Af Mathias Pape og Emil Meade

Kort præsentation af området

Cogne-dalene, som ligger i nationalparken Grand Paradiso i Nordvest-italien, er et stort og kendt isklatreområde i billedsmukke omgivelser. Dalene Valnontey og Valeille giver muligheder for at blive udfordret på alt fra fritstående is-pillars til lange multipitch-ruter af alpin karakter.

Hvor ligger området? Hvordan kommer man dertil? Hvor lang tid tager det?

Cogne ligger i det nordvestlige hjørne af Italien, kun halvanden times kørsel fra Chamonix i Frankrig, eller fra Schweiz.

Området kræver en bil, da den offentlige transport ti,l og rundt i, området er meget begrænset.  Turen fra København kan gøres på ca. 18-20 timer, mens fly til Milano, leje af bil og kørsel de sidste tre timer kan gøres på en halv dag. Uanset hvad man vælger, er der gode veje hele vejen.

Hvilken type terræn/hvilke udfordringer skal man være forberedt på?

Begge dale byder på en bred vifte af ruter med alt fra superklasikkeren Sentiero del Troll (WI3) til Repentance Super (WI6) og en række benhårde mix-ruter! Ruterne er generelt længere end, hvad man kender fra eksempelvis Rjukan, ofte på minimum 3-4 reblængder. Dalene har i alt 142 kortlagte ruter.

De to hoveddale i området ligger i 1500-2200 moh. og byder på et væld af vandre- og langrendsruter,  som går langt ind i begge dale.

IMG_0368edit_web

Man kan ikke køre ind i dalene, så tilgangen til ruterne foregår til fods fra de gratis parkeringspladser i Valnontey eller Lillaz, og tager oftest en halv til to timer.
Langrendsløjperne prepareres dagligt, og kombineret med de mindre velskiltede vandrestier, giver det let tilgang til den første del af dalene, mens den sidste strækning fra hovedstierne til ruten kan være i stejl sne, som dog oftets er vel trådt på de populære ruter. Imodsætning til Rjukan, er området præget af større bjerge og alpine forhold, som, sammen med solen, sommetider kan føre til laviner. Et godt kendskab til lavinesikkerhed anbefales derfor kraftigt.

Til en mindre krævende dag, skal ruten Cascade de Lillaz (WI3) nævnes som en sjov rute med meget kort tilgang (10 min fra parkeringspladsen i Lillaz). Dog er man sjældent alene på ruten, især ikke i weekender. Til venstre for rutens start findes en lille væg med kunstigt dyrkede vandfald der giver rig mulighed for at teste færdighederne på stejl is, på boltede topankre.

Emil på Cascade de Lillaz. Foto: Mathias Pape.
Emil på Cascade de Lillaz. Foto: Mathias Pape.

Ved dårlige forhold (f.eks. høje temperaturer) er ruterne længst inde i Valnontey dalen oftest de bedste bud på gode ruter, da ruterne her ligger væsentligt højere.

Kort, fører, guidebog eller lignende?

Den eneste nyere guidebog til området er den franske “Cascades autour du Mont-Blanc tome II” ( ISBN: 2-9509868-2-X). Bogen kan varmt anbefales, også selv om man ikke er flydene på fransk. Derudover findes der gode kort over ruternes placering samt daglige opdateringer fra området fra andre klatrere på http://www.iceclimbingcogne.com/.

Hvornår kan man tage af sted?

Sæsonen spænder fra januar til primo marts, med bedst chance for gode forhold fra midt januar til midt februar.

Marie fra Friluftsland København " on the sharp end". Foto: Emil Meade.
Marie fra Friluftsland København var med Emil og Mathias i Cogne. Foto: Emil Meade.

Hvordan kan man overnatte?

Den lille autentiske by Cogne ligger centralt i området og byder på flere gode hoteller, samt et par lejligheder på airbnb.com. I Valnontey og Lillaz findes  der også flere hyggelige hoteller, bl.a. Hotel La Barme i Valnontey, som er blevet et samlested for isklatrere.

Hvilket udstyr er nødvendigt at have med?

Standard isklatreudstyr, generelt udstyr til fler-reblængders klatring  og basis nødudstyr til alpin klatring, herunder pandelampe, abalakovkrog m.m.

Foto: Emil Meade
Mathias på 2. pitch af Cascade de Lillaz. Foto: Emil Meade

Hvilket udstyr kan det derudover anbefales, at man har med?

Der findes kun små og ret dyre supermarkeder og bagerier i Cogne, så indkøb kan med fordel gøres i Aosta by på vejen til Cogne. F.eks. i Gros Cidac, som har et mere end enormt udvalg af bl.a. pasta! 😉

Bar Licone er bedstemt et besøg værd for en ægte italiensk  kop kaffe eller fadøl efter en god dag med isklatring. Baren er kendt blandt klatrere, og er et godt sted at få fingeren på pulsen angående forholdene i området.

Telefonnummeret til redningstjenesten er 118

Foto: Mathias Pape
Marie sikrer Emil. Foto: Mathias Pape
Mathias Pape
Mathias Pape
Emil Meade
Emil Meade

Om Mathias og Emil: Mathias og Emil er to unge danskere med en brændende interesse for al slags besværlig klatring: alpin, is, mix, trad, big wall – hvis man kan klatre på det, er de klar. Og jo mindre oplagt, det er at klatre, jo bedre! Dårligt vejr og ukendt terræn er to ting, der for alvor kan tænde julelys i øjnene på de to. Læs mere om Mathias og Emil

Læs også: Guide | Bouldering – kom godt i gang

Læs også: Guide | Sportsklatring – kom godt i gang

Læs også: Guide | Bjergbestigning – kom godt i gang

Indholdsoversigt