Sarah fra Friluftsland Roskilde har brugt sommeren på at være på sin første klatretur på klippe – et roadtrip ned gennem Europa med stop i de ikoniske klatreområder Frankenjura og Arco. I det følgende kan du læse om hendes oplevelser med at tage skridtet fra indendørs vægklatring til udendørs klippeklatring – og hvis du selv går og drømmer om at komme på klippe, er der masser af gode tips, du kan tage med dig.

Klatreroadtrip til Frankejura og Arco

Tekst og billeder: Sarah Amalie Bøgegren, Friluftsland Roskilde

Da jeg i foråret blev tilbudt at komme med nogle venner på klatreferie, kunne jeg ikke andet end at sige ja. For selvom jeg har klatret indendørs i snart 3 år, har jeg endnu ikke klatret på rigtig klippe. Planen var at ’roadtrippe’ til klatreparadiset Arco i Italien, og undervejs stoppe i Frankenjura i Tyskland og Innsbruck i Østrig.

At klatre på klippe er dog ikke noget man bare lige gør. Så for at føle mig mere sikker, tog jeg et kursus, hvor man lærer om det udstyr og de teknikker man får brug for, for at kunne komme sikkert op ad en klippe, samt få alt sit udstyr med ned igen. I løbet af foråret og den tidlige sommer fik jeg øvet mig indendørs og blev (mere) tryg i at klatre højt oppe.

I de fleste klatrehaller er der det udstyr, man har brug for, og derfor krævede det en mindre investering at kunne gøre det på klippe. Jeg ville nemlig gerne have det udstyr det kræver, for i fremtiden at kunne tage afsted selv. Jeg havde i forvejen en klatresele og en GriGri (rebbremse), hvilket man kommer langt med indendørs. Derfor købte jeg i første omgang et 60 meter reb, 12 quickdraws, en slynge og nogle låsekarabiner. Idet jeg skulle afsted med nogle, som havde klatret på klippe før, var de også behjælpelige med at forklare hvad jeg ville få brug for.

I planlægningen op til turen, var jeg glad for at kunne overlade styringen til de erfarne jeg skulle afsted med. De var nemlig i Arco sommeren forinden, og havde desuden langt større erfaring i klatreferie-konceptet end mig, der aldrig havde prøvet det. Til gengæld var jeg meget opsat på at skulle lære hvordan man gør – både i planlægning og i sikkerheden på klippen.

Frankenjura

Vi tog afsted fra Roskilde en tidlig sommermorgen, og kørte til Frankenjura. Her havde vi booket den skønneste Bed and Breakfast, der hedder ’Bed and Boulder’, fordi der en hjemmelavet bouldervæg i stuen. Frankenjura er Tysklands andet største klatreområde, og der er mere end 15.000 klatreruter med under en times kørsel imellem. Det blev altså i Frankenjura vi kom på klipper for første gang på turen, og for mit vedkomne for allerførste gang. Begge crags vi besøgte i Frankenjura havde mange forskelligt graderede ruter, så alle kunne være med med. Selv klatrer jeg normal i graderingen 6, så det var vigtigt for mig, at der også var noget på mit niveau. Der hvor vi boede var der guidebøger, hvor alle crags i området var beskrevet, og vi havde desuden købt adgang til appen ’27 crags’, som gjorde det lettere at finde klipperne og kørevejledning på telefonen. Det gjorde det nemt at finde ud af, hvor vi skulle tage hen og hvad vi kunne forvente. Her fandt vi bl.a. Nürnberger Turm, hvor en 30 meter høj firkantet klippe strakte sig op af skoven som et tårn. Her var der boltede ruter i forskellige grader på alle sider af klippen.

Nürnberger Turm var det første crag vi kom ud til og her blev vi overrasket over hvor dårligt boltet ruterne var. Flere steder var der op mod 5 meter mellem boltene, og man ville derfor kunne risikere nogle ubehagelige fald mellem sikringspunkterne. Dette var med til at gøre klatringen sværere og mere usikker. Især som nybegynder var det en smule ubehageligt, fordi jeg ikke er vant til at læse ruter på klippe, hvor det ofte kræver at man føler sig lidt frem før man finder et godt greb – noget man ikke oplever når man klatrer på farvede plastikgreb. På grund af dette gik jeg længere ned i gradering end jeg normalt klatrer, fordi jeg ikke følte mig tryg ved at falde så langt. Desuden ligger området i det sydlige Tyskland, og allerede her kunne vi mærke den sydlige sommervarme, og blev opmærksomme på hvor vigtigt det er at drikke nok vand samt finde ruter som er i skyggen. Det var dog rigtig fedt at komme i gang, mærke klippen og være i naturen. Det var helt fantastisk at gå med alt sit udstyr gennem skoven, hen til en klippe og så ellers finde ud af, hvordan man kommer op ad den!

