Bjørn Iisager har i mange år været en af Danmarks dygtigste klatrere og rutebyggere – især når det kommer til bouldering. De sidste par år er Bjørn imidlertid begyndt at udforske et for ham nyt hjørne af klatringen: Traditionel klatring på egne sikringer. I anden del af blog-serien om tradklatring kigger Bjørn nærmere på bevægelsesmøsntre og æstetik, samt hvordan tradklatring måske ligger tættere op ad bouldering end først antaget.

Grej-æstetik og nye bevægelser

Tekst og billeder: Bjørn Arnel Iisager 

For ikke så længe siden trillede jeg ind på ForSea færgen på den svenske side, med kurs mod Danmark. ForSea har skiftet navn fra Scandlines og er i samme ombæring hoppet på den grønne bølge så at sige. Over ens hoved er der nemlig 280 ton batterier og udstyr, der driver færgen. Den velkendte brummende Scandlines lyd er blevet til en Sci-fi summen i krogene.

Jeg var på vej hjem fra et job i Stockholm og jeg var indstillet på at jeg lige kunne nå 20 minutters overfart ude på dækket. Bare frisk luft, udsigten og følelsen af næsten at være hjemme. Men så slog det mig at der jo er en ganske særlig hobby om bord på færgen. Det er at spotte reblag på vej hjem fra klatretur. Det tog mig lige akkurat et enkelt trawl med blikket gennem siddepladserne før jeg så dem. Blandt røde pølser og for store stakke med ølrammer på for små vogne, sad tre fyre. De var trætte, beskidte og hang med skuldrene på den helt rigtige måde. En af dem havde en diskret 5.10 approach sko på, som afslørede dem med sikkerhed. Det jeg fæstnede mig ved, var deres meget sparsomme ordveksling. De sad for det meste med et saligt smil og kiggede ud i luften.

Det smil er sjældent. Det tager mindst 2-3 dages intensiv klatring før man kan bære det på rette vis. Det markerer gode oplevelser, oplevelser på kanten af ens formåen, snakke ved bålet og allervigtigst en veltilfredshed, der strækker sig langt ind i den kommende arbejdsuge de sejler i møde, men som ingen tænker på lige nu. Jeg har også oplevet at smile sådan et par gange, og jeg tænker, at det muligvis kan udløses af andet og mere end blot oplevelser på kanten.

Æstetik

Tradklatring er meget æstetisk. Sporene efter klatrere er minimale, med kun kalk på klippen som bevis for at nogen har forsøgt sig på en rute. Det er både et lille impact på den lokale natur, men det er også et lille impact på klatrens ide om, hvordan man vil klatre en rute. Det skal forstås som, at når man klatrer en sportsrute, så er der bolte man følger. Boltene er placeret af et menneske, der har haft en bestemt ide om, hvordan ruten skal klatres. De efterfølgende klatrere er derfor påvirket til at opleve den rute, som personen, der etablerede ruten, har bestemt.

Ved tradklatring derimod, er der frihed til at fortolke, hvordan man vil forcere ridssystemerne på klippen. Det er ikke i samme grad som ved boltede ruter givet, hvor man skal sikre, så der stilles større krav til klatrerens forståelse af både sekvenslæsning og lokalisering af placeringer. Det er en rigere klatreoplevelse efter min mening.

Tradklatring har nogle betingelser, der skal være opfyldt før det kan udføres på forsvarlig vis, og det er sikringsmulighederne. De ridssystemer der danner grundlag for sikringsplaceringerne, dikterer i højgrad rutevalg. En blank væg kan ikke sikres naturligt og derfor er de fleste blanke vægge i eksempelvis Bohuslän urørte. Jeg finder det æstetisk finere at man er tvunget til at følge klippens naturlige linjer, fremfor at bolte en motorvej direkte op ad klippen. De værste udgaver af boltede crags, er når boltene er placeret i et perfekt grid-system, hvor varianter mellem flere ruter bliver mulige. Når man til gengæld følger de naturlige ridssystemer, så følger bevægelsesmønstret og klatrestilen også i højere grad klippens udformning.

Et klokkerent rids, der angiver den oplagte vej op ad klippen.

Relation mellem trad og bouldering

Jeg fornemmer at der er en tæt relation mellem tradklatring og bouldering. Den måde man arbejder med kompleksitet i svære bevægelser på en boulder, er en søgen efter en mere optimal placering af kroppen, samt koordination af eksekvering. På samme måde er tradklatring en søgen efter en mere optimal, og dermed mere effektiv udførsel af sekvenser. Især på længere, komplekse sektioner bliver intensiteten og kompleksiteten en følelse af at man klatrer en lang boulder. Og særlig tydeligt er det, når man bevæger sig forkert. Det bliver svært at bevæge sig, man bliver træt og man når ud på grænsen, hvor mangler i repertoiret bliver blottet.

En anden lighed mellem tradklatring og bouldering er, at man selv er ansvarlig for sikkerheden. Ved begge discipliner kræver det analytiske evner at forudse faldscenarier. I bouldering gælder det især om at kunne se hvor crashpadsene skal placeres for potentielle fald, og hvor den mest optimale placering for spotteren er. I tradklatring er det på samme måde vigtigt at have blik for, hvornår der skal sikres for at gøre det mest forsvarligt at klatre videre. Vurderingen af balancen mellem risiko og konsekvens er på ens egne skuldre og jo dygtigere og mere erfaren man er, desto sikrere kan man gebærde sig på klippen.

