Bjørn Iisager har i mange år været en af Danmarks dygtigste klatrere og rutebyggere – især når det kommer til bouldering. De sidste par år er Bjørn imidlertid begyndt at udforske et for ham nyt hjørne af klatringen: Traditionel klatring på egne sikringer. I det følgende kan du læse nogle af hans tanker om mødet med tradklatring, samt skiftet fra at være en af Danmarks bedste boulderere til at være noget nær nybegynder på tradgear.

Off the couch onsight – tradklatring og den glemte viden

Tekst og billeder: Bjørn Arnel Iisager, efteråret 2021. 

At lære noget nyt

Tag en kurv og gå lidt længere ind i butikken. På din højre side finder du brød, kiks og knækbrød. Inden du når til kølemontren med mælk og andre mejeriprodukter kan du finde DMM Dragon cams – ikke i alle størrelser må du forstå, men en enkelt 6’er til de brede baner finder du da. Og før du vælger kolonialvarer eller et par lokale øl, så kan du overveje om du mangler kalk eller reb i metermål.

Det er ikke alle supermarkeder, der har dette udvalg af varer, men sådan er det faktisk i supermarkedet TEMPO i Brodalen. Supermarkedet ligger centralt i Bohuslän og mange klatrere og lokale handler ind der. I højsæsonen sidder der som regel en hård negl i kassen, der har gået alle nævneværdige linjer under 8+.

Jeg begyndte for noget tid siden at bruge mere tid på tradklatring. Min ovenstående oplevelse i supermarkedet i Brodalen er en god analogi for, hvor overrasket jeg blev over indholdet i tradklatring. Jeg var ellers uforstående skeptisk. Jeg regnede med at finde velkendte klatreteknikker og følelsen af eksponering måtte også være den, jeg havde oplevet tidligere ved sportsklatring. Men blandt de velkendte elementer fandt jeg noget nyt og, for mig, anderledes. Jeg fandt noget jeg ikke vidste jeg manglede i min klatring.

At lære at tradklatre er for mig en flydende proces. Læringen holder aldrig op og jeg finder hele tiden nye måder at bevæge mig mere effektivt på. Jeg har brugt mange ture til Bohuslän på at klatre mange lette ruter. Jo flere, jo bedre. Jeg vil opbygge en intuitiv bevægelsesforståelse på jams og locks. Jeg vil også opbygge et blik for, hvornår mine placeringer af kiler og cams er dårlige og hvornår de er gode. Det er der kun en vej til; rigtig, rigtig meget klatring.

Jeg har sikret mig at jeg ikke opbygger dårlige vaner, eller fejltolker placeringer ved at klatre med meget erfarne klatrere. Ved at føre ruterne og lade en erfaren klatrer gå andenmand, kan jeg få feedback på mine placeringer og standplads. Det er eksempelvis blandt andre takket være Peter Walbum at jeg har opbygget et godt grundlag for videre øvelse på højere tekniske niveauer.

Den ældre generation og den glemte viden

Jeg fornemmer at den unge generation af klatrere ikke er bevidst om, hvor meget de ældre klatrere ved. De glemte eksperter kunne man kalde de ældre klatrere. Det man kan frygte, er at de ikke er glemt, men at de er degraderet. De har fået frataget deres centrale rolle i kulturen, da de ikke længere kan leve op til fysiske benchmark tests som de unge med lethed kan gennemføre. Derfor bliver deres viden ikke længere anset for værende relevant og der bliver ikke lyttet.

“Jamen er de gamle nisser ikke lige meget, kan vi ikke gøre det meget bedre selv?” Muligvis, men vi kan bruge deres viden til at undgå farlige situationer, og ved at lære af deres erfaringer gør vi vores egen viden om klatring rigere. Desuden tror jeg på at en kultur med vidensdeling er et bedre sted at være for alle. Det handler nemlig ikke om dem og os, eller om dig og mig. Det handler om vi, om hvor stort et fællesskab vi kan bygge i Danmark og hvor meget viden vi skaber i fællesskab. Tænk på den svensker, du altid støder på i Göteborg eller Bohuslän. Personen er ikke nødvendigvis overrasket over, hvad du har klatret, men hvis du går ind i en dialog om beta og nye ideer om, hvordan noget kan klatres, så lytter de som regel.

At lære gode/dårlige placeringer ved at gøre det

Den viden der skal til for at være en dygtig tradklatrer er bredt funderet i mere end blot fysisk formåen, og et teknisk niveau opbygget i sportsklatring kan ikke direkte overføres til de anderledes bevægelsestyper, man finder ved diedere, rids og offwidth-klatring.

Den ældre generation har viden om, hvordan man bevæger sig effektivt på klippen. Hvordan man vrider arm og hånd i forskellige jams og locks kræver en enorm mængde erfaring, hvis det skal gøres intuitivt og effektivt. Alt dette samt standpladser, generel håndtering af reb og sikkerhed er viden man ikke lige overfører til en ny klatrer. Det skal arbejdes ind.

At lære hvordan gode og dårlige placeringer ser ud, er også viden, der er forankret i situationen. Det kan kun til et vist punkt teoretiseres. For at få styr på betingelserne for en god placering, og blik for placeringer, der ikke opfylder betingelserne, kræver det at man kommer ud og sætter grej.

Mental kontrol

Den mentale kontrol ved tradklatring er en anden end ved sportsklatring. At gå langt på grej er noget man skal vænne sig til. Det er først for nyligt at jeg har haft oplevelsen af at kunne identificere gode placeringer og føle en sikkerhed i at gå langt på grejet. Og at gå langt er i visse tilfælde nødvendigt. Hvis man klatrer et niveau man kan mestre, så skal man ikke bruge for lang tid på at fedte med placeringer. Det gælder om at tilbagelægge meter på klippen når man har sat tilstrækkeligt med grej. Bevidstheden om hvornår man har sat tilstrækkeligt med grej og hvornår det er tid til at træde på speederen, er en vigtig evne at oparbejde.

Off the couch onsight

En af de ting jeg har lagt mærke til ved tradklatring er, at hvis man har klatret i mange år, så har man en meget bred base af bevægelser og erfaring, og denne base gør at man “off the couch” kan klatre et meget højt teknisk niveau. Derfor er jeg blevet opmærksom på udtrykket “off the couch onsight”, der betegner hvilket niveau du kan onsighte, hvis du nu rejste dig direkte fra sofaen, bandt dig ind i rebet og begyndte at klatre. En anden måde at beskrive samme sag er, at man skal blive bevidst om sit bundniveau; hvor godt præsterer du fuldstændig uforberedt. Jo flere kilometer klippe du har i systemet, jo større mængde bevægelser er motorisk intuitivt tilgængelige og jo højere er dit bundniveau. I min optik er de glemte eksperter de bedste til off the couch onsight. Mon den unge generation vil godtage den benchmark test som adgangsgivende for kulturens midte?

Læs også: “Fra bouldering til trad med Bjørn Iisager: Æstetik, bevægelser og den nysgerrige klatrer”