Bjergbestigning. Interview med Jakob Urth.

Vi har i de seneste år oplevet, at et stigende antal danskere opsøger deres friluftseventyr på høje bjerge rundt omkring i verden. Bjergbestigning er - uanset hvilket bjerg man skal bestige, og hvilken måde man vælger at gøre det på - en seriøs disciplin, der stiller store krav til fysik, psyke og ikke mindst udstyr! Især fødderne og hænderne lider overlast når vejret er koldt, luften er tynd og energireserverne er ved at være udtømte. Derfor har vi fået en af vores mest erfarne ekspedienter - og en af Danmarks mest erfarne bjergbestigere - Jakob Urth, til at give nogle gode råd til, hvordan man giver sig selv de bedste forudsætninger for en succesfuld ekspedition - om det så er Elbrus i Rusland, Aconcagua i Argentina, eller et helt tredje bjerg et helt tredje sted, der er målet.

blog_urth3

 

Jakob Urth: Jakob Urth er født i 1976 og bosat i København. Han er en af Danmarks mest aktive og succesfulde bjergbestigere. Jakob har besteget tre bjerge over 8000 meter (Gasherbrum II, Cho Oyu og Shishapangma) – alle uden brug af kunstig ilt og to af dem som første dansker (Gasherbrum II og Shishapangma). Dertil har han et utal af hhv. 5, 6 og 7000m-toppe på sit klatre-CV.

Læs mere om Jakob Urth

Interview

- Hvilken type støvler anbefaler du til bjerge på 5-7000 m?

Jeg vægter det højt at støvlen er let og har en god komfort og pasform. Alt efter hvilken aktivitet og bestigning, jeg skal udføre, vælger jeg støvle til formålet. Ved f.eks. 5000m-toppe har jeg fokus på lav vægt og komfort og ved toppe på omkring 7000m, eller tilgange og ophold derover i kortere eller længere tid, er isolation en vigtig faktor. Her vægtes det højt at støvlen er varm og modellen vælges gerne 1 til 1,5 str. større.

- Hvad er risikoen ved at vælge en for kold støvle? 

Ved at vælge en kold eller for ”let” støvle risikerer man selvsagt at blive kold og afkræftet. I sig selv er det ikke et stort problem at blive kold, men fødderne genererer meget energi til kroppen, og derved kan det være svært at holde varmen i resten af kroppen, når man har kolde fødder. Dertil kommer, at det i bjergene kan have alvorlige konsekvenser, i form af forfrysninger, at have kolde fødder.

Jeg oplever nogle gange på mine mange ture, at folk undervurderer bjergene og de udfordringer, der ligger i en bestigning. Udfordringen forstærkes, når fødderne er kolde og den mentale energi er lav. Når først topforsøget er i gang (selv på lettere bestigninger) er man ofte presset fysisk, men især mentalt er mange udfordret. Hvis/når man så har iskolde fødder, bevirker det nogle gange at folk må vende om og opgive selve toppen.

- Hvad er risikoen ved at vælge en for blød støvle?

En blød støvle bruges ofte, og bedst, til vandring og trekking til de bjerge, som ønskes besteget. Ved bestigninger hvor der kræves klatreudstyr, i form af f.eks. steigeisen, er det meget ofte helt nødvendigt at bruge en stiv klatrestøvle. Jeg ser stadig nogle gange folk komme af sted med en kraftig trekkingstøvle til f.eks. Elbrus. Det er bestemt muligt at nå toppen med en sådan støvle, men der er langt flere udfordringer forbundet med det. Komforten ved gang og vandring på sne og is er voldsomt reduceret, støvlen er kold (for kold) under selve topforsøget og der bruges alt for meget energi på bare at gå. En blød støvle (trekkingstøvle) er et godt valg på toppe og vandringer som f.eks. Kilimanjaro.

- Hvad bruger du selv?

Jeg bruger selv en række forskellige støvler, da jeg leder og klatrer på bjerge fra 4000m til 8000m+.

På Elbrus bruger jeg støvler fra Scarpa. Phantom Guide eller Phantom 6000. Begge støvler med rigtig god pasform og komfort.

På Mera Peak og Island Peak bruger jeg Phantom 6000 eller Verto S6K Extreme fra The North Face. Komfort og varme vægtes højt her.

