X

Blog | Guide til Nuuk af Line Hedegaard

Line har boet i Grønland i mere end tre år, hvor hun arbejdede som politibetjent i Grønlands Politi. Dette gav hende muligheden for at opleve store dele af Grønlands kyster, samt udforske den arktiske vildmark. Hendes brændende passion for eventyr og friluftsliv, har blandt andet ført hende gennem den legendariske vandrerute, Arctic Circle Trail, som giver en uvurderlig indsigt i Grønlands barske, men storslåede natur. Med sin erfaring og fascination for de arktiske landskaber deler hun her nogle tips til, hvad du kan opleve i og omkring Nuuk.

Top 5 naturseværdigheder i Nuuk

Tekst og billeder: Line Hedegaard Larsen (@linehedegaard)

Drømmer du om at opleve Grønlands rå natur omkring Nuuk? Så læs med her, hvor jeg giver mit bud på top 5, hvad der er et must see omkring Nuuk.

Grønland er kendt for sin betagende natur, og Nuuk-området er ingen undtagelse. Uanset om du er til fjord udflugter, vandreture i fjeldene, kajakroning mellem isfjelde eller hyggelige hytteture i baglandet, så har denne arktiske destination noget for enhver eventyrlysten sjæl.

Denne arktiske hovedstad rummer et hav af muligheder, og her fremhæver jeg mine top 5 naturattraktioner:

1. Glid gennem et havlandskab af isfjelde på paddleboard eller i kajak

Det er en surrealistisk og helt unik oplevelse at padle mellem de majestætiske isfjelde i Nuuk’s isfjord. Du vil få en smuk sejltur og med lidt held, kan du måske få en pukkelhval at se. Du er også muligheden for at få et såkaldt “polardyp”. Det er ren meditation, når du står i roen af de smeltende isfjelde, hvor du kan føle dig helt lille og betage disse vidundere i dit eget tempo. Du kan booke denne tur med Guide to Greenland eller Nuuk Water Taxi.

Du har måske hørt udtrykket “kun toppen af isbjerget”, og det kommer sig af, at det kun er 10 % af isfjeldet, der går op over havets overfalde. De resterende 90 % er altså under vandet, og det er derfor man skal holde en sikker afstand til isfjeldene, som kan vende sig uden varsel.

Fun fact: I Grønland siger de fleste isfjelde og ikke isbjerge. Det hænger sammen med, at grønlænderne oftest også siger fjelde i stedet for bjerge.

Hvis du drømmer om at se et kæmpe isfjeld, så skal du til Ilulissat, der på grønlandsk betyder “isfjelde”, og det er hjem for UNESCO-isfjorden. Det er her, at man finder de største isfjelde i Grønland.

Endnu en lille fun fact: eksperter mener, at det meget vel kan have været et isfjeld fra isfjorden i Ilulissat, som Titanic sejlede ind i.

Du kan læse mere om Grønlands isfjelde her på Greenland Travels hjemmeside.

2. Smag din egen friskfangede fisk fra Godthåbsfjorden

De omkringliggende fjorde er indbegrebet af Grønlands kystlinje med deres dybe, isfyldte farvande og dramatiske klippeformationer. Godthåbsfjorden, på grønlandsk kaldet, Kangersuneq fjorden, er det næststørste fjordsystem i verden. Fjorden strækker sig 160 km helt fra mundingen af indlandsisen til Grønlands vestkyst, og det gør fjordsystemet til det største i Vestgrønland.

Fjordene omkring Nuuk snor sig gennem landskabet og tilbyder udsigter, der strækker sig fra sneklædte fjelde til frodige dale. I sommermånederne brydes den spejlblanke overflade ofte af legesyge sæler og majestætiske pukkelhvaler. Området bruges til jagtture for Nuuks beboere efter fugle og rensdyr samt fiskeri efter torsk, fjeldørred og helleflynder. Der ligger adskillige nedlagte bygder spredt i fjordsystemet, og de anvendes nu som feriehytter og lejrskoler. En sejltur gennem Godthåbsfjorden giver dig mulighed for at opleve disse naturlige vidundere på tæt hold, hvor du kan nyde synet af isfjelde, der er brudt fri fra gletsjere og langsomt glider forbi.

Guide to Greenland tilbyder et udvalg af sejlture – blandt andet en fjordsafari, en gletsjer cruise og ture til de nærliggende bygder. Der er et hav af muligheder, så tag et kig på Guide to Greenlands hjemmeside.

Min personlige favorit tur i Godthåbsfjorden, er en fisketur til Qooqqut. Her får du muligheden for at få tilberedt og spise den fisk, du selv har fanget kort forinden. Turen kan bookes her!

Her ses Qooqqut, hvor man sejler til en restaurant, der tilbereder din fisk, som du selv har fanget.

Hvis du aldrig har følt dig heldig, når du har været ude at fiske, eller hvis du bare er lidt utålmodig, så tør jeg alligevel næsten garantere, at du fanger én eller fem fisk i et hug på denne tur.

3. Nuuks ikoniske fjeldtoppe

Fjeldene, Lille Malene og Store Malene, er to ikoniske fjeldtoppe omkring Nuuk. De tilbyder storslåede udsigter og række vandreruter for både begyndere såvel som erfarne vandrere.

Lille Malene (på grønlandsk; Quassussuaq)

  • Højde: 443 meter
  • Længde: 4-5 km
  • Varighed: 2-3 timer
  • Sværhedsgrad: Let til Moderat

Lille Malene er en relativt tilgængelig tur, der fører dig op gennem bløde bakker og klippefyldte stier til toppen, hvor en spektakulær panoramaudsigt over Nuuk og Godthåbsfjorden venter. Turen er velegnet til nybegyndere, men byder stadig på nok udfordring til at være interessant for mere erfarne vandrere. Der findes flere ruter til toppen, men den mest velkendte og bedst markerede rute går op ad Nuuks skiløjpe.

