Tilbage i april 2023 satte Malene og Aske gang i pedalerne og begyndte deres rejse fra Aarhus til Australien på tandemcykel. I begyndelsen af november krydsede de over grænsen til Kina – et hemmelighedsfuldt land der virker utilnærmeligt for resten af verden. Her kan du læse om nogle af de oplevelser Malene og Askes havde i de 89 dage de brugte på at cykle gennem Kina.

Fra Aarhus til Australien på tandemcykel – Dag 200: Kina

Tekst og billeder: Malene Fredslund Løkke og Aske Frederiksen (@endnueteventyr)

Mødet med den Kinesiske Mur var for os begge en vigtig milepæl, Gansu

Så snart vi ser de bombastiske grænsebygninger tårne sig op horisonten i det efterårsgolde landskab, mærker vi, hvordan håndfladerne trods morgenfrosten synes småsvedige. De seneste tre måneder har vi forceret stejle bjergpas og flade bomuldsmarker i Centralasien, og i dag, hvor kalenderen tæller 5. november, har vi nået Kinas vestlige grænse. Det er præcis 200 dage siden vi rullede fra Ingerslev Boulevard i Aarhus, og hvis heldet er med os, bliver det også dagen, hvor vi lykkes med at krydse ind i det 21. land på rejsen; Kina.

Magisk morgenmøde med kamelflok, Vestina

Men. Kina er et bureaukratisk kasseland, og ikke siden vi krydsede grænsen til Turkmenistan, har vi været så spændte på en grænsekrydsning. Ikke nok med at vi vil krydse ind i landet på cykel, vi vil også rejse ind i Kinas vestlige Xinjiang-provins, der hører til blandt Kinas mest kontrollerede områder. Vi har heldigvis gjort vores forarbejde; sikret tre måneders visum fra den kinesiske ambassade i Yerevan, Armenien, støvet essentielle kinesiske fraser af og gemt drone og kameragrej nederst i cykeltaskerne, så da grænsevagterne vinker os mod den overvældende indgangsport, smører vi vores høfligste smil på læberne.

Gryende aftenlys over den glødende Kumtag-ørken, Xinjiang

En varm velkomst i vilde Vestkina

At vi er de eneste rejsende i den overvældende velkomsthal, får straks angstens sved til at pible frem på vores pander. Vi frygter, at vagterne nu har al tid i verden til at gennemsøge vores tasker og stille os et hav af detaljerede spørgsmål om vores gøren og laden. Fra flere sider har vi hørt, at en grænsekrydsning i Vestkina kan udvikle sig til et mareridt, hvor myndighederne trækker turister igennem timevis af detaljerede forhør og forsøger at installere spyware på deres mobiler. Men velkomsten bliver på ingen måde som forventet. Så snart grænsevagterne får øje på vores aparte cykel, glemmer de alt om krydsforhør og bagagetjek. Da de forstår, at vi har cyklet hele vejen fra Danmark til Kina, er de solgt, og få minutter senere kan vi rulle mod udgangen med lyntjekkede cykeltasker og de afgørende stempler i passet. Spørgsmål blev der ikke stillet mange af, og på den anden side af porten byder de lokale os velkommen med store smil. Vi kigger på hinanden med store øjne og kan knap forstå, at vi nu er frie til at fortsætte vores rejse ind i det enorme kinesiske rige.

De to kashmirfårehyrder skulle lige se nærmere på det mærkværdige køretøj, Gansu

Med Big Brother i hælene

Der skulle ikke gå mere end et par dage før vi erfarede, at den varme velkomst, grænsevagterne havde givet os, stod i skarp kontrast til det overvågningsapparat, Vestkina normalt opererer med. Vi blev dagligt passet op af politibetjente, der ville vide, hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen, og hvilket formål vi havde med vores rejse. I Xinjiang er den farbare infrastruktur sparsom, og det betød, at vi ofte var nødsaget til at følge motorvejsstrækningerne – noget myndighederne sjældent så let på. Vi måtte jævnligt diskutere med personalet ved motorvejskontrollerne eller sågar snyde os til adgang ved at bære cyklen over et uset stykke autoværn for at kunne fortsætte rejsen. Det lyder som lidt af en selvmordsmission at cykle på en kinesisk motorvej, men her var trafikken mindre travlt og nødsporet ekstra bredt. Hvad der til gengæld viste sig at blive en hovedpine var tankning af benzin til vores Primus-brænder.

På de kolde og trivielle dage, skulle vi indimellem grave dybt efter overskuddet

Vi ankommer til Kina i begyndelsen af november med de første frostgrader i hælene, og det gør vores primusbrænder til en helt essentiel livline. I Xinjiang-provinsen såvel som i Kinas øvrige autonome områder er sikkerheden omkring tankstationer særligt skærpet i frygt for terror, og bare dét at få lov til at tilgå en tankstation kræver en officiel registrering. Ofte måtte vi småfrysende cykle fra tankstation til tankstation for at finde en barmhjertelig tankpasser, der forstod vores situation og gik med til at fylde vores 500ml beholder med ryggen vendt mod overvågningskameraet.

