Line Hedegaard Larsen boede tre år i Grønland, da hun uddannede sig til politibetjent. Uddannelsen og arbejdet i politiet gav hende mulighed for at komme rundt i Grønland og få et godt indblik i det grønlandske samfund – og fritiden blev brugt på vandring og friluftsliv i den unikke grønlandske natur. I sommeren 2023 gik Line vandreruten “Arctic Circle Trail” fra Kangerlussuaq til Sisimiut sammen med to veninder. I det følgende giver Line sine bedste tips til den smukke vandrerute gennem Grønlands vilde natur.
Sådan forbereder du dig til Arctic Circle Trail
Tekst og billeder: Line Hedegaard Larsen (@arctictotropic)
Er du, ligesom mig, blevet betaget af DRs dokumentarserier om de modige arktiske reddere og om den legendariske Siriuspatrulje? Og drømmer du om at opleve noget af den skønhed og barskhed, som Grønland har at byde på? Så er Arctic Circle Trail, en vandretur gennem Grønlands vildmark på mere end 165 km, dit næste eventyr! Snør dine vandrestøvler, pak rygsækken, og gør dig klar til at opleve Grønlands skønhed – men først kan du sætte dig godt tilrette og gøre dig de første forberedende skridt på denne rejse, ved at læse det følgende, hvor jeg gennemgår mine forberedelser og erfaringer fra Arctic Circle Trail.
Respekten for den barske natur
Inden vi dykker nærmere ned i, hvordan du forbereder dig til dit arktiske eventyr, så er det vigtigt for mig at påpege dobbeltperspektivet i den grønlandske natur. Det er en uforenelig blanding af skønhed og barskhed for her, på verdens største ø, er landskabet en fascinerende kontrast mellem det sublime og det vilde, med et landskab, der er lige så hårdt og ubarmhjertigt, som det er betagende. At navigere gennem dette landskab kræver ikke kun fysisk styrke, men også mental udholdenhed og respekt for naturens kraft. Som du kan se i DR-dokumentarserien “De arktiske reddere”, så er der adskillige redningsoperationer årligt på denne rute. Det er derfor en nødvendighed, at du har en satellittelefon med. Kommer man til skade på ruten, så er redningshelikopteren den eneste mulighed for at få hjælp, og ellers er der 80 km og 4 dages vandring til nærmeste by, når man er midt på ruten. En hændelse, der illustrerer vigtigheden af de rette sikkerhedsmæssige foranstaltninger, udspillede sig for blot få dage siden, da der den 13. juni 2024 blev set en isbjørn på Arctic Circle Trail. Der var fire vandrere, der sendte et nødsignal med deres Garmin InReach, og de blev evakueret fra ruten. Der er dog meget større chance for, at du støder på rensdyr og polarræve på din rute, end en isbjørn.
Hvad er Arctic Circle Trail?
Arctic Circle Trail (ACT), også kaldet polarruten, er en af verdens mest fjerntliggende og isolerede vandreruter. Den strækker sig helt fra indlandsisen ved Kangerlussuaq til Grønlands vestkyst ved byen Sisimiut. Ruten følger en naturlig sti gennem den arktiske tundra.
- Længde: Fra Kangerlussaq til Sisimut: 165 km (202 km, hvis du starter ved indlandsisen)
- Højdemeter op: 3256 m
- Højdemeter ned: 3322 m
- Varighed: 9-11 dage
- Sværhedsgrad: Moderat til svær
De fleste vandrere begynder i Kangerlussuaq, men man kan også starte i Sisimiut og vandre østover langs polarcirklen. Ruten slynger sig gennem et omskifteligt landskab fra de afrundede fjelde ved Kangerlussuaq til det kuperede terræn, høje fjelde og kystklima ved Sisimiut. Halvdelen af ruten passerer igennem UNESCO Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat, der har været jagtmark for Inuitter i ca. 4.200 år.
Hvordan og hvor starter rejsen?
Min anbefaling er, at du starter din rejse fra Kangerlussuaq, da man ikke kan flyve direkte til Sisimiut. Man skal have en mellemlanding i Kangerlussaq, når man ankommer fra København eller Reykjavik. I Kangerlussuaq kan du tage en overnatning på Polar Logde, som ligger et stenkast fra lufthavnen, og der kan du få styr på de sidste forberedelser, såsom indkøb af gas, mad eller andre remedier, inden du begiver dig ud i landskabet. I Kangerlussuaq er der følgende overnatningsmuligheder:
- Polar Lodge: et vandrerhjem, der ligger under 100 m fra lufthavnen.
