Malene, der er tidligere ansat i Friluftsland København, er taget på cykeltur med sin kæreste, Aske – og det er ikke en helt almindelig en af slagsen: Malene og Aske har nemlig besluttet sig for at cykle hele vejen fra Danmark til Australien på tandemcykel. I det følgende kan du læse om hvordan man får sådan en idé, samt hvordan det er gået indtil videre – 200 dage, 10.000 kilometer og 20 lande inde i projektet!

Drømmen om at møde verden i cykeltempo

Tekst og billeder: Malene Fredslund Løkke og Aske Frederiksen (@endnueteventyr)

Den 16. april tog vi, Aske og Malene, i det spirende danske forår afsked med venner og familie på Ingerslev Boulevard i Aarhus, og satte med sommerfuglefyldte maver fødderne på pedalerne på vores oppakkede tandemcykel. Med dét kulminerede års dagdrømmeri og måneders intense forberedelser, og vi tog hul på vores Iivs største og mest ambitiøse eventyr – en mere end 25.000 kilometer lang rejse fra Aarhus til Australien på tandemcykel med målet om at gennemføre rejsen uden at flyve.

I skrivende stund har vi og vores tohjulede limousine rejst langs alverdens landeveje i 200 dage, cyklet mere end 10.000 kilometer igennem 20 fantastiske lande – og vi holder os fortsat flyfri.

Men inden vi når så langt, så lad os først skrue tiden tilbage til eventyrets spæde start. Er du nysgerrig på, hvad man egentlig pakker til et tohjulet eventyr, og hvorfor man vælger at rejse på en tandemcykel, så læs med her.  

En forkærlighed for projekter

Vi har siden 2018 levet et moderne nomadeliv i både ind- og udland, og vi elsker at kaste boldene op i luften og udfordrer ideen om, hvordan det gode liv ser ud. Vi holder hinanden op på, at vores projekter gerne må kræve noget af os, og vi har blandt andet tidligere kastet os ud i en komplet renovering af en 30 år gammel autocamper og levet som rullende storbynomader, rejst Europa rundt i selvbygget van og genopbygget en stor bjælkehytte på det grønlandske vinterfjeld. 

Drømmen om at rejse på langfart på cykel havde længe stået højt på vores ønskeliste, da vi for alvor begyndte at kigge på globussen. Vi sendte begge lange blikke mod Oceanien, fordi at en rejse hertil både kunne tage os igennem Mellemøsten, Centralasien og Sydøstasien og tage os på én af de længste landfaste ruter på tværs af verden, man kan tilbagelægge. Vi er særligt vilde med, at vi med rugbrødssmotor, blod, sved og tårer kan møde verden og kun efterlade hjulspor. Men hvorfor lige hele vejen til Australien? Her kunne vi citerer den britiske bjergbestiger, George Mallory, da hn bliver spurgt om sin bevæggrund for at bestige Mt. Everest; “Because it’s there”. Vi ville gerne tage eventyret til “det næste niveau”, turde drømme stort og tage chancen og give os selv en ultimativ udfordring. 

En cykelrejse med et strejf af benspænd

Da der efterhånden er mange mennesker, der rejser ud på cykel, blev det hurtigt attraktiv for os at give vores cykelrejse et ekstra benspænd. Vi faldt for tandemcyklen som eventyrsmaskine, da den kræver tillid, tålmodighed, viljestyrke og et stærkt samarbejde, og giver det at ‘cykle sammen’ en helt ny dimension.

Vores tandemcykel er en Velocity Pro af britiske Orbit Tandems, og den er en del mere robust end den klassiske tandemcykel, du kan leje på din sommerhustur. Cyklen er bygget til rejsecykling, da stellet er fremstillet i stærkt aluminium og hjulene tæller dobbelt så mange eger som en normal cykel, så den kan stå vægt og distance. Vi rejste i februar til Yorkshire for at prøvekøre modellen og assistere på samlingen af cyklen, så vi vidste præcis hvordan den fungerer, skulle uheldet være ude. Vi kan stærkt anbefale alle, der overvejer at kaste sig ud på en længere cykelrejse, være del af den proces.

Kunsten at pakke to liv i cykeltasker

Downsizing og multifunktionalitet var vores helt store nøgleord, da vi skulle vælge udstyr til cykelrejsen. Selvom tandemcykel er længere end en almindelig cykel, kan man udover en ekstra steltaske kun have plads til to cykeltasker ved cyklens fordæk og to bagerst. Vores setup tæller derudover også en drybag på bagagebæreren, en mindre drybag på cyklens front rag, en større handlebar bag ved de forreste styr og en mindre ved det bageste. Vi har fra start haft fokus på udelukkende at rejse med det mest nødvendige, der fortsat gør det muligt for os at klare os i al slags vejr.

