Alpinklatring i Norge kræver sit for at blive den fantastiske oplevelse, som det har potentiale for at være. Vores tidligere kollega Kristoffer valgte for mange år siden at rykke rødderne op af den danske muld og bosætte sig i Norge, for at forfølge drømmen om klatring og friluftsliv. Godt 10 år, en bacheloruddannelse i friluftsliv, en kandidatgrad i idrætsvidenskab og et hav af klatrekurser og certificeringer senere, er han indehaver af firmaet Hansen Kurs & Guiding, der står for alt fra klatre- og skredkurser i fjeldet til personlig guiding på nogle af Norges alpine toppe. I det følgende giver Kristoffer sit bud på (og en god introduktion til) seks klassiske rygtraverser i Jotunheimen, der burde være være på enhver aspirerende alpinklatrers ønskeliste.

Alpinklatring i Norge

Tekst og billeder: Kristoffer Günther Hansen, indehaver af Hansen Kurs & Guiding og tidligere ansat i Friluftsland

Norge, landet med uldtrøjer, tophuer, myseost og langrendsski. Jo og så er der vist noget med noget fjeld og fjeldvandring. Noget hvor man tager en rygsæk på, pakket med telt og kogegrej, snører vandrerstøvlerne og traver afsted på flotte stier mærket med røde T’er, som starter i nydelig birkeskov og efter en tid ender på store åbne vidder med fjeldvand, blåbærlyng og måske en rensdyrflok. Koselig!

Sådan tænkte jeg om Norge, og sådan oplevede jeg også landet og naturen deroppe i nord som barn, når rygsækken blev pakket og vi tog på sommerferie.

Det alpine Norge

Men der findes også en anden virkelighed. En virkelighed som åbenbarede sig og blev altopslugende, da jeg blev voksen og bosatte mig i dette fjeld-land i nord. Jeg opdagede en virkelighed hvor naturen var mere eksotisk, mere vild og mindre gæstfri. En natur hvor de røde T’er forsvandt, fjeldene mistede den afrundede og bløde karakterer og indtog spidse, taggede og smalle former. Naturen blev pludselig så magnetisk dragende, men samtidig overvældende og frygtindgydende. I de sidste ti år har denne natur været omdrejningspunktet for mit liv, og uanset hvor jeg har rejst i verden, kommer jeg altid tilbage til oplevelsen af norsk natur som noget af det vildeste og mest uberørte man finder på denne klode.

I to blogindlæg for Friluftsland skal jeg dele nogle af mine favoritture i den spidse, taggede og smalle natur. I dette første indlæg vil jeg præsentere seks alpine rygtraverser i Jotunheimen, mens det andet indlæg vil handle om en håndfuld must-do alpine klatreture, spredt over hele Norge. Turene jeg vil præsentere er populære, og med god grund. Alligevel vil du kunne opleve at gå turen uden at møde andre mennesker, specielt hvis du vælger at gå en hverdag uden for de største sommerferieuger.

Bratte fjeldsider og majestætiske omgivelser på Smørstabbtindtraversen.

Hvad er en alpin rygtravers?

Hvad er en alpin rygtravers så? Det store norske leksikon beskriver ordet alpin sådan: “Alper er typisk høje, spidse fjeld og egge med stejle sider. Disse landformer er dannet under erosion fra små, lokale gletchere, gravitationsprocesser (f. eks. stensprang) og periglaciale processer”. Disse spidse og stejle fjelde kan ofte danne langstrakte formationer – rygge – som indbyder til naturens egen linedans, mange hundrede meter over dalbunden. Akkurat sådan er store dele af Jotunheimen, og specielt området “Hurrungane”. Hurrungane er et traditionsrigt område for alpinklatring, og området kaldes ofte for “Tindesportens vugge” i Norge. I slutningen af 1800-tallet havde specielt udlændinge en førstebestigningsfest, og kunne klatre i disse fjelde som de første mennesker. Selvom det nærmer sig 200 år siden pionerbestigningerne, er området ikke blevet mindre interessant, og den strenge etiske friluftslivskultur i Norge har gjort at indgreb som borebolte, lifter, veje og storstilet hytteudbygning er udeblevet. Derfor kan du stadig møde fjelde, som føles uberørte og hvor naturens vildskab ikke er blevet tæmmet.

