D. 23. maj 2023 blev Emma Østergaard den yngste danske kvinde på verdens tag, da hun besteg Mount Everest. I november var Emma tilbage i Nepal, denne gang for at bestige ikoniske Ama Dablam (6.812 m). I det følgende kan du læse Emmas beretning om en Ama Dablam-bestigning, der ikke gik helt som planlagt – som det så ofte er tilfældet i Himalaya!

Ama Dablam (6.812 meter)

Tekst og billeder: Emma Østergaard

Vi kan ikke give op nu

40 cm. Måske 50 cm tvinger jeg mit højre ben opad, sparker støvlen ind og ned i væggen, så frontpiggene og piggene under mine store 8.000 meter-støvler bider i sneen. Bjergsiden skråner stejlt med omkring en 60 graders hældning. Det er næsten gjort for let med de mange klatrere, der har kæmpet sig op før mig tidligere på sæsonen, idet jeg nu følger deres mere eller mindre udtrådte trin.

Alligevel finder jeg mig selv i en mental tankekrig. Ben-løftet på de 50 cm er enormt anstrengende, og med foden placeret, klemmer jeg om håndtaget på min jumar, min rebklemme, der kun kan glide op ad rebet, men låser ved nedadgående tryk. Jeg hiver til med højre arm. Musklerne er ødelagte. Svage. Og jeg udnytter ikke rebklemmens funktion optimalt længere til at komme op. Samtidig med trækket, stemmer jeg imod bjergsidens is og sne med venstre hånd, som maste jeg mig op igennem en skakt. Med tre punkter i væggen mangler jeg bare at placere venstre fod på ovenstående trin for at fuldføre endnu et skridt op ad Ama Dablams snedækkede bjergside under toppen.

I et gisp skrider min højre fod, jeg har placeret i væggen. Solopgangen er nogle timer bag os, og de stærke stråler fra ildkuglen over os, er allerede godt i gang med at opvarme den ellers så faste og knasende sne. Hele min krop falder ind i væggen, adrenalinen kicker, og på under et splitsekund står jeg igen på forrige trin, som jeg forsøgte at kæmpe mig videre fra. Pis, pis, pis. Med det meste af min vægt langt i højre ben, idet jeg mangler kræfter til at hive mig selv mere op i rebklemmen, bryder min fod igennem slushice sneen. Adrenalinen hjælper mig ikke. Tværtimod ærgrer jeg mig næsten over, at den bruger af mine energirationer, der for længst føles tomme.

”Grebet” af forrige trin, og min nu udstrakte line, der forbinder min klatresele med rebklemmen, der stadig sidder højere oppe på fixrebet, hvor jeg trak den op til, er min sikkerhed. Jeg tog chancen i det bløde sne, velvidende at jeg med stor sandsynlighed ville skride. Der er ingen vej udenom. Jeg forsøger igen. Placerer foden, griber om rebklemmen og hiver, presser imod med venstre hånd, og finder endelig fodfæste med venstre fod. Et trin tættere på toppen af Ama Dablam. Udmattet læner jeg mig frem, og hviler hele overkroppen og sågar hovedet i sneen over mig.

Tankekrigen i mit hoved er grum: det er umuligt; jeg vil op; du kan ikke; ligegyldigt hvad kommer jeg op; du er tom for energi, hvordan vil du komme ned?

Jeg tæller sekunderne af min pause, mens mit hoved hviler på den iskolde sne. Jeg misser med øjnene, idet jeg kigger op mod Emil, der også pauser foran mig. Vi har omkring en time tilbage mod toppen af det ikoniske bjerg på 6.812 meter. Han kigger ned på mig, ”Jeg er færdig. Mine ben kan ikke mere. Jeg har ikke mere energi”.

Det er anden gang, Emil giver op på denne strækning fra Camp 3 til toppen. Jeg har så dyb respekt for, at han vil – og jeg tillader mig at sige “tør” – sige disse ord højt. Vi er begge to typer, hvor sådanne ord har svært ved at få lyd på. For mine tanker er præcis samme sted, som det Emil siger højt. Men ligesom før, giver jeg ham simpelthen ikke lov til at give op. Er det i min ret? Nej. Men jeg kan ikke bære at give op så kort fra toppen på grund af udmattelse og energimangel. Det er tydeligt, at fornuften lige så stille forsvinder.

