I slutningen af august pakkede jeg min cykel, Jolene, ned og steg på et tog til Italien. Jeg skulle køre med på sjette etape af Thighs of Steel.

Frida fra Friluftsland har skrevet dette indlæg om sin tur på Thighs of Steel – en cykelrute for velgørenhed, der støtter de mennesker, der ikke har friheden til at bevæge sig frit rundt i verden. 

På cykel gennem Kroatien

Tekst og billeder: Frida Berg

Thighs of Steel er Europas længste velgørenhedscykelstafet, som i løbet af otte uger kører fra Glasgow i Skotland til Athen i Grækenland. Ruten strækker sig i alt 5400 km, fordelt på otte etaper. Sjette etape går fra Trieste i det nordøstlige Italien til Dubrovnik i det sydlige Kroatien, og krydser undervejs Slovenien og Bosnien. På turen kørte vi 700 km og cirka 8000 højdemeter i løbet af seks dage. I stedet for at følge kysten kørte vi et stykke inde i landet, og kom derved forbi hyggelige landsbyer, gennem flotte dale, og ikke mindst over de Dinariske alper. Selvom vi startede og sluttede i store byer, foregik resten af turen langt ude på landet i en del af Kroatien, som de fleste turister ikke kommer forbi.

Om Thighs of Steel

Thighs of Steel blev grundlagt for seks år siden for at samle penge ind til græsrodsprojekter for flygtninge og migranter i Grækenland, Storbritannien og Frankrig. Når man cykler for Thighs of Steel, forpligter man sig til at indsamle £500 (cirka 5500 kr.) som bliver fordelt blandt de forskellige projekter. Jeg havde halvspontant skrevet mig på deres venteliste en gråvejrsdag i det tidlige forår, uden at regne med at få en plads. Men det fik jeg, og nu skulle jeg afsted.

Jeg valgte denne etape da jeg har rejst en del i det nordøstlige Italien, Slovenien og Kroatien, men aldrig det område, som vi ville komme til at cykle igennem. Jeg vidste at de kroatiske bjerge var smukke, og var nysgerrig efter at prøve noget mildere bjergkørsel af. Og det fik jeg i den grad gjort! Allerede på første dag fik vi klatret over 2000 højdemeter – det højeste jeg nogensinde har kørt i løbet af en dag.

Tankerne inden afgang

Jeg er ikke den allermest garvede cykelrytter, derfor var jeg en smule nervøs over mit niveau inden jeg skulle afsted. Især bjergkørslen skræmte mig, for i København er det jo ikke helt lige til at finde en bakke at træne på. Og så var jeg bekymret for, om jeg nu var sådan en de andre skulle vente på, når vi kørte op ad bjergene. Men det viste sig at være en enormt blandet gruppe cyklister med helt forskellige erfaringsniveauer, så der var også plads til mig.

Det hjalp også på det at vi havde et supporthold med, der blandt andet kørte en stor van, som bar al vores mad og sovegear, så vi på cyklen kun skulle have det med, vi havde brug for i løbet af en dag af tøj, mad, og reparationsgrej. Supportholdet var en gruppe frivillige som stod for ruteplanlægning, at finde lejrpladser, lave aftensmad, og andet praktisk – herunder at evakuere kriseramte cyklister, som da vi strandede på et bjerg under en tordenstorm, men mere om det senere.

Forberedelse og udstyr

For at træne forsøgte jeg i månederne op til turen at køre én længere tur om ugen, udover min daglige pendling. Jeg kører på en gravelcykel fra Principia, som jeg kalder Jolene, og som tidligere har været med mig på tur i Spanien og Sverige, og kan holde til lidt af hvert.

Da vi skulle være udenfor hele ugen og opleve både bagende sol og tordenstorme, skulle jeg pakke alsidigt men let. Til at cykle med har jeg cykelshorts med pude, en merino/polyester-t-shirt og min skaljakke. Jeg kører med mine Teva-sandaler, som er fede når det er varmt fordi de er lette og hurtigtørrende. Udover shorts med pude, var den vigtigste ting jeg havde med nok min lette dunjakke, som jeg ellers havde troet ville være overkill i Kroatien i august, men som viste sig at være en lifesaver, da nætterne i bjergene ofte er uforudsigelige.

Havregrød og iskolde floddyp

Efter en grundig introduktion og sammenrystning, stod vi op den første dag klokken 5 for at spise havregrød og komme afsted. Vi havde fordelt os på tre hold á fem personer, og målet var at alle skulle køre med alle. Jeg var ambitiøs og havde skrevet mig på hold 1, som skulle afsted først.

