Da Jakob Urth og Emma Østergaard d. 23. maj stod på toppen af Mount Everest sammen med sherpaerne Dawa og Anish, blev Emma Østergaard den yngste danske kvinde på verdens tag. Men projektet “Emma’s Everest” og den veludførte Everest-bestigning bød på endnu en milepæl i dansk bjergbestigning; Den lille ekspedition, arrangeret af Urth Adventures med Jakob Urth som guide og ekspeditionsleder, var nemlig den første dansk arrangerede kommercielle Everest-ekspedition*. Vi har fået en snak med Jakob Urth om den bedrift, om hvad det kræver at være guide på verdens højeste bjerge, samt hvordan han balancerer egne ambitioner i bjergene med sine ambitioner med Urth Adventures.
*NOTE: Vi er blevet gjort opmærksomme på, at Søren Smidt og Henrik Kristiansens bestigning af Mount Everest i 2008 også kan regnes som “kommerciel” – med Søren som ekspeditionsleder og guide. I så fald er Jakobs ekspedition med Emma ikke den første, men den anden danske Everest-ekspedition af kommerciel karakter. Den første rent danske Everest-ekspedition var en “klassisk” ekspedition i år 2000, ledet af Henrik Jessen Hansen og med Mads Granlien og Asmus Nørreslet på toppen. Asmus Nørreslet blev i øvrigt første dansker til at guide på Mount Everest i 2001 – som guide på en international, kommerciel ekspedition ledet af new zealandske Russel Brice. Information om alle ekspeditionerne kan findes på mountains.dk.
Om at guide på Mount Everest og den svære kunst at gøre et arbejde af sin passion
Svar og billeder: Jakob Urth
Tillykke med en veloverstået Everest-ekspedition. Ud over, at Emma Østergaard nu kan kalde sig yngste danske kvinde på toppen af Mount Everest, er det en ganske banebrydende ekspedition, i og med det er første gang en dansker er guide og ekspeditionsleder på en ”kommerciel” Everest-ekspedition*. Hvor meget lægger du selv i den bedrift?
Mange tak. En veloverstået ekspedition er altid noget helt specielt – så mange elementer der må gå op før det kan lykkes. Faktisk tror jeg nu nok, at den danske bjergguide Asmus Nørreslet tilbage i start 00´erne var assistentguide på udenlandsk ekspedition på Everest. Dette var den første rent danske kommercielle ekspedition med dansk ekspeditionsleder*…
For mig var/er det en naturlig udvikling i den plan og det koncept jeg har lagt for Urth-Adventures nu og i de år som kommer. Det er stort og som bjergbestiger af den ”gamle skole” er Himalaya-ekspeditioner og især guidning på de højeste bjerge noget helt specielt. At kunne stå bag Emmas flotte bestigning og være en del af dette kæmpe eventyr betyder meget. Yngste danske kvinde betyder nok ikke så meget for mig, mere at der igen er flere stærke kvinder der vil og kan begå sig på de højeste bjerge. Girlpower kalder vi det i dette projekt. For mig er det selve ekspeditionen jeg gemmer i rygsækken.
Du besteg selv Mount Everest i 2018. Kan du fortælle os lidt om forskellen på din ekspedition dengang, hvor du gik efter toppen selv, og ekspeditionen i år, hvor du var guide og mentor for
Emma Østergaard? Hvad er de største forskelle på at være på Everest ”for sig selv” og ”for en anden”?
Mount Everest 2018 vs. Mount Everest 2023 er, kort fortalt, to helt forskellige ekspeditioner. Godt nok var målet det samme, at nå toppen af verdens højeste bjerg begge år, men så stopper sammenligningen også lidt for mig.
I årene op til Everest 2018 havde jeg gradvist fokuseret og arbejdet mere på det fysiske element i et forsøg/håb om at nå toppen uden brug af ”kunstig ilt” (iltflasker) og mange af mine ture, og især træning, havde det ene formål – udholdenhed. I 2018 var jeg alene afsted med det minimum af setup, jeg følte var ansvarligt, og muliggjorde et oprigtigt forsøg, hvis alt nu flaskede sig. En tur hvor egne beslutninger fik konsekvenser i form af handlinger, som så igen kunne ændres alt efter hvordan fysik og den mentale tilstand var på den givne dag. Et setup som jeg har brugt på mange af mine tidligere ekspeditioner i Himalaya. Blandt andet på Cho Oyu, Shishapangma og Lhotse, hvor jeg også var alene afsted.
Der findes en stor frihed i at være på tur selv, hvor alle beslutninger tages dag for dag. Hvor langt man kan og vil gå, når ansvaret kun ligger på en selv og ens egen formåen. Det er måske netop her, hvor forskellen er størst på 2018- og 2023-ekspeditionerne.
