Kenneth Bruun Jørgensen og Marie Stoubæk er i færd med endnu en bikepackingekspedition af de helt store. Denne gang cykler de fra Nordkap i Norge til Kap Det Gode Håb i Sydafrika – en rejse, de forventer vil vare halvandet år, runde 30.000 km og føre dem gennem 25 lande på langs af 2 kontinenter. I skrivende stund befinder de sig i Cameroun, 20.000 km inde i rejsen. Herunder skriver de om de 10 uundværlige stykker udstyr, som de har med på rejsen.
10 ting vi elsker i vores oppakning
Tekst og billeder: Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen
Noget er af det, vi elsker allermest ved bikepacking er, at det er kreativt, og det er lidt som at lege med Lego, når cyklen skal pakkes. Der er mange stilarter og måder at bikepacke på, og man kan tilpasse udstyret til hver enkelt tur. Fra et helt stramt minimalistisk set-up, til et hygge set-up eller blot smide et par drybags på cyklen, alt efter terræn, formålet med turen, og hvor den går hen. Vi kan lide det hele, og vi elsker at prøve forskellige set-ups og udstyr af. Det behøver ikke altid være nyt udstyr. Det kan blot være at placere sovegearet et nyt sted, vende drybaggen om, eller modificere stropperne på en taske, så det passer til vores behov.
Vi tænker meget i “need to have” og “nice to have”, når vi pakker. Og nogle gang kan “nice to have” være “need to have” rent affektionsmæssigt. Og den bedste måde at finde ud af, om vi skal have udstyret med, er at lade det blive hjemme, og så finder vi ud af på turen, om vi savner det nok til, at det skal med næste gang. Vi nyder friheden ved kun at have det vigtigste med, og vi pakker efter princippet; på den koldeste nat skal vi have alt vores tøj på.
Det gode stykke udstyr
Gennem årene har vi udviklet et kærlighedsforhold til vores udstyr. Det kan være forskellen på en sur-tur eller en fantastisk oplevelse. Æstetikken ved et produkt, en gennemført detalje, eller måden en ting ligger perfekt i hånden. At det er god kvalitet, holder længe og kan repareres. At det er multifunktionelt. Alt sammen noget som gør turen lige en tand bedre. Kort sagt – vi elsker godt udstyr.
På en lang rejse er det endnu vigtigere, da vi dag efter dag efter dag bruger vores udstyr til grænsen, og nogle gange meget længere. Vi har alt med på cyklen, som vi skal bruge i 1,5 år – hverken mere eller mindre. Vi har det samme som derhjemme, bare lidt andeledes og mindre – tag over hovedet, sovesystem, køkken, mad, tøj og elektronik. Hver eneste ting skal have en funktion, og det skal være kvalitet og lækkert. Vi har fx kun ét par shorts, så det er vigtigt, at de er lækre at have på og ikke skarver. Eller at man glæder sig til at bruge sit kogegrej og kravle ned i soveposen, i stedet for, at man prøver at trække tiden uden for teltet så længe som muligt.
Vi har samlet en liste af 10 ting, som vi elsker på vores nuværende rejse fra Nordkap til Kap Det Gode Håb:
1. Teltet – vores hjem!
Teltet er vores hjem i halvandet år, mens vi cykler fra nord til syd, så det skal fungere optimalt.
Vi har prøvet forskellige telte, men vi har fundet “hjem” nu. For os er det uundværligt at have to indgange, så vi ikke skal forstyrre hinanden, når vi skal ind og ud. Det skal være fritstående, da vi meget ofte camperer på stenhård jord eller sætter det op i en bygning. Der skal være god siddehøjde, så vi kan spise i teltet, i fred for myg, og så vi kan sidde op og tage tøj på. Det skal være let og kompakt, og det skal kunne repareres nemt. Og så elsker vi en dæmpet farve på oversejlet, så vi bedre kan gemme os, når vi wildcamper. Lynlåsene er gået i inderteltet, da det bliver udsat for lidt af hvert og især meget sand, som er hårdt ved dem. Selvom vi har renset og plejet dem, trængte de til at blive skiftet, hvilket vi fik gjort i Ghana til 35 kr. Vi er vilde med, at det er muligt, og vi synes, at det er vigtigt at kunne reparere det udstyr, som vi tager med på langfart.
2. En titanium-spork
Sporken er multifunktionel, hvilket vi værdsætter meget, så vi kan holde vægten på oppakningen nede.
I Afrika spiser vi meget af vores mad på små gadekøkkener eller hos lokale. De lokale spiser med fingrene, en teknik vi ikke helt har udviklet endnu. Så er det virkelig rart at have sin egen ske ved hånden. Det smiler folk kun kærligt af. Sporken har en perfekt udformning og er lækker at spise af, med en god dybde i skeen. Titanium er ekstremt holdbart og nemt at rengøre. Som oftest slikker vi blot skeen ren og stikker den i tasken.