Dagen efter havde vi fået et tip fra en af de andre gæster på Bed and Boulder om en klippe, der skulle være bedre boltet, så den valgte vi at besøge. Her kom jeg selv bedre i gang med at få en fornemmelse af sportsklatring på klippe og hvordan man bedst griber det an. Jeg valgte bl.a. at testklatre en lidt sværere rute på topreb inden jeg førte den, for at have en bedre fornemmelse af hvor grebene var. Efter to dages hård klatring kunne man også mærke det i kroppen, og vi sov rigtig godt den nat.

Innsbruck

Fra Tyskland kørte vi til Innsbruck i Østrig, hvor et af verdens største indendørs klatrehaller ligger, som vi også skulle prøve kræfter med. Centeret var kæmpestort og havde en masse ruter med forskellige niveauer, både på vægge indendørs og udendørs. Vi ankom til byen tidligt på aftenen og besluttede at tage direkte på væggen, for at komme i gang med at klatre efter en dags kørsel. Det var vildt fedt at klatre om aftenen fordi temperaturen faldt til et niveau, hvor var til at holde ud at klatre på centerets seje udendørsvæg. Der var nogle virkelig fede ruter og efter et par dage med udfordringer på klippe var det fedt at komme tilbage til en mere vant og tryg måde at klatre på. Her kunne jeg nemmere aflæse ruten og dermed også udfordre mig selv på niveau og udholdenhed, fordi det føltes mere sikkert. Det var ret bekræftende at klatre her, fordi jeg fandt ud af jeg kan presse mig selv mere end jeg følte jeg kunne på klipperne i Tyskland, og at jeg var nødt til at tage nogle chancer og tro på mig selv hvis jeg skulle få det maksimale ud af turen. Klatring handler om at udfordre sig selv, og dermed blive bedre. Som en god ven engang sagde, da jeg lige var begyndt at klatre; ’Hvo intet vover, intet vinder’. Det valgte jeg at tage med mig til vores klatring i Italien.

Arco

Arco i Italien kan anses som Europas klatremekka. Byen og dens mange klatrebutikker er fyldt med klatrere, der alle trodser den 30 grader varme juni-sol. Den første dag ville vi have været ud og klatre ved et crag lige ved siden af byen, men det begynde at regne lige som vi havde fået gjort os klar, og vi måtte tage hjem og vente til dagen efter.

Multi-pitch

De store klipper omkring Arco tillader også en anden form for klatring, nemlig multi-pitch, hvilket jeg var opsat på at prøve og lære at gøre. En af de andre jeg var afsted med, havde heller ikke prøvet det før, så vi ville gerne finde et sted med nemme ruter tæt på hinanden, hvor vi kunne lære det. De af os, der ikke havde prøvet det før, blev koblet op på en, der havde prøvet det før, og så gav vi os i kast med det. Multi-pitch var en sjov udfordring, som krævede mere kendskab til udstyret og hvordan man bruger det. Jeg synes virkelig det var en fed måde at klatre på, fordi vi kom væsentligt højere op ad klippen – 100 meter i stedet for kun 20-30. Det gav et andet syn på klipperne som naturfænomen, og sporten blev samtidig mere intens og samarbejdsorienteret, hvilket var virkelig fedt. Vi var også hjulpet af, at det var overskyet, og at det var en forholdsvis nem rute med gode standpladser, som gjorde det muligt at fokusere på at lære teknikken rimelig komfortabelt. Senere på ugen var vi på en anden multi-pitch for at øve det mere. Den lå bare i fuld sol, og på en nærmest bar klippe som gjorde at det ikke var særligt behageligt at sikre fra sit anker, samt mere udfordrende, fordi jeg skulle gøre der hele uden hjælp fra en erfaren. Her var det rigtig fedt at prøve kræfter med multi-pitch, og faktisk lære at klatre det. Multi-pitch giver en helt anden type klatreoplevelse, hvor målet ikke på samme måde er at nå til toppen, men i stedet er at klatre højt op, sammen, sikkert.

