Jonas er medarbejder i Friluftsland København, og så har han tidligere undervist på en efterskole, lavet podcasts og instrueret film. Som 11-årig blev han for alvor introduceret til naturen, da han var med sin far på 3 ugers vandretur i Lapland. I det følgende kan du læse om, da Jonas tog afsted med tre af sine venner for at vandre cirkelruten Sevedeleden i Småland.

4 venner på Sevedeleden – at vandre 62 km ved en fejl

Tekst og billeder: Jonas Rishøj, Friluftsland København

Vi mødte hinanden på tværs af tilfældigheder. Nogle af os på to forskellige årgange, men samme efterskole, eller på samme gymnasium, men to forskellige klasser. Andre fordi vores kærester var veninder først. Det er snart 20 år siden. Vi kan ses uden det dræner os, også hvis det sker flere gange om ugen. Kærester kan undre sig; “Skal I ses igen?”. “Ja, i forgårs var impulsivt, idag var den oprindelige aftale”.

Men hverdagen er en sniger og en tråd på Messenger holder en rytme i live. Det var sikkert derinde én af os foreslog: Skal vi ikke begynde at vandre?

“Vi kunne have valgt storbyferier, men vi drages af at komme ud i roen, ude i naturen, hvor vi styrer dagen, men så alligevel slet ikke”, fortæller David. “Jeg føler mig heldig i, at vi opdagede vi var outdoor-typer; at jeg kan lave den slags med mine bedste venner.” Alexander tilføjer: “Når vi ses, er det ikke altid nok. Jeg syntes vi manglede at lave noget aktivt sammen. At være ude i naturen, er som en modreaktion på samfundet vi lever i. Og børn.”

Mindre asfalt, mere natur

Vi har været afsted fire gange nu. Den reserverede Kristi Himmelfart giver os fire dage, med tre-fire timers kørsel op i Sverige. Fra start var reglen: Mindre asfalt per tur, men man skal helt op i nærheden af Oslo, før naturen begynder at lave folder.

Målet er ikke at kunne overleve bushcraft-style, men som minimum via det basiske. “Det giver en ro at vide jeg kan være ude i naturen og klare mig”, fortæller David. “Ikke med en kniv i munden og løbe nøgen efter et dyr, men klare at blive våd, få ondt i fødder og holde fokus. Det giver følelsen af, at så kan jeg også klare alle mulige andre ting”.

David og Alexander var fra start opsat på at sove under tarp. Jacob og jeg blev enige om, at det skulle vi slet ikke. Der kom derfor en naturlig opdeling i lejre: Jacob og jeg deltes om teltet og trangia, David og Alexander om tarp og deres trangia. Snacks, vand, eget udstyr og tøj står man selv for. Også morgenmad og frokost, da vi fandt ud af vi ville have forskellige ting. Aftensmaden laver vi sammen. (Snack-råd: En blanding mandler og M&Ms har vist sig at være en udsøgt luksus).

Vi har valgt en strækning af Sevedeleden på ca. 50 km i en cirkelform, som gør vi kan efterlade bilen ét sted. Målet denne gang er, at udfordre os selv på anden måde: Minimum udstyr, minimum mad og gå længere end vi plejer. I snakken om alt det nye, noterer vi kort de få vandpost-markeringer rundt omkring, men søer hist og her kan vel klare den del. Dog var der næsten ingen telt-markeringer, men det plejede der jo at være, så derfor snakkede vi ikke mere om det.

Dag 1

Kl.7 mødes vi alle ved Femøren Metro – så er Sverige ikke mange koblingspunkter væk. I bilen catcher vi up, det sætter ligesom stemningen for det hele.

Vi parkerer bilen i skyggen af et træ i Mariannelund, tæt ved Astrid Lindgren-universets turistcentrum. Vi vejer vores rygsække, de svinger imellem 18-22 kg, med vores ben og kroppe maksimalt opladte og klar. Især efter 4,5 time i bil. David har downloadet kortet på en app og siger “Den vej”.

Ruten inviterer hurtigt til et valg: Venstre eller højre. Uden megen omtanke, vælger vi højre.

