Daniel Rosenfryd er taget på et usædvanligt eventyr: I starten af februar drog han afsted på et tre måneders blaffereventyr, hvor han vil forsøge at komme så langt nordpå i Norge som muligt. Med sig har Daniel en rygsæk med telt, sovepose og udstyr til at overnatte ude i den barske norske vinter, en masse gåpåmod og en omtrentlig idé om hvilken rute han gerne vil følge op gennem Norge. I det følgende kan du læse mere om hvordan det indtil videre er gået på Daniels usædvanlige rejse mod nord.

En solorejse ud over den arktiske cirkel

Tekst og billeder: Daniel Rosenfryd

Fuld fart fremad

Den 3. Februar, for 3 uger siden drog jeg afsted fra min hjemby, Århus, mod et nordligt eventyr i Norge. En rejse som jeg som havde forberedt og glædet mig til i mange måneder, og endelig er blevet realiseret. Kort sagt har menneskerne og naturen taget mig med storm, bogstavelig talt! Det har været nogle af de mest intense, spændende og hårde uger jeg har oplevet. Heldigvis opvejer alle de overraskende og gode oplevelser de kolde og mørke vinterdage.

Det nye kapitel i mit liv begyndte mandag morgen d. 6. februar i Sälen i Sverige. Efter et langt hike med en efterskolebus og færge fra min hjemby Aarhus, stod jeg endelig klar til at tage første skridt ind i det ukendte eventyr. Til min (første) store  overraskelse, nåede jeg knap nok at krydse vejen og stille mig klar til at blaffe den første tur med en fremmed, før den første bil jeg gav tommelfinger til standsede og spurgte om hvor jeg skulle hen. En midaldrende nordmand med neglelak påført i alle farver af sin datter blev mit første held på turen. Han forklarede mig den letteste vej over grænsen til Norge og kørte en lille omvej for at sætte mig af i et kryds, som førte videre til grænsen. Derfra gik det hurtigt, meget hurtigt afsted! Der var næsten altid jackpot i første forsøg på tomlen, og jeg nåede højst at vente i 15 minutter på næste transportmiddel – det er hurtigere end busserne i Vestjylland! 😉 Efter andet blaf samme dag nåede jeg over grænsen til tolden mellem Sverige og Norge, hvor en medarbejder skulle på forhindringsbanemed sin hund nede omkring Trysil. Efter en halv times køretur og en god lille snak, blev jeg sat af på landevejen mod Elverum og gav dagens sidste forsøg på at nå dertil, inden min første norske nat i teltet skulle afprøves. Til mit held samlede en medarbejder fra skicenteret mig op og kørte mig til udkanten af Elverum, hvor han kendte til en skov jeg kunne slå lejr i. Jeg fik gravet mig en lille platform i sneen, fik slået teltet op og gav mig til at lave et varmt aftensmåltid i den isnende kulde, som på vejrudsigten sagde -24°C.

En åben mulighed

Næste dag pakkede jeg den 30 kg tunge taske sammen og håbede på at komme længere ind i landet mod Lillehammer. Dog fik jeg et tip fra dagen før, at tage nordpå langs rute 3 i stedet for motorvejen, E6, da det kan være mere bøvlet at blive samlet op langs motorvejen. Efter at have købt ind til lidt mad, stillede jeg mig ud til vejen og forsøgte på at komme igennem Elverum by og ud til hovedvejen. Til min overraskelse stoppede en hollænder på min alder, i sin hjemmebyggede van. Han havde selv været igennem Norge og Finland på en 3 ugers ferie og var nu på vej sydpå. En lille køretur fik mig hen til hovedvejene E6 og rute 3, hvor jeg nu håbede på at få et langt stræk.

En gammel Subaru standsede og Per fra Rena råbte ud af vinduet, at jeg bare kunne smide mit udstyr bag i bilen og hoppe ind. Turen på en lille time rummede masser af latter og snak om hvor vigtigt det er, at vi kommer ud i naturen. Per udlejede en hytte på airbnb hvor en dansker fra København kom dagen efter, for at koble af og komme væk fra storbyens stress. Per forklarede, at hytten, som hedder “simple living”, var uden elektricitet, opvarmning og vand. Så det hele var selvdrevet. Den var alligevel booket i stor stil, selv om vinteren hvor man var tvunget ud på en 2-3 timers hiking-tur op ad fjeldet i sneen, før man stod ved indgangen. Han forklarer: “Når jeg kigger forbi hytten efter en uges tid, siger alle at de ikke vil hjem igen. Det er ren retræte at være isoleret med sig selv i naturens stilhed” – og det er netop hvad jeg selv var på vej ud i.

