Vores gode ven Kenneth Jensen og tidligere medarbejder Mikkel Frese bruger deres sommer på at klatre de første tre af de seks klassiske nordvægge i alperne: Piz Badile, Cima Grande og Les Drus (Petit Dru). Den første af nordvæggene kom i hus d. 13. juli. I det følgende kan du læse Kenneths beskrivelse af ruten og oplevelsen. Du kan læse mere om Kenneth og Mikkels projekt her.
Piz Badile, 3.308m: ”Cassin Route”, 800 m, TD, 6a
Af Kenneth Jensen
Tidsoversigt
- 1 time – Anmarch fra teltpladsen til “hvor det svære starter”( anmarch inkluderer et par 4. grads-bevægelser).
- 9 timer – Fra den lodrette klatring starter og til toppen af ruten.
- ½ time – Pause på toppen! 🙂
- 6 1/2 time – Ned ad nordkanten.
- 1/2 time – Tilbage til teltpladsen.
I alt: 17 timers aktivitet og ½ times pause
Ruten
Panoramavideo af nordsiden af Piz Badile. Nordkanten er den tydelige ryg, der er midt i billedet i starten af videoen. Til sidst i videoen er nordvæggen midt i billedet.
- Anmarchen til teltpladsen
Vi gik fra parkeringspladsen tidligt på dagen, for at undgå de varmeste timer, og fortsatte direkte forbi Sasc Furä-hytten og op til teltpladsen. Her var vi omkring middag og det gav os masser af tid til at vente på et hul i skyerne så vi kunne inspicere starten på ruten. Anmarchen fra parkeringspladsen til teltpladsen tog ca. 3 ½ time.
Op til Sasc Furä hytten og en time videre er der en veltrådt sti som ikke er til at tage fejl af. (Man skal dog lige igennem verandaen ved hytten). Den sidste times tid gik og hoppede vi fra “sten til sten” og jeg vidste fra nogle andre, at vi ikke skulle tage den første teltplads vi så. Derfor fortsatte vi lige op mod Badile og fandt et super godt spot til vores telt så tæt på starten af ruten som muligt. Herefter gik vi op på Nordkanten og inspicerede starten, samt fandt det boltede anker som vi skulle bruge tidlig morgen/nat for at abseile ned til den lange markante travers som går langs med den 800 m høje væg – ind under og uden om de snedynger, som lå på traversen.
- Anmarchen til ruten
Afgang blev præcis kl. 04:00, mens det stadig var mørkt (solen stod op 05:15). Vi fandt nemt nedfiringsankeret fra dagen før og fortsatte ad den eksponerede “kant” hen til starten. Jeg havde troet at det nærmest ville være en ren “gåtur” derhen, men der skulle alligevel passeres uden om en af de store snedynger på noget eksponeret, våd granit og derefter skulle der klatres en lille 80 graders kamin på 15-20m. Det var vel noget 4a/4b som vi frisoloede i ”vandreskoene”.
- Starten på ruten
Vi brugte alligevel nogle minutter på at finde det præcise startpunkt på ruten, og jeg gik frem og tilbage, for jeg kunne ikke helt forstå det. Jeg mente, at vi ikke skulle fortsætte nedad og langs med Nordvæggen (det var hvad topo’en fortalte), men da Mikkel endelig fandt “hornet med slyngerne” ved Rebuffats diedre (5a), fandt vi hurtigt den originale start som Riccardo Cassin lavede tilbage i 1937. Den er lige lidt sværere, nemlig 5c, men det er kun omkring to-tre bevægelser. Jeg syntes dog alligevel den var okay udfordrende, da klippen stadig var fugtig fra nattens dug – og kombineret med en koldstart, ja så var man også lissom i gang… Men de næste fire reblængder føltes lette og blev simultanklatret for at spare tid.
Der var lige et enkelt stykke på 2. reblængde, hvor jeg skulle “friktionsklatre” omkring 10 m uden nogen sikring, men klippen gav supergod friktion, selvom der stadig var lidt morgenfugt på klippen, og der var også lidt til hænderne hist og her, så jeg følte ikke at det var så svært igen (dette stykke er graderet 5a).
Efter de første fire reblængder var vi kommet godt i gang, og her startede også så småt den nogle gange lidt svære rutefinding. Fra starten fortsætter ruten opad til venstre, så det var ikke bare ”lige op”. Jeg er nærmest altid over-skeptisk om vejen op. Når man er helt alene oppe på en rute, så er det nemt at blive i tvivl. Ligeledes kan man blive i tvivl når at topo’en, man har med sig, måske ikke er helt præcis – nogle ting på ruten ændrer sig jo fra år til år… Der var f.eks. et sted på ruten, hvor der meget markant stod i topo’en, at der skulle være et “horn med slynger”. Men det var væk, og lige der var jeg ret sikker på at være på rette spor (efter at have gennemgået topo og reblængder et par ekstra gange).
Omkring dette punktoverhalede vi to guidehold, som vi ikke så meget til efterfølgende. Resten af turen op klatrede vi som det forreste hold.
Herefter gik det sin gang, og jeg opdagede egentlig aldrig rigtig det første crux. Det var ren ”cruiserstil” deropad, og der var altid noget godt at gribe fat i eller noget godt at stå på med tæerne. Jeg følte ikke rigtig behov for at “læse” ruten når jeg gik fra bevægelse til bevægelse, man fandt hurtig noget til hænder og fødder, så arme og ben kørte derudaf. Sikringsmulighederne var mange og gode, og der var også en del gamle pitoner. Langt de fleste af dem sprang jeg over, da de så for rustne ud, og da vi samtidig havde masser af friends og kiler med op, så kunne jeg jo lige så godt sende noget vægt videre til Mikkel i den anden ende.