Ikke mange timer efter går det opad og vi kigger ud over trætoppe, der bølger som et fastlåst, grønt hav.
Vi er gode til at nyde et sted. Vi stirrer bare i en stilhed, der opstår automatisk og ikke virker spor akavet, fordi vi har kendt hinanden i 20 år. Udsigten føles heldig, men ikke velfortjent her på dag ét.

Fire former for praktiske behov

Som fire afsted, har vi fire måder at vandre på. Ikke i tempo eller hvordan vi ser ud imens, men vores behov undervejs. Den ene del er udstyret. Nogle af os går fx med waterpack med tilhørende vandslange op til skulderen for nem vandadgang undervejs, andre har ikke. Selv har jeg opdaget, at hvis jeg bliver lokket med vandadgang hele tiden, så drikker jeg også hele tiden.

Nogle af os går iført lange, tynde vandrebukser uden zip-off, fordi vandrebukserne alligevel er lidt store for neden (for at give plads til støvlerne) og derfor nemt kan foldes en del op. Andre af os nyder luksusen i at lyne af og så, voila, pludselig have shorts på.

Find det, du søger

Den anden del er hvad vi søger, imens vi vandrer. Efter noget tid bliver min egen hjerne fyldt op af snak og lukker for mere input. En del af mig bliver frustreret, fordi jeg også kom herud, for at være i naturen. Og er man det, hvis vi hele tiden snakker højt, imens vi kigger ned? Hvis jeg endda opdager, at jeg går i midten og følger slavisk med, får jeg nærmest klaustrofobi.

Bedst kan jeg lide at gå forrest eller så langt bagud, at jeg stadig går forrest. Det tog noget tid, og nogle “Er du ok?” fra de andre, før jeg blev god til at sige “Jeg trækker mig lige 10 minutter bagud, skal lige zone ud”, og så er der fuld forståelse. Vigtig forståelse at få; at vi alle kan rumme hinandens mærkværdigheder, og især den følelse af ejerskab, der kommer ved at tage indre status og rette til.

Jeg lader drengene gå foran, indtil jeg lige akkurat ikke kan høre dem mere, så begynder jeg selv at gå. I starten er der oftest stille, men så begynder hverdagen i trætoppene at rumstere. Hvis jeg går langs et kørespor, så går jeg på græsset i midten, for at larme mindst muligt, og fugle tør pludselig fløjte andet end varsler.

Jeg går forbi to træer, væltet lidt ind over hinanden. Hver gang vinden får fat i deres trætoppe, laver de en stille knirkelyd. Lidt ligesom skibsreb vinden langsomt spænder ud og giver slip på.

Jeg er ikke aktøren i noget af det, blot publikum. Det giver en vild ro. For hvad end der sker, var det sket alligevel, om jeg var der eller ej. Naturen beroliger på den måde: Jeg føler mig lille og ikke særlig vigtig, så jeg kan godt slappe lidt af med mit indbildte storhedsvanvid og main character-syndrom.

I lejren

Sovepladsen den aften bliver på en flad forhøjning med træer. Vi kan kun se det regner, fordi søen fyldes med små, levende cirkler. Alexander tog sin elskede økse med og hamrer sig igennem det meste af et nedfældet træ. Jacob og jeg finder grene, og David sætter det hele sammen til et bål.

Vi smider os omkring varmen, laver aftensmad og snakker dagen færdig. Inden godnat, hopper vi lidt rundt for at varme kroppen op til soveposen (den kan kun holde på den varme, man selv kommer med) og siger tak for idag. Om natten kan Jacob og jeg høre en frø hoppe rundt, som først vågner op igen under teltet, da vi pakker det sammen næste morgen.

Dag 2

Vi skal være ved bilen søndag formiddag. Det betyder vi skal vandre en lang strækning idag, for at det hænger sammen, ca. 20 kilometer. Men som vi starter, hænger æbler frit fra træer, og der er ingen grund til at skynde sig mere end højst nødvendigt.

Undervejs som vi vandrer, er mos overalt, dækket af blomster og bær. Røde, gule og lilla pletter, som havde en konfettikanon ramt det hele. Andre steder vokser mos sammen med små klippeformationer i den bølgende skovbund med kringlede træer. Det må være her trolde bor.