Emil er utrolig. Hele natten siden Camp 2 har han taget lead, gået forrest. Hans styrke er klatring, virkelig dygtig til faget, og var totalt i sit es på klipperne og klatresektionerne, som Ama Dablam byder på op til Camp 2. Og netop det match, som Emil og jeg udgør som klatremakkere på bjerget her, havde vi snakket en del om. Udover høj stemning og energi på turen, så er hans styrker på bjerget klatring, klipper og power. Mine styrker er udholdenhed, sne og benkræfter.

Simpelt. Jeg giver ikke Emil lov til at give op, da jeg stadig tror på, vi begge kan. Hans ord bekræfter og styrker (måske til Emils ærgrelse i momentet) blot min stædighed og tro på at fortsætte. Vi er ikke i fare, vi har ikke symptomer på højdesyge, vi er bare trætte. ”Et skridt ad gangen Emil. Så gør ligesom mig. Tag et skridt og læn dig ind i bjerget for et hvil. Vi når toppen. Du pissestærk. Kom så. Vi kan det her, om det så tager 3 timer mere.”

Jeg kigger bagud. Dawa smiler op til mig og bekræfter mine ord. Han er game-on. Han er en maskine. Og Dawa har al min taknemmelig og respekt. På alle mine ture i Himalaya, har vi klatret sammen. Og her står han, undergrunden sort og himlen blå som ekstreme modsætninger, og nyder udsigten, imens jeg kravler med arme, ben og hoved op ad bjergsiden skridt for skridt. Han er enig. Vi skal og kan nå toppen.

På hjemmebane

Den 3. november 2023 smækker jeg bagagerummet til min fars bil. Han kører mig hele vejen til Kastrup Lufthavn med afgang kl. 04 fra Aarhus. Tre timer senere krammer jeg Emil og Regin hej i lufthavnen. Mine to klatremakkere til Ama Dablam ekspeditionen. Det er Regins første tur til Nepal og højderne, som Himalaya-bjergene byder på. Regin er en rigtig dygtig klatrer, har stor teknisk erfaring, og mangler blot et par toppe for at have klatret alle Europas 4.000 meter bjerge. Emil har været i Himalaya én gang før i 2021, og det var netop på denne ekspedition, vi lærte hinanden at kende. Siden da har vi klatret og trænet sammen, og han har selv dyrket bjergbestigning, klatring, isklatring, selvstændigheden og teknisk kunnen.

Vore fjerde teammedlem, Dawa Finjhok Sherpa, krammer vi hej i Katmandu ved ankomst. Dawa og jeg har på alle ture i Himalaya klatret sammen. Han har været ekspeditionernes sherpa-guide og “sirdar”. En behagelig, sjov og yderst dygtig mand, jeg til enhver tid vil sætte min lid til.

Dawa glæder sig, lige så meget som os, til at bestige Ama Dablam. Under min planlægning af turen inddrager jeg Dawa i planen. Vi vil klatre Ama Dablam så selvstændigt som muligt, frem for at betale for et kommercielt setup på bjerget: vi vil bære alt selv på bjerget – udstyr, kogegrej, mad, telte og grej. Vi vil ikke følge en forudbestemt plan, men selv vurdere og agere ud fra vejrudsigterne og vores fysiske formåen. Desuden vil vi presse højdetilvænningen til kanten. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi jeg selv kun har tre uger til rådighed t/r til Danmark. Normalt varer en Ama Dablam-ekspedition fire uger i Nepal. Dawa er vores teammedlem, og ikke vores sherpa, der skal guide eller bære for os. Vi er ét team, og vi tager alle del i at hjælpe hinanden der, hvor behovet er. Stærkt team.

Med en enkel overnatning i fuldstændige fantastiske og kaotiske Katmandu, flyver vi med helikopter fra Katmandu til Lukla lufthavn i 2.846 m. højde. Herfra starter vi vores fem dages trek til Ama Dablam Base Camp i 4.700 m. Et trek jeg elsker. Stierne og tehus-byerne i Khumbu-dalen føles hjemligt, giver mig hjertevarme, og jeg mærker, hvordan min krop og sind hurtigt falder ind i ’simple living’. Et fokus, en tryghed, et eventyr, der kalder på én dag ad gangen; til tider én beslutning ad gangen.