Man kan jo godt grine lidt af det, for en ske er vel en ske, men Marie mistede sin titanium-ske i Mauritanien, som hun har haft de sidste 15 år. Det var en sorgens dag, for den har været med på mange ture og rejser.
3. Skraldepose
Det er egentlig utroligt så meget skrald, vi får samlet os, selvom vi lever minimalistisk. Og vi efterlader naturligvis intet, hvor vi camperer. I Afrika er det blevet til mere end 100 sardindåser til deling, da de er en god kilde til protein, og dåserne kan holde sig i varmen. Førhen samlede vi skraldet i en havregrynspose, eller hvad vi lige havde ved hånden. Men nu har vi en decideret skraldepose med os, hvilket er overraskende fedt. For det første er den noget pænere, når den hænger og dingler på cyklen, frem til næste skraldespand. Den er rummelig, når der går flere dage, inden vi rammer en skraldespand plus den er tæt og risikerer ikke at gå i stykker, ligesom den er nem at gøre ren.
4. DIY og modificering af udstyr
Selvom vi bruger lang tid på at researche og nørde udstyr, kan vi også godt lide at modificere og selv lave udstyr. På vores sidste lange tur fra Argentina til Alaska lavede Kenneth sammen med nogle dygtige mennesker både vores harness, bagagebærer, og små mini-panniers. Det var inden udvalget var så stort, som det er i dag. Der blev også lavet et sirligt system, hvor en af de små tasker fra cyklen kunne spændes på vores rygsæk i stedet for den top, som den var født med. Der blev også lavet ekstra remme foran på cyklen, så tasken sidder bedre i teknisk terræn. Denne gang er harness foran skiftet ud med hjemmelavede stropper og spænder, som nemt holder drybaggen med sovegrej fast. Det er især en fordel for Marie, som har en mindre cykel og derfor også mindre frigang mellem hjul og drybag. Vi foretrækker udstyr, hvor det er muligt at få reservedele og som kan repareres undervejs.
5. Vandfilter – skån mave og miljø
Vi vil af princip gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at købe vand på plastikflasker på tur.
Det kan ikke altid lade sig gøre, for mange naturlige kilder, hjemme som i udlandet, er efterhånden så forurenede, at man ikke kan drikke vandet. I Afrika er det dog kun få steder, at grundvandet er for giftigt, indtil nu. De fleste steder er der brønde, hvor vi kan få vand. I starten filtrerede vi ikke vandet, da vi tænkte, at det går jo nok. Det gjorde det ikke, og det er altså ærgerligt at ligge i sengen, når man kan cykle rundt mellem kameler i stedet. Derfor har vi et vandfilter med. Dels sparer det naturen for plastikflasker, dels giver det gratis vand, og så giver det virkelig gode møder med lokale, når man stopper i en lille landsby og spørger, om vi må tage vand fra brønden. Ofte ender det i gode snakke med folk, sommetider endda i en invitation til at overnatte. Der er mange forskellige filtreringssystemer, alt efter, hvad man har brug for på den konkrete rejse. Vi har på vores rejse gennem Afrika brug for rigtig meget vand, så derfor har vi investeret i et system, hvor vi hurtigt kan filtrere fire liter vand hver.
6. Sandaler – frie tæer
Ahhhh! Vi vipper et par gange med tæerne i sandalerne, mens vi træder hårdt i pedalerne. Almindeligvis har vi kun et par sko med, og oftest er det et par lukkede MTB flats, så vi kan bruge dem til både cykling og i byerne. Men i Afrika er det simpelthen så varmt, at vi er hoppet i sandalerne fuld tid. Og lige nu tænker vi, at vi aldrig kommer ud af dem igen. Det er helt fantastisk at cykle med frie tæer i stedet for, at de er mast sammen i en sko. Tidligere ville vi helt sikkert have været bekymrede for, om sandalen er stiv nok til at overføre kraft i trådet på en så lang tur som denne. Selvom vi har skelet til det i valget af sandaler, har det ikke været altafgørende. Vi kan sagtens få et godt og effektivt tråd med sandaler og køre både lange dage med mange kilometer og i teknisk terræn. Vi har valgt to forskellige sandaler ud fra, hvad vi hver især synes passer til vores fod, sål og design.
7. Kraftig lommekniv
Et af de mest brugte værktøjer vi har, er en kraftig lommekniv.
Det stærke blad kan bruges til at presse bremseklodserne fra hinanden, når der skal skiftes til nye. Eller til at flække en kokosnød, hvor kniven kan hugges i skallen, som en machete. Vi bruger den til madlavning og som spiseredskab. Og så ligger den lækkert i hånden.
Bladet ruster aldrig og kniven har indtil videre holdt i mere end 20 år.