På Aconcagua bruger jeg Scarpa Phantom 6000 eller Verto S6K Extreme fra The North Face. Hvis det er tidligt på sæsonen, og derved ofte koldere på bjerget, medbringer og bruger jeg ofte Scarpa Phantom 8000 eller en 7000m støvle fra La Sportiva.

Jakob Urths Scarpa Phantom 6000 på tur. Foto: Jakob Urth.

Jakob Urths Scarpa Phantom 6000 på tur. Foto: Jakob Urth.

På 8000m bjerge bruger jeg selvsagt 8000m-støvler som Phantom 8000, men først når jeg rammer 7200-7500m. Indtil da bruger jeg lettere støvler med bedre komfort, for så derved at kunne bevæge mig hurtigere, samt opnå bedre kontakt med underlaget på de mere tekniske bjerge.

Hvad vil du anbefale folk at købe?

Skal man på bjergtur for første gang, ønsker man typisk at lave et godt køb, som vil kunne dække de fleste behov. Hvis man skal på f.eks. bræ- og bjergkursus i alperne eller Norge, en tur til Elbrus, eller et helt andet sted, vil en god klassisk plastikstøvle være et rigtig godt bud. Vega-støvlen fra Scarpa er en kraftig og meget solid støvle. Den er varm og giver den nødvendige sikkerhed ved brug af steigeisen. Det er en klassisk begynderstøvle og den vil tage dig langt! Dette er også ofte støvlen som kan lejes lokalt, f.eks. på Elbrus, Aconcagua og flere steder i Nepal.

Er man derimod ude efter en støvle med bedre komfort, og har man haft sine første erfaringer fra bjergene, vil en mere teknisk støvle blive langt mere brugbar. De første erfaringer med gang og klatring på sne og is er gjort, og derved vil man ofte kende til de egenskaber, den valgte støvle har. Ved bedre komfort og pasform, opnås ligeledes bedre fokus samt overskud til selve bestigningen og de aktiviteter der dertil følger.

Her kan Phantom-modellerne fra Scarpa, eller tilsvarende mærker og modeller, anbefales.

Se alle alpinstøvlerLæs om alpinstøvler

Hvor varmt tøj vil du anbefale folk at tage med til bjerge på 6-7000m?

Det er altid individuelt, hvor meget varmt tøj/hvor mange lag den enkelte ønsker at medbringe på en bjergtur i højden.

Det klassiske lag-på-lag-system vil bringe en rigtig langt. Altså, hvor man har et inder-, mellem- og yderlag af beklædning. På bjerge på 6-7000 meter, f.eks. Aconcagua og mange toppe i Nepal, er især yderlaget vigtigt at have fokus på. På sådanne bjerge vil man ofte være i højden over længere tid, i de forskellige camps som etableres og hvor der overnattes. På f.eks. Aconcagua overnattes der i 6000m, hvor temperaturerne nemt kan komme under -15 grader. Dertil er der manges dages ophold i Base Camp, der ligeledes kan opleves som kolde, både dag og nat. Derfor vil en tyk dunjakke i god kvalitet være et oplagt og godt valg. Dertil skalprodukter i form af jakke og bukser. Disse beskytter mod vinden og den eventuelle nedbør som måtte komme. Langt undertøj i uld sikrer god komfort tæt på kroppen og hjælper med at holde kroppen tør og varm. Det er også vigtigt at huske isolation omkring benene – ofte vil det være nok med et par fleecebukser eller et par tynde dun/fiberbukser, som giver komfort i Base Camp, men også under selve topforsøget.

En af Jakobs klienter i ca. 6500 meters høje- under topforsøget på Aconcagua (6962m). Foto: Jakob Urth.

En af Jakobs klienter i ca. 6500 meters højde - under topforsøget på Aconcagua (6962m). Foto: Jakob Urth.

Ønsker man at kombinere forskellige produkter og derved skabe et lidt bredere brugsområde, kan en god fiberjakke samt fleecetrøje sættes sammen. Vigtigst er det, at man gennemtænker den tid og det ophold i højden, man vil være udsat for. Jo længere tid på bjerget og i højden, jo kraftigere og varmere må ens beklædning nødvendigvis være.

- Hvad bruger du selv? 