Beautiful but unclimbable

”Beautiful but unclimbable”. Sådan anså Sir Edmund Hillary Ama Dablam. Et ikonisk ’picture-perfect’-bjerg, hvis navn betyder ’Mother’s Necklace’, idet bjergets to bjergkamme ligner en mors udfoldende arme. Bjerget store, ikoniske “serac” (hængende gletsjer), tæt på toppen, er bjergets “dablam”; et traditionelt dobbeltvedhæng båret af Sherpa-kvinder, der indeholder billeder af guderne.

Utrolige og historiske bestigninger er sidenhen lavet efter bjergets første bestigning i 1961. Bjerget rummer en skønhed, der drager. Og jeg er overbevist om, at mange af de trekkere, der kommer til Khumbu-dalen for vandring og ikke bjergbestigning, også mærker denne tiltrækning.

Under mit første besøg i Khumbu-dalen i 2021, hvor jeg med fire andre mænd – inklusive Emil – skulle bestige to +6.000 m. toppe, faldt jeg pladask for Ama Dablam. Og idet tre af mændene også ville forsøge at bestige Ama Dablam, kom jeg og den sidste mand med i Base Camp, samt vandrede med op til High Camp. De fortsatte da videre op til Camp 1, og vi gik ned til BC igen. Her fandt jeg min plads som ”Base Camp Manager”, hvilket kun nåede at indebære begrænsede, men hyggelige snakke over walkie-talkie og videregivelse af vejrudsigterne. De tre mænds topforsøg varede desværre kun 1 overnatning i C1, før de nedtrykte måtte erkende nederlaget og gå ned igen. Det dårlige vejr sejrede.

Emil nåede at smage på oplevelsen fra C1. Jeg nåede at opbygge en romance til bjerget, der retfærdiggjorde, at jeg selv måtte forsøge at bestige bjerget en dag.

Udvikler jeg højdesyge?

Ved ankomst til Base Camp og efter flere diskussioner erkender vi, at vi ikke kan slæbe egne telte med op på bjerget. Der er simpelthen ikke plads i hverken C1 eller C2, og vi ender med en form for accept af, at vi må bruge de allerede placerede og opstillede telte. Til gengæld slæber vi alt andet med op: Dawa bærer 12 kg, Emil 14 kg, Regin og jeg 18 kg på vores første rotation og højdetilvænning på bjerget.

Vores originale ekspeditionsplan lyder på én rotation på bjerget, 2-3 hviledage i BC og herefter topforsøg.

Vi følger planen indtil topforsøget.

Ekstatiske og spændte sætter vi afsted på første rotation fra BC til Camp 1 (5.700 m.), hvor vi vil have første nat. Timerne æder hinanden, og de mange kilo tærer på os alle. Min ryg og skulder smerter. Jeg placerer omhyggeligt min fod på de store sten for ikke at miste balancen på dét, der udgør vores rute det sidste stykke op til C1: en berygtet kampestensmark.

Jeg vågner varm og udmattet i min pose. Morgenstunden i C1 er hård for mig. Jeg er langsom i mine bevægelser her i højden. Den tunge rygsæk har sat sine spor, og min krop forsøger at fortælle mig, hvordan min menstruation og migrænen, jeg havde for to dage siden, dræner mig. Mit sind lytter ikke og sammen med de andre, klatrer jeg til Camp 2, Yellow Tower (6.100 m). Den vildeste camp, hvor teltene ligger på toppen og til dels på siden – alle på kanten – af et tårn, man kun kan tilgå ved at klatre 70 – 80 graders stejle klippesider, der føles vertikale, i fixreb.

Akklimatiseringsdagen op til Camp 2 er for fed. Vi ender den igen nede i C1, til vores anden overnatning.

Svedig i posen vågner jeg i nattens mørke. Mit hoved dunker så forfærdeligt. Som en hjelm, der strammer rundt om hovedet. Jeg kaster op. Med overkrop og arme uden for posen, rammer kulden i teltet mig. Hele natten hoster jeg, kaster op 6-7 gange, og forsøger at lindre min skærende hovedpine. Jeg er oprigtig bange for, at jeg udvikler højdesyge.

Det vildeste. Det hårdeste. Det fedeste. Ama Dablam er legit.

