Rasmus fra Friluftsland København var i april 2016 med tre kammerater i Jotunheimen for at gå Stian Hagens Høgruta, der er et norsk modsvar til den klassiske “Haute Route” mellem Chamonix og Zermatt i alperne. Den tur kan du læse mere om i det følgende:
Dag 1. Gjendesheim – Memurubu, over Besshøe
Af Rasmus Balthazar Munk
- Distance: 15-16 km
- Højdemeter: 12-1400 m
- Tid: Knap 8 timer (ca. 9.30-17.30)
Læs mere om Stian Hagens Høgruta i aktivitetsguiden
Dagbog
Fra Gjendesheim fulgte vi nogenlunde samme rute som den kvistede løjpe mod Glitterheim op til Bessvatnet. Vejret var klart, stille og den bragende sol gjorde, at de meldte 5-6 frostgrader føltes som 10-15 plusgrader. Vi krydsede Bessvatnet i retning mod Grotåe, som vi havde udset os som adgangsport til broen op til Besshøe – den markante terrænformation “Brue”. I dårligt vejr, eller når skredfaren er høj, kan man overveje at tage ryggen hele vejen langs Bessvatnet op mod Brue, i stedet for at gå op ad den lidt mere skredudsatte vej langs åen. Vi gik op langs Grotåe, og det gik egentlig fint – der var hverken vanskelige eller voldsomt stejle stykker.
Stykket fra toppen af Grotåe op til Brue var ganske afblæst og iset, og det skulle ikke have været meget stejlere og glattere før vi havde været nødt til at finde steigeisen frem. Stykket fra Brue og op til toppen af Besshøe var til gengæld fuldstændig ligetil. Vi var på toppen omkring kl. 14 – ca. 4 1/2 time efter vi startede fra Gjendesheim. Det kan både gøres lidt hurtigere og lidt langsommere, men 4-5 timer vil nok være realistisk for de fleste.
På vej mod toppen var der begyndt at trække et let skydække ind over os, og det var blæst noget op, så efter en kort frokostpause på toppen fik vi skiene på igen og satte kursen mod sydøstrenden ned fra toppen, som vi havde planlagt at køre ned ad. Vi havde gået og kigget lidt på renden nedefra, undervejs over søen og op mod toppen, og havde forsøgt at udse os nogle pejlemærker i terrænet, men den var stadig lidt besværlig at finde. Det gik dog, og vi kom ned til en fin, bred rende/flanke på ca. 30 graders hældning. Guidebogen anbefalede, at man hold til højre ved omkring 1700 m, for at holde højde, med mindre sneen i renden var så god, at det var besværet værd at køre den helt til bunden. Vi havde ikke specielt gode sneforhold, men de var eller ikke dårlige, og og vi havde svært ved at gennemskue hvor vi skulle køre fra, så vi kørte hele renden ned. Det sidste stykke var noget mere spændende end resten. Renden snævrer ind og bliver tilpas stejl til, at man ikke kan se hvad der kommer nedenunder. Efter en kort rådslagning besluttede vi os for bare at køre det, og som det så ofte er tilfældet, viste det sig at det ikke var stejlere eller smallere end at det fint lod sig gøre at køre det.
Nede i bunden måtte vi tage feller på og gå et langt stykke på indersiden af Besseggen for at komme tilbage til et sted, hvor det gik nedad igen. Vejret var efterhånden blevet ganske dårligt, med sne, blæst og dårligt sigt, så det blev et hårdt og frustrerende stykke opad, inden vi endelig kunne smide fellerne og køre det sidste snefattige stykke med tung, våd sne ned mod Memurubu.
Alt i alt en god, lang dag i fjeldet, hvor vi fik lidt af det hele med: Bragende sol og påskestemning, en flot nedkørsel og så en sur trasketur i dårligt vejr til at slutte det hele af med. Turen blev en del hårdere af at vi kørte hele vejen ned gennem renden, og det kan nok anbefales at forsøge at dreje af ved omring 1700 m og holde højde, som guidebogen anbefaler.
