Te Araroa – New Zealand på langs
Tekst og billeder: Mikkel Peterhänsel
I december 2023 rejste jeg til New Zealand for at forsøge den 3.000 km lange vandrerute Te Araroa; et navn, der kan oversættes til noget så simpelt som ”Den lange sti”.
Det er en rute over to øer; fra det nordligste punkt på nordøen, Cape Reinga, til det sydligste punkt på sydøen, Bluff, gennem alskens terræn. Fra sandstrande til storbyer og fra jungler til bjergtinder; Te Araroa har det hele.
Begyndelsen: 90 mile beach
De første fire dage var de hårdeste. Det er egentlig ikke så underligt. Jeg står på en 100 km lang strand uden et menneske eller en bygning i syne, og går 30 km om dagen i stærk modvind gennem blødt sand, uden at have trænet op.
90 mile beach hedder rutens første etape, og det er næsten præcis som det lyder. Stranden er 100 km lang og tager i gennemsnit fire dage at gennemføre. Jeg forstår nu godt valget af navn, for 90 mile beach klinger noget bedre end 90 kilometer beach. Uanset hvad den hedder, så er den berygtet for at knække vandrere næsten inden de er kommet i gang – mig inkluderet.
90 mile beach er en lang, blæsende, øde strand. En utrolig smuk strand, skal det siges: det føles som at gå på en øde, tropisk stillehavsø, hvad det jo også er. Men uanset hvor smuk stranden var, så blev monotonien til sidst det hårdeste. Det var umuligt at se, at man havde rykket sig. Det bløde sand under ens fødder gjorde hvert skridt hårdere end det forrige, og ens bedste mulighed for at holde pause var at søge læ bag klitterne, og håbe man ikke fik alt for meget sand blæst ind på sin frokost.
Med overnatningsmulighederne fordelt med ca. 30 kilometers mellemrum, var der ingen mulighed for at lægge ud med nogle kortere dage for at træne sig igang, og da jeg nåede første by Ahipara, var jeg trættere end nogensinde før.
Min krop smertede over det hele, og jeg havde fået en slem skade i foden, som ville tage lang tid at hele. Jeg hvilede i fire dage før jeg gik videre, i tvivl om hvorvidt jeg ville være i stand til at gennemføre min plan. Men da jeg kom i gang igen, var jeg blevet klogere. Jeg havde lært at sætte distancerne ned og lytte til kroppen og med et par uger, hvor jeg maksimalt gik 15-20 km om dagen, var mine fødder klar igen.
Efter stranden ændrede terrænet sig markant. Jeg fortsatte ind over landet med endnu et firedagstræk fra byen Kaitaia til byen Kerikeri. Her var terrænet stejlt og mudret – noget som ville blive kendetegnende for rigtig store dele af Te Araroa.
Rutinen kommer hurtigt: Man rammer en by, køber ind til næste stræk, spiser sig mæt i burgers og drikker milkshakes, og så tager man videre. Rinse and repeat.
Når man ser det på denne måde, så er en rute på 3000 kilometer i virkeligheden ikke andet end en lang serie af 4-5 dages vandreture, lige efter hinanden.
Tongariro National Park og kanotur på Whanganui-floden
Lidt længere nede på Nordøen, efter ca. 1000 kilometers vandring, begyndte det rigtig sjove. Her kommer man ind i Tongariro National Park; en legendarisk vulkan, der også kendes fordi den blev brugt som Mt. Doom i Ringenes Herre-filmene.
Jeg glædede mig meget til dette sted; både på grund af min kærlighed til Ringenes Herre, men også fordi det ville være første gang at landskabet blev rigtig dramatisk.
De første 1000 kilometer var smukke, men ofte også civiliserede. Vi var gået over lange strande, gennem marker og mudder, skove og tjørnekrat. Her var en smagsprøve på, hvad sydøen ville byde på: Øde og barske bjergområder.