8. Siddeunderlag
Det er første gang, vi har et siddeunderlag med på langtur. Normalt sidder vi blot på jorden, da et siddeunderlag er i kategorien “nice to have”. Men vi må indrømme, at den luksus det er at sidde på noget blødt, og ikke ødelægge sine bukser, er fænomenal. Det er 40x30cm og vejer 60 gr, der giver stor lykke. Og så giver det sådan en dejlig varme på de kolde aftener foran teltet. Det svarer lidt til følelsen af at have investeret i havemøbler.
9. Dynamooplader – pedal power
Vi elsker friheden i bikepacking, og at vi har alt med på cyklerne til at overnatte i det fri i lang tid ad gangen. En af fordelene ved at cykle er, at vi selv kan producere strøm. Der findes efterhånden en del dynamoopladere på markedet. Vi har valgt den bedste kvalitet, vi kan finde. Det betyder, at vi hver dag på cyklen kan oplade vores gps og en batteribank. Det gør os fuldstændig uafhængige af at finde stikkontakter, og dermed kan vi bevæge os længere ud i øde områder. Især nu, hvor vi cykler i Afrika, kommer vi ikke forbi mange stikkontakter, når vi er på landet. Solceller er blevet rigtig gode de senere år, og i Afrika ville de også være et godt bud på at lave strøm på tur. De er også et billigere alternativ til dynamoopladere.
10. Kaffe, kop og kaffefilter
Vi er vilde med god kaffe.
I starten, hvor vi bikepackede, var morgenkaffen sparet helt væk, da det jo er unødvendig vægt, meeeeen det er vi begyndt at se lidt anderledes på. Især i Afrika, hvor en god kop kaffe ikke hænger på træerne. Det giver altid en god start på dagen at kunne sidde foran teltet med en kaffe, som smager godt og giver lidt energi til at hoppe på cyklen. Kaffen indbyder også til en god snak og lidt hygge på turen. Vi har i mange år kørt helt minimalistisk med cowboykaffe, hvor vi blot putter den malede kaffe direkte i koppen, og hælder vand på. Men vi må indrømme, at et kaffefilter gør verden til et bedre sted, når man ikke skal starte dagen med sort kaffegrums mellem tænderne. For os falder kaffe i kategorien “nice to have”, men er på denne rejse rykket over i “need to have”. Så selvom vi hver dag cykler og tænker på, hvad vi kan skille os af med, for at få en lettere cykel, er vores gode pakke kaffe fredet.
Og så er der en bobler, som står på spring til at komme med:
(11. Kjole)
Dette punkt gælder primært for Marie.
Almindeligvis har vi kun et sæt med af hver – et kort, et langt, dunjakke og et regnsæt. Samt en ekstra T-shirt, strømper og undertøj. Men i Vestafrika går folk simpelthen så flot klædt, at det føles lidt skævt at stå i sit slidte outdoortøj. Så da Marie fik foræret en kjole i Gambia, fik hun øjnene op for, hvor fantastisk den er i varmen, selvom den ikke er praktisk på cyklen. Den er dejlig luftig, når vi kommer frem til lejr og på hviledage, og den gør, at man kan indgå i lidt mere normale eller festlige sammenhænge undervejs på en lang tur. Især i lande, hvor de går meget op i, at man præsentabel.
Vi er blevet inviteret til havefest hos den amerikanske ambassadør, som senere udviklede sig til at vi blev inviteret til koncert hos EU-ambassadøren. Her måtte Kenneth møde op i en hullet T-shirt, mens Marie kunne føre sig frem på dansegulvet i en let sommerkjole.
Merinould
Ellers er vores yndlingsbeklædning, til at cykle i, merinould. Det tempererer virkelig godt, og det lugter sjældent. Her har vi fundet ud af, at 150 gr/m2 100 % merinould er det bedste at cykle i, når det er rigtig varmt. Udfordringen er dog, at det er mindre slidstærkt, end hvis det er et blandingsprodukt. Vi cykler ikke med cykel-bibs, men foretrækker her også merino-boksershorts, da det er mere hygiejnisk og fylder mindre, på en lang tur.
Der er mange andre nøje udvalgte ting i vores oppakning. Her var blot nogle få udvalgte.
Generelt går vi meget op i, at med så få ting man har med på tur, så er det vigtigt at man virkelig holder af det. Det giver et ekstra smil, en hyggeligere camp og en bedre tur, når designet på dimserne er godt.
…
Hvis du vil følge Kenneth og Marie på deres eventyr, så find Bikepackers.dk på Instagram, Facebook eller deres hjemmeside. Alt sammen med det samme navn: Bikepackers.dk
Følg Bikepackers.dk på Instagram
Følg Bikepackers.dk på Facebook
Følg Kenneth og Marie på bikepackers.dk
Indholdsoversigt