Arc’teryx har netop afholdt syvende udgave af deres årlige “Alpine Academy” i Chamonix for foden af Mont Blanc-massivet. Arc’teryx Alpine Academy er en alpinklatrefestival med 3 dage med clinics og undervisning i alt fra trail running til alpinfotografi, gletsjer-redning og big wall-klatring, samt livemusik, foredrag og underholdning om aftenen. Rasmus fra Friluftslands marketingafdeling havde fået mulighed for at deltage, sammen med Stephan, der vandt vores Facebook-konkurrence om en billet til årets arrangement. I det følgende kan du læse om deres oplevelser på Arc’teryx Alpine Academy 2018.

Arc’teryx Alpine Academy 2018

Af Rasmus B. Munk, Friluftsland marketing

Dag 0 – 5/7

Min Arc’teryx Alpine Academy-oplevelse får en lidt skæv start, da jeg kort efter at jeg har  checket min bagage ind og er passeret igennem security får en SMS fra SAS om at mit fly fra København til Genève er aflyst. Så i stedt for et direkte fly fra København til Genéve, bliver jeg ombooket til en mellemlanding i Amsterdam og ender med at lande i Genève kl. 16.30 i stedet for kl. 13. Heldigvis er det ikke noget problem at ændre mit lift fra Genève til Chamonix med Mountain Dropoffs, men forsinkelsen betyder desværre, at jeg først er i Chamonix kl. 19.30, og går glip af indregistrering og åbningsceremoni i den til lejligheden indrettede “Alpine Village” på Place Balmat i hjertet af Chamonix.

Arc’teryx Alpine Village

Arc’teryx’ Alpine Village bestod i år af en stor, overdækket plads med scene, flankeret af en række boder, hvor nogle af Arc’teryx’ samarbedspartnere, LyoFood, Suunto, GORE-TEX og Peak Designs fremviste og demonstrerede produkter. Arc’teryx selv havde en stand, hvor man kunne låne demoudstyr  (tøj, rygsække, klatreseler og bjergstøvler), en lille udstilling af nogle af nye produkter, der kommer på markedet til næste år, samt en indregistrerings- og informationspavillon. Sidst, men ikke mindst, var der et øltelt til den daglige “beer o’clock”, hvor alle med deltagerarmbånd havde fri bar med øl fra det lokale bryggeri “Microbrasserie de Chamonix” i et par timer.

“Landsbyen” fungerede som samlingssted for hele arrangementet. Det var her man mødte op om morgenen mellem kl. halv syv og otte til sine clinics – de dagskurser, man havde meldt sig til på forhånd – og det det var også her man kom tilbage efter dagens program. Om eftermiddagen var der forskellige gratis seminarer og små clinics, man kunne tilmelde sig – f.eks. yogaundervisning for klatrere, fotokursuser og foredrag om ekspeditionsmad og -logistik. De fleste af disse blev afholdt rundt omkring i byen, med mødested i “landsbyen”, mens enkelte åbne foredrag foregik på scenen. Om aftenen var der livemusik, foredrag og filmfremvisning, og i det hele taget var “The Alpine Village” et sted man stort set altid kunne gå hen, hvis man ikke lige vidste hvad man skulle tage sig til. Der var altid mennesker, og man kunne hurtigt falde i snak med nogle af de folk, man havde været på clinic med i løbet af dagen, eller sludre med nogle af de mange sponsorerede atleter, der var en del af arrangementet.

Jeg er tilbage på chalet’et omkring kl. 22, hvor jeg deler værelse med Stephan, der vandt Friluftslands konkurrence om en plads på årets Alpine Academy. Stephan havde benyttet lejligheden til at tage en lidt længere ferie i Chamonix, og havde booket en lokal guide, italienske Corrado “Korra” Pesce, som han havde haft tre fantastiske dage sammen med. På chalet’et får jeg hilst på nogle af de vindere af tilsvarende konkurrencer i andre lande, vi skal dele hus med de næste tre dage, inden det er tid til at pakke rygsækken til fredagens clinics  – “Trad Climbing” for mit vedkommende og “General Mountaineering Education Level 2” for Stephans. Stephan havde oprindelig ønsket “General Mountaineering Education Level 3”, men Arc’teryx havde ikke kunnet få puslespillet til at gå helt op, så han havde i stedet fået sin andenprioritet, Level 2. Så han er ikke helt oppe at køre over morgendagen, men ligesom mig er han spændt på at se hvordan det hele kommer til at løbe af stablen, og han er egentlig også fint tilfreds med at få en lidt blød start efter et par lange dage i bjergene med Korra.