I det følgende vil jeg præsentere turer, hvor de fleste vil have behov for at benytte klatreudstyr for at kunne gennemføre turen trygt og sikkert. Sæsonen er fra juni til midten af september, med juli og august som sikreste periode for fint vejr. Dagene er lange og lyse om sommeren, men vejret kan skifte utrolig hurtigt, og der kommer normalt nysne på de højeste toppe alle måneder i året. Indlægget er ikke ment som en fuldstændig guide til de forskellige ture, men mere til inspiration for den eventyrlystne.

Udstyr

På de fleste ture kræves to halvreb, et sæt med kiler, og 5-10 friends. 6-10 forlængbare slynger er gode at have. Hjelm er et must, og ikke alle greb man tager fat i sidder lige godt fast! Et par meter med 7 mm rebsnor kan være smart at have med, i tilfælde af at man må vende om og bygge abseilankre for at komme ned. Der er ikke boltede abseilankre på ruterne, så du må lave dine egne med slynger og kiler. Klatreføreren for Jotunheimen kan også være god at have. Det er en guidebog hvor alle klatreruter for Jotunheimen er beskrevet. Mange af turene her kræver desuden steigeisen og isøkse, og man må ofte krydse gletsjere på vej op eller ned.

Smør altid en stor madpakke og pak godt med tøj til omskifteligt fjeldvejr, inkl. handsker og hue. Skinner solen må du huske faktor 30 og solbriller – og tag en pandelampe med, i tilfælde af at I får brug for at strække turen ind i døgnets mørke timer.

1. Austabotntindtraversen

Store Austabotntind (2204moh) er en virkelig majestæt blandt fjeldene i Hurrungane. Når man kommer kørende over Sognefjellet fra øst i fint vejr, kan man ikke undgå at se Store Austabotntind som rejser sig ved siden af Store Ringstind. De to toppe står som to slagsbrødre og kæmper om at være stejlest og stærkest.

Store Austabotntind via vestryggen er en god opvarmingstur for at mærke lidt på hvad klatring i Hurrungane er for noget. De fleste vil føle behov for klatreudstyr på denne tur. Vil man have lidt mere udfordring, kan man gå Austabotntindtraversen, som begynder på sydtoppen. Her får man mere klatring, en abseil ned fra en spektakulær pinakkel – og det hele på relativt fast klippe. Det fineste er at følge ryggen hele vejen, og ikke gå ud i østsiden/højresiden på vej op til toppryggen, som det også er foreslået i guidebogen. Følger man ryggen får man flot klatring på fast klippe, med masser af luft under vingerne. Man er ikke i tvivl om hvad højeste punkt er på toppen. Her er der ikke plads til mere end 3-4 personer, og der er langt ned på alle sider. Jotunheimens mest spektakulære topppunkt! Ned igen følger man hele vestryggen, forbi den kendte nordvendte skirende ned fra Vestre Austabotntind som ses på billedet. Når man kommer til Vestre Austabotntind kan man pakke klatreudstyret væk og gå i enkel “steinur” ned til vejen.

Toppen af Store Austabotntind. Foto: Kristoffer Günther Hansen

2. Dyrhaugsryggen

Når du står på Turtagrø hotel, som er udgangspunktet for de fleste ture i Hurrungane, ser du op på tre fjeldrygge, som ligger side om side. Til højre ligger Soleibotntindryggen, til venstre ligger Skagastølsryggen, og i midten ligger Dyrhaugsryggen. Om foråret, når solen står højt på himmelen og sneen stadig ligger og glinser i fjeldsiderne, er den indbydende flanke fra hotellet og op til Nordre Dyrhaugstind et meget populært turmål for skifolket. Senere på sommeren er det også denne flanke som kan give en meget behagelig retur fra en af mine favorit-klatreture i Hurrungane, nemlig Dyrhaugsryggen fra Bandet.

Turen begynder fra Turtagrø og følger en god sti op gennem Skagastølsdalen. Stien begynder i kulturlandskap, hvor du ofte møder en græssende ko på vejen indover dalen. Jo længere du kommer, jo mere stenet og goldt bliver landskapet. I enden af dalen kommer du til glesjheren Skagstølsbreen som du må krydse. Denne er ofte helt uproblematisk at krydse, men vær lidt obs på gletsjerspalter i den øverste, stejle del. Fra Bandet svinger mange turfølger til venstre op mod Store Skagstølstind, som er selve majestæten i Hurrungane. Her er det utrolig befriende at svinge til højre og gå den noget mere behagelige tur op mod Søre Dyrhaugstind.

