Bjørn Iisager fortsætter jagten efter nye boulders i de svenske skove sammen med Rodolphe Marie og Thomas le Cozannet. I det følgende kan du få en forsmag på deres seneste opdagelser, og læse mere om hvordan jagten på nye blokke har været med til at give Bjørn et nyt perspektiv på udendørs bouldering.

Om at genbesøge det ukendte

Tekst og billeder: Bjørn Arnel Iisager

Det er efterhånden længe siden, at Arkelstorp blev genopdaget. I denne sammenhæng refererer det selvfølgelig til at danske klatrere – weekend-krigere – betræder mindre kendte skovstykker i klatreøjemed, der indeholder store sten, som må have været kendt i fortiden.

Faktisk var genopdagelsen af Arkelstorps steni 2019 startskuddet til en søgen efter nyt. Rodolphe Marie, Thomas Le Cozannet og jeg forstod pludselig, at sten i velformede størrelser, der tilbød klatring i høj kvalitet og varierende stil og sværhedsgrader, var spredt med istidens kontinuerlige og løse hånd fra det nordlige Skåne og opad – altså mere eller mindre overalt, hvor isen traverserede Sverige nedover. Vi gik til værks og der var endnu en gang succesfulde fund i skovene længere mod nord.

Læs Bjørns blogindlæg om bouldering ved Arkelstorp

Stålbørste, messingbørste, viskestykke, børste med naturhår…

Det er almenkendt at områder nord for Arkelstorp var relativt tæt befolket i slutningen af 1800-tallet. Fattigdommen var udbredt og ligeså var stenbruddene, som var en storindustri i Blekinge på den tid. Hvorvidt de største sten lå i vejen for industrien og måtte sprænges væk, er et mysterium, men man kan tænke sig, at ophøret af stenudvindingen dengang har sikret, at der stadig er sten tilbage i skovene i Blekinge.

For stenbørstebanden på tre blev det nærmest rituelt at lede. Det at finde og udvikle nye blokke blev meget mere end blot en stræben efter at toppe et projekt, eller presse ens niveau. Det blev en helhedsoplevelse som vi delte.

Et gæt, en gåtur, en opdagelse, et håb om interessante linjer og tilstrækkelig stenkvalitet…

Vi oplevede at være sammen i forening med naturen, og søge en anden type oplevelse end blot en sportslig. Fællesskabet omkring søgningen efter blokke, børste og klatre på dem, bål og snakke om aftenen, samt at bade i søer på alle årstider, gjorde oplevelsen fyldestgørende. Det berigede på mange måder også selve klatringen, fordi der lå flere timers arbejde i blot at etablere en enkelt linje.

Jeg valgte at overskriften på dette blogindlæg skulle beskrive det, at genbesøge det ukendte. Selvom det her indlæg handler om bouldering i Sydsverige, så fylder det ukendte stadig i processen at børste nye blokke. Det er på grund af at klatring generelt, for mig, er mødet med og nysgerrigheden på det ukendte, der er på vej til at manifestere sig. Den næste bevægelse, den næste rute, den næste tur, den næste oplevelse… I mit perspektiv kræver mødet med det ukendte både, at man indstiller sig på, at tage sin erfaring med sig i opdagelsen af, hvad det ukendte er, samtidig med at man forholder sig med en åbenhed og fleksibilitet overfor det, der er på vej til at komme til syne. Eksempelvis er det at børste en linje og finde greb, et forsøg på at opdage en meningsfuld sekvens, der forcerer et stykke klippe. Denne stræben efter en vej eller løsning op ad klippen begrænses af erfaringen – jeg ved at jeg kan holde der eller stå der – og så har man på forhånd,
bevidst eller ubevidst, bestemt det, der defineres som trin og greb. At forholde sig med en åbenhed vil sige, at man forbliver nysgerrig på, hvilke muligheder klippen tilbyder, i
stedet for at låse sig fast på navn, gradering, og især løsningsmuligheder i sekvensen. Hvis det lykkedes at forholde sig åben, så afspejles denne indstilling også i selve klatringen; man træder ind i et intuitivt modus på klippen, hvor kroppen gør. Bagefter træder man ud af det igen til et mere analytisk modus, hvor man forsøger at regne sekvensen ud. I virkeligheden foregår det ideelt set i omvendt rækkefølge, men denne frem-og-tilbage bevægelse er kontinuerlig.