Jeg vægter det højt at kunne tilpasse min beklædning undervejs. Det betyder at jeg medbringer forskellige setups til mine ture. Jeg har dog altid to sæt uldundertøj med og et sæt skaltøj. Dertil medbringer jeg ofte en tynd og en tyk dunjakke samt tynde fiberbukser som netop er gode i Base Camp og under topforsøget. På lidt mindre bjerge, fra 6000 til 6500m, har jeg gerne en fiberjakke med i stedet for den tykke dunjakke. Det er vigtigt hele tiden at kunne tilpasse sig vejret og omgivelserne.

Se alle varme og lette dun- og fiberjakker
Læs om dun- og fiberjakker

- Hvad med hænderne? Er der en kombination af handsker/luffer vil du anbefale til 6-7000m?

En rigtig god kombination er netop at bruge små tætsiddende handsker under trekket ind til bjerget og under tilgangen til de lavere lejre/Camps. Dertil en kraftig handske som er vindtæt og varm når/hvis der under bestigningen skal bruges meget klatreudstyr – dvs. hvis bestigningen er mere end en vandretur til toppen og der benyttes reb og økse. En kraftig og varm dun- eller fiberluffe vil give den nødvendige beskyttelse under et topforsøg. Ligeledes vil den give varme under pauser og ophold i de højeste camps.

Dertil kan der med fordel bruges en tynd inderhandske i uld eller fleece – denne vil også kunne bruges på dage hvor vejret er varmt og godt eller under tilgangen til bjerget.

Vigtigt er det, at handsker samt luffer er vindtætte og købes i den helt rigtige størrelse.

To af Jakobs klienter med varme luffer, på vej mod toppen af Aconcagua. Foto: Jakob Urth.

To af Jakobs klienter med varme luffer, på vej mod toppen af Aconcagua (6962m). Foto: Jakob Urth.

Hvad bruger du selv?

Jeg bruger udelukkende handsker (ingen luffer) i bjerge op til 7000 meter. Små tynde handsker under trekket til bjerget og tilgang til de forskellige camps. Dertil læderhandsker med tynd fleeceforing. Under dårlige og svære vejrforhold, bruger jeg en kraftig skalhandske med fiber. Denne bruges også under selve topforsøget.

Se alle handsker og luffer

Hvordan kan jeg forberede mig fysisk på en tur til toppen af et bjerg på 6-7000m?

Fysik er individuelt og især hvordan den enkelte bedst muligt kommer i form.

Bjergbestigning handler om meget mere end at være i god form, men kommer man til bjerget og er forberedt fysisk, er man allerede kommet langt!

Bjergbestigning kan være en stor udfordring og især udholdenhed er en meget vigtig faktor for succes. Dertil kommer den monotone aktivitet som udføres på bjerget. Der måles ikke kilometer på et bjerg, men i stedet regnes der i timer! Mange dage vil man være i gang i 5, 6 timer - og måske op til 12 timer under et topforsøg. Dertil skal lægges kulden og især den tynde luft, som man ikke kan forberede sig på hjemme i Danmark. Jo bedre og stærkere man er i udholdenhed, jo bedre vil man højst sandsynligt kunne klare sig på bjerget.

Gåture og trappetræning med rygsæk er en klassisk træningsform til bjergene, der kan udføres i Danmark. Kan dette kombineres med f.eks. trailløb og måske cykling, er man godt i gang. Vigtigt er det, at man kan holde sig selv i gang over længere tid. Løbeturen kombineres måske med bakketræning og cykelturen hjem fra job gøres måske længere ved at køre en omvej. Der er mange muligheder, men nøgleordret er udholdenhed. Crossfit synes at have mange af disse elementer og vil være et godt alternativ.

Hvordan holder du dig selv i form når du er hjemme i Danmark?

Jeg er meget på tur og har rigtig mange dage i bjergene året rundt – det er ret god træning.

I Danmark bruger jeg primært tid på løb og bakketræning. Dertil kommer lidt klatretræning og styrketræning af især ryg og overkrop. Op til en stor ekspedition har jeg ligeledes meget fokus på kost og den rette mængde søvn. Løbetræningen skrues ned i tempo, men i stedet løbes der over lang tid. Løbeture på 2 – 4 timer er ikke unormalt – selvfølgelig i skov, på bakker og hvor der ellers findes noget der minder om stigninger.

Hvilke mentale udfordringer, skal jeg være forberedt på?