Vi simultanklatrede også et par af de nemmere sammenhængende reblængder for at spare tid.
- Cruxet: (2/3 oppe af ruten)
Jeg havde studeret to forskellige topo’er og begge var enige om et 5c+ stykke på denne reblængde. Derfor var jeg også indforstået med, at det sværeste stykke ville komme nu. Ved ankeret fik jeg sat kamerastativet op til produktion af filmen, og så var det ellers bare deropad. Cruxet på reblængden er vel oppe omkring taget, som man skal traversere venstre om, men igen var der masser af både gode sikringsmuligheder, samt nogle rigtig gode handjams. Men dog lidt mindre til fødderne, i form af små ”outcrops” til fodplaceringer. Da man virkelig har klatret sig varm på dette tidspunkt og tilliden til klippen er på sit højdepunkt, følte jeg ikke, at det var nødvendigt med super mange sikringer. Men en enkelt friend lige før man klatrer venstre om taget skader vel aldrig. 🙂 Efter taget bliver det nemt igen.
- Kaminen: (De sidste 200 m)
Man ser denne fantastiske linje, som går op ad og skråt op til højre lidt efter cruxet, med det samme. Når man kigger på det nedefra, på ruten, ser det ud som om, at der er nogen der har skåret et helt perfekt 150 m langt firkantet rør ud af klippen. Men kan nærmest kigge direkte ind igennem kaminen og se himmelen på den anden side.
Den første reblængde på kaminen er faktisk ret akavet og fysisk. Den er ikke super svær, men føles alligevel svær fordi den er så besværlig at klatre opad. På denne reblængde fik jeg straks et flashback til ”røvjammet” i Aspen, Göteborg, som minder lidt om denne klatring. De efterfølgende reblængder op ad kaminen var virkelig fede, og den direkte afslutning var ligeledes på super god klippe.
Igen blev jeg i tvivl om rutefindingen på dette sidste stykke, da jeg har hørt, at der findes en afslutningsvariant, der er graderet 6a+… Jeg syntes også at topo’en viste, at man skulle holde til venstre, skråt op ad flagerne. Men vi blev enige om, at vi var på den rigtige rute, og bevægelserne på denne sidste reblængde føltes nu heler ikke som 6a+ (så du kan roligt fortsætte direkte op når du kommer ud af kaminen).
På toppen af ruten var der et fint anker, som vi også brugte som det første nedfiringsanker.
- Vejen ned:
Det gik egentlig som forventet – hamrende besværligt og tidskrævende – med et reb som satte sig fast, og lidt indestængte irritationer over den manglende stejlhed, som ville have gjort det hele langt nemmere.
Ved mange af ankrene bliver man hurtigt i tvivl om, om man skal venstre om kanten, eller højre om kanten. Lidt rationel tankegang kombineret med lidt intuition er åbenbart ikke altid nok, for vi endte i hvert fald med at køre om den ”forkerte kant”, hvilket resulterede i at ankrene med tiden blev ikke-eksisterende. Så vi måtte i gang med at lave vores egne ankre med noget reb vi have med. Her ved dette punkt satte vores reb sig selvfølgelig fast, og det andet reb gik der også kludder i, så det endte med, at jeg måtte semi-fri-solo’e ud på slabfacet og hente det første reb, som jeg så kunne binde mig ind i, for derefter at klatre præcist 31 m op til der, hvor rebet sad fast, og sætte en friend, som blev efterladt, således at jeg kunne blive nedfiret tilbage for at nedklatre de sidste to meter tilbage til Mikkel (heraf de præcist 31m). Det kan simpelthen bare ikke betale sig at få rebet til at sætte sig fast – det hele tog i hvert fald en times tid.
Oppe på kanten, tilbage på den rigtige rute ned, mødte vi så nogle af de andre hold, som gav os en indikation af ”den rigtige rute ned”. Vi kom bagerst i køen på resten af vejen ned, hvilket helt sikkert har lagt en ekstra time oven i nedfarten.
Generelt om ruten:
Det, at kunne smeare på 5c er bestemt en fordel. Derudover fandt jeg også jam-teknikken ret anvendelig mange steder. At stole på sine fødder i ”første hug” på de små platforme er bestemt også en god ting at være tryg ved, men ruten er på ingen måde pumpende. Det hele sidder i fødderne.
Vi havde taget 11 friends og ti kiler med, og den eneste kile, som jeg fik sat, var på den sidste reblængde (for at det ikke skulle være helt spildt – og Mikkel elsker kiler, så jeg ville gerne gøre ham glad). På udstyrslisten ville jeg nok have skåret lidt ned, men det er selvfølgelig smag og behag. Der er en del steder hvor man er nødt til at acceptere lang afstand mellem sikringerne (måske 10 m), specielt på 2. reblængde ved en 5a slab-sektion (som godt kan være lidt fugtig en tidlig morgen – men stadig har god friktion).
På mange af 4. grads-reblængderne samt ved 5a-reblængderne satte jeg måske kun et par enkelte sikringer over en 40 m reblængde, fordi det føltes så nemt og sikkert.
Ruten er generelt velsikret, og der er stort set ankre, af den ene eller anden art, hele vejen op langs ruten. Selvom klippen var lidt løs nogle steder, som den jo nærmest altid er på de lidt længere alpine ruter, så synes jeg generelt at den var af super god kvalitet. Den gnubrede klippeflade giver super god friktion, og er faktisk så gnubret nogle steder, at man kan stå på knopperne.
Læs mere om Kenneth og Mikkels sommerprojekt
