Den 24. september 2023, ca. klokken tre om natten står Jakob Urth alene på toppen af verdens 8. højeste bjerg, Manaslu (8163 m), efter en krævende solo-bestigning uden brug af supplerende ilt. Dermed har Jakob besteget fem af verdens fjorten 8000’ere, heraf fire uden brug af ilt på flaske. I det følgende kan du læse Jakobs beretning om en Manaslu-bestigning, der fra starten var et forsøg på at finde tilbage til nogle simplere dyder – og endte med at blive endnu mere som hans tidlige ekspeditioner end han havde regnet med.

Manaslu 2023

Tekst og billeder: Jakob Urth

8000 meter-klatring er en kompliceret størrelse. Der er så mange ting som må gå op, før det muligvis lykkes at nå toppen, men mere vigtigt at det bliver en succesfuld ekspedition. Så mange valg der må overvejes og beslutninger der må tages, og især ændres undervejs.

Dette er hvad højdebjergbestigning går ud på. Det vi kalder ekspeditionslivet, som for mig mest af alt handler om eventyr.

Tilbage til det simple

Ny plan. Jeg var på Manaslu-ekspedition i 2022 med en gruppe mere eller mindre uerfarne mænd og kvinder. Et setup, hvor vi ønskede mest mulig service i form af sherpa-support, bærere til udstyr osv. og brug af kunstig ilt (samme koncept som på Mount Everest dette forår). En plan, som ville gøre det muligt for alle at nå toppen hvis muligheden bød sig – i forhold til deltagernes fysik og ikke mindst vind og vejr. Det sidste blev udfaldsgivende for den ekspedition – der var simpelthen for meget sne på bjerget til at et topforsøg var forsvarligt.

…

Vi springer et år frem og jeg er igen på Manaslu. Denne gang med en ny og stærk makker og især med en ny plan for setup og bestigning. Ny plan er måske så meget sagt, for dette koncept har jeg brugt tidligere og ønskede igen at finde tilbage til det mere simple og for mig rigtige måde at klatre høje bjerge på.

Plan A

Min nye makker delte de samme tanker og værdier omkring hvordan vi ønskede at bestige Manaslu. At fysik og selvstændighed på bjerget skulle være nøglen til en flot og sikker bestigning. Vi ønskede ikke sherpa-support og vi ønskede ikke at gøre brug af kunstig ilt. Dette var de to vigtigste punkter for os.

Vi ønskede ikke support over Base Camp. Det vil sige, at vi i BC havde kok og staff omkring madlavning og havde egne telte, samt et messetelt til ophold når vi var i BC.

Det betød også, at når vi forlod BC måtte vi bære alt udstyr selv. Mad, klatreudstyr, telte – kort sagt, alt. På den måde ville vi strategisk opbygge tre camps på bjerget. C1 i ca. 5600m C2 i ca. 6300m og C3 i ca. 6700 meters højde. Dertil er der en C4 i ca. 7500 m, som vi ikke vidste om vi ville benytte eller havde kræfter til at opbygge.

Vi havde ligeledes besluttet, at vi ønskede at benytte de opsatte fixreb (faste reb på ruten opsat af et udvalgt sherpa-team) pga. sikkerhed, samt at vi mente det ville være en stor nok opgave at bære alt udstyr selv og gå uden ilt (iltflasker).

Altså to mand stærk. Et lille team hvor vi selv kunne tilpasse vores fysik og akklimatisering efter forholdene på bjerget og hvordan vi havde det på en given dag.

Hvorfor ikke bruge kunstig ilt?

At bestige et 8000 m-bjerg med brug af kunstig ilt (ilt på flaske) vs. uden brug af ilt er to forskellige former for bestigning. Jeg har tidligere brugt flaskeilt (2x Everest) og ved hvilken forskel det gør. Jeg har også gået bjerge uden flaskeilt tidligere og ved også hvor meget det krævede af mig dengang. Dette var i vores overvejelser, men ret hurtig var vi enige om, at ilt på flaske ikke var en mulighed eller et ønske på denne tur. Vi var af den overbevisning at med summen af vores fysik og erfaring, ville der være en lille chance for at vi kunne lykkes. Et ønske om at gøre det hele lidt mere simpelt.

Plan B

Vores plan var god, og vi akklimatiserede relativt hurtigt til ophold i Base Camp (4700m ) og gjorde klar til første rotation op ad bjerget. Vi ville opbygge C1 og C2, samt nå C3 hvis muligt. Telte, mad, gas og udstyr til 5 dage blev pakket. Måske 20-25kg i rygsækken hver…

Allerede i C1 begyndte min ellers så stærke makker at blive udfordret. Højde, fysik og mentalt. En planlagt dag i C1 blev til to og så var det videre mod C2 i små 6300 m. Hård, men flot tur med mange lidt tekniske udfordringer. For min makker var alt dette nyt.