Jeg oplever ofte, at mange af mine gæster på tur har svært ved opholde sig længe på bjerget. Altså, at turen er lang og måske hård – at man er væk fra vante omgivelser i længere tid. Dette kan være en mental udfordring for mange. Livet er primitivt i bjergene og komforten må man ofte lade blive hjemme i Danmark. Dertil er mange meget opsatte på selve toppen lige fra starten af turen og det overskygger ligesom alle de andre oplevelser, man har inden et eventuelt topforsøg.

Der tørres støvler ved teltet i Advanced Base Camp (5400m) ved Shishapangma (8027m). Foto: Jakob Urth.

Der tørres støvler ved teltet i Advanced Base Camp (5400m) ved Shishapangma (8027m). Foto: Jakob Urth.

En vigtig ting som bjergbestiger, er at kunne sætte pris på hver dag og udnytte det, man modtager. Intet er sikkert i bjergene, og især ikke at man når toppen denne gang. Bjerget vil altid være der, og man kan altid komme tilbage til endnu et forsøg. Tålmodighed er bjergbestigerens bedste ven!

- Hvor meget betyder højden i forhold til kulde og sværhedsgrad?

Højden betyder meget i forhold til det meste i bjergene. Jo højere man kommer, jo koldere bliver det også. Når temperaturen falder til mange minusgrader, kan selv de mindste ting blive en udfordring: At gå på toilettet, at skaffe vand og lave mad, at holde sig varm, osv. Dertil skal så medregnes, at når/hvis der arbejdes i stor højde, vil kroppen reagere i et helt andet tempo og restituere dårligere.

Det, der er let vandring/klatring i lav højde, vil for mange blive en stor udfordring i højden, da den energi der kræves for helt samme aktivitet vil blive mangedoblet. Højden kræver meget energi og gør sammen med kulden, som kræver mindst lige så meget energi, at man bliver langt hurtigere træt og afkræftet.

- Er der stor forskel på 6000m og 7000m?

Der er stor forskel på en top på 6000m og en på 7000m. Bjerge på 6000m nås relativt hurtigt, hvis man ser bort fra tilgangen til selve bjerget. En bestigning til en top på 6000m starter typisk omkring de 5000 – 5400m, hvilket er en højde de fleste uden store problemer når. En tur til et bjerg på omkring 6000m (f.eks. Island Peak) tager omkring 20 dage. Heraf er omkring 6–8 dage i relativ stor højde, og dermed akklimatisering. Ved 7000m-bestigninger (f.eks. Aconcagua ) er man ligeledes ofte af sted i 20 – 25 dage, men her er fokus på højden langt større. Dvs. at her er der ofte 12 -14 dage i relativ stor højde, og især sovehøjden bliver stor for at kunne nå toppen. Bjergbestigning i sin klassiske form kommer til udtryk på bjerge på og over 7000m. Altså, at man tilvender sig højden gradvist samt opbygger lejre/camps undervejs.

- Er der stor forskel på 7000 m og 8000 m?

Efter min mening er der snarere tale om et helt andet setup når 8000m bjerge skal beskrives. Hvis vi tager udgangspunkt i at 8000m bjerget skal bestiges uden brug af kunstig ilt (iltflaske)

I 8000m, eller næsten 9000m når vi taler Everest (8848m), er der så lidt ilt til rådighed, at det kræver en lang og korrekt akklimatisering. Ofte vil en ekspedition have en længde mellem 40 og 65 dage. Det er selvfølgelig afhængigt af højden på bjerget og hvor det ligger.

Camp 2 (6900m) ved Shishapangma (8027m), Tibet. Foto: Jakob Urth.

Camp 2 (6900m) ved Shishapangma (8027m), Nepal. Foto: Jakob Urth.

I 8000+ meter vil den tid, man er eksponeret for vejret, kulden og især den tynde luft også være langt mere markant. Dvs. at det kræver meget energi/tid at bevæge sig op til f.eks. en højdecamp og derfra så gå/klatre videre til den næste – stadig i stærk kulde og ekstremt tynd luft.

Ved at bruge iltflasker (kunstig ilt) reducerer man den energi, kroppen skal bruge på at akklimatisere, voldsomt og derved snyder man højden. Dvs. at man genererer mere varme og energi ud i kroppen og derved sparer man en betydelig del af sine kræfter. Ved brug af iltflasker (kunstig ilt) på 8000m-bjerge, tager man således ca. 1000-2000m af den reelle højde på bjerget.

Læs Jakobs guide til et par af de toppe, han guider på: