Rasmus fra Friluftsland København var i april 2016 med tre kammerater i Jotunheimen for at gå Stian Hagens Høgruta, der er et norsk modsvar til den klassiske “Haute Route” mellem Chamonix og Zermatt i alperne. Den tur kan du læse mere om i det følgende:
Dag 3: Glitterheim – Spiterstulen, over Glittertind
Af Rasmus Balthazar Munk
- Distance: ca. 15 km
- Højdemeter: 1080 m
- Tid: 6 1/2 time (9.00-15.30)
Læs mere om Stian Hagens Høgruta i aktivitetsguiden
Dagbog:
Vi var oppe og af sted kl. 9 efter en solid morgenmad. Vejret var gråt og skyet fra morgenstunden, men vi besluttede at gå mod toppen og håbe på opklaring undervejs. Turen op til Glittertind er jævnt stigende og generelt let gået, så vi kom hurtigt opad. Vejret vekslede mellem klart og flot, og tæt tåge, når der en gang imellem drev et skydække ind over bjerget. Fra ca. 2100 meters højde var vi fuldstændig indhyllet i tåge, hvilket gjorde det ganske udfordrende at finde vej. Nordsiden af topryggen har en ganske markeret skavl, der trådte frem i det ellers tilnærmelsesvise whiteout som en forskel i den hvide farve fra himlen til sneen langs med skavlen, og vi kunne således følge denne synlige kant af ryggen til toppen – på behørig afstand af skavlen, naturligvis.
På et tidspunkt begyndte det at gå nedad igen, så vi blev enige om, at vi måtte have passeret toppen, der er snedækket hele året, og derfor ikke er markeret med en varde. Et stykke vest for toppen drejer ryggen fra toppen, og dermed den skavl, der havde været vores eneste orienteringspunkt i et stykke tid, nordover, og vi var overladt til tågen det første stykke ned ad vestflanken. Vi havde oprindeligt tænkt os at køre ned ad renden syd for Glitteroksle, men blev enige om, at hvis vi ikke havde bedre sigt, var det nok et sikrere valg at holde sydøstover mod Steindalen.
Efter at have kørt nedad mere eller mindre i blinde i et stykke tid, kom vi pludselig til et markeret klippeparti, hvor terrænet blev noget stejlere. Vi tog GPS’en frem for at bestemme vores eksakte position, og blev enige om, at vi måtte stå ved toppen af den rende, vi oprindeligt havde udset os som nedkørsel. Mens vi stod og studerede kortet og GPS’en, gled skydækket til side og afslørede en fin rende lige foran os. Så var det bare at rette skiene nedad og nyde en fin nedkørsel i en god, bred rende, der giver mulighed for fine sving i stort set alle himmelretninger og på forskellige hældninger. Da vi kom ned i bunden af renden kom solen for alvor frem, og så var det ellers bare at cruise ned mod den kvistede løjpe, som vi skulle følge det sidste stykke til Spiterstulen. I vores iver og begejstring kom vi dog til at holde lidt for langt nordover, og måtte tage fellerne på og gå et par hundrede meter op igen for at ramme løjpen og nedkørslen mod Spiterstulen.
Løjpen går på tværs af fjeldsiden ned mod hytten, og vi fulgte den over sten, mos og et meget tyndt og solopvarmet snedække indtil vi kom til den lille bæk, der er markeret på kortet, hvor vi rettede skiene nedad og fik dagens sidste fine sving ned langs bækken til kørevejen op til Spiterstulen. Nede i bunden var det på med fellerne igen, og så kunne vi ellers traske den sidste kilometer op mod hytten i bragende sol og højt humør, efter endnu en fin dag i fjeldet. Vi brugte 6 1/2 time på turen. Det tog os ikke meget mere end 3 timer til toppen, så jeg vil tro at turen kan gøres på knap 5 timer på en dag med bedre vejr og sigt end vi havde, hvis man går i raskt tempo. Så det føltes afgjort som den letteste dag på ruten, og med flere højdemeter ned end op, vil den næsten kunne betragtes som en halv hviledag, hvis man rammer den i godt vejr og gode forhold.