Hist og her må man bruge hænderne for at komme op, men det er ikke de store udfordringer som møder dig, før du står under selve klatreruten op til Søre Dyrhaugstind. Nu begynder det sjove, og du har 4-5 reblængder med flot klatring op til grad 5+, afhængig af hvilken variant du vælger opover. Ruten er godt sikret, og klippekvaliteten er god. Når du kommer på toppen følger du ryggen mod nord til du er på Nordre Dyrhaugstind. De fleste går over ryggen uden brug af reb, men der er langt ned, og man skal ikke træde forkert. Nå du kommer til Nordre Dyrhaugstind kan du være heldig at der stadig ligger sne ned ad den lange nordflanke. I såfald kan du støvle-surfe nedover mod en kold øl på Turtagrø hotell.

Klatring op til Søre Dyrhaugstind.
Scrambling på Dyrhaugsryggen.

3. Skagastølsryggen

Dette er RYGGEN i Hurrungane. Når du står på Turtagrø er det åbenbare blikfang Store Skagastølstind. Det er Norges tredjehøjeste fjeld, og det højeste som kræver klatring for at komme til tops. Turen bliver aldeles mere spændende ,hvis man fravælger normalvejen fra Bandet, og i stedet går hele Skagastølsryggen.

Turen begynder på samme måde som for Dyrhaugsryggen, men når du kommer til den røde Tindeklubhytte et godt stykke oppe i Skagastølsdalen, drejer du skarpt til venstre og følger stien opover mod Nordre Skagastølstind. Jo mere stenet underlaget bliver, jo mere utydelig bliver stien, men alle veje fører til Rom. Lige før toppen må man snige sig rundt om et hjørne ud mod Skagastølsdalen. Her må man holde tungen lige i munden, og en to tre så er man på toppen.

Nu kan man tage hjelm og klatresele på, og begynde udover ryggen. De fleste vil synes det er okay at gå her uden reb, og her er det smart hele tiden at holde sig højt oppe på ryggen og ikke lade sig friste til at gå ned i flanken på højre side. Pludselig går ryggen stejlt ned ,og så endnu stejlere op igen. Nu er du ved V-skaret. Her der der to flotte reblængder med stejl klatring, men med gode greb. Bare følg slagboltene opover her, for at finde den rigtig vej. Efter denne udfordring gør ryggen en masse krumspring og og ned, og her gælder det om at bevæge sig effektivt, så tiden ikke løber fra dig. Efter diverse udfordringer kommer du til en glat hammer med to flotte sprækker i. Det er Halls hammer, opkaldt efter den danske pioner Carl Christian Hall. Nu skal du ud til venstre over et glat slab, hvor lange ben er en fordel. Du får gode sikringer ind i sprækkerne, så her er det bare at gi’ gas. Ryggen fortsætter herefter med diverse “krumspring” før du er på Vesle Skagastølstind. Nu skal du tage en lang abseil fra en stålkæde ned til Mohns skar. Nu genstår det bare sidste klatredel op til toppen af Store Skagastølstind. Vejen er åbenlys, og aldrig specielt vanskelig, selvom det hele ser lidt faretruende ud fra Mohns skar.

Klatring på Skagastølsryggen

På toppen bliver du nød til at nedklatre lidt mod sydøst for at komme ned til abseilfæstet. Det kan være lidt tricky at finde, men bare gå der, hvor klippen er fri for mose, og hold udkig efter en stor stålkæde. Efter et 50 m abseil er du på “hjørnet”. Nu skal du ned til “svaene”. Det er relativt enkelt nedover her, men pas på løs klippe! Ved “svaene” er der en ny stålkæde og ny abseil. Denne er næsten umulig at finde, så lykkes det ikke, må du bygge dit eget abseilfæste eller klatre ned. Det er der mange som har gjort før dig, så det skal nok gå fint. Videre ned kan du håbe på sne i flanken, for da går det hele lidt lettere til bandet. Vær forsigtig hvis sneen er hård og iset. Tag altid isøkse og stegeisen med på turen. Når du er på “Bandet”, er det tilbage over gletsjeren og ned gennem Skagastølsdalen til hotellet. Har du brugt 12 timer er det respektabelt, og har du brugt 20 timer, er du ikke den første.