Dette forår – Emma´s Everest 2023-projektet og min rolle som guide og mentor – sætter tingene på et helt andet plan. Det er et projekt Emma og jeg gradvist har opbygget igennem tre år. Et guide/klient-forhold som ligeledes gradvist ændrede sig til at Emma var med i mange af beslutningerne og dermed også kunne tage del – frem for kun at skulle lytte og lære.
Den ædle kunst at være på ekspedition er kompleks. En given tillid om at få en så stor ekspedition op at stå, og især afviklet sikkert, medfører et enormt ansvar. Jeg havde lovet Emmas familie, at dette kunne vi og at jeg ville bringe hende tilbage sikkert, jeg havde lovet Emma at dette var muligt, jeg havde lovet mig selv og dem omkring mig, at dette var sikkert og ganske fornuftigt at gennemføre. Dertil skulle selve logistikken med mit stærke team af sherpaer, setup i Everest Base Camp, på bjerget og et forløb/en tidsplan som kunne justeres alt efter hvordan især Emma havde det fysisk, vejret, sygdom og mange, mange andre ting, som skal gå op, når ansvaret hviler på ens skuldre. Alle valg som i sidste ende skal lede mod et faktisk topforsøg.
Du har været guide og ekspeditionsleder for store og små grupper på små og store bjerge i hele verden. Hvordan skiller Mount Everest sig ud, fra et guide-perspektiv?
8000 m-bjerge i almindelighed, og Mount Everest i særdeleshed, er bare noget helt andet. Som guide/ekspeditionsleder er det et helt andet game.
Jeg har guidet på små og store bjerge over det meste af verden gennem mere end 20 år, og har gradvis opbygget erfaring i det at være på tur og i bjergene, men først og fremmest det at kunne vurdere situationer, og forudse mulige farlige scenarier før man faktisk står midt i dem. Dette er forholdsvis ”nemt” på bjerge som Aconcagua, Elbrus, Kilimanjaro, Island Peak, Mont Blanc osv.
På 8000 m-bjerge, og Everest i dette tilfælde, er det noget helt, helt andet. Her er afstandene enorme og især tiden i stor højde afgørende for om en evt. redning overhovedet er mulig. Når først vi befinder os over 7000-7500 m begynder kroppen for alvor at reagere på højden, og ting som vi normalt ikke finder udfordring i, bliver en kamp at udføre. Over 8000 m er luften så tynd, at blot det at opholde sig her er farligt. Kroppen nedbrydes og det er et spørgsmål om tid før det bliver kritisk. Dette er en af grundene til at vi bruger kunstig ilt og jeg personligt aldrig ville guide “store” 8000 m-bjerge (dem over 8200 m) uden et krav om brug af ilt til mine klienter.
I denne højde ville en ulykke og efterfølgende redningsaktion kræve utrolige kræfter og et stort team, for at få blot en enkelt person ned i sikkerhed. Højden, kulden, afstanden og sikkerheden for redningsholdet er noget helt anden end fx på Aconcagua (6962 m), hvor man relativt nemt kan få en i sikkerhed fra toppen til Camp 2 på blot få timer.
Mange har nok hørt eller læst om de ulykker som hvert år sker på Mount Everest. Ulykker som på andre bjerge nok ikke ville havde haft det samme udfald – døden. Igen, over 8000 m udvikler tingene sig utrolig hurtigt, og den rette hjælp kræver du har et stærkt team omkring dig – og især at de ved hvad der skal ske når/hvis der opstår kritiske situationer. Som guide er netop dette et af mine helt store fokusområder. Jeg har desværre set folk dø og set hjælpeløse klatrere opgive alt håb – måske fordi de ikke havde det rette setup, eller ganske enkelt fordi højden umuliggjorde redning. Nogle gange har jeg kunnet hjælpe, og andre gange kommer man for sent … eller har ikke kræfter selv til at reagere. Dette er måske det sværeste.
Som guide er tankerne konstant i gang; på optimering og samtidig på sikkerheden omkring klient og staff. Personligt er jeg øvet i dette, men det betyder bestemt ikke at jeg navigerer klart og 100 % rationelt hele tiden. Everest 2023 bød i den grad på mange søvnløse nætter og bekymringer omkring mit team. Vi havde meget på spil her og små ting kan hurtigt vokse sig til store problemstillinger, hvis de ikke håndteres rigtigt. Dette er essensen, når man er guide på de helt store bjerge.
Hvad var de største udfordringer, du som guide skulle navigere på ekspeditionen i år?
