Af Michelle Kim Theisen

Hånden ryster; der er sommerfugle i maven. Jeg sidder klar på stolen før første kval-problem. Ét minut igen; skoene er på og hænderne kalket op. Nervøsiteten er lidt for høj, men vejrtrækningen er rolig. Jeg er varm, klar og jeg glæder mig til at give den max gas!

Dette års boulder NM blev afholdt herhjemme i Copenhagen Boulders. Hele 31 mænd og 19 stærke kvinder fra Norge, Sverige, Finland og Danmark stillede op. Med kun 2 1/2 uges koncentreret forberedelse grundet en smertefuld finger, var mine forventninger til konkurrencen ikke særligt høje, men jeg var stærkt indstillet på at jeg ville i finalen i år!

Foto: Oliver Thorpe
Foto: Oliver Thorpe

Lidt utraditionelt var der hele 6 kvalifikationsproblemer, som alle var forskellige stilarter – fra teknisk slab til overhængende power og dynamiske afsæt!

Første kvindeproblem var på slab‘et. Et godt problem til at få ro på maven og koncentrationen indstillet. Det lykkedes mig at toppe de tre første problemer i fire forsøg, men de sidste tre problemer bed fra sig, og jeg måtte nøjes med en bonus på det fjerde problem – om det var mangel på mængde i armene eller stilen af de sidste problemer, der gjorde udfaldet, ved jeg ikke. Tre toppe i få forsøg var heldigvis nok til en finaleplads og jeg lå på en fjerdeplads efter kvalifikationen.
2 timer og en god frokost senere var vi i gang igen! Det er altid hårdt at skulle varme op for anden gang på dagen efter kvalifikationsrunden. Men jeg følte mig stærk og ikke nær så nervøs som i kvalifikationen.

Der var lagt op til et show af en finale! Folk var kommet til for at heppe og se finalisterne kæmpe om podiepladserne.

Første dameproblem startede ud med en løbestart og et hop ud til et stort jug (kuffertgreb) med en powerfuld slutning ud i overhænget. Hop er uden tvivl den største svaghed i min klatring, og jeg startede derfor ikke med den største tro på mig selv. Det gode ved at klare sig bedre end forventet og vide, at man allerede har præsteret godt, er at det er lettere at slappe af og have det fedt over at være med. Men det er stadig vigtigt at holde fokus og udnytte, at man ikke føler et forventningspres!

Foto: DK Climbing/Peter Thulstrup
Foto: DKClimbing/Peter W. Thulstrup

Det lykkedes mig faktisk at slå hovedet fra og bare prøve hoppet i mit første forsøg. Det tog mig tre forsøg at lave hoppet – først et for kort hop, derefter for langt og til sidst ramte jeg perfekt! Jeg hang på med alt jeg havde i de powerfulde bevægelser gennem taget, hele vejen til sidste træk. Desværre var jeg alt for drænet for power og jeg kom lige akkurat ikke højt nok til at holde topgrebet. Tilbage på madrassen med pumpede arme og ikke nok kræfter til at klare mig gennem taget igen, øv!!

Foto: DK Climbing/Peter Thulstrup
Foto: DKClimbing/Peter W. Thulstrup

Andet problem var et fint fodteknisk problem, hvilket lå meget mere til mig. Jeg lavede en læsefejl i topsekvensen på mit første forsøg, men det lykkedes mig at bevare fokus og nå sikkert til tops i mit andet go.

FB_IMG_1462377197388_web
Foto: DKClimbing/Peter W. Thulstrup
FB_IMG_1462377201791_web
Foto: DKClimbing/Peter W. Thulstrup

Tilbage i isolationen var spændingen i luften stadig høj. Top tre manglede stadig at prøve problem nummer 2, så der blev ikke snakket for højt om hvordan man havde klaret sig, da dette ikke er accepteret af dommerne. Til gengæld blev beta og mulige løsninger til næste problem talt igennem mens vi ventede på, at det blev vores tur igen.

Tredje problem var også til den mere tekniske side med skjulte knee bars (teknik: knæ og tå er sat i spænd mellem to greb) og et drop knee (teknik: knæet twist‘et nedad for at hoften kommer tættere til væggen). Jeg kom hele vejen til sidste bevægelse på mit første forsøg, men slutningen på problemet var for langt og svært for mig og det blev ikke til nogen top. Der var heller ingen af de andre piger, som klarede toppen på dette problem.

Fjerde og sidste problem havde et langt start-træk, som mange af os havde problemer med! Jeg brugte rigtig mange forsøg på bare at lave den første bevægelse. Desværre var fokus og power sluppet op da jeg endeligt holdt andet greb. Jeg klarede ikke det efterfølgende træk til bonusgrebet, hvilket ellers ville have givet mig en podieplads.

FB_IMG_1462377238538_web
Foto: DKClimbing/Peter W. Thulstrup

Nogle gange er det de små marginaler, der har betydning for det endelige resultat. Havde jeg ikke misset toppen på første problem, eller havde jeg klatret andet problem i første forsøg, kunnet jeg have stået på podiet den dag. Jeg endte på en delt tredjeplads, men med et dårligere resultat fra kvalifikationen end Kajsa Rosén, hvorfor jeg måtte nøjes med en fin fjerdeplads.

Det er altid skuffende at vide, at man var så tæt på, men det giver også blod på tanden at vide, at man ikke er langt fra samme niveau som de stærkeste damer i resten af Norden. Overordnet set er jeg tilfreds med min præstation og min klatring og det var den fedeste oplevelse at være med i finalen med følelsen af, at hele Danmark bakkede op og heppede – både i klubben og derhjemme! Nu håber jeg, at jeg kan bevare denne gode følelse og tage den med til de kommende konkurrencer; World Cup i Innsbruck og danmarksmesterskabet i bouldering i slutningen af denne måned!

En stor tak til Copenhagen Boulders og alle der hjalp til med at få konkurrencen op at køre. Thumbs up til rutebygger-teamet som fik lavet et godt arbejde og havde sat nogle super fede problemer, der var sjove og udfordrende – og ikke mindst en stor tak til alle der kom og heppede og var med til at skabe en fed stemning gennem hele dagen og især under finalerne!

Nordic Bouldering Championships 2016 from Copenhagen Boulders on Vimeo.