Dag 1 – fredag d. 6/7

Jeg står op, pakker de sidste ting i rygsækken og går ned i køkkenet og spiser morgenmad (Arc’teryx havde sørget for lidt mad til morgenmad/frokost til os, samt en ramme øl, så man kunne få sig en kold pilsner efter dagens program), inden jeg tager ned “The Alpine Village” hvor jeg skal møde kl. 8 til “Trad Climbing” – klatring på egne sikringer. Jeg er lidt spændt på hvordan den clinic kommer til at foregå, og hvor vi skal være henne. Chamonix-dalen er fuld af klatremuligheder, men de fleste af de “crags”, jeg kender til, er med boltede sportsklatreruter, og de længere, mere alpine ruter på egne sikringer oppe i bjergene virker ikke oplagte til et endagskursus, der umiddelbart lader til at være rettet mod folk med sportsklatreerfaring, men som endnu ikke har gjort sig de store erfaringer med trad-klatring.

“Trad Climbing” med Nina Caprez og Robert Jasper

Vi er en gruppe på 12 med 4 instruktører  – 2 lokale guider, Mael og Adam, og to atleter. Til min store fornøjelse er atleterne den schweiziske klatrer Nina Caprez og den tyske mix-klatrelegende og ekstrembjergbestiger Robert Jasper. Vi kører lidt ned i dalen, hvor vi finder et lille crag oppe ad bjergsiden. Det tager ca. 45 minutter ad en lille, utydelig sti op gennem stejlt skovterræn før vi er oppe ved klippen, der byder på flotte, rene rids på omkring 20 m. Det er ikke et stort sted, det regner, og ruterne er lidt i den svære ende ift. kursusbeskrivelsen (der krævede sportklatreniveau indendørs og udendørs på mindst 5c – ruterne er graderet 6a og opefter, og de fleste er decideret ridsklatring, der kræver fornuftig jam-teknik). Til gengæld er vi der alene, kvaliteten af ruterne er rigtig god og stemningen er strålende.

Guiderne sætter topreb på ruterne og vi bliver delt ind i 4 hold, der på skift får undervisning i at sætte sikringer og bygge anker, inden vi får lov at klatre. Toprebene fungerer som ekstra sikring, så vi “fører” ruterne og placerer sikringer, som man ville gøre det normalt, men har altså et topreb som backup, så der ikke kan gå noget galt. Det er altså “med livrem og sele”, men det giver mening god mening til den type arrangement, hvor folk har vidt forskellig baggrund, forudsætninger og erfaring.

I løbet af dagen bliver trad climbing-undervisningen lige så stille til crack climbing-undervisning, eftersom de fleste af deltagerne (mig selv inklusive) er mere udfordrede på det klatretekniske end det sikringstekniske. Trods småregnen er stemningen god, og det er mit indtryk at vi allesammen går tilbage mod bilerne med en følelse af at have lært en masse. En ting, der er værd at fremhæve ved Arc’teryx Alpine Academy er, at kombinationen af erfarne lokale guider og verdensklasse-atleter gør, at man virkelig har mulighed for at lære en masse, nærmest uanset hvilken clininc man er på, og hvordan vejr og forhold arter sig. Det er bare at spørge løs, for man har et usædvanligt stort arsenal af viden, tips og tricks at tære på, og de guider og atleter, jeg havde med at gøre, var mere end villige til at dele ud af deres erfaring, præferencer og overvejelser omkring alt fra teknik til udstyr.

