Fie Rasmussen er bosat i Island, hvor hun er i gang med at uddanne sig til gletsjer- og fjeldguide og -instruktør. Fie har allerede de første trin på uddannelsesstigen, og arbejder som trekking- og gletsjerguide mens hun færdiggør de sidste trin på uddannelsesstigen. I det følgende giver Fie tips og gode råd til det klassiske Laugavegur-trek i det islandske højland.
Guide til at vandre Laugavegur
Tekst og billeder: Fie Rasmussen (@fierasmussens)
Laugavegur blev verdenskendt, da National Geographic satte den 54 km lange vandretur på listen over de smukkeste vandreture i verden. Der vandres i strækninger fra smukke ryolitbjerge til varme kilder, gletsjere og frodige skove. Et altid skiftende landskab med velmarkerede stier, stærke floder og til tider en del mennesker.
Herunder er en guide til at vandre Laugavegur på den måde, der passer dig bedst.
Læs også Fies guide til vandring i Island i almindelighed
Hvad er Laugavegur for en vandretur?
Laugavegur er en vandretur på Island, der strækker sig fra Landmannalaugar til Þórsmörk (eller omvendt) og tager dig igennem store, øde vulkanområder, frodige skove, gletsjere og varme kilder, der ligger hånd i hånd, og de verdenskendte ryolitbjerge, der danner et landskab fuld af farver. Det er også en hård tur. Vejret kan være uforudsigeligt, der er minimal telefon-dækning, og de smukke floder har desværre taget selv unge mennesker under sig.
Det er en vandretur, der vil tage dig gennem hvad der føles som flere forskellige verdener, og den kan varmt anbefales til alle, der vil opleve noget ud over det sædvanlige.
Sæson
Laugavegur er typisk “åben” fra midt-juni til midt-september. Det afhænger af, hvornår vejene til de forskellige hytter åbner. Typisk åbnes stien, når vejen til Landmannalaugar åbner. Hold øje med vejåbninger på www.road.is.
Tager man afsted først eller sidst på sæsonen, skal man forvente en del mere sne mellem Landmannalaugar og Álfavatn (22 km). I denne del af turen vandrer man op over 1000 meters højde. Ofte forsvinder sneen aldrig helt i den højde, og den ligger der med garanti i starten af sæsonen.
Vind og vejr
Jeg vil altid anbefale at bruge de nationale vejrstationer: www.vedur.is og www.belgingur.is, da de bruger deres egne algoritmer til at forudse det islandske vejr, og i min erfaring er mere præcise.
I begyndelsen af sæsonen samt mod slutningen, vil jeg anbefale at have et 4-sæsonerstelt med. Ofte vil temperaturen komme under frysepunktet, primært på ruten mellem Landmannalaugar og Álfavatn. Tager man ruten på kun 2 dage og bruger sin første nat ved Álfavatn, kan man slippe afsted med 3-sæsonerstelt.
Typisk er temperaturen mellem 5 og 15 grader i løbet af dagen, og lige under frysepunktet om natten. Mit bedste råd, når du skal vurdere om vejret er godt nok til den planlagte dagsetape: Hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl! Bliv hellere en dag ekstra ved din campingplads, i stedet for at tage risikoen og drage ud på næste etape af vandreturen i tvivlsomt vejr. Vinden kan blive stærk oppe i højlandet, og du er langt fra hjælp.
Antal dage
Der er 2 klassiske måder at vandre turen på, hver især med sine fordele og ulemper.
Den første variant tager 4-5 dage, hvor man har tid til at tage turen i roligere tempo, og evt. supplere med sidestier og ekstra vandreture tæt ved de valgte campingpladser. Ruten vandres således: Landmannalaugar – Hrafntinnusker – Álfavatn/Hvangill – Botnar/Emstrur – Þórsmörk.
Derudover er der ”den hurtige” på kun 2 dage, ofte med overnatning ved Álfavatn eller Hvangill. Her vandrer man mellem 22 og 30 km om dagen, så det stiller større krav til en fysiske form og tempo på stien. Denne variant passer perfekt for hurtige vandrere, samt folk med et tidspres. Det er også billigere, og man bærer på mindre mad og forsyninger.
Campingpladser og hytter
På ruten er der flere overnatningssteder med både teltpladser og hytter. Hytterne har ofte lang ventetid (op til 2 år for større grupper). Du kan finde informationer om ledige hytter på www.fi.is. FI ejer de fleste campingpladser på trekket.