Sportsklatring

Vi fik dog også klatret en masse sportsklatring, hvor det fedeste crag var en lille klippekløft ved navn Le Trincee. Det er et ny-boltet område vi havde fået anbefalet af nogle klatrere nede i byen. Klipperne lå et godt stykke oppe ad et bjerg, så det var en lang og varm approach. Til gengæld var det dejlig køligt nede i kløften på grund af skyggen fra klipperne. Generelt var de crags vi besøgte i Arco virkelig godt boltede, hvilket også gjorde at jeg turde udfordre mig selv lidt mere. Det gav mig nogle gode oplevelser på væggen, hvor jeg turde tage nogle chancer og stole på nogle bevægelser, jeg ellers ikke ville have stolet på. Samtidig var jeg hjulpet meget af, at jeg klatrede med nogle som både var bedre og mere trygge ved at klatre på klippe. Det betød nemlig at de kunne føre ruter for mig og sætte topreb, så jeg kunne prøve ruten på topreb først og evt. føre den efterfølgende.

Idet det var min første tur på klipper, havde jeg ikke så meget fokus på alt det klatretekniske. I stedet fokuserede jeg på at finde tryghed, samt følelsen af at være på og læse klippen. Jeg så det derfor ikke som et nederlag at sætte mig i selen, hvis jeg følte mig utryg i en bevægelse. På den måde kunne jeg få ro til at læse ruten bedre, og samle kræfter til at prøve igen. Jeg må indrømme at jeg ville have haft godt af at øve noget faldtræning på klipperne, for jeg følte mig nogle gange begrænset af frygten for at falde. Det ville jeg ønske jeg havde brugt mere energi på at arbejde med – men det ved jeg til næste gang.

Via Ferrata

Efter en uges daglig klatring havde vi brug for en hviledag, hvor vi lavede noget andet. Dem jeg rejste med havde taget udstyr med til at gå en Via Ferrata, så det gjorde vi den dag. Vi købte en bog med Via Ferrata ruter i området for at finde ud af hvor der var gode ruter og hvordan vi kom. For at komme lidt væk fra varmen kørte vi op mod en rute på et bjerg, hvor der var mere køligt. Desværre havde vi misforstået bogens tyske instruktioner, og det viste sig at det ville tage omkring 4 timer til fods bare for at komme hen hvor ruten startede, så vi kørte ned igen og fandt et andet sted.

Her valgte vi i stedet en rute som startede kun 10 minutter fra en parkeringsplads. Denne rute ville tage os næsten fra foden af et bjerg, ind i og op igennem en kløft i bjerget. Vores rute tog ca 2.5 time at gå, imens vi skrift for skridt blev først dybere ind og længere op i klippen. Det var ikke særligt fysisk udfordrende at gå Via Ferrataen og det var derfor en god måde at bruge en hvile dag. Til gengæld var der nogle rigtig fine udsigter, ud over dalen hvor floden løber og hvor der var vinmarker så langt øjet rakte. At gå Via Ferrata oversteg alle mine forventninger fordi det ikke bare var at gå på metaltrapper og broer. I stedet fulgte vi den måde klippen var formet på, og der var kun sat trapper op hvor det var nødvendigt. Det gjorde at vi virkelig fik en fornemmelse af kløften, samt klippens udformning og størrelse, som man ikke kan se når man ser et bjerg fra jorden.

Det har jeg lært

Det har altså været en klatreferie som har budt på lidt af hvert indenfor klatresporten, og jeg har fået blod på tanden til at kaste mig ud i det igen. Jeg har lært utrolig meget om klatreferie-konceptet og hvordan man griber det an. Her tager jeg særligt med mig, at den høje varme i syden om sommeren er vigtig at forholde sig til og tage seriøst – både fordi der er et meget højt UV-indeks, og fordi ens krop har nogle andre behov når man er aktiv i meget høj varme. Her valgte vi bl.a at købe brusetabletter med ekstra elektrolytter, fordi vi svedte meget mere end vi havde regnet med. Samtidig drak vi mere vand end vi havde forventet. Vi endte med at have op til 3 liter vand med pr. person, hvor vi havde regnet med det halve. Det tog meget energi at være i varmen, mærke efter og være opmærksom på ens krops signaler, så næste gang jeg planlægger en klatreferie om sommeren vil jeg nok søge nordpå.

Jeg er blevet klogere på hvor vigtige kort og vejledninger er, og her er en ‘old school’-guidebog stadig et hit, fordi den gør et område og dets ruter meget mere overskuelige end en app. Det er lettere at vide hvor det hele er og hvad man kan forvente. Derudover har jeg stiftet bekendtskab med forskellige typer klatring, som har øget min viden om klatresporten og hvordan man kan tilgå den. Jeg synes alle typer klatring er rigtig sjovt, og jeg drømmer allerede om at komme ud og bruge den viden og de erfaringer, jeg har gjort mig, endnu mere.

Find meget mere inspiration til små og store klatreture her på bloggen

Find udstyr til din næste klatretur i webshoppen