Ét af vores mange møder med politiet i Xinjiang. Om det ville tage 5 eller 30 minutter at få godkendelse til at fortsætte, var aldrig helt til at vide

5000 kilometer på tværs af Kina

Vi rejste ind i Kina med en groft optegnet rute fra vest mod syd. Med dét simple udgangspunkt kastede vi ud på en rejse, der på 89 dage tog os godt 5000 kilometer igennem fire provinser; Xinjiang, Gansu, Sichuan og Yunnan. Man har for vane at tænke Kina som ét rige med én gennemgående kultur og ét fælles sprog, men når man bevæger sig på tværs af provinserne, ser man Kina, som det virkelig er; en mangefarvet mosaik udgjort af utallige befolkningsgrupper, hvoraf flere ikke betegner sig selv som kinesere. Med ønsket om at tegne et repræsentativt billede af det kinesiske folk og opleve Kinas mange usynlige grænser, planlagde vi ruten bid for bid, så den ville tage os igennem flere af Kinas autonome præfekturer. Disse områder er hjemsted for betydelige befolkninger af forskellige etniske minoriteter, heriblandt de muslimske uighurer i Xinjiang og Hui-kinesere i Linxia, tibetanere i Gannan og Ganzi, og Yi-kinesere i Liangshan.

Vi fangede disse seje tibetanske kvinder midt i deres rituelle helkropsbøjninger. De tog dog en kort pause, så de kunne se os og cyklen bedre an, Gannan

Blandt uniformerede og Uighurer

“Den slags ville få mig lagt i håndjern her”, siger Mayolan med beundring i stemmen, imens han peger mod Askes skæg. For få timer siden stod vi med olieindsmurte fingre på en øde landevej med ødelagte kuglelejer i begge sæt pedalarme, og nu sidder vi sammenklemt på passagersædet i Mayolans ladvogn. Vi nåede kun at bruge 45 minutter med tomlen i vejret, før Mayolan, der kom bragende forbi i sin ladvogn, forbarmede sig over os og gav os og cyklen et lift de godt 30 kilometer mod Shanshan.

Mayolan stod klar til at hjælpe os mod Shanshan, da vores pedaler stod af, Xinjiang, Uyghur Autonome Region

Vi ved, at vi ikke kan få fikset cyklen i byen, og at vi på den ene eller anden måde skal have den transporteret til en cykelmekaniker i Jiayuguan, der ligger flere hundrede kilometer mod øst. Det er uundgåeligt ikke at være en smule ærgerlig over omstændighederne, men for at se det positive i situationen får vi nu lov til at høre Mayolan sætte ord på, hvordan det er at være uighur i Kina i dag – noget, vi begge har spekuleret meget over ovenpå vestlige mediers dækning af emnet. Over frokost på en lokal restaurant fortæller Mayolan, at han er rosinbonde, er far til to små børn, og at han har flere betænkeligheder ved at lade dem vokse op i området på grund af det kinesiske styres skærpede fokus på uighurernes gøren og laden.

Om Uighurere

Uighurere er et folkeslag der tilhører de tyrkiske og mongolske stammer, der bosatte sig i det østlige Centralasien og det sydlige Sibirien tilbage i det første årtusinde f.v.t. Folkeslaget omfatter i dag omkring 13,5 millioner mennesker, hvoraf ca. 11,8 millioner uighur er bosat i Kina – primært i den nordvestlige kinesiske region Xinjiang, Uyghur Autonome Region, også kendt som Østturkistand eller Uyghurstan. Uighurere er overvejende sunnimuslimer, taler Uygurisk (som er en del af den tyrkiske sprogfamilie) og bruger arabisk skriftsprog. De seneste år har folkeslaget mødt betydelige udfordringer under det kinesiske styre. Der er bl.a. blevet indført strenge sikkerhedsforanstaltninger i Xinjiang der begrænser uighurernes personlige og kulturelle frihed betydeligt, herunder deres mulighed for religiøs udfoldelse.

Held på tankstationen bliver til uheld på togstationen

Om det er de fortællinger, der endnu rumsterer i vores hoveder, da vi få timer forsøger at haste cyklen igennem kontrollen på den lokale togstation, er ikke til at sige, men da der opstår panik blandt vagterne ved bagagescannerene, forstår vi, at noget er helt galt.

Morgendisen gjorde os næsten usynlige i trafikken, Xinjiang

Snart fisker vagterne nemlig ikke bare én men to plastflasker fyldt til randen med benzin op af vores cykeltasker – brændsel til vores Primus – og det er mildest talt noget værre lort. Det er nemlig dybt ulovligt at medbringe brandfarlig væske ombord på et kinesisk tog, og det kan i værste fald betragtes som en terrorhandling. Vores bedende hundeøjne får os ingen vegne, og imens vi kastes rundt mellem ventesale, krydsafhøringer og diverse security-afdelinger, får timerne ben at gå på. Vi har nu for længst misset vores tog, og først kl. 03 samme nat er dagens afhøringer afsluttet. Skidt bliver værre, da den kommende dag følges op med endnu flere afhøringer og fingeraftryk, og først kl. 22 næste aften kan vi sætte den sidste af hundredvis af underskrifter på de officielle dokumenter, hoppe på nattoget og vinke farvel til den hær af betjente, der – ligesom os – vist fik sig noget af en oplevelse.