Udsigt over Hurrungane på vej ned fra Store Skagastølstind.

4. Sydryggen på Uranostind/Uranostindtraversen

Uranostind ble førstebesteget dagen før Store Skagastølstind af den samme mand, Wiliam Cecil Slingsby. Det var ikke uden grund at Slingsby følte sig draget mod dette fjeld, der står ensomt som et spyd op af gletsjeren. Fjeldet kan nås både fra nord- og sydsiden. Nordsiden kræver en enkel tur over gletsjeren Uranosbreen, mens sydsiden er en spektakulær rygtravers, som er en af mine favoritturer uden for Hurrungane.

Under anden verdenskrig havde man andre bekymringer end at værne naturen, og man byggede derfor anlægsvej for at kunne udbygge vandkraft i Jotunheimen. Anlægsvejen ind i Koldedalen har gjort det muligt med enkel adkomst til Uranostid, og man kan køre ind til foden af fjeldet. Herfra følger man mærket DNT sti mod Fondsbu og Skogadalsbøen, før man ta af fra stien og følger en god, umærket sti nordover. I stedet for at følge stien mod gletsjeren, går man oppover ryggen mod sydtoppen. Lige før toppen bliver det pludselig stejlt og udsat. Her tager nogle rebet frem og sikrer lidt. Fra Sydtoppen går man enkelt over den “anden” sydtop og ned til saddelpunktet under hovedtoppen. Herfra ser vejen videre umulig ud, men jo nærmere man kommer, jo mere overkommelig viser den sig at være. De fleste vil bruge reb hele vejen opover ryggen her, og nøglen til success er at holde sig oppe på knivsæggen hele tiden, og ikke lade sig friste til at gå ned i venstresiden. Her bliver fjeldet bare mere løst , og før eller siden må du op på ryggen igen, og det kan blive en ubehagelig affære. Der er et specielt flot, smalt parti på ryggen, hvor mange vælger at side med et ben på hver side af æggen. Fra toppen går man enkelt ned ad nordflanken, ned på breen og kommer tilbage til stien den vej.

Knivsæggen på Uranostindens sydryg. Foto: Kristoffer Günther Hansen.

5. Smørstabbtindtraversen

Turen her beskrives fra fjeldet Kalven til Bjørneskardet. Smørstabbtindene ligger ikke langt fra Hurrungane, og har man lidt lusket vejr i Hurrungane, kan det ofte være bedre lidt længere øst i Smørstabbtindene. Disse fjelde er fænomenale til skitouring når Sognefjellsvejen åbner i maj, men i sommerperioden er det hele traversen som er perlen. Her følger du en hesteskoformation, omgivet af gletsjere hele vejen.

Turen begynder på Krossbu, hvorfra man følger god sti op til Leirbreen. Ikke gå til højre efter broen, da du i så fald vil ende oppe ved Bøverbreen, som vil koste dig længere tid at komme over. Over Leirbreen går du mod Kalven, og går op på denne via sydvestflanken. Det er enkelt at gå her, på noget der minder om en sti. Fra vestre Kalven, smalner ryggen lidt til og du kan nyde småscrambling i fast fjeld med god friktion op til selve Kalven. Fra Kalven mod Skeie er det let at gå, men ved Skeies sydvestryg bliver det action. Her skal du klatre to reblængder op til grad 4+. Det er godt sikret og i fast fjeld, og utrolig morsomt. Efter første længde går du lidt til højre før du klatrer anden længde op gennem en diederformation. Fra Skeie skal du gå en udsat ryg videre, og nogle vælger at tage nogle korte abseils her. Sidste stykke med Veslebjørn er enkelt. Nu nærmer du dig turens højdepunkt, nemlig Bjørneggen. Først går det enkelt ned fra Veslebjørn, men pludselig bliver det stejlt og du må tage en abseil. Her må du vurderer nøje, hvad dit fæste består af. Sæt hellere en ekstra kile, end at stole på de små stenblokke, der ligger her. Efter en eller to rappeller, afhængig af hvor langt reb du har med, skal du over Bjørneggen. Her er det smalt og spændende. Det bedste er at abseile ned ad et lille glat slab, og så klatre en reblængde over æggen. På den anden side af æggen er du i land, og kan enkelt gå ned til Bjørneskardet. Herfra kan du enkelt følge breen ned og tilbage til Krossbu eller fortsætte over Sokse, Kniven og Store Smørstabtind. Fjeldet bliver betydelig løsere og mere rodet videre fra Bjørneskardet.