Fredag eftermiddag

Tilbage i “landsbyen” får vi os en øl og skåler på en veloverstået dag, inden jeg går hjem til chalet’et for at lægge min taske og tage et bad. Her møder jeg Stephan, der har haft en overraskende god dag på “Mountaineering Education Level 2. Han var lidt bekymret for om niveauet ville være lidt lavt i forhold til hans erfaring, men de har brugt en masse tid på at gennemgå og udføre gletsjerredning, og har haft nogle enormt kompetente instruktører, så Stephan har virkelig en følelse af at have fået frisket nogle essentielle kundskaber gevaldigt op, og “banket noget rust af”, som han selv siger det.

Om aftenen går vi ned i byen igen og hænger lidt ud i The Alpine Village, hvor der er gang i et fotoseminar på scenen. Her møder vi vores Arc’teryx-kontakt Anna, der foreslår at vi tager ud og spiser noget mad sammen. Vi ender på et lille Pizzeria i Rue des Moulins sammen med nogle Arc’teryx-folk fra kontoret i Canada. Akademiet i år er det største, de har afholdt til dato, og første dag er forløbet rigtig godt for både deltagere, guider og arrangører, så der er god stemning hele vejen rundt. Omkring kl. 22.30 er jeg tilbage på mit værelse, pakker tasken til morgendagen og kryber til køjs.

Dag 2 – lørdag d. 7/7

Lørdagens clinic er en af dem, jeg er mest spændt på: “Mountaineering Education Level 3″, der ifølge beskrivelsen gennemgår nogle af de centrale elementer af generel alpinklatring og bjergbestigning – løbende sikring på klipperygge, klatring og færdsel på stejl sne og let is, abseils, rebarbejde og den slags. Jeg skal møde kl. 7.00 i landsbyen og gruppen består af 4 guider og i 12 deltagere. Vi deler os op i fire grupper à 1 guide og 3 deltagere. Jeg ender i gruppe med det fransk/schweiziske kærestepar Camille og Jean-Baptiste, som jeg allerede kender fra gårsdagens clinic, og den lokale guide Sergio Garcia Gomez. Sergi er oprindeligt colombianer, men har boet og arbejdet i Europa de sidste 15-20 år – først i Spanien, hvor han tog sin guide-uddannelse, og siden i Chamonix.

“General Mountaineering Education Level 3” – Petite Aiguille Verte

De tre andre grupper tager liften op til Aiguille du Midi, mens Sergio, Camille, Jean-Baptiste og jeg kører til Argentière og tager Grand Montets-liften op mod Petite Aiguille Verte. Sergio mener ikke Midi-området er det rigtige sted at være i dag, da det både er weekend og rigtig mange af de andre clinics foregår deroppe. Jeg er meget enig, og desuden har jeg aldrig været oppe ved Grand Montets før, så jeg er godt tilfreds med den beslutning. Efter en lille forventningsafstemning og snak om vores respektive erfaring og baggrund, samt hvad vi godt kunne tænke os at få ud af dagen, beslutter Sergio at vi binder ind i to reblag. Camille og Jean-Baptiste binder ind sammen, og jeg binder ind med Sergio. Vi gennemgår lidt indbindingsteknik og bevæger os direkte over mod vestryggen af Petite Aiguille Verte, som vi rammer lidt lavere end normalruten. Undervejs traverserer vi et stejlt snefelt med lidt blottet is, så vi starter med at gennemgå lidt sikringsteknik på den slags terræn. Oppe på ryggen bevæger vi os i roligt tempo med løbende sikring, sætter sikringer når der er brug for det, fører rebet rundt om horn og blokke, når det er rigeligt, og gennemgår nogle af de overvejelser omkring reblængde, sikkerhed og effektivitet, man skal gøre sig på den type terræn. Slutningen af ryggen går vi langs sneen i topkanten af den lille “nordside”, lige under topryggen. Fra toppen abseiler vi direkte ned ad nordsiden i tre abseils – de to første fra slynger rundt om klippefremspring og det sidste fra et abalakov-anker i isen. Igen i roligt, komfortabelt tempo, og hele tiden med masser af snak, spørgsmål og gennemgang om hvordan og hvorfor vi gør det ene og det andet. Det sidste abseil er over bergschrunden, som vi derved også lige får mulighed for at snakke om, inden vi går stille og roligt ned ad snefeltet til liftstationen. I bunden finder vi lidt blottet is og øver nogle abalakov-ankre inden vi kalder det en dag.