- Old Camp: et vandrerhjem, der ligger ca. 5 min kørsel fra lufthavnen. De tilbyder gratis transfer til og fra lufthavnen.
- Hotel Kangerlussaq: hotellet ligger i samme bygning, som lufthavnen.
Derudover kan du også opleve, hvad Kangerlussuaq har at byde på, inden du starter din vandring. Mine ACT-makkere og jeg tog en overnatning på indlandsisen, inden vi startede vores vandring. Hvis du er interesseret i det, kan du booke en overnatning på indlandsisen med f.eks. Albatros Travel Vælger du at gå den helt lange rute fra indlandsisen, vil det også give bedst mening at gå fra Kangerlussuaq, da du så vil ende din tur i Sisimiut by frem for den øde iskappe, hvorfra du alligevel skal tilbage til Kangerlussuaq. En ekstra bonus ved at slutte vandringen i Sisimiut er, at man kan tjekke ind på Sisimiut Hotel, hvor der er en varm jacuzzi og sauna. Det var klart en gulerod for os, da vi så meget frem til en kold øl i det varme vand. Tip: Book dit ophold på hotel Sisimiut i god tid, især i højsæsonen. Du kan oplyse, at du har vandret ruten, når du kommer, og så giver de et godt tilbud. Vi så først dette tilbud på en plakat i en hytte, men de gav os alligevel tilbuddet, da vi ankom. Du kan booke dit ophold på Hotel Sisimiut her. Vi havde regnet med at bruge en dag mere end hvad vi endte med, og derfor havde vi faktisk en ekstra nat ude på ruten, før vi havde vores booking. Vi kunne heldigvis sende en besked med vores Garmin til min kæreste, som sørgede for at få booket en nat til os, så vi kunne komme i mål og i en lækker varm seng en dag før, end hvad vi regnede med.
Planlægning og forberedelse af Arctic Circle Trail
Det kræver grundig planlægning at forberede sig til ACT, da det er en isoleret rute.
Sæson
Den bedste tid at vandre ACT på er fra juni til og med september. ACT er nord for polarcirklen, og det betyder, at du kan opleve 24 timers dagslys og midnatssol i højsommeren. Dagene er lange og vejret er mest stabilt i disse måneder, men vejret er meget omskifteligt i Grønland, så det kræver, at man er forberedt på alt fra solskin til snebyger.
Udstyr
Langs ruten er der 9 hytter, som man kan overnatte i til fri afbenyttelse, men ellers er der ingen faciliteter, og du skal medbringe alt det nødvendige udstyr, såsom telt, sovepose og mad. Det kræver, at man har en udførlig pakkeliste, så man husker alt. Det er et must, at man har sit eget telt med, da hytterne ikke kan bookes på forhånd, og afhængigt af vandreren eller vejret, vil der være mere end 1 dags vandring mellem disse hytter. Tip: Det er ikke muligt at flyve med gasflasker, og hvis du gerne vil spise varm mad på ruten, så er det nødvendigt, at du har din egen gas med. Jeg havde en ven i Kangerlussuaq, der købte gas til os, da der i højsæsonen kan være udsolgt i Kangerlussuaqs eneste forretning. Hvis du skulle være så uheldig, så er det en mulighed, at du går efter at benytte dig af resterne, der er efterladt af vandrere i de forskellige hytter langs ruten. I nogle hytter var der op mod 10 efterladte gasflasker.
Fysisk og mental forberedelse
Ruten er krævende, og det er vigtigt at være i god fysisk form. Det er en god ide, at du træner at vandre med din rygsæk og det udstyr, som du planlægger at tage med. Som fysisk og mental forberedelse til turen, gik mine ACT-makkere og jeg en tur om Furesøen på 22 km, hvor vi havde pakket alt vores udstyr for at gøre vægten realistisk. Der tog vi også et par nætter i telt, hvor vi testede vores udstyr og særligt Garmin InReach, da man skal kende til dens funktioner.
Forstå ruten
Ruten er ikke markeret lige godt alle steder, og nogle ville endda mene, at ruten ikke er markeret. Du skal være påpasselig med, at du ikke kommer til at dreje forkert og følge et rensdyr spor og afvige fra ruten. Du bør derfor studere de forskellige etaper og forstå de udfordringer, du kan møde. Terrænet varierer fra stenet stier til sumpede områder, og til floder, der skal krydses. Jeg kan anbefale bogen “Trekking in Greenland – the arctic circle trail from Kangerlussuaq to Sisimiut”. Her gennemgås ruten i etaper, og det gav god mening for os at læse om den kommende etape som forberedelse hver aften, inden vi skulle sove. Som forberedelse til din tur kan du også blive medlem af Facebookgruppen “ACT”. Der poster vandrere billeder og videoer fra deres tur og giver en opdatering på, hvordan forholdene er. Det gjorde, at vi blev opmærksomme på, at den bro, man skal bruge for at krydse en flod, var gået i stykker et par dage før vi rejste.