Ama Dablam har tre camps, men til topforsøget planlægger vi kun at bruge C1 til første overnatning, for dagen efter at fortsætte til C2, hvor vi vil spise, hvile og sove lidt, før vi ved midnat laver summit push og går hele vejen til toppen. En meget standard plan, og vores originale plan for topforsøget.

Første rotation er gennemført, og vi er alle fire nede i Base Camp for at restituere. Jeg er ikke længere bange for, at jeg er ramt af højdesyge. Jeg har det for godt hernede i BC, og min krop restituerer hurtigt. Jeg konkluderer, at min menstruation, højden, de mange kilo og endnu et migræneanfald, gjorde mig syg.

Desværre er Regin blevet syg her i BC, og han ender desværre med at stoppe ekspeditionen. Tilbage er Emil, Dawa og jeg og efter 2,5 hviledag i BC, er det tid. Tid til topforsøget.

Vi snakker de mange scenarier igennem, og egentlig kunne vores kroppe trænge til mere hvile. Men idet vi har så kort tid til hele ekspeditionen, erkender vi, at vi ikke kan afvente den stormende kuling, der snart rammer bjerget. Altså, vi skal nå toppen inden kulingen, så vi også kan nå vores fly hjem. Hardcore og til dels dum bjergbestiger-planlægning, når flyafgangen er en pressende parameter.

Undervejs på hele ekspeditionen, har jeg fulgt Ama Dablam-bestigningerne i medierne og på SoMe. Vi har selv planlagt vores forsøg sent på sæsonen, dvs. slut november, før vintersæsonen starter i december på bjerget. Dette har vi gjort for at undgå de store menneskemængder og trafik, bjerget tillokker. Af samme årsag ved vi, at det er et svært bjerg at være selvstændig på. Jeg ser og læser, at mange allerede har nået toppen. Det giver et kick. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne og analysere på bestigningerne og klatrerne. En del må også vende om grundet højde, sygdom og andre omstændigheder. Flere danskere når også toppen. Fantastisk. Desværre har vi også en dansker, der må reddes ned højt oppe fra bjerget, ramt af højdesyge og sneblindhed. Og ligesom succeserne giver et kick, sætter de grumme nyheder også tankerne i gang.

Emil, Dawa og jeg sætter afsted fra BC. Jeg tager et sidste kig på vejrudsigten og får straks ondt i maven. ”Hey Dawa. Emil. Kom her”. Jeg viser dem vejrudsigten. Den har ændret sig igen. Dagen, vi havde planlagt til toppen, samt de efterfølgende dage, viser 70-75 km/t vind. Umuligt og alt for ekstremt for os at klatre i. Vi ville blive blæst af de smalle bjergkamme, der udgør ruten til toppen.

Vi forstår, at såfremt vi følger vores originale plan, ender vi højst sandsynligt med at sidde i C2 til beslutningen om, at vi er tvunget til at give op og gå ned. Dawa forslår et sygt alternativ. Emil og jeg griner og siger alt for hurtigt ja. Summit push’et er hermed startet, og planen er nu at gå direkte fra Base Camp til toppen.

Jeg tager lead op til C1. Her smider vi de tunge rygsække, der var pakket til flere dage på bjerget. I alt bruger vi 5 timer til at lave mad, skifte tøj, hvile i teltet og gøre os klar til afgang. Ingen af os sover, og i mørket sætter vi afsted mod C2. Jeg har fået stjålet både handsker, strømper og pandelampe fra C1, og i det svage lys fra Emils reservelampe (taknemmelig for, at han havde taget den med!), klatrer jeg ruten til C2. Ruten, som Emil og jeg måske naivt troede, ville være rutens sværeste sektion.

Sektionerne, op til Yellow Tower joker vi nu med var en leg. En fornøjelse. Og det var bestemt fedt. Især sammenlignet med dét, der byder sig efter C2. I lang tid efter C2 udlever jeg drømmen. Jeg mærker, at Emil gør det samme, på trods af de få ord, vi udveksler. Daggryet nærmer sig i takt med, at vi nærmer os bjergets sidste camp. Og netop her daler min energi og fornøjelse drastisk. Vi har været i gang i så mange timer, at bestigningen bliver noget, der skal overstås for mig. Jeg nyder det ikke. Jeg kæmper en stille kamp skridt for skridt velvidende, der er langt til toppen endnu. De tanker hjælper mig ikke.