En lille rasteplads uden for Rena blev endestationen for hytte-snakken, Subaruen og Per. Her var tomt, for trafik og mennesker – alligevel gav jeg et 20 minutters forsøg inden mørket sænkede sig over det sneklædte landskab. Og netop den beslutning har ændret min rejse! En lastbil med Helge som chauffør standsede, og han spurgte hvor jeg skulle hen. Jeg svarede “nordpå”.
Han lo og forklarede at han skulle helt til Mosjøen. Så det blev den nye plan; en køretur på 2 dage og 800 km blev det til, i nogle af de flotteste frosne omgivelser, jeg har set. Et ægte polarklima. Planen var at smide teltet op på rastepladsen, hvor vi kunne overnatte. Dog var Helge lidt bekymret, og flink nok til at lade mig sove i førerhuset i en slags bunk bed, da det var rekordkoldt den nat. Lastbilen viste hele -34°C på displayet og jeg var meget taknemmelig for ikke at ligge ude i den slags kulde! Så sikke et heldigt møde med Helge og hans lastbil, og det viser nysgerrigheden og gavmildheden blandt den norske befolkning. Planen var egentlig at tage ind midt i landet til Galdhøpiggen, Norges højeste bjerg, og derefter fortsætte op langs kysten, men når nye muligheder opstår når man blaffer, er det om at gribe chancen og tage afsted. Så jeg nåede til Mosjøen i Nordnorge blot 3 dage efter jeg var kommet til Sälen, hvilket nærmest er ligeså hurtigt som at tage offentlig transport!

Efter en masse timer i lastbilen fik jeg sagt farvel og tak til Helge og sent om aftenen stod jeg langt nordpå i en ukendt by ved en velkendt Rema 1000. Efter at have handlet til de næste par dage, satte jeg mig foran et byggemarked og spiste lidt aftensmad. Medarbejderne i byggemarkedet spottede mig i kulden, og inviterede mig indenfor på en kop kaffe og varme.
De spurgte nysgerrigt ind til min rejse, og jeg kunne knap nok selv forklare hvad der er sket de sidste tre spændende, men lange og intense, rejsedage. Efter at have drukket kaffen færdig, siger medarbejderne, at jeg sagtens kan slå camp 100 meter væk, tæt på en fodboldbane som er dækket af sne. Jeg forsøger at slå mit telt op på parkeringspladsen hvilket resulterede i halvanden times bøvl i snevejret, da mit telt er ikke fritstående og pladsen bestod af asfalt.

Det lykkedes dog at få opsat camp til natten og få lavet et varmt måltid i det dårlige vejr. Den næste dag var første forsøg på at komme ud i fjeldet og naturen. Mit mål: Sandnessjøen. Den første bil jeg giver tegn til stopper op. Bilen var dog en taxa, som til min overraskelse (endnu en!) fortæller, at jeg bare kan hoppe op og køre med, uden omkostninger. Efter en god times køretur i storm og snevejr ankommer vi til øen, hvor jeg bliver smidt af på en rasteplads et stykke udenfor byen hvor jeg endnu en gang begynder at grave en firkant i sneen til teltet.

Størstedelen af dagene bestod af mørke, kulde og nat. Med under 8 timers lys om dagen, hvor meget af tiden går til op- og nedpakning af telt, sovepose og taske, samt madlavning som er definitionen af “slow-cooking”, går tiden hurtigere end man kan forstille sig. Før min afrejse var det svært at forstille sig, hvordan det i praksis ville fungere at rejse i så rå form. Vil jeg blive samlet op? Hvor koldt er det? Hvor tung er tasken? Alt sammen var gætterier, og jeg var mentalt indstillet på, at det ikke ville være en badeferie på Mallorca. Selv efter de gode oplevelser, den lange køretur nordpå og begejstringen for at komme afsted, var alt små-uoverskueligt. Alt føltes som en kamp mod naturen, og den konstante isende kulde sugede alle kræfterne ud af kroppen og trætheden kunne mærkes. De mange frosne og mørke eftermiddags- og aftenstimer giver ikke anden mulighed end at krybe ned i soveposen, og det giver tid til eftertanke og forundring: “Hvad er det egentlig helt præcist jeg laver her ude i kulden?”. Det spørgsmål stillede jeg mig selv mange gange. Et spørgsmål jeg stadig ikke har et præcist svar på, men mit rejseglade hjerte og min glæde for eventyr og spontanitet fortæller mig; fortsæt!

En venlig invitation

Den efterfølgende dag sætter jeg afsted mod fjeldformationen “De syv søstre” på gåben. Efter nogle timers hiking i fantastisk solskinsvejr, står jeg ved foden af fjeldet. En følelse af frihed og succes over at vende tilbage til bjergene og naturen, mange måneder efter mit sidste store eventyr, i Patagonien. Det gav mig opmuntring for rejsen. På vej videre støder jeg ind i en ældre herre på hundetur. Efter at have forklaret hvorfor jeg slæber rundt på et mindre hus på ryggen, forklarer han mig, at han bor lige nede ad vejen med sin kone, Rakel. Derudover siger han, at jeg meget gerne må komme forbi og besøge dem, samt få husly og varme. Et venligt tilbud, der næsten er for godt at sige nej til. Efter lidt traven rundt i naturen, vender jeg om og banker på Per og Rakels dør. De tager hjerteligt i mod mig og inviterer mig indenfor til mad og en snak. Det er altid spændende at møde lokale, som har boet hele livet i området. De er eksperter hvad angår unikke steder, fjeldet og de omkringliggende øer. Den venlige nordnorske gæstfrihed bekræftes endnu en gang og de insisterer på at lade mig overnatte og spise med.