Min makker kæmper og vi diskuterer flere muligheder. Efter tre overnatninger i C2, hvor der ikke er synlig bedring, beslutter jeg at vi må ned og prøve at vinde det tabte tilbage. På dag to i C2 når jeg C3 i ca. 6700m og går videre op til 6850m for at akklimatisere og se ruten videre op. Vi når tilbage til Base Camp og til en helt ny situation.

Min makkers tilstand udvikler sig ikke positivt og der er ingen tegn på bedring. Stærke symptomer på højdesyge (ødem i lungerne) en forstuvet hånd, fysisk og mentalt presset… Det er tid til at hande. Efter flere besøg og behandling hos BC-lægen var der ikke mere tvivl: min makker måtte på hospitalet i Kathmandu for behandling. Umiddelbart var vejret blevet dårligt og en helikopter kunne ikke evakuere. Jeg får i samråd med lægen skaffet fem stærke sherpaer, som så bærer min makker ned fra BC til nærmeste by, hvorfra han næste morgen kunne flyves til Kathmandu.

Denne oplevelse – og især det at se ens makker blive syg og forlade ekspeditionen – var hård. Det betød at jeg måtte tænke nyt og udarbejde en helt ny plan. Forsøge at gøre det selv.

Efter et par dage i BC med en masse tanker, er jeg klar til næste rotation op ad bjerget. Min akklimatisering er god og jeg føler mig stærk. Udfordringen er nu, at jeg selv må bære alt udstyr op – og det samme gælder ned af bjerget. På dette tidspunkt har vi tre telte på bjerget, samt en masse mad, gas og udstyr til to mand fordelt i to camps. En udfordring som må løses når tid er.

Jeg går direkte fra BC til C2 for at teste form og akklimatisering og for at udnytte de gode forhold på bjerget. En tanke om et topforsøg begynder at vise sig. Normalt og som planlagt ville jeg lave endnu en rotation op/ned ad bjerget for at akklimatisere yderligere, men jeg føler mig stærk fysisk og især mentalt.

I C3 opbygger jeg endnu en camp med eget telt og har to gode dage der, inden jeg tager beslutningen om at gå direkte mod toppen fra C3. Alle der går med ilt starter stort set herfra og kun få benytter C4. Min oprindelige plan var at nå C4 på denne rotation og så tilbage til BC inden topforsøget. Normalt ville jeg (og andre, der går uden ilt) gøre dette men min bekymring var om jeg ville bruge for mange kræfter på dette vs min akklimatisering.

Topforsøg

Jeg starter ud mod toppen den 23/9 – kun 12 dage efter vi havde nået Base Camp. Det er derfor med en vis nervøsitet, men også en tro på at det faktisk kan lade sig gøre, at jeg sidst på eftermiddagen begynder opstigningen.

De første par timer går godt og jeg følger og overhaler en gruppe kinesere og nogle sherapaer jeg kender. High five med dem og videre ind i mørket….. Højden sætter ind og mit tempo falder. Jeg kæmper med at holde fokus. Min vejrtrækning er ustabil. Jeg kæmper nu…

Det bliver stejlt. Sådan rigtigt stejlt nu og jeg følger bare det blå fixreb. Kan ikke andet – tør ikke andet. Tænker at det for fanden da snart må slutte det her. Jeg ser kun hvad min pandelampe oplyser. Der… ser bedeflag og klipper. Ser et foto i sneen af en person, jeg ikke kender, ser et lille amerikansk flag blafre. Det blå reb. Fixrebet stopper og jeg står på en lille afsats. Løfter kroppen og lyser rundt. Toppen – summit af Manaslu! Pludselig er jeg her. Alene, men glad. Kold og en smule bange. Jeg ser lys længere nede fra gruppen af kinesere, Sherapaer og andre gode folk på vej op. Jeg venter lidt og sidder bare der nogle minutter. Finder flag og kamera frem. Koldt, så forbandet koldt

På vej ned hilser jeg på et par fra Pakistan – eller; det finder jeg først ud af i Kathmandu, da de opsøger mig. Kunne ikke genkende dem og alt imens jeg går fra toppen mod C4 bryder lyset og nok en af de smukkeste udsigter, jeg nogensinde har set, frem.

I C4 kalder jeg over min radio, at jeg er på vej ned og går direkte videre til C3 og den relative sikkerhed. Her hviler jeg et par timer. Pakker Camp og gear sammen og går mod C2, mens endnu en dag bliver til aften… Pakker denne Camp og går mod C1 og til slut Base Camp, som jeg når ca. 22:30 den 24/9. En lang og ret fantastisk dag!

Kokken venter med varm suppe, mad og et kærligt “welcome back, Jakob Dai”.

(Læs ovenstående summit-beretning på min eller Friluftslands Instagram side)