Smørstabbtindtraversen – næsten på Veslebjørn.
Klatring på Bjørneggen.

6. Styggedalsryggen

Dette er langturen for dem, som ønsker en solid udfordring. Klatringen på denne tur er ikke nødvendigvis det sværeste, men turen er meget lang, det er meget vanskelig at afbryde turen undervejs, og du skal op gennem en berygtet gletsjer.

Turen kan startes på forskellige måder, men det enkleste er nok at cykle med mountainbikes fra Turtagrø og ind gennem Helgedalen. Fra enden af vejen går du over 1754-toppen og op over Gjertvassbreen. Her er det mest normale at gå op gletsjeren vest for Gjertvasstind. Denne gletsjer har store sprækker og serac’er, som man skal være meget obs på. Her kan man både få nogle tons is i hovedet eller falde ned i en dyp sprække. Det er smart at være her meget tidligt om morgenen, før solen varmer is og sne op. Sent på sommeren kan det være mere eller mindre umulig at komme op gennem gletsjeren, hvis snebroerne er forsvundet. I Gjertvassskaret kan man gå op på Gjertvasstind via stejle sneflanker. Er flanken afsmeltet og ren is, kan det være en nervepirrende affære. Nede i Gjertvasskaret følger man enkelt stejl sne, eller ryggen til venstre for sneen mod Store Styggedalstind. Denne kommer man op på uden problemer. Videre til den vestre top møder man småudfordringer, men det fleste vil nok klare dem uden reb. Fra vesttoppen og videre ned mod Sentraltind har man to muligheder: Enten følger man ryggen hele vejen, med tricky nedklatring eller evt. et abseil, eller man går ned i sydsiden og følger sneflanker til man er under Sentraltind. Op på Sentraltind kommer der flere enkle reblængder efter hinanden. Det er aldrig særlig vanskeligt, men de fleste vil synes reb her er en meget god idé. Vejen giver sig selv. På toppen af Sentraltind, går man lidt vestover, før man må tage et langt abseil. Her ligger der ofte gamle slynger rundt om en sten, men vær lidt obs på hvor godt den sidder fast. Efter abseilen går det let op til Vesle Skagastølstind.

Klatring op til Sentraltind.
Udsigt over Styggedalsryggen.

På Vesle Skagastølstind har dutre muligheder videre: Du kan vælge at forsætte ad Skagastølsryggen ned fra Vesle og op på Storen, og videre ned til Bandet (som beskrevet ovenfor). Du kan også gå Skagastølsryggen i modsat retning til Nordre Skagastølstind og svinge ned i østflanken af “top 1696”, hvis du skal tilbage til cyklerne. Endelig kan du abseile ned i Mohns skar og gå ned ad Slingsbybreen, over Berges Chausee gennem Storens sydvæg og tilbage til Bandet. Alle alternativer kræver sin mand eller kvinde, og afhænger af energiniveau og forhold. Kommer du ikke ned til cyklerne må du ind og hente dem næste dag, og er der ikke nok sne på Slingsbybreen, er den ikke at anbefale.


Hansen Kurs & Guiding

Hansen Kurs & Guiding blev grundlagt i 2015 af Kristoffer Günther Hansen. Kristoffer har en kandidatgrad i Idræt og friluftsliv i tillæg til instruktøruddannelser fra Norsk Fjellsportforum og Norges Klatreforbund inden for klatring, gletsjer og skred.

Hansen Kurs & Guiding tilbyder guidede ture både sommer og vinter, samt forskellige typer klatrekurser, gletsjerkurs, skredkurser og topturkurser. Hansen Kurs og Guide operer primært i det sydlige Norge og har særligt godt kendskab til Jotunheimen, Romsdalen og Hemsedal, men tilbyder også enkelte kurser og ture i andre dele af Norge. Du kan se udbuddet af kurser på Hansen Kurs & Guidings hjemmeside, men det er også muligt at kontakte Kristoffer/Hansen Kurs & Guiding direkte, hvis du er interesseret i et privat kursus, eller en guidet tur – f.eks. på en af ovennævnte rygtraverser.

Læs mere om Hansen Kurs og Guiding og se hvilke ture og kurser, der udbydes

Indholdsoversigt