Nye bevægelsestyper

At lære at sætte handjams, finger– og footlocks har ført en masse nye bevægelser med sig. Især offwidth-terrænet har nye bevægelsestyper, der gavner én bestemt ting som alle kan have fordel af at øve sig på. Offwidth er nemlig i min optik en meget anderledes bevægelsesstil end klassisk boardklatring, som man finder på kaosvæggene indendørs eksempelvis. Offwidth-klatring byder oftest ikke på greb til hænder og fødder, og teknikken for at komme opad er at klemme dele af kroppen fast i klippen i rigtig sekvens. Det er ikke nødvendigvis de nye bevægelser, der gør en til en bedre klatrer i andre bevægelsesstile, men øvelsen i at møde et domæne af bevægelser, man ikke er vant til – eller mere generelt; at øve sig i at håndtere mødet med noget man ikke mestrer med det samme – er vigtig. For mig har mødet med offwidth-klatring været en intensiv læringsoplevelse, hvor jeg har haft mulighed for at være nysgerrig og lege med mulighederne for bevægelse, og for at øve mig i mødet med det jeg ikke kan mestre endnu.

Offwidth-klatring i Bohuslän. “Breddidrott”, 6+.

Rutebygning, new school og old school

Kan du huske “combined”-finalen ved OL 2021? Jeg tænker især på mændenes blok B1 med det famøse footlock. Den unge Lopez havde svært ved at forstå, hvordan man skulle læse ridset, mens mere erfarne klatrere forcerede det footlock, som var det meget let, hvilket det nu en gang også var. Hvor kom det lock fra?

Rutebygning er en præsentation af forskellige klatrestile i rette sekvens. Vi ser oftere og oftere, at der sniger sig ridsklatring og offwidth-elementer ind i sekvensen. Hvis man skruer tiden tilbage til den ancestrale tid før der eksisterede volumes (trækasser på væggen), så var den eneste mulighed for at klatre rids indendørs, hvis en klub havde fræset et konkavt rids i væggen. Offwidth var kun muligt i klubbernes hjørner. Det vil sige, at hvis man fandt denne type klatring interessant, så måtte man affinde sig med at blive sendt ind i klubbernes hjørner, der hvor lyset ikke skinner, og hvor største delen af klatrere ikke synes det er spændende at opholde sig. Man kan sige, at der dermed blev dikteret hvilke stilarter man fandt rigtige og sjove (dem i lyset, på midten af væggen), og hvilke stilarter, der blev vejet for lette, bøvlede og svært tilgængelige (dem, der var forvist til hjørnerne).

Spoler vi tiden frem, er det nu muligt at tilbyde førsteklasses offwidth klatring og ridssystemer i lyset midt på væggen, takket være moderne volumes og parallelle greb. Distinktionen har tidligere været new school og old school, hvor den nye stil med parkourbevægelser tog den altoverskyggende midte i en årrække. men nu er tendensen ved at vende. Det næste skridt er at kombinere stilarter på nye måder (hvilket det altid har været), og eksempelvis Wide Boyz forsøger at foreslå dynamiske koordinationsbevægelser til stop i jams og locks. Giver de nye muligheder for at sætte traditionelle klatrestile i lyset midt på væggen også et ansvar for, at gøre det? Kan vi ikke bare lade udviklingen gå sin gang og gøre grebene større og mere farverige, dynoerne længere og kaffen stærkere? Det er jo superfood for SoMe-content. Nej, jeg er overbevist om at vi har ansvar for at vise især nye klatrere, hvor rigt og mangfoldigt indholdet i klatring kan være. Vi må have en systematisk model for at sikre at diversiteten er højest mulig.

Den nysgerrige klatrer

Rutebygning kan nedbryde det, der tidligere var svært tilgængeligt. Det er muligt at introducere teknikker i progressivt stigende niveau og kommunikere konkrete bevægelser til klatreren. Teknikker til hvor hårdt man bør ekspandere hånden i tight hands, eller i hvilken vinkel man stikker foden ind i et footlock, kan arbejdes ind på rette niveau relativt til klatreren. Derfor har vi et læringspotentiale foran os, der kan løfte det generelle niveau i det danske miljø. Det mener jeg vi har ansvaret for at udnytte.

I min optik skal vi holde op med at lade os overraske af, hvad der kan lade sig gøre indendørs. Vi skal lægge os frem i selen og være med til at udforske mulighederne. Det betyder at vi skal ændre holdning fra en deterministisk forståelse af, hvad klatring er og ikke er, og til en nysgerrighed for alt nyt. Ja, det skal gøres med måde og i rette omfang, men vi har lige så stor mulighed for at genopdage old school elementer som alle andre.

Det sjældne smil på færgen håber jeg flere vil opleve. Forhåbentlig kan de danske indendørsvægge tilbyde at danske klatrere bliver dygtigere og får en bredere vifte af muligheder for at opleve smilet, gennem en øget forståelse for klatring i forskellige stilarter. Det er trods alt ved væggen at vi mødes og aftaler den kommende tur. Hvad med at tage til Bohuslän næste gang?

Læs også: “Fra bouldering til trad med Bjørn Iisager: Ny viden og glemte eksperter”

Udsigt fra toppen af dagens (måske) sidste rute, mens solen synker i horisonten.