Sikkerhedsmæssige foranstaltninger
Det er altid en god ide, at du enten registrerer dig hos de lokale turistkontorer, inden du går ud på ruten, eller at du informerer en kontaktperson i din omgangskreds, der er ansvarlig for at alarmere, hvis du ikke er tilbage inden for den angivne tid eller ikke giver lyd fra dig undervejs på ruten. Tjek at du har en forsikring, der dækker en vandretur på ACT. Her er det vigtigt at nævne for forsikringen, at ruten ligger i Grønland nord for polarcirklen.
Mine erfaringer fra ACT
Først så synes jeg, at du starte med at spørge dig selv: “Hvad er min motivation for at vandre ACT?” Det kan hjælpe dig med at sætte retningen for, hvad det er for en tur, du ønsker. Her er et par af mine vigtigste erfaringer fra ruten:
Vægt, vægt, vægt og vægt
Rejst let, men smart. Vælg dit udstyr med omhu. Hvert et gram tæller, men gå aldrig på kompromis med sikkerheden.
Respektér naturen
Efterlad intet andet end dine fodspor. Du skal samle alt dit skrald og bære det med dig fra start til slut over 165 km i op til 11 dage – så det er vigtigt at have i mente, når der forberedes og pakkes f.eks. snackposer.
Nyd rejsen – du har ikke travlt
Det kan være motiverende at fokusere på slutmålet, men husk at nyde landskaberne og de små øjeblikke undervejs.
Hav styr på sikkerheden
Jeg kan ikke sige det nok gange: Det vigtigste udstyr var vores Garmin InReach. Den skabte en stor sikkerhed og ro for os – vi fik heldigvis ikke brug for den, men vi havde mange små fordele ved at have den med. Vi kunne tjekke vejret, og det gav en vished om, hvad vi kunne forvente undervejs. Hertil gav det os en stor motivation, at vores familie og venner kunne følge vores lokation hjemmefra og sende beskeder til os, når vi havde allermest brug for det. De fysiske kort over ruten. Det havde regnet i en lang periode, da vi gik ruten, og det betød, at ruten decideret var skredet væk og ned i en sø eller var helt oversvømmet. Der var også områder, hvor det var som en sump med regnsøer, der gik en til knæene. Det betød, at vi måtte afvige lidt fra ruten for ikke at bruge alle vores kræfter på at gå i de oversvømmede områder. Her var vores fysiske kort en nødvendighed.
Det rette udstyr er essentielt
Vandtætte støvler. Vi fik våde støvler allerede første dag, og det var uundgåeligt, da hele støvlen sank ned i mos og mudder. Det havde regnet utrolig meget forrige sæson, og derfor pakkede vi også alt i drybags. Gaiters. Fuldstændig uundværligt. De beskytter dine støvler og (hvis du er heldig) tørre sokker fra den værste regn og skidt. En investering kunne også være et par vandtætte vandresokker. Varm sovepose og isolerende liggeunderlag. Vi kæmpede med, at min sovepose var for stor til mig, så jeg kunne ikke varme den op om natten. Det var det helt forkerte sted at spare og nok det, som jeg ærger mig mest over. Desuden havde vi problemer med et ikke-isolerende liggeunderlag. Vi havde valgt ikke at tage et isolerende underlag med til teltet på grund af plads og vægt. Vi måtte tænke kreativt og hjælpe hinanden, hvor vi kunne for at komme igennem nætterne. Det gjorde, at vi som gruppe fungerede under, at ingen var stærkere end det svageste led. Gaffatape. Turen startede med, at vi havde en knækket vandrestav, som ikke havde klaret flyturen, og vores redning blev gaffatapen. Den er også god til at fikse telt, liggeunderlag, sovepose eller rygsæk.
