Fie Rasmussen rykkede for nogle år siden teltpælene op ad den danske muld og flyttede til Island for at uddanne sig til gletsjerguide. I efteråret var Fie og hendes partner i Nepal for at bestige Mera Peak, på en ekspedition, de selv havde arrangeret. I det følgende deler hun ud af sin oplevelse med at planlægge og udføre sin første bjergbestigningsekspedition til Nepal, og giver en masse gode råd og tips til andre, der går og drømmer om bjergbestigning i Nepal på egen hånd.

Bjergbestigning i Himalaya på budget

Tekst og billeder: Fie Rasmussen

Pebrede priser

Hvorfor betale 40.000 kr. når jeg kan betale 20.000 kr.?

Denne her ekspedition startede for over et halvt år siden. I længere tid havde jeg gået med tanker og drømme om de høje bjerge. Jeg bor til daglig I Island, og har bjerge af alle former, og det er som en legeplads. Fra hård gletsjer-is at klatre rundt på, til snedækkede gletsjere på toppen af Vatnajökull. Det eneste der manglede? Højderne. Jeg besluttede mig derfor at undersøge trekking og bjergbestigningsture i Nepal.

Som enhver andet eventyr starter nu om dage, ja så googlede jeg det. Mange muligheder kom frem, og der var noget for enhver smag. Alt fra trekking gennem mindre bjerge, til ”begyndertur til Mount Everest”. Alle havde dog det samme tilfælles: Det var pebret i prisen hvor end jeg søgte – danske såvel som internationale sider. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at det måtte kunne gøres billigere.

Derfor satte jeg mig for at finde ud af hvor meget eventyr man egentlig kan få for prisen? Og jeg fandt blandt andet ud af det ikke nødvendigvis er ”gør-alt-selv” der er billigst…

(Du kan se mit fulde budget for enden af blogindlægget)

Planlægningen

Min partner og jeg havde sat os for at bestige Mera Peak. Et bjerg, der er 6470 meter højt og klassificeret som et ”Alpine Grade PD”-bjerg.

Mange ting skulle planlægges, muligheder undersøges, og klatretilladelser indsamles. Vi gik meget konkret frem: lavede en liste af ting der skulle klargøres, og begyndte langsomt at planlægge efter den. Mange ting kunne dog ikke udføres eller gøres før vi landede i Nepal, men med et par ekstra dage sat af i Katmandu til at løse de udfordringer, burde det være muligt.

Følgende liste skulle planlægges, og således gjorde vi det:

Guide eller ingen guide

Da min partner og jeg begge har erfaring privat og professionelt i bjergene, startede vores snak om, hvorvidt turen skulle være guidet eller ej. Det var ikke en nem beslutning, da der er mange ting at have i mente. Det var et nyt bjerg og rute for os begge, og bjergene i Nepal skal man aldrig undervurdere. Vejrsystemerne kører anderledes end vi er vant til, og vores generelle viden om vores bjerg skulle udvides. Samtidig vidste vi, at tidliger havde haft projekter sammen, kender til hinandens teknikker på isen, samt begge kan udføre isspalte-redning. Vi kørte snakken frem og tilbage, spurgte vores kontakter til råds, og endte med beslutningen om at gøre det uden guide. Vi startede med at undersøge muligheder og reglerne for dette.

Rute til bjerget (antal dage, steder, tehuse)

Vi søgte på ”itinerary for Mera Peak” og samlede informationer fra flere forskellige firmaer. Derefter lavede vi vores egen rejseplan, baseret på den information vi havde fundet.

Pakkeliste klargøres og ting indsamles

Samme fremgangsmåde: Vi undersøgte hvad de forskellige firmaer anbefaler deres klienter at medbringe, samt de ting som firmaet selv sørger for at medbringe. Derefter lavede vi en liste over hvad vi allerede havde, hvad der skulle købes og hvad der skulle leje/lånes. Derefter arrangerede vi tingene under hver kolonne. Personligt lejede jeg dyre ting, som f.eks. bjergstøvler til 6000+ meters højde. At leje udstyr i Nepal endte med at være et af de helt store besparingspunkter.

