Kenneth og Marie fra bikepackers.dk er taget afsted på endnu en monumental cykelrejse; fra Nordkap i Norge til Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Undervejs på rejsen lægger de bikepacking-oplevelser ind, når muligheden byder sig. Kenneth og Marie har netop afsluttet “Route Of Caravans” i det sydlige Marokko– en rute som byder på ekstremer, med både bjergenes kulde, ørkenens hede og næsten ufremkommelige dromedarspor, men også på stor gæstfrihed, skønne madoplevelser og ufatteligt smuk natur. I det følgende kan du læse deres beretning om en spektakulær bikepacking-oplevelse i Marokko.

Bikepacking i Marokko – “Route of Caravans”

Tekst og billeder: Kenneth Bruun Rasmussen og Marie Stoubæk – www.bikepackers.dk

Vi startede vores rejse fra Nordkapp i starten af juli 2023. Fire måneder senere stod vi i Atlasbjergene i Marokko. Klar til at tage hul på det, vi elsker allermest. Her har Bikepacking.com nemlig beskrevet en teknisk rute gennem bjerge og ørkener, med glimt af en svunden tid og med kulinariske kuriositeter undervejs.

Route Of Caravans er ca. 1.150 km lang og har 12.500 højdemeter. Men tallene i sig selv siger ikke nok om, hvad der venter. Terrænet er langt mere afgørende for vores planlægning, end afstandene. Vi skal bære mad og vand til flere dage gennem den glohede ørken, mens vi cykler bittesmå stenede gedestier. Og vi skal krydse kringlede bjergpas, med langt mellem byerne. Det er en balance mellem vægt og fart.

For at kunne tackle denne rute, er det optimalt at køre på en let pakket, fuldaffjedret mountainbike, med store dæk. Men vi er på langtur, så vi har ikke den luksus at vælge optimalt til kun denne rute. Til gengæld har vi planlagt hjemmefra, at vi undervejs til Sydafrika, vil køre så meget teknisk bikepacking, vi kan, så vores cykler og udstyr er gennemtænkt, og vi er begge erfarne MTB-ryttere. Vi kører på hardtail mountainbikes med store dæk. Vores oppakning er så let som vi kan tillade os, med tanke for at vi skal kunne klare os selv det næste år frem. Men al luksus er skåret væk.

Ruten er planlagt, så den starter ved Atlanterhavets kyst og ender oppe i Høje Atlas bjergene. Men fordi vi er på vej mod syd, beslutter vi os for at køre ruten omvendt. I virkeligheden synes vi, at ruten egner sig bedre til denne retning. Samtidig er ruten tænkt til at køres i foråret, men vi nød rigtig godt af at cykle den i efteråret pga det lidt køligere vejr, og ikke mindst fordi vi ramte sæsonen for dadelhøsten perfekt.

En rigtig koldstart

Natten inden vi starter ruten i Høje Atlas ligger vi i vores telt og klaprer tænder. Vi har 300 g sommersoveposer, rated til 15 plusgrader, og termometeret viser minus 7 grader. Vi ligger i ske og varmer hinanden. Men vores sovepose står selvfølgelig ikke alene. Vi bruger nærmere et sove-system, hvor vi med forskellige lag, kan regulere temperatursvingningerne, vi kommer ud for. Vi ved, at Høje Atlas bliver det koldeste, vi oplever, men vi ved også, at vi senere skal sove i 30 graders varme. Indrømmet – der blev ikke sovet meget den nat, men god morgenkaffe kan rette op på meget.

Det fede ved at følge en bikepackingrute andre har lavet, er at der er lagt mange tanker og energi i at putte de bedste oplevelser og landskaber ind på en kort strækning. Det er som regel en kondenseret makiterning af et område, man får serveret på et sølvfad.

En anden ting man får serveret på et sølvfad, hvis man er heldig, er the. Første gang vi stopper og spørger en mand, om vi må få lidt vand fra hans vandhane, bliver vi inviteret ind på the.

Marokko er kendt for deres ritualer omkring serveringen af the. Den gæstfrie mand som inviterer os ind, anretter et lavt bord med hjemmebagt brød og olivenolie, dadler og the. Theen er med mynte og een sukkerknald. Til gengæld er den ca 10gange større end en dansk sukkerknald! Theen hældes op med lang stråle, så det skummer i glasset. Derefter hældes den tilbage i kanden. Det gentages 3 gange. Så smager værten på theen og godkender om sukkeret er trængt nok ud i theen. Derefter serveres for gæsterne.