Der var engang en mølle og en spire

Naturen viser også hvad den gør ved det, der bliver efterladt. Iblandt græsstrå dukker trappetrin af sten op langs stenrækker, der engang har været vægge. Havde vi gået ruten for 209 år siden, havde vi set den nybyggede papirmølle og melmølle. Der havde været liv og arbejde at lave. Vi snakker lidt om hvordan det engang har set ud, og efterlader stedet til stilheden.

Efter flere kilometer og en stejl nedstigning på 20 meter via reb, dukker en parkeringsplads op. Vi spiser frokost på en bænk og undrer os over de tyske og hollandske biler. Svaret finder vi, da vi går videre: Et kæmpe egetræ står lidt derfra.

For 1.000 år siden, da vikinger gik rundt, var det en lille, spirrende rod. Nu holdes den 13 meter tykke og hule krop sammen af metaltråde, og er blevet et turistmål. Pånær en gren med grønne blade, er resten dødt. Efter 1.000 år, er det også ok.

Dengang bliver til nu

App’en sagde, der ville komme regn og det passer. På alle ture har det regnet, når det gerne måtte. Enten når vi lige har slået lejr eller som nu, hvor vi alligevel bare skal gå en masse. Lyden af dryp på vores regnjakker minder os om, at være tørre og trygge.

Imens vi går, begynder en alvor at dæmre: Vi så ikke nogen telt-symboler på denne del af ruten, da vi planlagde den. Ligeså med vandsymboler, “men der er jo søer i området”, sagde vi dengang. Nu er “dengang” nu og vi har pludselig to afgørende to-do’s:

– Finde vand
– Finde soveplads

Og her mærker vi et indre stopur blive trukket op, uden vi kan se på hvor meget. Det er kun tidlig eftermiddag, så vi kan nå at være heldige og vi har ok med vand…

Søger efter søer

Ruten hiver os igennem tætpakkede vildnis og buskadser, og vi går en kilometer forkert. På kortet ligger to kæmper søer nogle kilometer væk, og vi sætter efter dem for at fylde vand op, inklusive drømmen om at hoppe i for at køle kroppen lidt. Regnen stopper, og erstattes af vindstille fugtighed fra skoven, som gør os rimelig klamme og møre indeni.

Alt sammen begynder at tære mentalt.

Ved 17-tiden ankommer vi til den ene sø. Som vi spejder rundt, ser vi ingen åbne pladser. Og flere meter med siv gør det svært at komme ud til ordentligt rent vand. Nummer to sø, i bunden af en lang høj, viser samme scenarie. Så hvad nu? Skal vi bruge tid på at gå rundt om søen og finde et godt badested; trave ud i siv og mudder-helvede og fylde dunke; eller finde soveplads? Og hér kolliderer behov.

Vand eller hvile?

Nogens kroppe skriger efter, at få kroppen i vandet, mens andre hælder til fyldte vanddunke først, derefter soveplads. David bliver stille, som han kigger på kortet.

“Jeg var egentlig glad for, at blive SÅ presset i det øjeblik”, fortæller David, “fordi normalt skal jeg altid bare kunne køre på, uden at blive stoppet af noget, men her skulle jeg lige stoppe og zone ind i mig selv. Det var kombinationen med at gå langt, ømme fødder, køre kortet og så folks behov for noget bestemt på et bestemt tidspunkt. “Indstil lige kravene for behov”, ville jeg ønske jeg havde sagt. Intet ondt mod de behov eller nogen. Det var bare timingen behovene dukkede op på”.

I Davids stilhed, rammes jeg af en lille bølge energi. “Det er vigtigere, at vi finder vand og soveplads først, så må de, der vil bade, bade bagefter”, siger jeg.

Et fælles behov for at bruge tiden godt, tager over. Jacob og jeg trasker afsted langs bredden. Han nede langs vandkanten efter godt vandsted, jeg oppe på højen efter soveplads.

