Rasmus fra Friluftsland København var i april 2016 med tre kammerater i Jotunheimen for at gå Stian Hagens Høgruta, der er et norsk modsvar til den klassiske “Haute Route” mellem Chamonix og Zermatt i alperne. Den tur kan du læse mere om i det følgende:
Dag 2: Memurubu – Glitterheim, over Styggehøbreaskaret og Styggehøe
Af Rasmus Balthazar Munk
- Distance: Ca. 25 km
- Højdemeter: 1200 m
- Tid: 7 1/2 time (ca. 9.00-16.30)
Læs mere om Stian Hagens Høgruta i aktivitetsguiden
Dagbog
Vi vågnede på Memurubu til stille og ikke specielt koldt vejr, men desværre også til et lavthængende og ganske tungt skydække. Dagens tur skulle egentlig have gået over Surtningssue, men den tur ville kræve bedre sigtbarhed end vejrguderne kunne byde på, så vi besluttede os for at følge den kvistede løjpe op gennem Memurudalen mod Styggehøbreaskaret. Hvis skyerne lettede i løbet af formiddagen, ville vi stadig kunne lægge ruten over Surtningssue, og hvis ikke, kunne vi følge den kvistede løjpe gennem tågen. Den kvistede løjpe mellem Memurubu og Glitterheim er ca. 25 km. lang og kommer op over 2000 meters højde og passerer et par bræer, så det er egentlig også en ganske krævende tur med mulighed for fint skiløb ned over Styggehøbrea. Og eftersom kvistene løste sigtbarhedsproblemet, og vejret derudover var rimelig fredsommeligt, blev det planen.
De første mange kilometer gennem Memurudalen er støt og jævnt stigende, men ganske let gået, så vi kunne spise kilometer og højdemeter i fint tempo uden at det føltes særlig anstrengende. Da vi kom til sidste mulighed for at lægge ruten om og gå over Surtningssue var skydækket stadig lige lavthængende og tæt, og så ikke ud til at lette på sig, så vi droppede Surtningssue og fortsatte op mod Styggehøbreaskaret. Fra knap 1700 meters højde blev ruten noget stejlere og vi kom for alvor op i skyerne. De sidste godt 300 højdemeter var hårdt arbejde, og foregik i adstadigt tempo og tæt tåge grænsende til whiteout, men vi kom op til et punkt, hvor det føltes som om det begyndte at gå nedad igen, og tog fellerne af.
De første par hundrede højdemeter af nedkørslen foregik i tæt tåge, men i fin sne på bræen. Pludselig kørte vi ud af tågen igen og en forrygende udsigt nordover med let skydække og store pletter med blå himmel åbenbarede sig. Vi stoppede lidt nede af bræen og spiste resten af vores frokost og var helt igennem begejstrede for den fine nedkørsel over bræen og det overraskende gode vejr.
Nedkørslen over bræen er aldrig stejl, men man kan få fint glid og nogle gode sving ind, så det er absolut en tur, der kan anbefales, hvis sigtbarheden ikke er til at gå over Surtningssue. I kraftig vind bør man nok vælge den lave rute over Russvatnet i stedet.
I bunden af bræen var humøret højt og vi besluttede at gå over Styggehøe, for at få en lidt længere og lidt sjovere nedkørsel mod Glitterheim. Turen op til toppen var let gået. Selve toppen var meget stenet og afblæst, men man kommer fint forbi stenene og ud på nordsiden, hvor der er nogle fine sving og højdemeter nedad inden det gælder om at holde fart og højde, så man kan glide så langt som muligt henover det flade sidste stykke frem til Glitterheim. Vi ankom til hytten kl. ca. 16.30 efter en god, hård dag med forbavsende fint skiløb. Helt klart en anbefalelsesværdig plan b, hvis Surtningssue ikke lader sig gøre!