Campingpladser samt faciliteter på Laugavegur:
Der er fuldt køkken i alle hytterne. Der er også madrasser i alle hytter, men man bringer selv sovepose. Er man i telt, har man ikke ret til at bruge køkkenfaciliteterne i hytterne. Bring selv gas, JetBoil, knive osv., til at forberede mad. Spørger man pænt, kan man slippe afsted med at låne lidt af køkkenet i hytterne. Der er altid rent drikkevand, både ved hytterne samt flere steder på ruten. Det er ikke nødvendigt at medbringe vandfilter.
Hverken hytterne eller teltpladserne tilbyder strøm. Sørg for at have en powerbank, der kan holde til hele turen.
- Landmannalaugar: Bad, toiletter, hytte m. køkkenfaciliteter, teltplads, Hot Spring, mulighed for at købe snacks, hotdogs mm.
- Hrafntinnusker: Tørtoiletter, hytte m. køkkenfaciliteter, teltplads, stormhytte.
- Álfavatn: Bad, toiletter, hytte m. køkkenfaciliteter, teltplads, mulighed for at købe snacks.
- Hvangill: Bad, toiletter, hytte m. køkkenfaciliteter, teltplads, mulighed for at købe snacks.
- Emstrur/Botnar: Bad, toiletter, hytte m. køkkenfaciliteter, teltplads, stormtelt, mulighed for at købe snacks.
- Þórsmörk: Bad, toiletter, hytte. køkkenfaciliteter, teltplads, sauna, restaurant, bar, mulighed for at købe snacks.
I 2024 er prisen for en teltovernatning 2800 ISK pr. nat, plus en skat på 333 ISK (i alt 156 DKK pr. person pr. overnatning).
Leave No Trace
De forventer, at man tager alt skrald med sig. Der er ikke skraldespande ved hverken hytterne eller teltpladserne. Firmaer, der arrangerer guidede ture, medbringer skraldespande til deres grupper, hvor man til tider også kan få lov at efterlade skrald.
Floder og strømme
Igennem trekket er der 4 flodkrydsninger, hvor den sidste har tendens til at have stærk strøm. Vælg altid det bredeste sted, tag vandsko på, og løsn rygsækken, så du nemmere kan komme op igen, hvis du skulle falde. Hvis du er usikker, så kryds arme med din makker og gå sammen. Den sidste flod er ofte den stærkeste. Floden er brun fra al den aske og alt det støv, den samler op. Kig derfor ikke ned på fødderne, når du krydser. Det er let at blive svimmel, når man kigger ned i en brusende, grumset flod, så sigt i stedet efter den anden bred med blikket.
Transport
Der går busser fra Reykjavik og Hella mod Landmannalaugar, og masser af busser fra Þórsmörk (hvor vandreturen ender). Selskaberne: Reykjavik Excursions, South Coast Adventure og TREX har dagligt busser til og fra begge lokationer. Sørg for at vælge den rigtige lokation, når du skal samles op ved Þórsmörk, da der er 3 forskellige lokationer, og et par kilometer imellem dem (Básar – Langidálur – Húsadalur).
Pakkeliste
Følgende er mit bud på en pakkeliste til trekket, som du kan bruge som udgangspunkt, og justere i henhold til eventuelle behov og præferencer.
Tøj:
- Underbukser/BH
- Langt uldundertøj
- Mellemlag (fleecetrøje, uldsweater eller lignende)
- Vandrebukser
- Skaljakke
- Skalbukser
- 2 par vandresokker
- 2 par handsker (sørg for at have et ekstra varmt sæt handsker, gerne vandtætte)
- Buff og hue
- Evt. varm, let jakke (dun eller fiber) til pauser, kølige aftener ved teltet og som ekstra sikkerhed
- Evt. badetøj
Fodtøj:
- Vandrestøvler eller -sko
- Vandsko (VIGTIGT! Ofte vælger turister ikke at medbringe vandsko, men det er stærke strømme, vi har at gøre med, et par vandsko giver ekstra sikkerhed. Et par sandaler kan også gøre det)
- Evt. gaiters
Udstyr og diverse:
- Telt (3- eller 4-sæsonerstelt, alt efter årstid og vejr)
- Liggeunderlag med god R-værdi (helst over 4)
- Sovepose (-5 grader, midt i sæsonen kan man slippe afsted med mindre)
- Vandrestave
- Kogegrej
- Bestik
- Mad (snacks kan købes ved hytterne, men prisen er høj og udvalget småt)
- Vandflasker
- GPS og kommunikationsmiddel (der er telefonsignal visse steder på ruten, men langt de fleste steder er du udenfor telefonnettet)
- Affaldspose
- Solcreme
- Solbriller
- Penge (VISA og lignende virker også)
- Toiletsager
- Håndklæde
- Powerbank, der kan holde hele turen
- Førstehjælpskit
Læs også Fies guide til vandring i Island i almindelighed
Indholdsoversigt