Vi siger altid ja tak til invitationer, for det er en skøn måde at lære folk og deres kultur at kende. Også selvom sproget kan være en barriere, kan man altid komme langt med tegnsprog.

Allerede på andendagen af ruten er vi nede fra Høje Atlas bjergene, og krydser et fladt plateau over mod næste bjergkæde, Anti Atlas. Det bliver en rigtig smuk dag, hvor den knasende grusvej snor sig gennem bløde toppe og dale. Her er ikke et øje og stilheden er guddommelig. Jorden er rød og reflekterer aftenlyset helt fantastisk. Små gule totter af stride græsser ligger som fregner overalt i de smukke bjerge, og giver en fantastisk kontrast.

Midt i det smukke øde bjerglandskab slår vi igen teltet op og laver mad på vores blus. De små kiosker man kan handle i undervejs har begrænset udvalg, så vi finder hurtigt en formel, der hedder couscous med tomat og avocado. Og sardiner på dåse. Det er forbavsende lækkert og tilpas nærende.

Selvom vi kan lide det simple ved selv at lave mad, vil vi ikke snyde os selv for de gode oplevelser af den lokale madkultur. Da vi når handelsbyen Zagora, finder vi frem til den bedste Tajine, vi endnu har smagt.

Tajine er et lille lerfad, hvorpå der er lagt lidt kød, og udenom det er forskellige grøntsager. Der bliver lagt en top af ler på, og så simrer den på bålet. Tajine laves i mange forskellige udformninger, med forskelligt indhold, og især krydderier. I Zagora fik vi citronmarineret kylling og appelsinmarineret lam. Begge med et væld af lækre krydderier og dadler. En himmelsk ret, når den bliver lavet med omhu.

Historiens vingesus

Zagora lægger på en måde historie til navnet Route Of Caravans, som bikepackingruten er døbt. Zagora var nemlig den sidste by hvor de store kamelkaravaner, tilbage i tiden, kunne købe forsyninger og beskyttelse, inden de fortsatte deres lange færd mod Timbuktu i Mali. En rejse som tog 52 dage gennem Sahara. Ruten var den mest øde og farefulde del af en længere handelsrute som bandt Nordafrika og sågar Europa, sammen med det Afrika som ligger syd for Sahara.

Præcis som i gamle dage, så gik vores rute nu også ud i Sahara. På få dage har vi bevæget os fra minus 7 grader og frossen drikkedunk, til plus 38 grader i ørkenens skyggeløse eftermiddagshede. Derfor var det nødvendigt for os at pakke 8l vand på hver cykel.

Afstandene mellem byerne blev større, og selvom vi ikke længere skulle køre så mange højdemeter, som i bjergene, så var det flade ørkenlandskab tungt at træde cyklerne igennem. Først navigerede vi cyklerne gennem den endeløse Hamada – stenørkenen. Cyklerne bumlede rundt, vi blev rystet i vores grundvold, og prøvede konstant at styre udenom stenene, hvilket var en håbløs opgave. Dernæst nåede vi den sandede del af ørkenen. De mange flade sten havde trods alt holdt os “flydende”, men nu forsvandt de og tilbage var kun dybt sand, som vi ofte ikke kunne cykle i. Af og til var overfladen hård og vi kunne hoppe på cyklerne, men det meste af 20km måtte vi skubbe vores pakæsler gennem det varme ørkensand. Men sidst på dagen indfinder roen sig, samtidig med at solen langsomt synker ned i horisonten og farver sandklitterne rustrøde. Teltet er slået op i sandet. Vi laver simpel mad på vores blus, mens millioner af stjerner tændes på himlen over os. Det er svært ikke at knibe øjnene i og drømme sig ind i 1001 nats eventyr.

Nye venskaber knyttes

Det var ikke alle nætter, vi wildcampede. Nogle få gange overnattede vi på campingplads, når vi nåede frem til en by. En enkelt gang blev vi beordret til at sove i et militærkompleks. Men den største oplevelse var en aften, da vi i en palmeplantage spurgte en fyr om vi måtte slå teltet op. Inden vi fik set os om, viste han os billeder på sin telefon, af sin familie og af mad i hans hus og han inviterede os hjem at sove.