Alt i alt er vi meget tilfredse med vores setup, selvom en smule komfort som et par lette klapstole eller lignende havde været en udsøgt luksus. Ved vores setup er vi særligt glade for at vi

(1) valgte at rejse med multifuelbrænder frem for gas. I visse dele af verden kan det være en næsten umulig opgave at opdrive gasflasker med det gevind, vi kender i Danmark, hvorimod benzin er både billigt og tilgængeligt i selv de mindste landsbyer, (2) at vores sove-setup både tæller lagenpose og dunsovepose. Det har betydet at vi både har kunne holde ud i de svedige tropenætter og holde varmen, når frosten melder sig, og (3) at vores klædeskab primært tæller tøj i merinould, der ved uldens egenskaber både er selvrensende, let og varmende, selvom det bliver svedigt.  

Et nærmere kig på ruten

Da vi rejste fra Danmark, havde vi ikke sat en tydelig steg på verdenskortet, der skulle udgøre vores rute. Fleksibilitet og omstillingsparathed har fra start været i højsædet, for vi lever i en tid, hvor den næste politiske storkonflikt kan bryde ud når som helst. Vores to første måneder sydpå gik igennem Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Italien, Slovenien, Kroatien, hvorefter vi fortsat rejsen i Balkan igennem Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Albanien og Grækenland. Herefter brugte vi to måneder på at rejse Tyrkiet på tværs, hvorefter vi kort rundede Georgien og fortsatte rejsen tværs igennem Armenien mod grænsen til Iran. Vi ankom til det mellemøstlige land kort tid efter, at de første koranafbrændinger havde fundet sted i Danmark, og årsdagen for mordet på iranske Mahsa Ahmini nærmede sig. Men – hvis ikke turen skulle gå tværs igennem Iran, skulle vi rejse ind i Aserbajdsjan og sejle over det Kaspiske Hav mod Kazakhstan, men eftersom de Azerbjadsanske grænser fortsat blev holdt lukket for landerejsende efter Covid-19, krydsede vi – med nerverne udenpå tøjet og fingrene krydsede – ind i Iran. De krydsede fingre fik vi dog på intet tidspunkt brug for, for det iranske folk tog imod os med nysgerrighed, glæde og stor omsorg. Vi er fortsat benådede over den enorme kærlighed, vi mærkede i landet, og vores rejse her bekræftede os kun i, at man ikke altid skal lytte til sine fordomme. 

Efter vores rejse gennem Iran fulgte endnu en joker – Turkmenistan. Landet er notorisk berømt og berygtet for at være næsten hermetisk lukket, diktatorisk og dyrt at rejse ind i som vestlig turist. I den marmorbelagte hovedstad, Ashgabat, oplevede vi turens nok vildeste kulturchok, og vi følte os næsten “hjemme”, da vi efter at være blevet mandsopdækket igennem landet, igen kunne fortsætte vores frie rejse i Usbekistan. De sidste to måneder har vi brugt i de centralasiatiske lande, Uzbekistan, Tajikistan, Kirgisistan og Kazakhstan, hvor naturen betager og folket gavmildt deler ud af deres højtskattede kulturarv. Om hjørnet venter vores næste store (læs: enorme) kapitel; Kina. Vi forbereder os på at skulle cykle mere end 5000 kilometer i det alsidige land, og blive modtaget som to cyklende enhjørninger.  

Glimt fra landevejen

Vores halve år på alverdens landeveje har lært os mere om os selv og verden, end vi har ord til at beskrive her. I hvert land, vi har cyklet igennem, har vi mødt stor nysgerrighed og interesse fra store som små, og bedst som vi tror, at den hjertevarme gæstfrihed har toppet, når den nye højder.

Noget af det absolut bedste ved rejsecykling, er alle de mennesker, man cykler lige ind i livet på. Vi har udvalgt tre gyldne møder, der i dag har en særlig plads i vores hjerter. 

Til offerfest i en tyrkisk landsby

I den tyrkiske storby, Denizli, boede vi i et par dage dør om dør med en jævnaldrende fyr, Halil, som storsmilede inviterede os til at fejre Kurban Bayram med ham og hans familie i deres lille landsby. Kurban Bayram, “Offerfesten”, er blandt de helt store muslimske højtider, hvor muslimer verden ærer profeten Ibrahims beredvillighed til at ofre sin søn ved selv at ofre får, geder eller køer. 