Vi tog os god tid her i parken og gik en lang omvej i forhold til vores officielle Te Araroa-rute. Te Araroa forbindes på dette tidspunkt med den mest populære dagstur i hele New Zealand: ”The Tongariro Alpine Crossing” – en rute, som er kendt som en af verdens smukkeste vandreruter. Vi vidste, at turistbusserne kørte om morgenen, så for at undgå menneskerne, gik vi ruten sent på eftermiddagen. Vi endte med at have det næsten for os selv. Herefter drejede vi af og gik en længere rute rundt om Mt. Ngauruhoe, hvilket gav os to ekstra dage her i parken.
Noget som alle, der vandrer ruten, ser meget frem til, er den 180 km lange kanotur ned af Whanganui-floden. På dette sted forsvinder ruten over land, og vandresporet bliver erstattet af en smuk flod gennem jungle og dal. Man lejer sine kanoer i byen Taumarunui, sejler sine 180 km og afleverer kanoerne igen i byen Whanganui. Det er en populær tur, så det er nemt at planlægge denne etape.
Jeg havde set meget frem til at få lov at hvile benene i fire dage, men da det kom til stykket, savnede jeg alligevel at gå. Pludselig fik jeg ondt i kroppen af at sidde så meget ned. Sommetider var det nemt at padle, hvis strømmen var med os og der ikke var for meget modvind. Men de sidste to dage var der nærmest ingen strøm, og med en god brise i ansigtet, er det altså drøjt at padle 30 km kano om dagen.
Whanganui-floden var et kæmpe højdepunkt på turen. Det var utrolig fredfyldt at drive ned ad floden. Når strømmen var med os, bandt vi ofte to kanoer sammen og så lå vi ellers bare og dasede i bådene, der bar os derhen vi skulle.
Skovene
Der er mange lange stræk gennem skov i New Zealand, men det er langt fra den type skov vi kender herhjemme. Klimaet er subtropisk og skovene er mere som jungler med alverdens fugle- og planteliv.
Det gamle ordsprog lyder at: ”Man kan ikke se skoven for bare træer”, men på Te Araroa er det mere passende at sige: ”Man kan ikke se træerne for bare mudder”.
Mudderet er en central del af ruten, og noget, som man må lære at leve med. Alle ved, at det kommer. Man hører historier fra andre vandrere om, hvor slemt det har været.
Mange dage går man gennem mudder i lårhøjde, og passer man ikke på, kan det være svært at komme ud igen. Efterhånden blev jeg næsten helt ekspert på de forskellige typer af mudder, og kunne instinktivt se, hvor dybt jeg ville synke i med hvert skridt. Lige indtil jeg tog fejl og faldt i til navlen, altså.
Jeg priste mig lykkelig når jeg trådte et trin, og kun sank i til anklen, for hvis det kun var op til anklen, var man heldig.
Jeg indrømmer, at det ikke altid var let at holde humøret oppe når man gik gennem mudderskove.
Sydøen
Sydøen er det stik modsatte. Næsten med det samme man træder ind på Sydøen kan man mærke, at nu er det noget helt andet. Sydøen går nemlig over høje tinder og bjergpas, langs utrolige dale, ofte gennem floder. Jeg talte 69 flodkrydsninger på bare én enkelt dag! Sporet er ofte ikke-eksisterende, så ens navigationsevner bliver sat på prøve.
Sydøen starter med Queen Charlotte track, som er den eneste del af Sydøen, som minder om Nordøen. Her går man langs smukke bugter og man hilser pænt på de mange pensionerede kiwier der går dagsture her.