Everest 2023 sæsonen var lidt speciel, når det kommer til især vejret. Normalt er der på Everest – og i hele Khumbu-regionen – relativt stabilt vejr fra start april til slut maj. Det er i denne periode hvor bjerget “opbygges” og topforsøget udføres. Jo højere man kommer på bjerget, jo vigtigere er det, at vejret og forholdene er stabile/sikre. Der er langt fra sol og rolige vindforhold gennem en hel sæson, men sædvanligvis stabiliserer vejret sig og giver perioder hvor vi kan gå op og ned ad bjerget og opbygge camps og akklimatisere. I år var disse perioder ganske små, og selv de normalt præcise vejrmeldinger var i år upålidelige. To-tre gange måtte vi ændre eller endda aflyse ture op af bjerget, fordi vejret var helt anderledes end varslet. Der var meget nedbør i form af sne og dermed stor lavinefare. Som guide skal du konstant vurdere hvad der er sikkert og hvad der kan klatres i dårligt vejr. Fordelen her var, at vi som team var stærke og jeg derfor kunne navigere frit imellem hvad der var nødvendigt og hvad der ikke var sikkert at gøre. Khumbu-isfaldet er ikke et sted man ønsker at være i længere tid end højst nødvendig – og især ikke med 50-80 cm nysne.
Det samme gjorde sig gældende længere inde på ekspeditionen. To gange forsøgte vi at nå Camp 3, men måtte vende om pga. alt for meget vind og risiko for at sten og is skulle ramme os fra den store Lhotse-isvæg mellem Camp 2 og Camp 3. Alt sammen ting som gjorde, at vores topforsøg blev skubbet flere gange. Første planlagte “go” var den 18/5, men vi endte med at nå toppen den 23/5.
Inden vi overhovedet kom så langt måtte vi ligeledes igennem sygdom på holdet. Jeg havde pådraget mig en ret ondsindet maveinfektion, som måtte bekæmpes. Et resultat deraf var 4-5 kg vægttab! Min gode ven og Sirdar (chef-sherpa) var syg over flere omgange og blev tidligt på ekspeditionen evakueret fra Base Camp til Kathmandu. Han kom retur efter 10-12 dage… En af mine andre assistent-guider led i længere perioder med feber og hoste – og var uden stemme de sidste par uger. Emma kæmpede også over flere omgange, men nok værst i Base Camp kun få dage før vi skulle mod toppen. Smerter i ryggen og feber… Jeg kæmpede de dage med at optimere alt omkring hende og lindre smerten så meget som muligt. Alt dette var måske et resultat af vores lange periode i ekstrem tynd luft, og en virkning af hvor sårbar kroppen er under pres.
Men vi blev klar. Jeg og mine tre guider var nu klar til at give os selv og Emma det Everest-forsøg og eventyr, vi alle havde arbejdet så hårdt for.
I brugte godt to måneder på Everest-ekspeditionen i år, og du har været på adskillige andre længere ekspeditioner som guide de sidste par år – heriblandt syv ekspeditioner på tre år med
Emma Østergaard, som guide og mentor for hende gennem ”Emma’s Everest”-projektet. Hvordan får du tid til at pleje din egen karriere som bjergbestiger?
To måneder er lang tid på tur og når det er i stor højde (5-6 uger over 5000 m) belaster det kroppen – og især den mentale “fysik” enormt. Projektet “Emma´s Everest” har haft stort set alt mit fokus gennem de sidste tre år. Planlægning, træning, logistik og hundredevis af møder, samt et setup for optimering og minimering af omkostninger for Emma i projektet. Økonomi spiller en stor rolle i kampen om de smukke toppe over 8000 m.
Igennem “Emma’s Everest” var vi på syv ture/ekspeditioner – heraf to 8000 m-ekspeditioner; Manaslu 2022 og selvfølgelig Mount Everest 2023. De andre fem var mine planlagte “steps” for at klargøre Emma teknisk, samt i de mange detaljer der er i at være på tur i bjergene – især når det er over længere tid. Der er en proces som har krævet rigtig meget af min tid. Det har ligeledes været et bevist valg i forhold til at skubbe lidt liv egne ambitioner om bjergbestigning og måden nye ideer og tiltag kan og skal se ud i fremtiden. Jeg er ikke tilhænger at den traditionelle måde ”adventure-rejser” udbydes på. Jeg tror på, at gæsten og projektet bestemmer hvad der er muligt. Ikke hvad der tilfældigt tilbydes på hylderne hos de mere eller mindre ens udbydere, som findes rundt omkring. Vi lever i en ny tid og der må tænkes kreativt for at nå det, der ønskes.
Emma’s Everest var/er ligeledes springbrættet til de næste projekter professionelt, men i særdeleshed privat som bjergbestiger. De næste år vil jeg have stort fokus på netop de højeste bjerge og ekspeditioner til mere ukendte områder.