Klatretilladelse indsamles

Da vi har kontakter i Nepal, fik vi arranget klatretilladelse gennem en kollega. Der findes også mange forskellige lokale trekkingfirmaer, der kan skaffe klatretilladelse for dig. Det bedste at gøre, er at række ud til flere forskellige firmaer hjemmefra, ved at søge på google, og høre hvad de kan tilbyde. De tilbyder ofte pakker inklusive guide, porter og tilladelser. Bedste tip er uden tvivl at være kritisk overfor hvad de tilbyder. Vær bl.a. sikker på, at prisen er inklusive forsikring til dine guider/portere, og inklusive deres rejsedage.

Budgetplanlægning

Spørgsmål som: Hvor mange kontanter skal vi have med os? Hvor meget kommer vi til at bruge på mad? Hvad vil tehusene koste os? Vi brugte følgende system:

• Madbudget: Vi gangede det antal dage, vi var på trek, med 25$
• Overnatning: Antal nætter ganget med 15$

Ud fra det beregnede vi hvor mange kontanter vi skulle have med, og det var mere end nok. Dog var det vigtigt for os at være på den sikre side, da vi ville være forberedt på nødsituationer.

Førstehjælpskit

Vi lavede en liste med alt fra medicin mod højderne til vabelplaster, og sparede en del penge ved at købe medicinen i Nepal. Vi gik til nærmeste hospital og købte fra hospitalets apotek. Fordelen er, at man i Nepal kan købe konkrete mængder og derved slipper for at købe store mængder. I Nepal er der også stram lovgivning om prissætningen af medicin, da det skal være tilgængeligt for alle, og priserne var derfor markant lavere end herhjemme.

Forsikringer

Bjergbestigning er ikke en hvilken som helst rejse, og det var derfor vigtigt at finde en rejseforsikring, der dækkede alle højdemeter mm. Personligt endte jeg med Gouda rejseforsikring, som har gode dækningsmuligheder når det kommer til ekstremsport.

Ankomst til Katmandu

Efter flere ugers forberedelse og spændt venten, kom dagen endelig med afrejse mod Kathmandu.

Vi havde sat ekstra dage af til at få sørget for transport til startpunkt af trekket. I stedet for at flyve til Lukla, brugte vi to dage på at tage bus og jeep til en lavere liggende by: Karikhola. En samlet pris på 180 kr. for transporten ind, i stedet for 1500 kr. på en flybillet fra Kathmandu til Lukla. Vi valgte ikke at leje udstyr i Kathmandu, da vi kunne leje alt det, vi skulle bruge, i sidste by inden Base Camp. Så i stedet for at leje udstyret i 15 dage, kunne vi leje det vi skulle bruge i kun 2 dage.

Ved at starte længere nede, gav det os mulighed for at trekke gennem de frodigste skove og jungler, samt at gå i fodsporene af tidligere bjergbestigere. Her fik man lov til at føle sig som Palle alene i verden. Vi var alene 95% af tiden, og det var ikke før 4 dage inde i trekket, hvor vi ramte stien der startede fra Lukla, at vi begyndte at se mange mennesker. Rigtig mange! Til gengæld var fordelen, at stien var mere betrådt og det var en del nemmere at komme frem i terrænet.

Jo højere vi kom op, jo dyrere blev maden og tehusene. Til gengæld var der mange flere muligheder at vælge imellem, efterhånden som vi ramte den klassiske rute fra Lukla. En ting, vi valgte ikke at spare på, var komfort og mad. For jo bedre restitution vi har, jo større chance for en succesfuld rejse til toppen.

Fra starten havde vi sat os for at gøre de fleste ting selv. Slå eget telt op, lave egen mad, smelte vores egen sne, i håbet om at spare lidt penge, samt at få en ekstra følelse af eventyr. Efterhånden som vi ramte den sidste by inden vi steg op på bjerget, gik det op for os, at det vil blive dyrt. I bjergene gør de meget for at få folk til at bruge de logistik-muligheder, der er etableret, såsom at bruge deres telte, drikke deres vand. Et konkret eksempel er, at det ville koste os 610 kr. at købe gas, fremfor 100 kr. for at få alt det vand vi havde lyst til oppe i High Camp. Derudover lå High Camp tæt pakket ved skrænten, og de tillod ikke at man medbragte egne telte, da det vil tage for meget plads. Personligt endte vi med at leje telt og vand, og stod derefter selv for maden. Vi blev noget overrasket over hvor højt de havde sat prisen på bl.a. gas, men samtidig er det fuld forståeligt da dette er deres levebrød.