Jacob finder ét sted uden siv, og to behov kan pludselig dækkes samtidig: Dem der ville bade, får vanddunkene med ud. Der er myg, så det varer ikke længe før vi er afsted igen. Denne gang med fyldte vanddunke, noget vores trætte ben sagtens kan mærke.

Det knirker

Klokken viser over 18 og skovbunden duer ikke at sove på. Langs snørklede ruter går vi forkert igen, og nu står vi på en grusvej.

Vi følger den, og omkring kl. 20, viser det eneste flade sted sig: En bakke, forvandlet til en udgravningsplads, med høje vægge af grus. Vi overgiver os til situationen og slår lejr.

Vi ligner en flok gamle mænd som vi ømmer os, imens vi laver bål og renser vand. Da vi stiller vores støvler til tørre ved bålet, damper de op ad hullet. Ikke så mærkeligt, da de lige har gået 32 kilometer, 12 kilometer mere end planlagt.

Jacob og jeg sover under træer, der knirker i en stærk aftenblæst. Vi krydser begge fingre for, at de ikke vælter.

Dag 3

Vi vågner dog levende, til ømme ben og fødder, og jeg stifter bekendtskab med lårmuskler jeg slet ikke anede jeg havde.

Til morgenmaden snakker vi om dagen: Vi kan enten gå mindre idag, men stå tidligere op søndag til de sidste kilometer, eller gå hele den sidste del af ruten, og håbe, at der er plads på campingpladsen tæt ved bilen.

Campingplads? Det var da ikke planen, vi skulle jo være ude i naturen, er det at give op? Men med de 12 kilometer ekstra igår, plus de resterende 20 kilometer foran os idag, så opvejer det lidt hinanden, beslutter vi.

Gode udsigter

Træerne erstattes af en kæmpemæssig klippevæg, der rejser sig 20-25 meter direkte op. Vi bruger pludselig muskler i nakken, der ellers mest har kigget ned, som vi prøver at fatte hvor stejl klippen er.

Et skilt fortæller om en 15-meter dyb hule op ad en lang sprække, og Alexander og jeg skal op og se. Men jorden er næsten mudder under os. Jeg prøver at hive mig op via en sten, der giver slip i sit tag. Alexander når helt op, men en lang, snæver tunnel viser sig i mørket og han må opgive.

Som vi fortsætter op og op og op, kan en blå himmel ses øverst oppe. Vi ved bare, at hvad end der viser sig, bliver det flot.

Trætoppe viser sig spektakulært helt ud til og bag horisonten mange kilometer væk. En kølig brise lufter os, imens vi er oppe at ringe over den lille præmie, udsigten føles som. Én af os nævner, at vores rute har ligget bag de bagerste lag af træer langt ude, og det forstår vi ikke helt.

Vores ben gør.

Jeg tænker, at lige nu føles som et narrativ. Havde vi valgt at gå venstre om på ruten på dag 1, så havde vi set udsigten på dag 2, inden vi var endt ud i at gå 32 kilometer på dag 3. Dér havde vi været mere udkørte, haft mindre overskud generelt, og haft en flad følelse indeni, måske. Her til sidst, på klippekanten, skåler vi i imaginær champagne.

Tilbage hvor det startede

De sidste timer går vores kroppe nærmest af sig selv. Jacob og Alexander går langt oppe foran, David og jeg bagerst. Vi snakker om alverden, når det går fladt eller nedad. Går det opad, tier vi stiller. Solen bager på et kæmpe område, hvor træer er fældet i massevis, og vi sender en tak til søen, der fyldte vores vanddunke. I skyggen af stablede træstammer, holder vi en kort pause. Vi mangler ikke mange kilometer nu og i en fjern reserve-tank finder vores kroppe den sidste energi frem…

…og om eftermiddagen er vi tilbage ved krydset, hvor vi gik til højre. Det overskud vi havde den dag, virker som evigheder siden. Receptionen på campingpladsen minder mig om familieture, da jeg var helt lille, og manden bag skranken finder et stille hjørne til os. Pladsen ligner en skov, der er ryddet op i, som folk har placeret deres firhjulede hjem iblandt.

Inden vi slår lejr, kommer Jacob med 4 øl til os. De er ikke spor imaginære.

Læs mere om Sevedeleven her