Nu er det anden gang du står på toppen af Mount Everest. Første gang forsøgte du at nå toppen uden brug af kunstig ilt, mens du denne gang guidede med ilt. Hvad gør en Everest-ekspedition ved kroppen? Er det overhovedet muligt at ”skåne” sig selv på så stort et bjerg
Om det bliver tre eller fem gange på Everest er ikke så vigtigt. Jeg tror at første gang man når toppen af et nyt bjerg er helt speciel. Everest 2018 står for mig som en af de helt store oplevelser, selv om jeg i bund og grund fejlede stort i mit forsøg uden brug af kunstig ilt. 8730 m uden ilt er ikke toppen, men valget dengang om sikkerhed gør mig stadig stolt. I 2018 kom jeg hjem 10-12 kg lettere og brugte næsten to måneder på at navigere normalt igen.
Jeg var af den overbevisning, at en Everest ekspedition med fuld ilt og masser af support (Everest 2023) ville være meget mere skånsom for mig som person, samt min fysik, og kunne kombineres med de projekter som ventede lige bag efter. Nogle gange tager man så fejl af egen formåen! Efter denne Everest-tur, med den enorme kamp jeg, mit team og Emma havde udført, var jeg igen næsten lige så afkræftet som i 2018. 6-8 kg lettere, fysisk på 50 % af normalen og mentalt et sted, jeg ikke har oplevet mig selv i mange, mange år. Hvorfor? Havde jobbet som ekspeditionsleder bare taget for meget på krop og sjæl? Er tiden i ekstrem tynd luft en faktor, der ikke kan kompenseres for? Jeg tror det er et mix af begge – og sikkert også en masse andre ting omkring ekspeditionslivet.
Har du været ude for at dine ambitioner som guide gennem Urth Adventures har stået i vejen for personlige drømme og projekter?
Det korte svar her er JA! Der ligger dog en del andre ting gemt i det spørgsmål…
En balance mellem at være guide og lave en forretning ud af det man laver, og det dilemma at jeg arbejder ud af 100 % passion for bjergene og det at være på tur. Mount Everest 2023 var et stort projekt på så mange planer, men det var også planlagt som et personligt ”springbræt” videre. At opretholde form, akklimatisering og momentum til mit eget projekt kort tid efter. Jeg havde visum og tilladelse til et bjerg i Pakistan over sommeren 2023. Altså med afgang blot tre uger efter hjemkomst fra Mount Everest. Det var i den grad en vanskelig beslutning at vælge den mulighed fra. Kroppen gav mig svaret, mens den mentale stemme forsøgte at overbevise mig om, at det ville være smart at søge mod Pakistan og forsøge at nå toppen af et af de smukkeste bjerge i verden, for mig: K2.
Fysisk presset og med lette forfrysninger i tæer og en finger (det er koldt at tager billeder og film af andre på toppen af Everest)… Ikke noget alvorligt, men hvis det udsættes for stærk kulde kort tid efter, er risikoen for en rigtig forfrysning stor. Så langt ønsker jeg ikke at gå for noget bjerg. Dertil var jeg i en mental ustabil tilstand af personlige grunde, så valget tog heldigvis sig selv. Det blev et klart “NO GO” i denne omgang.
Hvad er dine personlige ambitioner de næste par år?
Balancen mellem job og personlige mål har altid været svær for mig. På den ene side ønsker jeg at komme på tur og følge de planer og drømme jeg har i bjergene personligt, men jeg ønsker også udvikling i Urth-Adventures – og jeg elsker at skabe. Som guide er min største belønning de smil, flotte dage og de kampe jeg har sammen med mine gæster på tur. At få lov at dele glæden når en top nås, samt de mange kampe der fører til netop dette øjeblik, er for mig et privilegium.
De næste par år kommer igen til at se lidt spændende ud. Med afgang til Manaslu (8163 m) i startren af september (red: Jakob er netop ankommet til Kathmandu!) er vi ligesom i gang igen! Projektet denne gang er helt simpelt: To mand og lidt gear – og med en lille, privat Base Camp. Ingen support på bjerget og selvfølgelig uden brug af kunstig ilt. Som jeg gjorde på Cho Oyu, Sishapangma og andre 8000 m-toppe inden det hele blev så eksponeret som det er i dag. Måske blot et forsøg på at finde lidt tilbage til de værdier, jeg dengang vægtede højt.
Efter Manaslu følger forberedelserne til forårets ture som igen bliver et mix af job og egne projekter. Om det bliver endnu en tur op ad Everest er ikke besluttet endnu, men flere 8000 m-toppe er på programmet.
Du kan følge med i Jakobs Manaslu-ekspedition på Instagram og Facebook, og Jakob kommer til at have en GPS med live-tracking når det går løs på bjerget. Du kan også følge med i Jakobs ekspedition på Friluftslands Instagram.
Følg Urth Adventures på Instagram
Følg Friluftsland på Instagram