Efter et par dage slutter Queen Charlotte-sporet og den næste (og mest berygtede) del af turen begynder: Richmond Ranges. Et 140 km langt stræk gennem Richmond-bjergene, som altså er den nordlige del af hele den bjergkæde, der strækker sig gennem New Zealands syd-ø. Fra man begynder dette stræk og indtil man når næste sted med civilisation, forventes ca. 8 dages vandring. De fleste pakker mad til 10 dage i tilfælde af stormvejr eller meget regn. I tilfældet af meget regn vil floderne svulme op og være umulige at krydse, så man kan altså risikere at skulle vente en dag eller to derude. Vi var dog heldige, og endte med at tage turen på de planlagte 8 dage. Det var faktisk rigtig heldigt, for selvom jeg havde planlagt mad til 10 dage, var jeg på en eller anden måde kommet til at spise det hele på 8. Så da jeg ankom til byen St Arnaud, var jeg mere sulten end nogensinde, og jeg har aldrig været så glad for at se en kiosk.
Richmond Ranges var en af de bedste etaper for mig på hele ruten. På dette tidspunkt var min krop på sit stærkeste: Jeg havde gået knap 2000 kilometer og var i topform. Senere på ruten, hen mod slutningen, mærkede jeg, at det begyndte at gå den anden vej. At min krop blev mere træt for hver dag, og at den i ny og næ havde brug for en længere pause end kun en enkelt dag.
Sydøen fortsætter på denne måde. Hvert stræk varer mellem 4 og 8 otte dage gennem smukke, barske bjergområder. Så rammer man en lille by, hvor man kan få en burger og handle lidt ind før man fortsætter på næste stræk. Hvor man på nordøen kunne finde en is eller sodavand mindst hver anden dag, er der her på sydøen noget længere imellem dem. Der er også meget længere til hjælp, hvis man skulle få brug for det, og terrænet er langt mere udfordrende.
Nordøen er et fremragende sted at øve alle de færdigheder, man gerne skal have styr på, inden man når sydøen. Planlægning, navigation, en smule førstehjælp, hvad man gør i nødsituationer, osv.
Det praktiske
Tilladelse
Det kræver ingen reel tilladelse at vandre Te Araroa, men det anbefales kraftigt, at man registrerer sig. Dette kan gøres på vandrerutens officielle hjemmeside: teararoa.org.nz
Start/slut
Der er uendeligt mange måder at gå ruten på. De fire mest populære er disse:
- Hele vejen SOBO
- Hele vejen NOBO
- Kun sydøen SOBO
- Kun sydøen NOBO (det, de fleste vælger, hvis de kun går sydøen
SOBO (Southbound) = fra nord mod syd; NOBO (Northbound) = fra syd mod nord
Hvis man vil gå det hele, starter man i Cape Reinga, det nordligste punkt på nordøen, og slutter i Bluff, det sydligste punkt på sydøen. Går man den NOBO, så er det selvfølgelig omvendt. Hvis man, som rigtig mange gør, vælger kun at gå sydøen, så starter de fleste i det sydlige Bluff og slutter deres tur på Queen Charlotte Track.
Ruten er for det meste ikke så svær at følge, med undtagelse af nogle områder på sydøen. De fleste bruger to apps til næsten al planlægning og navigation.
FarOut er en app med et detaljeret kort, hvor man skriver kommentarer på fx vandposter, overnatningssteder, svære flodpassager osv. Dette er rigtig godt for at være sikker på, at man stadig kan regne med at få vand eller kunne overnatte.
Derudover bruges den officielle Te Araroa App. Denne er rigtig vigtig og har detaljerede beskrivelser af alle ruter. Her kan man læse alt om de områder man begiver sig ind i. Den fortæller en hvor svært terrænet er, hvor lange dagene er, hvor man kan sove, hvilke risici der er i området og en masse andet.
FarOut bruges som GPS og ens daglige kort, og Te Araroa-appen bruges forberedende, eller i teltet om aftenen. Derudover er ruten ofte markeret med orange trekanter eller lignende, men dette kan man ikke altid regne med.
Logistik
For at starte ruten i nord, flyver man til Auckland, og tager derefter en bus til Kaitaia. Herefter kan man blaffe (hvad de fleste gør) eller arrangere en shuttlebus til Cape Reinga (hvilket er noget dyrere).
