield Waterproof Cycling Cap | En cykelkasket er skøn. Tager både regn og vind væk fra øjnene. Når den er vandtæt, skaber den dog et meget indelukket klima omkring hovedet hvilket kan irritere. |
Skoovertræk | AQUASHIELD 2 WATERPROOF GRAVEL SHOE COVERS | Et par fantastisk shoecovers – intet dårligt at sige. Og så er de meget lette! |
Handsker | Vertical InsideGrip Full Finger Summer Gloves | Vidunderlige handsker til når temperaturen er over 10 grader. |
Cykelhjelm | Giro Helios Spherical Mips | En god cykelhjelm. Meget andet kan bruges. |
Overall-cykelshorts | AQUAREPEL WATER-RESISTANT BIB SHORTS | Gode shorts, men meget stramme omkring lårene. Skønt med water repellent. |
Kommentarer
Denne gearliste er et resultat af mange års bikepacking-erfaring, men man skal selvfølgelig tilpasse ens pakkeliste til den specifikke type rejse, man skal på. På denne liste er hver enkelt genstand omhyggeligt udvalgt for at være så let, holdbar og multifunktionel som muligt, og har hjulpet os med at trives på våde og kolde såvel som varme og solrige dage.
Mange af de mærker og specifikke genstande, vi har på listen, er i den dyrere ende, så vi vil gerne understrege, at man selvfølgelig ikke behøver verdens letteste telt og sovepose for at få nogle fantastiske dage på to hjul. Det er noget, man køber henover tid. Vigtigst af alt er, at man er godt forberedt og holder humøret højt.
Klar til at begive dig ud på eventyr? Vi håber denne guide hjælper dig i dine forberedelser, og vi glæder os til at høre om dine egne bikepacking-oplevelser. Cykelskoene venter!
Indholdsoversigt