Dine vandremakkere og det særlige bånd
Jeg havde ikke regnet med, at vi ville skabe nye venskaber på denne tur. Vi mødte flere vandrere fra Canada og Tyskland, som gik ruten i samme etaper som os. Det endte med, at vi tilbragte tid sammen i Sisimiut, hvor vi havde en fællesmiddag og en dag rundt i byen. Vi delte vores morgenkaffe med dem på ruten, da de havde sparet så meget på vægten, at de ikke havde prioriteret kaffen. Det skabte en helt særlig stemning og fællesskab med dette morgenritual. De havde et højt tempo, og deres fokus var målet. Det gik op for dem, at vi havde en anden tilgang til ruten, og vi nød selve rejsen mere, da vores fokus var et andet sted. Vi fokuserede på én dag ad gangen, og vi var meget fleksible efter vejret, og hvordan vi havde det. Vi gik efter at sove i vores telte hver nat, så derfor var det ikke så vigtigt for os, at vi nåede til hytterne hver dag. Vi brugte dem mere som pejlemærker, og nogle gange camperede vi et par kilometer før eller efter hytten. Nogle af dagene havde vi selskab af en solo-vandrer, og det var særligt at møde et nyt menneske et så øde sted, hvor man var nærværende og havde alt tid i verden til at lære hinanden at kende. Der er mange, der vælger at gå denne rute alene, men vores oplevelse var, at flere ender med at gå med andre grupper eller sammen med andre, der går alene.
Tegnet af vores solo-vandreven, der sammen med en gruppe canadiere gav mine ACT-makkere og jeg navnet: “the black ninja-crew”. Navnet kom af, at de undrede sig over hver dag, hvor vi blev af, når de var ankommet til den næste hytte. De så os gå nogenlunde samtidig med dem hver morgen, men alligevel kom vi frem mange timer senere end dem. Det kunne ske, at vi badede i en sø, flettede hår, drak kaffe eller bare tog en lur på stien, hvis solen kom frem. De blev altid overraskede, når vi åbnede døren til hytten for at sige hej, fordi de aldrig så os komme snigende hen til hytten.
Pakkeliste
Mit forslag til en pakkeliste, som du kan arbejde ud fra efter dine behov
Klik her for at se Lines pakkeliste
Mad og drikke- 3 x måltider til 7-11 dage (altid medbringe 1 dags ekstra mad)
- Snackpose (ex. nødder, tørret frugt, chokoladebar, müslibar)
- Kaffe
- Elektrolytter
Sikkerhed
- Vandrekort over Kangerlussuaq, Pingu og Sisimiut
- Kompas
- Multitool
- Førstehjælpstaske til vandring
- Nødfløjte
Udstyr
- Vandrerygsæk
- Drybags til alt tøj
- Trangia
- Gas
- Lightere
- Spork
- Skål
- Drikkedunk
- Vandrestave
- Siddeunderlag
Soveudstyr
- 3-sæsoners-letvægtstelt
- Liggeunderlag
- Termisk modstand/R-værdi på mindst 2,0
- Sovepose (klassificeret til 6 grader lavere end den laveste temperatur, du forventer)
- Pude
- Sovemaske
- Ørepropper (hvis du regner med at overnatte i hytterne)
Tøj og sko
- Vandrestøvler
- Sandaler til at krydse floderne
- Gaiters
- Uldundertøj
- Vandrebukser
- Fleece eller uldsweater
- Fiberjakke
- Uld vandresokker
- Regnjakke
- Regnbukser
- Solbriller
- Kasket
- Hue
- Handsker
- Halsedisse
- Myggenet
Diverse
- Papir + kuglepen
- Gaffatape
- Skraldeposer
- Toiletskovl
- Toiletpapir
- Personlig pleje
- Tandbørste
- Tandpasta til brug i naturen
- Solcreme
- Vabelplaster
- Medicin
- Håndsprit
- Myggespray
- Sportstape
- Renseservietter
- Elektronik
- Kamera / telefon
- Powerbank / solcellelader
- Garmin InReach
Skab et overblik, når du pakker, så I ved, hvem der har ansvaret for hvad. Vi havde fordelt det sådan, at jeg stod for sikkerheden med medicin, Garmin, kort og kompas, en anden for mad-udstyr, og den tredje for praktiske ting, såsom håndsprint, myggespray og solcreme, så det var lige ved hånden, og man vidste altid, hvor det lå i tasken.
Mangler du mere inspiration?
Hvis du er klar til at tage på et eventyr, der vil teste din udholdenhed og fylde dig med en dyb respekt for naturens kræfter, så er ACT den perfekte rejse for dig. Har du brug for inspiration til din tur? Så kan du se, hvordan jeg forberedte mig til min tur på min instagram – @arctictotropic – hvor jeg deler både mine gode oplevelser samt de hårde øjeblikke fra turen.
Indholdsoversigt