Ruten de første par dage tog os væk fra kysten og bød på kørsel gennem smukke skove, bakker, og dale. Især ruten ud af Trieste og op imod den slovenske grænse var imponerende, selvom afskeden med havet var lidt hård, de 35 grader taget i betragtning. Heldigvis fandt vi nogle isnende kolde floder at bade i. Efter vi havde afsluttet dag 1 med en dræber af et bjerg, som tog måske 3 timer at komme op ad, føltes andendagen meget lettere. Vi havde overstået den værste klatring, jeg havde allerede taget min havregrødstjans, og vi befandt os nu i de frodige kroatiske bakker.

Punkteringer, tordenstorm og dræbersnegle

Men hvad der går op vil også gå ned, og det mærkede jeg især på tredjedagen. Her fik jeg virkelig oplevet værdien af at godt kammeratskab når tingene ikke går som planlagt. Der var varslet tordenstorm om eftermiddagen, så vi satte afsted tidligt med mål om at nå frem inden den ramte. Fra de flotte bakker kom vi hurtigt ned i en dal, hvor en tung modvind og lastbiler, der kom alt for tæt på, satte stemningen. Frokostpausen brugte jeg på at lappe en dobbeltpunktering. Til sidst kom en flok italienske motorcyklister os til undsætning, og jeg og min holdkammerat, som var blevet tilbage med mig efter de andre var kørt i forvejen, måtte bide al vores feminisme i os og takke dem da de fik skiftet den sidste slange i løbet af fem minutter.

Bagefter kæmpede vi os i stiv modvind langs en gold dal, som mest var befærdet af logging-trucks og et militæranlæg, op til de bagerste af de andre. Desværre halede regnen ind på os, og vi blev fanget i tordenstormen på toppen af en bakke. Kun 20 kilometer fra lejrpladsen vurderede vi at det ville være for farligt at fortsætte nedkørslen, så vi måtte blive hentet i bil. Mens vi kørte ned til lejrpladsen, faldt mørket på, og selvom skoven med den rislende å sikkert var smukt i dagslys, fik vores våde tøj og trætte ben det til at føles som en underlig sump. Og så var der dræbersnegle overalt – på mine sandaler, i min hjelm, og på teltdugen. Men på det tidspunkt var jeg så træt, at ingenting kunne overraske mig.

Trods at det helt sikkert var turens lavpunkt, står den dag skarpest i min hukommelse, og selvom det var hårdt, ville jeg ikke være den oplevelse foruden. Ingen sol uden regn!

Glimt af havet

På fjerdedagen ramte trætheden mig, men det flotte Dinara-bjerg på den ene side og Svilaja-højderyggen på den anden, hjalp på humøret. Dog kom regnen igen om eftermiddagen, men denne gang nåede vi frem tids nok til vores lejrplads på en mark i nærheden af Trilj, en mindre provinsby.

I løbet af turens sidste to dage kunne man virkelig mærke at vi bevægede os ud imod kysten igen. Det var fedt at opleve hvordan landskabet ændrede sig, fra golde dale til sumpe og nu det mere kendte dalmatinske landskab, med bjerge, olivenlunde og (snart) glimt af havet. På den sjette og sidste dag kom vi endda en smuttur igennem Bosnien, som vi fejrede med en börek og et dyp i havet. Selve nedkørslen til Dubrovnik gik enormt hurtigt, og pludselig befandt vi os – en flok svedige, euforiske cyklister – ved porten til den gamle by, omringet af turister. Det føltes helt underligt pludselig at være tilbage i civilisationen, og især at ikke skulle op klokken 5 for at cykle dagen efter.

Et skub til grænserne

Og sådan sluttede mit kroatiske cykeleventyr. Det var var en lettelse at være ankommet, men samtidig også lidt vemodigt at give faklen videre til det næste hold cyklister, som var klar til at køre videre mod Athen. Det er enormt paradoksalt at tænke på, hvor let en gruppe Europæere med de rette pas kan bevæge sig på tværs af kontinentet på cykel, imens folk der søger et bedre liv i Europa, støder på hårdere og hårdere barrierer ved de ydre grænser. Selvom vi ikke kan ændre verden igennem en cykeltur, kan vi alligevel være med til at gøre en lille forskel.

Trods turens strabadser, har jeg helt klart fået blod på tanden i forhold til at udforske mindre kendte områder på cykel, især Balkans bjerge. Oplevelsen af det kammeratskab der opstod blandt komplet fremmede mennesker gennem vores kærlighed til cykling og vilje til at gøre en forskel for flygtninges rettigheder, var enormt smukt. Jeg vil helt klart anbefale andre bare at kaste sig ud i det, hvis man står og vakler på tærsklen af et eventyr.

Tak fordi du læste med!

Læs mere om Thighs of Steel