Minutnudler, minusgrader og munkes messen

Vi vågner i et telt, der glitrer af iskrystaller, og en morgentemperatur der melder om -20 grader. Med soveposer, der kun yder en komforttemperatur lige omkring frysepunktet, må vi tage alle tricks i brug for at holde varmen; iklæde os alt det varme tøj vi har og lyne soveposerne sammen, så vi kan ligge ekstra tæt. Ved benzinbrænderens lune får vi genvundet varme i fingre og tæer, og så snart solen viser sine første stråler, går vi i krig med at pakke campen sammen, imens vi hoppende forsøger at holde frosten fra tæerne. På en lille vejsiderestaurant får vi os placeret tæt ved den kulfyrede ovn, imens vi mæsker os i baozi og sød te. Så snart den søde vintersol står højt på himlen sniger temperaturen sig lige akkurat op i plus, og vi glemmer alt om nattens tocifrede minusgrader. Der er nemlig så meget magi forbundet med at cykle her på det golde Gannan-plateau i 3500 meters højde blandt storsmilende kashmirfår-hyrder, minimalistiske tibetanske landsbyer og guldbelagte templer.

Tidlig morgen inden afgang i det snehvide landskab, Gansu

Her i Gannan-præfekturet i den kinesiske Gansu-provins befinder vi os i en tibetanske virkelighed, og snart nærmer vi os et af områdets højborge; Labrang Klostret. Munke og nonner i karakteristiske mørkerøde klædedragter suser ind og ud af klostres labyrintiske vejsystemer, og en myriade af lokale, pilgrimme og kinesiske turister flokkes ved klostrets indgang, hvor den 3,5 kilometer lange strækning – verdens længste endda – af bedemøller leder dem på deres “kora”; en tibetansk pilgrimsfærd langs templets ydermur. Labrang Klostret er blandt de største og vigtigste religiøse bebyggelser i den tibetanske buddhisme, og stedet er hjem for det største antal af buddhistiske munke udenfor selve Tibet. Selvom vinden er bidende kold, bruger vi timer på at gå på opdagelse i guldbelagte haller, og vi lader os opsluge af de rytmiske toner fra munkenes messen.

Labrangklosteret er et af de største og mest betydningsfulde tibetanske buddhistiske klostre i Kina, Gannan-præfekturet
De rødklædte Gelug-munke i fælles ‘puja’ (bønne-session) i Labrang-klostret, Gannan-prefekturet

Overvældet af opmærksomhed og kulinariske kuriositeter

De stirrer dagligt på os fra vejsideboderne; de dampede kyllingefødder, henkogte mavesækindpakkede fårekødboller og ikke mindst grisetrynerne i brunlig lage. Hvad overvældende smagsindtryk gælder, skuffer Kina aldrig. I lige så stort et omfang, som vi med måbende miner betragter de forskellige kulinariske kuriositeter, sender Kineserne lange blikke efter os. En intens stirren følges ofte op af pegende fingre, udråb og utallige ønsker om selfies, og flere giver udtryk for, at de før kun er stødt på vesterlændinge i TV.

Vi gik i seng til snefnug i luften og stod op til et snehvidt landskab, Xinjiang

Vi får med vores rute og rejseform lov til at bevæge os igennem dele af Kina, hvor turister sjældent (for ikke at sige aldrig) sætter deres fødder og dét i et tempo, der gør det muligt for os at suge alle sanseindtryk til os. Vi spiser morgenmad i små lokale parker til synet af store grupper af kvinder og mænd, der danser løs til tonerne fra hidsige poptracks. Vi snegler os op ad stigninger, og ser til imens landsbyfællesskaber knokler løs med griseslagtning på åben gade. Vi passerer tibetanske kvinder, der lader deres kroppe glide langs den frostkolde asfalt i traditionel bedestilling, imens vintervinden pisker mod dem.

Omfavnet af frodig fauna, Yunnan

Vores tre måneder i Kina har været overvældende, intense, imponerende og stoppet til randen med små og store eventyr. Vi har bevæget os fra de frostkolde sletter i nordvest, gennem enorme bambusskove og millionbyer i midten, til klæbrige mudderveje og simple landsbyer i syd. Det tropiske klima står for døren, og som vi nærmer os grænsen til Vietnam, slipper Kinas femstjernede infrastruktur efterhånden op.

Imens vi stædigt tramper i pedalerne for at få cyklen bakset igennem de klæbrige mudderveje i det sydlige Yunnan, ser vi frem til at sætte tænderne i mange flere eventyr i Sydøstasien.

Grundet omfattende motorvejskonstruktion var hovedvejen ét opkørt pløre i det sydlige Yunnan

Du kan følge med i vores videre rejse mod Australien på sociale medier under @endnueteventyr, og hvis du vil læse mere om vores projekt kan du besøge vores hjemmeside www.endnueteventyr.dk

Indholdsoversigt