Da vi træder ind af porten til familiens gård, står det hurtigt klart for os, at dagen kommer til at byde på kulturel indsigt til den helt store guldmedalje. Vi får lov til at vidne tre halalslagtninger og hjælpe til med det enorme arbejde, der er i selve partering, rensning, nedpakning og stegning af de store mængder kød. Dagen handler om fællesskab og gavmildhed, for hvor en del af kødet nydes på selve dagen, gives en stor del videre til trængende i nær og fjern.

Vi bliver taget imod med åbne arme, og kan efter en overvældende dag nyde en stort måltid med den kærlige familie. 

De tre musketerer på tværs af Iran

“Surprise”! Fyren, der netop har overrasket os på vores skyggelagte plet i vejsiden, ser forventningsfuldt på os, og det går hurtigt op for Aske, at må være Reza – en ven til en iranske rejsecyklist, vi i sin tid mødte i Kappadokien. Her står han pludselig med et kæmpe smil på læben, og det bliver starten på et magisk venskab. Reza besluttede sig nemlig spontant for at hoppe på sin cykel og rejse med os hele vejen fra Tabriz i vest til Gorgan i øst – en tur på godt 1000 kilometer langs kyststrækningen ved det Kaspiske Hav. På trods af sprogbarrieren imellem os, etablerede vi hurtigt et utal af interne jokes, og sammen mødte vi et utal af iranere, der gjorde vores rejse med indsigtsfuld, end vi havde turde drømme om. Med Reza som rejsefælle fik vi et helt særligt indblik i iranske traditioner, normer og historie, og han introducereded os til et væld af iranske delikatesser og hjalp os til et iransk ordforråd, der gav store smil på læben hos lokale, vi mødte på vores vej.

Fra gulerodsmark til gylden generøsitet

Som vi står der i udkanten af bomuldsmarken, trætte og svedige, krydser vi fingre for, at ingen har spottet os. Vi er smådesperate efter at finde en uset plet til vores telt, for dagens etape har ledt os fra det golde ørkenlandskab ind i Zerevshan-flodens grønne bælte, hvor særligt bomuldsmarkerne fylder i landskabet. Vi har endnu ikke spottet ét eneste sted, hvor vi ville kunne slå vores telt op, så vi håber på, at udkanten af denne mark kan fungere. Bedst som vi har parkeret cyklen og gjort klar til at slå teltet op, kommer en ældre herre cyklende direkte imod os. Først ærgrer vi os over at være blevet bustet, men snart inviterer fyren os til at følge med ham ind mod en lille landsby. 

Da vi få minutter senere cykler ind ad porten til en ældre gård, forstår vi, at vi er blevet inviteret på hjemmebesøg. Vores vært, Ykfam, hans hustru, datter og to børnebørn, tilbyder os ikke “bare” husly for natten, men giver os en autentisk og hjertevarm introduktion til det usbekiske landsbyliv. 

Drømmer du om at rejse ud på cykel?

Drømmer du om at kaste dig ud i rejsecykling, eller er du nysgerrig på, hvad rejseformener for en størrelse, har vi fem gode råd, du kan starter op på; 

1. Start småt og byg ovenpå

Inden du kaster dig ud på den helt store “jordomcykling”, kan du med fordel tage på en mindre tur i Danmark eller omegn. Vi testede eksempelvis os selv af på den Østkystruten, inden vi for alvor begyndt at brygge på det store eventyr.  

2. Nej, du behøver ikke at være cykelekspert

Så længe du har styr på at lappe en slange og smøre en kæde, er der cykeleksperter i hele verden, der kan hjælpe dig til resten. Det, du ikke kan, inden du tager afsted, lærer du undervejs.

3. Magien ved det uplanlagte eventyr

Der er en enorm charme i at tage tingene, som de kommer, når man rejser på cykel. Vind og vejr må man tage oppefra og ned, og man sætter meget større pris på de små glæder, når de opstår ganske uventet.

4. The trail provides – problemer løser sig

Inden afgang kan du gøre dit forarbejde, tænke i løsninger på alverdens problemer og bekymre dig på livet løs om alt det, der potentielt kan ske undervejs. Efter mange måneder på vejen kan vi med sikkerhed i stemmerne sige, at alt løser sig – endda ofte på måder, du aldrig ville have forestillet dig.  

5. Verden er bedre, end du tror

Der er så mange fantastiske mennesker i verden, der vil dig det godt, og det er desværre alt for sjældent, det er dem, medierne fortæller om. Så når du planlægger din rejse skal du huske på, at skræmmescenarier ikke er realistiske billeder af verden og de mennesker, du kommer til at møde på din rejse. 

…

Er du nysgerrig på vores rejse, kan du følge med på Facebook og Instagram på @endnueteventyr, hvor vi løbende deler beretninger fra vores liv på landevejene.