Vores gode ven Kenneth Jensen og tidligere medarbejder Mikkel Frese bruger deres sommer på at klatre de første tre af de seks klassiske nordvægge i alperne: Piz Badile, Cima Grande og Les Drus (Petit Dru). I det følgende kan du læse Kenneths beskrivelse af Comici-ruten på Cima Grande, som han klatrede sammen med en græsk klatrer, han mødte på væggen, efter at Mikkel måtte opgive på grund af sygdom. Du kan læse mere om Kenneth og Mikkels projekt her.


Cima Grande De Lavaredo, 2.999 m: “Comici Route”, 550m, TD+, 6b+

– Den mest tekniske klipperute af de seks klassiske nordvægge i Alperne

Af Kenneth Jensen 



Historien på Cima Grande er helt speciel, og efter man har set og været tæt på bjerget, bliver den kun endnu mere fascinerende.  Comici-ruten skiller sig ud fra de andre fem klassiske nordvægge, da den i 1933 første gang blev klatret i artificiel stil. Emilio Comici og hans to kompagnoner benyttede sig bl.a. af 80 pitoner, hvilket betød, at de på alle de svære sektioner kunne bevæge sig og hænge fra piton til piton. Og der er en del svære sektioner, skulle jeg hilse og sige. Ruten er så svær, at det på den tid var anset som umuligt at friklatre den, og der var mange fejlslagne forsøg inden Comici knækkede nøden med hans dengang revolutionerende klatrestilart.

Det var først i 1965 at ruten blev friklatret [dvs. ved kun at stå på og holde fast i klippen, og kun bruge sikringerne til sikkerhed i tilfælde af et fald].

Der er ingen tvivl om, at den ovehængende del af væggen ser frygtindgydende ud ved første øjekast. Men når man kommer tættere på, og her mener jeg op på væggen, hvor man visuelt kan isolere hver enkelt reblængde, så fornemmer man svagheden op igennem væggen. Det er specielt den første halvdel som, set udefra, består af en glat ovehængende flade. Den sidste halvdel går hovedsageligt op igennem en kamin, og er en del nemmere… Hvis man da ikke har noget specielt imod at klatre våd klippe i omegnen af 5. grad (UIAA).

Nordvæggen af Cima Grande - set nedefra, lidt nordvest for ruten. Foto: Kenneth Jensen.
Nordvæggen af Cima Grande – set nedefra, lidt nordvest for ruten. Foto: Kenneth Jensen.

Generelt om ruten

Der er kun en times gang i behageligt tempo indtil ruten, fra verdens måske smukkest beliggende parkeringsplads ved Auronzo-hytten. Det er en dejlig nem tilgang, og når man står for foden af Cima Grande, føles det som om, at man er på en anden planet, langt, langt væk fra alting. Dolomitterne er bare et helt specielt sted – jeg har aldrig oplevet denne specielle atypiske klippenatur før. Fantastisk smukt…

De første ca. 80 højdemeter får man nærmest forærende og disse kan nemt friklatres. Men herefter får man ikke noget forærende. Første crux ligger på den første tekniske reblængde og er graderet VI/A0 [A0 betyder at man hiver i sikringsudstyret på enkelte, svære steder, og altså ikke friklatrer hele reblængden – i dette tilfælde hænger der allerede et par gamle slynger i et par gamle pitoner] eller VII-.  Dette er klart den første svære ”prøve” på ruten, og det er en rigtig god ide at være helt klar, både mentalt og opvarmningsmæssigt, inden man ”går på”. Her tog jeg også mit eneste fald på ruten (det, som videoen ovenfor viser) – jeg var åbenbart ikke selv klar nok. 🙂

Senere på ruten kommer der tekniske sektioner i samme kategori.

Sværhedsgraden og bevægelserne er isoleret set relativt nemme, i hvert fald hvis man stod på Kullen en tempereret forårsdag. Men når man så lige har en lille rygsæk på, samt en masse sikringsudstyr og temperaturen ligger omkring frysepunktet, og man samtidig er sikret i en rusten piton (som jo ser god ud)… Ja – så er det bare lidt anderledes!

Klippen er rigtig god og fast på den første halvdel af bjerget – den sidste halvdel overraskede mig ved at være ret løs nogle steder, og der var mere end én gang hvor jeg hørte denne her specielle susen fra en sten, som ”susede” ned et sted i nærheden. Men så er det jo godt at ruten er så stejl som den er – det virker som meget lidt sandsynligt at blive ramt af en sten på den overhængende første halvdel.