Solopgangen giver mig et tiltrængt smil på læben, da vi rammer C3 (6.300 m.). Et magisk moment, der farver himlen i brændende nuancer. Indtil nu har vi klatret i mørket med en windchill på -28 grader. Indtil nu har vi kun set ruten, i hver vores lille lyskegle fra pandelampen. Overraskelsen over, hvad vi egentlig klatrede og bevægede os på af stejle bjergsider og snævre afsatser, ser vi først, da vi er på vej ned igen ad ruten.

På 9. dagen efter ankomst til BC står vi på toppen.

Jeg har begge arme over hovedet. Emil og Dawa ligeså. Vi er alle tre storsmilende og vores tænder lyser nærmest op i kontrast til vores sol- og vindhærgede ansigter.

Euforien sparker, adrenalinen pumper, og lykken fylder brystet. Vildt, vi gjorde det. Vi kom op, efter vanvittige anstrengelser, opgivenhed, beslutsomhed og udholdenhed. På Ama Dablams Summit går vi frit rundt på det flade plateau på størrelse med en fodboldbane. Bjergets ”fritstående” placering i Himalaya tillader os et magisk 360 graders udsyn til vidunderne omkring os. Giganterne, snedækkede og højtragende, nærmest stråler deres utrolige skønhed fra sig, som har de hver en aura. En aura, der emmer så stor en styrke, at jeg oplever dem frygtindgydende og dragende. En kombination, jeg er fascineret af. Her står jeg, snurrer langsomt rundt om min egen akse, og spejder rundt. En tåre triller. Dér er Everest, Lhotse, Nuptse, Makalu, Island Peak, Mera Peak, Kangchenjunga, Cholatse, og jeg kunne fortsætte. Jeg fyldes med kærlighed og passion. Jeg drages af disse toppe i en form for romance og tilhørsforhold til hvorfor lige netop den top, frem for en anden.

Med udsigt til Everest ligger der bedeflag. Jeg bukker mig i respekt, og med begge hænder samler jeg bedeflagene op. Med samlede håndflader, tager jeg hænderne op til panden i en bøn. Det her må være god karma. Tak.

Vi når toppen den 18. november kl. 12.30.

Kl. 13.15 starter jeg nedstigningen som den sidste af os. Efter to solnedgange og én solopgang kan vi endelig slutte summit push’et ved ankomst til C1 efter i alt 29 timer undervejs. Dagen efter fortsætter vi ned til BC.

Her slutter min Ama Dablam beretning. I denne omgang. Tusind tak for at læse med og tage del i mine udvalgte oplevelser fra ekspeditionen. Med Ama Dablam ekspeditionen har jeg gjort mig enormt lærerige erfaringer. Især en vigtig overvejelse, jeg har gjort mig er: jeg er mættet. Ment godt. Under ekspeditionen pressede vi flere parametre. Jeg fik det, jeg kom efter og mere til. Jeg har igen lært langt mere, end jeg forestillede mig. Og jeg glædede mig til at komme hjem. Mættet med oplevelser og det store ansvar, jeg havde med planlægningen samt eksekveringen af turen. Jeg har ikke travlt med at bestige bjerge, jeg er kun 26. Jeg glæder mig så meget over, hvilke bjergeventyr, der venter forude. Mine tanker er naturligvis allerede på de næste bjerge og personlige mål, men livet herhjemme har jeg i flere år forsømt som konsekvens af min dedikation og fokus. Nu er tiden til at få styr på livet herhjemme. Dét samt tanken om, hvad jeg planlægger for 2024 og 2025 af job, bjerge og kombinationen af de to, sætter et smil på mine læber.

Du kan fortsat følge med på min Instagram , når jeg tager dig med på ekspedition, i de ærlige øjeblikke, de oplevelsesrige momenter, i hverdagen og træningen herhjemme, jobbet som dansk, kvindelig bjergbestiger og meget mere.

Jeg kan desuden løfte sløret for, at jeg udgiver min fortælling om Emma’s Everest. Hvem var Emma før bjergene, og hvad skal der ske nu? Alt dette og mere til kan du høre og læse om, når jeg udgiver min historie som lydbog, e-bog og fysisk bog ved Mofibo i 2024.

Følg Emma på Instagram

Læs mere om klatring og bjergbestigning her på bloggen