Det endte med, at jeg overnattede en uge ude i deres orangeri, mødte deres familie, kørte rundt på øhop, så flokke af rensdyr, kom på museumsbesøg, blev interviewet af lokalavisen og havde en masse god snak og latter med parret, ikke mindst. Et heldigt sammentraf bød på en masse gode oplevelser, hjertevarme mennesker, dejlig nærende mad og ikke mindst et sted at overnatte. En 3-dages snestorm med vind på over 35 m/s, der desuden lukkede broen til- og fra øen, stod på mens jeg opholdte mig indendørs. Så bedre timing kunne jeg ikke have ønsket mig!

Efter at have sagt farvel til hyggen og den norske mad, forsatte rejsen på egen hånd. Nu var det afsted mod øen Tomma, en tur som bestod af to færgeturen, en overnatning i et venteværelse og et møde med et dansk ungt par, som havde bosat sig i Mo i Rana for at arbejde. De hjalp mig med at komme det sidste stykke om til den anden side af øen. Tomma er en lille ø med få beboere om vinteren, men hvor befolkning ti-dobles i sommersæsonen. En lille unik perle i Norge, hvor roen og det nordlige vinterlandskab kan opleves. Her tilbragte jeg nogle nætter i det røde telt helt ud til havet. De fleste af dagene stod på blå himmel, kulde og smuk, enestående natur.

Arktiske udfordringer

En af de største udfordringer ved at bo i telt om vinteren er, at ALT fryser: dit vand, din mad, ja selv din deodorant. Ofte er vandløbene frosne, hvilket betyder at man skal smelte is eller sne for bare at få en kop vand, og efter nogle timer er vandet frossent igen. Alting er en kamp mod en natur, som er ligeglad med at du er i telt, uden strøm, vand og varme. Jeg fandt hurtigt ud af, at det handler om at indrette sig efter naturen, da den ikke indretter sig efter dig. Det er hårdt, næsten for hårdt til tider, men sammentidig en spændende og anderledes udfordring, hvor man lærer sig selv at kende på en ny måde og det styrker ens mentale udholdenhed. De mange timer, der bruges hver dag på bare at overleve i kulden, gør at man kommer ned i tempo og langt væk fra hverdagens stress derhjemme Det eneste man kan gøre er at acceptere alting tager sin tid, og i stedet værdsætter dagens små sejre.

Det kan være utroligt svært at planlægge sin blafferejse, hvilket både kan være eventyrligt men til tider bøvlet. Man er aldrig sikker på hvornår, hvor eller hvordan man ankommer til næste destination, der er gange hvor man bruger et par ekstra døgn til næste område eller ikke når dagens sidste færge. Derudover er distancerne i Norge er utroligt lange og supermarkedet ligger ikke altid rundt om det nærmest hjørne. Tålmodighed, optimisme og spontanitet er vigtige faktorer, for at kunne rejse på denne atypiske facon.

Stormfulde Sanna og flugten

Helt ude i det norske øhav ligger Sanna. Det er et unikt varemærke som består af stejle klipper og rå natur, især om vinteren er klimaet barsk. Et par blæsende dage blev brugt på hiking og opdagelse af den lille ø. Min camp stod isoleret fra beboelse og husene på øen, og stedet virkede uberørt og øde. Det er en sjælden oplevelse i den civiliserede verden, vi lever i. Dog sluttede mine dage med udforskning af Sanna, da jeg modtog varsel om endnu en storm med vindstød på orkanstyrke, der ville rase over øen om natten. Om aftenen traf jeg beslutningen om at pakke teltet sammen og hike ned for at nå den sidste færge til fastlandet. En rigtigt godt valg, da det ikke vil have været sjovt at blive isoleret i et telt uden strøm og mad i flere dage.

En lille bonus ved at hike rundt ved kysten i Norge: Ved næsten hvert færgeleje i Nordnorge er der venteværelser, og heldigvis var det muligt at ride stormen af over de næste par dage, i et lille rum med varme, vand og lidt gulvplads!

De umiddelbare planer for den næste måned

Om kort tid får jeg besøg i to omgange, først af min kæreste og senere min mor. Jeg har været så heldig at få lokket dem med langt nordpå, til at dele de skønne naturoplevelser med mig – på Lofotoen og Hamarøy, som består af rå natur, hav og dyreliv. Det giver mig et lille break fra teltet, soveposen og de mange blaf med nye mennesker. Det bliver selvfølgelig rart at komme ind i varmen og lave mad i et køkken for en stund, men jeg kan garantere at det nu vante udendørslivet vil blive savnet i stor grad!

Mvh. Daniel