Det er ikke så svært at finde overnatning undervejs. Det står i Te Araroa-appen hvor man kan sove, og ellers kan man læse kommentarer i FarOut om gode teltsteder. Jeg planlagde altid min tur i etaper, så hver gang jeg ramte en by, planlagde jeg etapen til den næste by.
Her ville jeg altså sætte mig og kigge på kortet, læse kommentarerne, og så beslutte i hvilken hytte eller på hvilken teltplads, jeg ville sove. Her er det vigtigt at holde øje med elevationen. Hvis jeg kunne se på kortet, at dagen ville blive helt flad, så kunne jeg planlægge en distance på 35-40 kilometer. Hvis dagen havde meget elevation, ville jeg derimod planlægge en meget kortere distance. Nogle gange må man også tage en ekstra lang dag hvis der ikke er gode steder at sove. Omvendt må man sommetider også tage en alt for kort dag, hvis man ankommer for tidligt. Sådan er det jo nogle gange.
Årstid
Te Araroa-ruten har sådan set et ret langt vindue for, hvornår man kan starte den. Går man det hele i sydlig retning, da starter man typisk i New Zealands forår; et sted mellem oktober og december. Jeg begyndte d. 2. december og var blandt de sidste der startede. Starter man for sent kan det godt give problemer med at ramme ind i sne og frost i de sydlige alper. Generelt skal man sigte efter at være færdig omkring midt-april, for ikke at ramme alt for hårdt vejr på sydøen. Går man kun sydøen, er det bedst at starte i december/januar for at være der midt på sommeren.
Min pakkeliste
For at holde oppakningens vægt så langt nede som muligt, anbefaler jeg at man kun har én med af hver ting, og at man sørger for at ikke tage overflødigt udstyr med. Hver ting skal have et klart formål, og hvis muligt, gerne flere. Min oppakning var som følger:
Sovegrej
- Rygsæk 55 liter, foret med en tyk affaldspose for at gøre den vandtæt. Det fungerer meget bedre end et regnslag
- Sovepose med en komfort temperatur på -5. Det koldeste jeg oplevede på turen, var lige under frysepunktet
- Liggeunderlag med R-værdi på 4,5
- Lille oppustelig pude
- Telt
Tøj
- Ét sæt tøj til at vandre i: Et par shorts, en skjorte, et par underbukser, 2 par sokker
- Regnjakke. Der er ikke behov for regnbukser når man går i hurtigtørrende shorts og vejret er varmt
- En let fiberjakke til om aftenen
- Et sæt let uldundertøj til at sove i, både for varme og for at beskytte soveposen mod alt mit skidt
- Trailrunner-sko uden vandtæt membran
- Solbriller
- Kasket
Længere nede på sydøen ville jeg supplere med:
- En fleece eller lignende let men varm trøje
- Handsker
- Hue
- Buff
- Evt. regnbukser eller bare softshell-vandrebukser
Madlavning
- Titaniumsgryde
- Gasbrænder
- Titaniumsske
- Kaffekop (I know, lidt for luksus, når man bare kan drikke af gryden)
Diverse
- 2 x 10.000 mah powerbanks. Ofte var det nok med en enkelt, men de lange stræk på sydøen krævede to
- Pandelampe
- Lille lommekniv
- Høretelefoner
- PLB: Personal Locator Beacon, altså en GPS-nødsender, hvis man har behov for at blive reddet
- Vandrestave
- Toilettaske med en lille skovl, toiletpapir (som man husker at tage med i skraldeposen efter brug; Leave no Trace), og håndsprit
- Lille førstehjælpssæt med smertestillende og lidt plaster
- Min luksus genstand: Et sudokublad, hvilket også kan fungere som SOS-toiletpapir
Som det kan ses, er min pakkeliste meget minimal. Mange ting kan bruges til flere formål (se Sudoku). Mine vandrestave er f.eks. også mine teltstænger.
Læs mere om vandreruten Te Araroa på den officielle hjemmeside
Indholdsoversigt