Jeg tog mine forældre og søskende med på toppen af Lille Malene, og selvom fjeldet hedder “lille”, så er det bestemt ikke ensbetydende med, at din puls ikke kommer op.

Store Malene (på grønlandsk; Ukkusissat)

  • Højde: 772 meter
  • Længde: 10 km
  • Varighed: 5-6 timer
  • Sværhedsgrad: Svær

Store Malene er en mere krævende rute, der udfordrer dig med stejle stigninger og et råt terræn. Belønningen er en betagende udsigt fra toppen over hele Nuuk-området og fjordene omkring. Denne tur kræver god fysisk form og erfaring med bjergvandring, men er en must-do for dem, der søger eventyr.

Det er altid en god ide at tjekke vejrudsigten inden, at man begiver sig på denne rute, da der kan opstå tung tåge i Nuuk i sommermånederne, som kan gøre, at det er svært at orientere sig på ruten.

Du skal være opmærksom på, at der er årligt redningsaktioner på denne rute, og der er stejlt, hvorfor man skal være meget påpasselig med ikke at afvige fra ruten. Det anbefales derfor, at man har en erfaren guide med, når man går ruten for første gang. Ruten er ikke mulig om vinteren, medmindre du er en meget erfaren klatrer med passende sikkerheds- og isklatreudstyr.

Insidertip: Tag en plastikpose med, så når du skal ned fra toppen, så kan du tage en rutsjetur fra fjeldets top, hvis du er til fart. Selv om sommeren ligger der sne på den øverste del af fjeldet.

Du kan læse mere om de guidede ture til Nuuks to fjeldtoppe her:

Læs mere om Lille Malene her

Læs mere om Store Malene her

4. På eventyr i Nuuks bagland

En hyttetur i Nuuks bagland giver dig en autentisk oplevelse af Grønlands vilde natur. Hytteturene kan være en afslappende flugt fra byens larm. Det er også en mulighed for at gå på jagt efter fugle eller rensdyr i det grønlandske bagland.

Her ligger mine favorithytter:

  • Kapisillit

    Denne hytte mulighed for fiskeri og udforskning af den omkringliggende tundra.

  • Qooqqut

    Denne hytte er et yndet mål for både fiskeri og vandreture. Området omkring hytten byder på fantastiske udsigter over fjorden og et rigt dyreliv.

  • Qoornoq

    Hytten ligger i den nedlagte bygd, Qoornoq, som blev nedlagt i 1970’erne. Huset har en fantastisk udsigt ud mod den isfyldte fjord. Denne hytte kan bookes på: https://kangtourism.com/hytteudlejning/

Insidertip: Overvej sådan en tur i sæsonerne, hvor der er nordlys. Her er du væk fra byen, der har lysforurening, og det gør, at du får et enestående syn, som er svært at finde inde i byen.

Planlæg dine ture i forvejen og sørg for at medbringe tilstrækkeligt med mad, vand og varme. Vejret kan skifte hurtigt i Grønlands vildmark, og det er vigtigt, at man er forberedt. Det er derfor altid en god ide, at man fortæller sin omgangskreds, hvornår man forventer at være tilbage fra sin tur i baglandet.

April er en skøn, solrig måned i Nuuk. Det er dog også måneden, hvor der er fare for laviner i Nuuks bagland, så selvom området her ser fredfyldt ud, så er der høj risiko for laviner, når sneen begynder at smelte i forårsmånederne. Man skal derfor være yderst påpasselig, når man går rundt i baglandet.
Nordlys skal opleves med egne øjne, og et iphone-foto kan slet ikke vise, hvor fantastisk et syn det er, når det danser på himlen! Det er dog muligt at tage billeder af nordlys, selv med en iphone, når man er væk fra lysforureningen i Nuuk.
I Nuuks bagland er der rige muligheder for at gå på fuglejagt. Ryper, alke, lomvier og edderfugle er nogle af de fugle, som bruges i det grønlandske køkken.
Her ses udsigten fra hytten i Qornoq i april måned.

5. Bestigning af Nuuk’s varetegn, Sermitsiaq

Det karakteristiske pyramideformede fjeld, Sermitsiaq, er et vartegn synligt fra hele Nuuk og byder på en af de mest spændende og udfordrende vandreture i området.

  • Højde: 1210 meter
  • Længde: 7 km
  • Varighed: 4-6 timer
  • Sværhedsgrad: Svær

Bestigningen af Sermitsiaq kræver god form og erfaring med bjergvandring. Ruten op til toppen er stejl og kan være teknisk udfordrende, men udsigten fra toppen over Nuuk og de omgivende fjorde er intet mindre end spektakulær.

Insidertip: Start din tur tidligt på dagen for at undgå at blive fanget af eftermiddagsvejret og tag medbragte snacks, ekstra varmt tøj og vand til en pause på toppen med.

Hvis du har fået nok af vandring i Nuuk efter at have været på alle de nærliggende fjeldtoppe omkring Nuuk, så kan man også tage på flightseeing i en helikopter, der lander på Sermitsiaq.

Begge ture kan bookes her via Arctic Excursions.

Sermitsiaq er synlig fra stort set hele Nuuk – og dette billede er taget på vej op til Store Malene.

Følg med i Lines oplevelser på Grønland via hendes instagram @arctictotropic

Indholdsoversigt

Relaterede artikler