Casper Thusholt Larsen har sat sig for at bestige det højeste bjerg på hvert af verdens syv kontinenter – “The 7 Summits”. Samtidig har han startet foreningen Charity7Summits, der samler penge ind til Legeheltene, som arbejder for at skabe mulighed for leg og bevægelses for de ca. 60.000 børn, der hvert år er indlagt på danske hospitaler. I det følgende kan du læse mere om Casper, hans drøm om The 7 Summits og Charity7Summits.

Casper Thusholt Larsen og The 7 Summits

Casper Thusholt Larsen er født i 1984, gift med Dina og far til to. Som ung spillede han elitehåndbold, men måtte opgive på grund af en række skader. I 2012 blev han ramt af en arbejdsulykke, der krævede en række operationer og tre års genoptræning, før Casper endelig var tilbage på et niveau, hvor han kunne bruge sin krop uhindret igen.

Efterfølgende begyndte Casper at løbe em masse trailløb. Med trailløbet fulgte bjerge og naturoplevelser, og det sattte gang i en gammel drengedrøm: Bjergbestigning. Så i 2018 tog Casper hul på et nyt, stort projekt: Han vil bestige “The 7 Summits” – det højeste bjerg på hvert af verdens 7 kontinenter.

I januar 2018 tog Casper hul på bjergbestigningsdrømmen med en bestigning af Toubkal i Marokko, og kort efter fulgte en bestigning af den første af “de syv” – Afrikas højeste bjerg, Mount Kilimanjaro (5895 m) . I 2019 fulgte den anden af de syv, Elbrus (5642 m) i Rusland, og netop nu er Casper i Argentina for at bestige Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua (6962 m).

Efter Aconcagua venter der nogle store udfordringer: Puncak Jaya (4892) i på Ny Guinea, (der trods sin realtivt beskedne højde er en gedigen udfordring, på grund af beliggenheden, dybt inde i junglen), giganten Denali (6190 m) i Alaska, Mt. Vinson (4892 m) på Antarktis, og naturligvis verdens højeste bjerg, Mount Everest (8848 m).

Læs mere på www.the7summits.dk

Følg Caspers rejse mod “The 7 Summits” på Instagram

Charity7Summits

Ideen om at kombinere bjergbestigningsprojektet med velgørenhed opstod i forbindelse med Elbrus-bestigningen, som Casper gennemførte sammen med “Climb for Charity”. Climb for Charity støtter Legeheltenes arbejde for at skabe leg og bevægelse for syge børn på de danske hospitaler, og som far til to, der selv har været igennem et langt, kompliceret hospitalsforløb, så Casper en oplagt mulighed for et samarbejde. Så han tog kontakt til legeheltene og startede Charity7SUmmits.

I 2019 samlede Casper 59.427 kr ind til Legeheltene og 24.000 til andre velgørenhedsorganisationer gennem Charity7Summits, bl.a. ved at arrangere Legehelte-løb, familieløb og trailløb. Udover pengene, var arrangementerne med til at skabe bevægelse og glæde for de i alt 684 deltagende børn og unge.

Se hvor mange penge, der er samlet ind gennem #Charity7Summits på dk.betternow.org

Følg Charity7Summits på Instagram

Ambitionerne for 2020 er imidlertid meget større. Derfor har Casper valgt at gøre Charity7Summits til en forening. Foreningen kommer bl.a. til at stå for at arrangere trailløb for både børn og voksne, hvor der både samles ind til Legeheltene, men også skabes leg og bevægelse for alle de børn, der deltager. Casper har allerede selv arrangeret flere af den type løb, men med en forening i ryggen, kan han arrangere langt flere, skabe mere leg og løbeglæde og samle flere penge ind. Det er også drømmen, at foreningen skal arrangere bjergture og løberejser, medlemmerne kan deltage i. De sidste formaliteter omkring foreningen mangler stadig at falde på plads, men forhåbningen er, at foreningen er klar til at optage medlemmer i udgangen af januar.

Casper er netop nu på vej mod toppen af Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua. I den forbindelse er der naturligvis sat en støtteindsamling op.

Støt Charity7Summits’ Aconcagua-indsamling

Følg Caspers vej op ad Aconcagua via hans GPS-tracker