For mig var lørdagens clinic en noget nær perfekt oplevelse. Vejret var fantastisk  – med blå himmel, høj sol og et let skydække over Les Aiguilles Rouges på den modsatte side af dalen. Ruten var kort og let, og der var ingen af os der var udfordrede på det klatretekniske, hvilket gjorde at vi havde oceaner af tid til at snakke rebarbejde, sikringsteknik og beslutninger. Samtidig var der rig mulighed for – og vi havde rigeligt tid og overskud til – at opsøge nogle lidt mere besværlige varianter, når vi ville øve lidt teknik. Der var mange folk på ruten, så vi var absolut ikke alene, og der var lidt gedemarked omkring toppen af første og andet abseil, men jeg er helt sikker på at det var langt bedre end det ville have været oppe ved Aiguille du Midi. Endelig var Sergio en venlig, underholdende og meget kompetent guide, og Camille og Jean-Baptiste var behageligt selskab.

“Academy Dinner” og “Movie Night”

Tilbage i “The Alpine Village” får jeg en hurtig øl med de andre, inden jeg smutter hjem for at tage et bad og skifte tøj – lange underbukser og bjergstøvler gør det bedre i 3500 meters højde end i 30 graders varme nede i dalen. Jeg får en øl på chalet’et og snakker lidt med Stephan, der har haft endnu en rigtig god dag på “High Altitude Medicine” oppe ved Aiguille du Midi. Han er blevet undervist i alt fra højdesyge og nød-shelters til brug af bærbare “decompression chambers” og generel førstehjælp i klatreøjemed. Efter gårsdagens gletsjerredning morer vi os lidt over at Stephan tilsyneladende har valgt den fulde “redningspakke”, eftersom han slutter af med “Improvised Mountain Rescue” søndag. Men som han siger, er det alle de ting, man burde vide og kunne, men som man sjældent tager sig tid til at øve eller repetere, fordi man altid har fokus på at klatre og få noget ud af dagene, når man er afsted. Så han er rigtig godt tilfreds og glæder sig til morgendagen.

Nede i “landsbyen” er der fællesspisning kl. 19 og efterfølgende filmaften. Menuen er klassisk Savoie-mad med tartiflette, en grøn salat, lidt brød og en kage til dessert. Man sidder lidt som man vil på pladsen foran scenen eller på en bænk i et af brand-teltene. Fleur fra Outdoor Service (der er nabo til Friluftslands Fjällräven Brand Store i København, og som er eneste person på akademiet jeg kender hjemmefra) står for GORE-TEX-boden, og inviterer Stephan og mig til at sidde sammen med hende, Sara og resten af  GORE-TEX-holdet. Ved nabobordet sidder Ines Papert, Silvia Moser, Thibaud Duchosal og et par andre Arc’teryx-sponsorerede atleter, så vi kan hverken klage over maden, pladserne eller selskabet! Efter maden bliver der båret crash pads og flyttet bænke ind foran scenen til “movie night” hvor der i bedste outdoor-filmfestival-stil bliver vist 4 små film med nogle af Arc’teryx’ sponsorerede atleter: Løbefilm med Adam Campbell, klatrefilm med Nina Caprez og skifilm med hhv. Silvia Moser og Thibaud Duchosal/Johannes Hoffman.

Jeg smutter hjemad ved halv elleve-tiden, efter en god, lang dag og aften, for at pakke min taske og få noget søvn inden mind sidste clinic – “Dry Tooling”.

Dag 3 – søndag d. 8/7

Søndag skal jeg møde kl. 8 til “Dry Tooling”, der er klatring med isøkser og steigeisen på klippe. Ren drytooling er egentlig en lidt kunstig klatredisciplin, men teknikken er essentiel, hvis man vil klatre teknisk krævende alpine ruter, der byder på skiftevis sne, is og klippe. Stephan skal møde lidt før mig til “Improvised Mountain Rescue”, så han er ude af døren inden jeg får sat mig ned til morgenbordet.