Bni, som var hans navn, er familiefaderen i et helt traditionelt lerhus, hvor hele hans familie bor. Hans søster og en bror, 2 bedsteforældre, 6 børn og hans kone. 12 mennesker under samme tag. Vi blev inviteret ind i familiens fællesrum. Her var ingen møbler, kun tæpper på gulvet, men en meget hjertevarm stemning. Børnene var meget åbne og sjove at lege med. Bedstemødrene smilede tandløse smil og lagde hånden på hjertet. Vi blev klædt i traditionelle dragter og blev inviteret til at spise med. Et lækkert fad med ris og kylling, tilberedt over bål, blev serveret. Først spiste Bni sammen med os. Derefter blev fadet givet til kvinderne. Vi var 14 mennesker om en kvart kylling.

Søsteren gjorde sit værelse klar til at vi kunne sove der og lagde nattøj frem til os. Selv lagde hun sig sammen med børnene og bedstemødrene på gulvet i fællesrummet.

Det er umuligt at beskrive hvor ydmyg man bliver, når mennesker i så fjerne lande åbner deres hjem og hjerter for fremmede. Vi var selv helt mundlamme, da vi næste morgen havde sagt farvel til vores nye venner.

Hårdt og sjovt

På rutens sidste dage, bevægede vi os langsomt frem. Igen skulle vi forcere stenet ørken. Denne gang var sporet så lille og ubrugt, at det næsten ikke var til at finde. Sommetider måtte vi stoppe op og spejde efter kamellort på stenene, som eneste indikation af hvor sporet var. Samtidig måtte vi passe på ikke at ødelægge hjulene eller gearskifteren på cyklerne, når vi navigerede os ind og ud mellem de fodbold-store sten. Vi elsker den slags cykling, hvor vi skal bruge vores bedste mountainbikeskills for at holde os på cyklen og komme fremad. Langsomt men sikkert krydsede vi en af rutens mest øde områder, inden vi igen nærmede os Anti Atlas, og turens sidste formidable bjergkrydsning.

Store sten blev afløst af stejle 4×4-hjulspor. Vi gearede ned til det største tandhjul med 50 tænder og langsomt, uendeligt langsomt, arbejdede vi os op gennem en kæmpe dal fyldt med argantræer.

Argantræerne giver en slags nød som bruges til både olier og nøddesmør, som hedder amlou, som vi i høj grad også brugte til at holde energien oppe. Faktisk er det en formidabel frokost, at lægge vejen forbi en bager i de små byer. Bager er måske så meget sagt, men en mand som har en lille gasovn, der er fyldt med småsten i bunden, hvorpå han lægger sit runde fladbrød. Man får brødet serveret, mens det er gloende varmt, og sommetider fyldt med småsten man skal pille ud inden man tygger. Sådan et friskbagt brød, smurt med amlou og en solmoden banan, er den perfekte cykelfrokost. Et par lokale dadler, købt i en bod i vejkanten, til dessert er en selvfølge.

Det tog os en hel dag at cykle de stejle stier op til toppen af det sidste pas i Anti Atlas. Eftermiddagssolen stod lavt og tegnede de omkringliggende bjergtoppe i blå silhuetter. Herfra var der en lang nedkørsel foran os, ud mod Atlanterhavet.

Efter 15 dage på cyklen, plus et par hviledage undervejs, nåede vi rutens udspring, den blå kilde i Tiznit. Vores gennemsnitlige distance var 75km om dagen. Det vigtigste for os, var at opleve rutens skønhed og dens tekniske udfordringer.

Selvom udviklingen i Marokko gør, at nogle sektioner er blevet asfalteret siden opfindelsen af ruten, så er det bestemt ikke en rute, man kan køre på hverken tourcykel eller gravelcykel. De tekniske elementer vil være umulige. Der er ingen tvivl om at det havde været endnu sjovere med en fuldaffjedret cykel med superlet oppakning. Alternativt en hardtail med 3 tommer dæk. Men evnerne må kompensere for udstyret og vi nød hvert et øjeblik.