For en lille måned siden startede 20-årige Aske Axel Christensen på et noget usædvanligt projekt: Han har planlagt at løbe Danmark rundt langs kysten.  Askes projekt er ganske simpelt: Han har simpelthen spændt løbeskoene på og pakket de ting, han får brug for i en rygsæk, og så er han ellers bare gået i gang med at løbe og vandre Danmark rundt langs kysten.

Askes projekt er et personligt projekt. Det handler ikke om at sætte nogen rekorder eller bevise noget overfor omverdenen. Aske er simpelthen bare glad for at løbe i naturen, og har lyst til at opleve hvad den danske natur har at byde på. Og så havde han brug for et eventyr efter netop at have færdiggjort 3 år på HTX.

Aske kommer til at gennemføre turen i etaper. Han er afsted et par uger eller måneder ad gangen, men har mulighed for at vende hjem og få ordnet udstyret, skiftet sommertøjet ud med noget lidt varmere, og hvad der ellers måtte være brug for, hvis det bliver nødvendigt. Ambitionen er ikke at lave en ekstremsportpræstation, men at få sig en friluftsloplevelse og et personligt eventyr ud over det sædvanlige.

Aske-Axel-Chr2_web

Aske startede i juli på en familieferie på Bornholm med at løbe øen rundt, og så er han ellers startet i den sydlige ende af den jyske vestkyst og har begivet sig nordpå. Du kan følge hans tur på www.fodenpaakanten.dk, hvor han jævnligt beretter om sine oplevelser undervejs.