“Dry Tooling” i “Le Zoo” med Robert Jasper

Jeg møder som sædvanligt min gruppe nede i “landsbyen”. Vi har denne gang to lokale guider og en sponsoreret atlet til 10 kursusdeltagere. Guiderne er to unge kvindelige guider, Fanny Tomasi-Schmutz og Fleur Fouque, og atleten er Robert Jasper, som jeg også havde fornøjelsen af på trad-kurset den første dag. Robert Jasper var i sine yngre dage en af dem, der for alvor rykkede grænserne for hård mixklatring og drytooling, inden han på sine ældre dage har gjort brug af sine tekniske færdigheder og erfaring på store komplekse alpine klippevægge – gradvist længere og længere væk fra civilisationen – så jeg glæder mig til at se ham folde sig ud.

Fanny og Fleur repræsenterer en ny generation af unge kvindelige guider og er 2 af 6 kvinder der blev uddannet fra ENSA i 2017 (Ecole Nationale de Ski et d’Alpinisme – den prestigefyldte guideskole i Chamonix, hvor danske Asmus Nørreslet også er uddannet). Det er det højeste antal kvinder på én årgang i ENSAs lange historie, og lover godt for fremtiden. I det hele taget er der rigtig mange kvinder på årets akademi – både blandt guider og deltagere – og det er positivt at opleve i en verden, der ellers traditionelt har været meget mandsdomineret.

Vi bliver kørt ned i dalen i to minibusser – til drytooling-crag’et “Le Zoo” omkring Sallanches. Le Zoo er et ret specielt sted. Klippen er et stort overhæng, primært bestående af skifer, der er for løs og knækker for let til at være egnet til “almindelig” klippeklatring. Derfor har man boret en masse huller i klippen, man kan placere økser og steigeisen i, og har på den måde skabt en “kunstig klatrevæg” på en ret fascinerende klippeformation. På mange af ruterne har man endda markeret hullerne med lyserød maling. Le Zoo er bestemt ikke et sted for klatre-æstetikere og -purister, men det er i bedste Chamonix-stil en fremragende legeplads og træningsfacilitet!

Fanny og Fleur sætter topreb på nogle af de lette ruter på væggens højre side mens Robert gennemgår lidt udstyret og den grundlæggende klatreteknik med økser og steigeisen på klippe. Derefter går vi sammen to og to og skiftes til at sikre hinanden på de forskellige ruter, mens Fleur, Fanny og Robert observerer og giver gode råd til teknik. Klatringen er fysisk krævende, og efter lidt tid har vi mere eller mindre allesammen brug for en pause. I mellemtiden folder Robert sig ud på en hårdere, kraftigt overhængende rute med lange bevægelser, inden Fanny og Fleur får lejlighed til at prøve sig selv lidt af på det samme. Det er altid fascinerende at opleve folk, der er på et helt andet niveau end én selv folde sig ud – især når man lige har stønnet, prustet og kæmpet med noget betragteligt lettere lige ved siden af. Vi klatrer lidt videre inden vi slutter af med at dem, der har lyst, kan få lov at forsøge sig på topreb på en af de stejlere ruter. Mine underarme er godt brændt af efter de ruter, jeg allerede har klatret/forsøgt mig på, så jeg springer over, og kan i stedet sidde og more mig over at se et par af de andre kæmpe på en af de stejle ruter, de to guider og især Robert mere eller mindre spadserede opad.

Vi går tilbage til parkeringen, hvor vi  kort bliver hentet af Mountain Dropoffs – vores lift tilbage til Chamonix. Robert siger pænt farvel til os alle ved parkeringen og kører direkte hjem til München, da han mere eller mindre er på vej afsted på en solo-havkajak-big wall-ekspedition til Grønland. Han var en meget sympatisk fyr og et spændende bekendtskab, som jeg helt klart kommer til at følge fremover.