Turen går op – Ingen reb ingen problem

Efter vores sidste hviledag begav vi os op. Vi sprang Base Camp over og tog en lang dag op til High Camp. Ruten bestod af en del scrambling, før vi ramte isen. Da vi rammer 5500 meters højde, får vi den vildeste udsigt jeg længe har set. Mera Peaks lokation giver klar udsigt til Everest, Lhotse, Ama Dablam, Island Peak og Makalu. Om eftermiddagen når vi High Camp. Der var meget begrænset plads på klippesiden, og der skulle gås meget forsigtigt rundt, da der var is og ikke sne flere steder. Vandet varmet, hvilket gjorde vores madlavning en del lettere. Da der var langt til nærmeste friske sne, var vi en del lettede over, at have betalt for at få vand i High Camp. Mera Peak er et populært bjerg, og der var mere gul end hvid sne tæt på os…

Aftenen kom snigende og vi lagde os i posen. Klokken 02:00 stod vi op, spiste morgenmad, klargjorde vores reb, seler osv. Vi valgte som de eneste ikke at rebe os sammen, da snebetingelserne var optimale, og hver en sprække var markeret. Dette gjorde os en del hurtigere, og gav os mulighed for at overhale de andre grupper. Dette skulle også vise sig at være en god beslutning, da over halvdelen af grupperne den dag vendte om.

Desværre skete det, at mange af rebgrupperne var ulige fordelt. De havde hurtige og langsomme blandet sammen, hvilket betød at de fulgte den langsomste tempo og stoppede mange gange, hvilket gjorde folk kolde. Rigtig kolde. Mera Peak er berygtet for dens vind og kulde, og kendt for at tage mange fingre og tæer af folk, selvom den tekniske klatring er nem. Det var første gang, hvor det ikke at bruge reb, reddede vores bestigningsdag.

4 timer efter vi startede fra High Camp står vi kl. 07:00 på toppen af Mera Peak, 6470 m højt. En 360 graders udsigt, trætte kroppe, men glade sind. Vinden tog til og vi vendte hurtig snuden hjem. Vi tog 1 times pause i High Camp før vi gik hele vejen ned til byen.

Da vi mødte de andre bestigere fra denne dag, var mange trætte, og nogle lidt skuffede. Vi mødte folk, der sagtens kunne have klaret turen, men var endt i en gruppe med et langsomt tempo. Her er fordelen ved selv at planlægge sin tur, at man selv står med beslutningen af rebgrupper. De næste dage, hvor vi går tilbage mod Lukla, følges vi med mange af de samme folk. Da vi rammer Lukla ser vi en af vores venner med en helt sort lillefinger, og da gik det op for os hvor kold en dag mange havde haft sig.

Efter at have fundet hotel i Lukla, fik vi arrangeret flybillet tilbage Kathmandu (gennem hotellet), og allerede dagen efter var vi tilbage.

Budget

Så hvor meget eventyr fik vi egentlig for pengene? Nedenunder er et fuldt budget med alt det nødvendige det krævede for os at have dette eventyr. En fordel ligger klart i, at vi allerede havde meget udstyr selv.

(Alt i DKK)

Alt i alt endte jeg med at bruge 20.204 kr. på denne ene ekspedition. For at sætte tingene i perspektiv, kunne jeg ikke finde et eneste sted på nettet, hvor jeg skulle bruge mindre end 40.000 DKK for det hele.

Jeg formåede at få dobbelt så meget for pengene ved selv at planlægge turen. Ved selv at planlægge turen kommer der dog en ekstra stressfaktor på. Vi skulle selv forholde os til hver en ændring, og selve planlægningen tog tid. Men er man et sted i livet, hvor man har den ekstra lyst og tid til selv at planlægge, er der mange penge at spare.

Før denne rejse havde jeg aldrig været i Nepal, men ved at springe ud i det med åbent sind, klar på udfordringer og skiftende planer, endte det med at blive den bedste ekspedition, jeg længe har haft. Og så var den også sød ved pengepungen.

Læs mere om klatring og bjergbestigning her på bloggen

Læs flere blogindlæg fra Fie Rasmussen