Comici-ruten på nordvæggen af Cima Grande di Lavaredo. Foto: Kenneth Jensen.
Comici-ruten på nordvæggen af Cima Grande di Lavaredo. Foto: Kenneth Jensen.

Starten

Jeg vidste godt, at det ville blive svært i starten, men jeg var for langsom og beslutsomheden vaklede. Jeg fik dog efterfølgende klatret mig varm på den lidt anderledes kalkstensklippe (ift. granit) og dette hjalp så absolut… Så ingen tvivl om at starten var sværere end forventet.

De næste 200m er fuldstændig lodrette med overhængende sektioner af forskellig karakter. Mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke lade være med at drømme mig lidt tilbage til et par af de fantastiske reblængder på denne første del.

Der er en rigtig god chance for at jeg kommer tilbage og klatrer Comici ruten igen – så fed var den!

Standpladserne er dog ret gode set i dette overhængende perspektiv. Det betyder også, at det er en ret fysisk krævende rute, som jeg personligt kunne mærke i fingrene og armene en del dage derefter. Så et par gode udholdende underarme/fingre er bestemt en fordel.

Generelt er der rigtig gode sikringsmuligheder ved de svære passager, men på de lidt nemmere skal man være indstillet på at klatre med et fornuftigt mellemrum mellem sikringerne. Mange af sikringerne består dog af pitoner som allerede sidder langs ruten. Men et næsten fuldt sæt kiler og friends er svært at undvære, da der også er sektioner uden pitoner. Alle standpladserne består af pitoner, som med en enkelt (eller ingen) backup virker ”bulletproof”.

En lille sjov ting, som jeg blev opmærksom på: På ruten er brugen af underclings i de her pockets, som der tit er på kalksten, ret almindelig. Jeg har aldrig tidligere oplevet en rute, hvor jeg har fået brugt denne teknik så meget. Der var også mange gode handjams men generelt er ruten teknisk crimp’et, med horisontale og lidt vertikale sprækker.

Ruten som den ser ud nedefra. Foto; Kenneth Jensen.
Ruten som den ser ud nedefra. Foto; Kenneth Jensen.

Den sidste halvdel

Det er en rigtig dejlig følelse at komme op over den svagt overhængende første halvdel, men når man så kommer op til ”den våde kamin” – som altid er våd på den ene eller anden måde – ja, så er det noget med at tage en dyb indånding og få det overstået. Det er bestemt ingen hemmelighed, at klatring på våd klippe ikke er min yndlingsbeskæftigelse. Efterfølgende er det nemt nok at sige,  ”at det ikke var så slemt alligevel”, og det var det jo heller ikke – men den var dejlig at få overstået! J Hvis man ikke er god til at klatre våd kalksten, så kunne dette meget vel føles som cruxet på hele ruten – også fordi den våde kamin er lidt dårligt sikret. Det gode er, at man stort set kan slappe af i fingrene undervejs. Der er nok til fødderne – hvis man da stoler på dem…

Herefter kommer en eksponeret travers som føles som ”piece of cake” efter man har ført den våde kamin.

Udover disse to sektioner, er det relativt nemt, og de 550 meters klatring kan gøres på en otte-ni timer. Der er kort mellem standpladserne (25-40m), så der er mange pauser undervejs.

Klatring på Cima Grande. Foto: Kenneth Jensen.
Klatring på Cima Grande. Foto: Kenneth Jensen.

Ruten ned

Når man har toppet ud skal man over på den modsatte side af bjerget, sydsiden. Dette gøres ved at følge en naturlig hylde hele vejen rundt om bjerget. Jeg mindes tydeligt at vi begge var ret glade for at finde det første abseil-anker ned, da det ikke er 100 % logisk lige præcis hvor den nemmeste vej ned er. Herefter går det sin gang med abseil på abseil, efterfulgt af lidt nedklatring, lidt mere abseil og lidt mere nedklatring. Uden en detaljeret beskrivelse over ruten ned, kan det godt være lidt svært at finde den rigtige vej ned i første forsøg. Turen ned tog os omkring tre timer, og vi var nede ved en ottetiden, umiddelbart inden det blev mørkt, så man skal selvfølgelig regne med en lang dag. Men ruten er heller ikke længere end at man også kan nyde de smukke omgivelser og den gode udsigt.

De imponerende Tre Cime di Lavaredo med den enorme Cima Grande i midten. Foto: Kenneth Jensen.
De imponerende Tre Cime di Lavaredo med den enorme Cima Grande i midten. Foto: Kenneth Jensen.

Læs mere om Kenneth og Mikkels sommerprojekt


Se alle indlæg fra Kenneth


Indholdsoversigt