Afslutningsceremoni

Fanny og Fleur tager med resten af os tilbage til “The Alpine Village” hvor klokken er slået “beer o’clock”. De andre clinics vender hjem ca. samtidig, så der er fin lejlighed til få sig en øl og snakke lidt med de guider og deltagere, man har tilbragt de foregående dage med. Omkring kl. 16 er der en uformel afslutningceremoni og kl. 17 er årets Arc’teryx Alpine Academy officielt overstået. Jeg tager hjem til chalet’et, tager et bad, pakker de fleste af mine ting, og snakker lidt med Stephan. Han er igen i dag er rigtig godt tilfreds med sin clinic – “Improvised Mountain Rescue”. Han har haft nogle helt vildt entusiastiske og kompetente undervisere, der har formået at skabe nogle levende og  troværdige ulykkescenarier, deltagerne har skulle løse. Så Stephan er igennem sin “redningsuddannelse” og er fuldstændig klar til at klatre videre de næste par dage med nogle venner, der er kommet til Chamonix i løbet af søndagen. Jeg tager ud og mødes med tyske Lukas, som jeg drytoolede med det meste af dagen, og hans ecuadorianske kæreste Rebecca, der havde brugt dagen på “Women’s Ice Climbing” oppe på Mer de Glace-gletsjeren. Vi griller noget mad på deres campingplads og drikker en øl, inden jeg går tilbage til Chalet’et og pakker det sidste. Mandag morgen bliver jeg hentet kl. 7.20 af Mountain DropOffs og kørt til Genève. Flyveturen tilbage til København går uden problemer og ca. kl. 15 er jeg hjemme hos mig selv efter en lang, sjov, intens og meget lærerig weekend i Chamonix.

Se billeder fra årets Arc’teryx Alpine Academy på Arc’teryx’ Facebook-side

Afrunding

Arc’teryx Alpine Academy var hele vejen igennem en enormt positiv oplevelse. Stort set alle, jeg snakkede med, havde haft gode oplevelser på deres clinics og stemningen var behagelig og afslappet – både i løbet af dagen og om eftermiddagen i “The Alpine Village”. Så jeg synes helt sikkert det er værd at overveje at kigge forbi næste års Arc’teryx Alpine Academy – og hvis man alligevel går og pønser på en tur til Chamonix, kan det klart anbefales at lægge den oven i akademiet. Der er selvfølgelig flere mennesker i byen og mere run på nogle af de lettest tilgængelige klatreområder, men alpinlandsbyen er åben for alle og giver byen en ekstra dimension i de dage, akademiet står på.

Derudover er der muligheden for at få undervisning. De forskellige clinics koster et sted mellem 70 og 120 euro (og op til de dobbelte for 2-dages clinics som “Portaledge Night” og “Climb & Overnight Bivy Course”), hvilket jeg ud fra mine egne oplevelser synes er en meget rimelig pris. Det koster hurtigt væsentligt mere at hyre en guide for en dag – selv hvis man er en gruppe – og man har mulighed for at få rigtig meget ud af sine clinics, hvis man vælger noget, der ikke er alt for skævt i forhold til ens niveau – altså hverken for let eller for svært. Og så er der mulighed for at tilegne sig både teoretiske og praktiske kundskaber indenfor stort set alt, der har med bjergsport at gøre: Akademiet dækker både gletsjervandring, navigation, trail running, forskellige niveauer af førstehjælp og redning, alle former for klatring (bouldering, sportsklatring, trad-klatring, isklatring, alpinklatring og big wall-klatring) skitouring, samt action– og naturfotografi.

Endelig er de forskellige clinics en god lejlighed til at lære området lidt at kende. Jeg har været i Chamonix og klatre 3-4 gange  tidligere, en uge eller to ad gangen, og jeg så tre nye steder på mine tre clinics. Og hvis man slet ikke kender Chamonix-området, er der rig mulighed for at lære nogle af de klassiske, let tilgængelige områder at kende. Men vær hurtig, når de forskellige clinics bliver sat i udbud næste forår – der er rift om pladserne, og de mest populære bliver hurtigt udsolgt!

Klar anbefaling herfra!