Den proces med både at anlægge et intuitivt perspektiv og et analytisk, ligner meget en anden facet, der gennemstrømmer processen. For mig er denne aktivitet legende. Det er legende at træde ud af hverdagens pulserende mølle, køre 2 timer og 20 minutter og pludselig befinde sig i en følelse af ren nysgerrighed i mødet med det ukendte. Det er legende fordi det nærmest er rituelt. Køreturen, rækkefølgen i processen med at lede, børste og klatre. Der er uskrevne regler, der organiserer processen og uforudsigeligheden er det mest forudsigelige, der giver processen et element af spænding, opstemthed og begejstring. Der er også en anden ting, der gør det legende. Aktiviteten er tilsyneladende unødvendig og uden formål for resten af livet, og det er i sig selv værdifuldt at henledes til det ligegyldige i ny og næ.

Parker bilen, sæt uret til en nedtælling på 10 minutter, begynd at gå…

Fast forward og mange køreture senere. Oplevelserne hober sig op. Vi opdagede at søgningen var opslugende. Til tider glemte vi at klatre, og børstningen tog ingen ende. Dage måtte afsluttes med trætte arme og nye potentielle blokke, der ventede på at vi ville vende tilbage og klatre på dem. På et tidspunkt opdagede vi, at det var nyttigt at aftale, hvor lang tid man måtte gå ind og lede i
skoven, hvis man ville undersøge et nyt sted. Vi besluttede at 10 minutter blev vores ramme for, hvor lang tid man måtte gå ind i skoven, før man skulle vende om og gå tilbage til bilen, hvis man ikke havde fundet noget. Man måtte selvfølgelig bryde reglen, hvis skovstykket viste sig at tilbyde adskillelige blokke i en interessant størrelse. Hvis det var tilfældet blev både tid og sted glemt for en stund.

Jeg kan se at jeg oplever at gå til klatringen på nye måder efter denne proces. Det betyder ikke lige så meget for mig, at lykkedes med den enkelte udfordring, snarere er jeg draget af hele processen. Foran en sten bliver det nærmest til en trancelignende tilstand, hvor jeg forsøger ikke at forsøge, men blot træde på klippen og lade det næste udspille sig, uden at blande mig for meget. Når jeg ser tilbage på det, så giver det et resultat, hvor min erfaring skaber et minimumsniveau, hvor ud fra jeg udfolder mig, og, ideelt, overskrider min formåen. Det giver en følelse af at være i balance og en følelse af frihed.

Der er en anden ting, jeg er blevet opmærksom på i denne proces. Det drejer sig om kvaliteten af linjerne, der ikke kun træder frem ved blot et enkelt aspekt, såsom en æstetisk visuel fremtræden. Visse linjers kvalitet træder frem i bevægelserne, eller endnu mere tvetydigt, gennem oplevelsen inde i kroppen, når man klatrer bevægelserne. Disse typer af kropslige oplevelser kan ikke gengives på et billede eller en video, og de er tiltalende på en helt anden måde, end de blokke, der står tydeligt frem med en visuelt tiltalende linje. Vi er stødt på mange forskellige typer af linjer, men kun få blokke har givet os oplevelsen af en forening af en kropslig interessant udøvelse af bevægelserne, kombineret med en god stenkvalitet, samt en visuelt tiltalende linje. I de tilfælde får man følelsen af at være stødt på den højeste kvalitet.

Læs også Bjørns blogindlæg om bouldering ved Arkelstorp