De seks nordvægge. Status efter sommeren.

Kenneth Jensen fortsætter jagten på de seks klassiske nordvægge i Alperne, men de stritter imod. Når det kommer til et projekt af den størrelse og kompleksitet, er det dog ikke udelukkende et spørgsmål om at komme i form, opbygge tilstrækkelig erfaring og få klatret ruterne. Og man må sige at Kenneth har oplevet en blandet buket af den herlige kompleksitet ved teknisk alpinklatring i løbet af et foråret og en sommer, der har budt på masser af klatring, men ingen store nordvægge.

Status på projektet efter sommeren

Tekst og billeder: Kenneth Jensen - www.morethanclimbing.com

Alpinklatring er meget mere end blot det at sætte sig et mål, træne målrettet og nå toppen. For ligegyldigt hvor godt man er forberedt, er der mange andre faktorer som spiller ind på vejen til toppen og ned igen.

Den største udfordring har helt sikkert været de ualmindeligt tørre forhold i Alperne de sidste to vintre. Meget sne og ikke så meget is. Jeg har hørt at skiløberne har været glade, men mange af de klassiske vinterruter har enten slet ikke været i forhold, eller i bedste fald haft et meget snævert ”window of opportunity”. Den bitreste pille, jeg har måttet sluge, var helt sikkert det forgæves forsøg på nordvæggen af Petit Dru i vinters, hvor min britiske makkers front-points på hans steigeisen knækkede på første reblængde – på selve bjerget. Alt var perfekt: Vejret var godt, vi var akklimatiserede og forholdende virkede gode. Vi havde trænet intensivt op til ruten og havde et fint samarbejde fra ti dages skotsk vinterklatring. Knækkede steigeisen var dog ikke til at forudse for os, og der kom aldrig et sekundært vejrvindue mens vi var i Alperne.

Jeg har desuden måttet sande, at noget af det sværeste ved et projekt som de seks nordvægge – udover vejret og de sædvanlige udfordringer omkring forhold på ruterne – er at finde en klatremakker med samme ambitions- og dedikationsniveau som én selv. Det er udfordrende, når man som jeg har hustru og barn, men trods alt et fleksibelt arbejde – og der er mere der lige skal harmonere end blot selve klatringen.  Jeg har selv været ”allieret” med en brite, som jeg mødte i bjergene i Tajikistan. I mit tilfælde har det desværre ikke været nok til, at kunne give de store nordvægge en hæderlig chance og da et makkerskab kræver to, så er det jo ”ris til egen røv”…

Min britiske makker og jeg fandt aldrig rigtig rytmen og hans utrolige høflige britiske retorik kombineret med min egen meget direkte facon fandt aldrig helt den melodi som et alpint to-mands orkester – efter min mening – kræver i bjergene. Det tager noget tid – hver dag – at træne op til de store ruter, og måske havde vi bare ikke haft nok tid sammen. Selvom forholdende på Grand Jorasses var gode i sommers, så vurderede jeg selv (og han var enig), at vi ikke skulle ”gå efter den”. Grand Jorasses er efter sigende måske den mest tekniske af de seks klassiske nordvægge, og selv om Eigeren nok er den mest berømte af de seks, er der nogle som mener at Grand Jorasses er den sværeste - til trods for at den er kortere. Grand Jorasses er en sommerrute med primært fingerklatring, modsat Eigeren, der er en mix-rute der primært klatres med isøkser, så det er derfor svært at sammenligne.

Et makkeskab til alpinklatring er ikke noget man sådan lige finde på et datingsite og jeg tror, at det ofte tager længere tid at finde rytmen og den dybe tillid i bjergene, end at opbygge tilliden i et ægteskab. Man kunne sige, at tillid er summen af positive erfaringer, hvilket i bjergene betyder, at man virkelig er nødt til at klatre rigtig meget sammen. Der skal bruges rigtig meget tid sammen på ruterne, for at opbygge en rytme og et sprog uden ord. Et sprog som kører automatisk når tingene nogle gange spidser til. Som eksempelvis i sommers, da jeg klatrede en 20-timers rute med én af mine rigtig gode venner, som jeg aldrig havde klatret med før, men som jeg til gengæld var på en 30-dages ekspedition med i Nordøstgrønland for halvandet år siden – i samme telt. Vi klatrede helt forkert på ”Arete du Diable”, D+, som slutter på toppen af Mont Blanc du Tacul (4.248m) og endte med at klatre det sidste tekniske stykke i mørke, og måtte herefter navigere ned fra toppen i mørket. Det var fedt at opleve en potentiel uplanlagt overnatning på ruten blive vendt til noget positivt, med jokes og højt humør og et ligesindet engagement i jagten på at finde den rigtige vej videre i mørket, hvilket kan være udfordrende på de tekniske sektioner. Specielt når man ikke har spist særlig meget de sidste femten timer og kun drukket halvanden liter vand...

Det, der skete, var at jeg klatrede op et helt forkert sted og min stædighed gjorde det til en kæmpe tidssluger. Jeg burde have vendt om langt tidligere, for da jeg kom op til enden af kaminen, måtte jeg alligevel vende om – det var en blindgyde. Det er altid en potentielt hård situation i et makkerskab, og nu var det lige ”ham den nye” det skete med. Et dybere kendskab til hinanden ”uden for banen” viste sig i denne situation at være værdifuldt. Det endte med at være en positiv oplevelse og vi skal snart klatre sammen igen.

Fantastisk udsigt til liftstationen på Aiguille du Midi (3842 m) fra Arête du Diable.

Alpinklatring for mig handler om eventyr, for i princippet er navnet på den specifikke rute ligegyldigt. Sværhedsgraden derimod siger noget om udfordringen og en tilpas udfordring giver ofte et tilpas eventyr. Heldigvis lever eventyret stadig og det vigtigste er trods alt, at komme ud i bjergene, suge noget frisk bjergluft og mærke eventyret. Så det er det jeg vil fokusere på nu, og så må de resterende fire nordvægge vente lidt til den rigtige makker en dag dukker op… Drømmen og ambitionen er helt klart stadig at klatre de resterende fire nordvægge og min træning vil stadig være målrettet mod netop disse. Men hvis der er én ting jeg har lært de sidste par år, så er det, at det simpelthen bare tager tid at opbygge et makkerskab som kan holde takten og hvor man samtidig har det sjovt. Det er ikke ligesom med et ultraløb hvor man ”bare selvstændigt kan træne noget mere”.

Heldigvis var der masser af eventyr i Chamonix denne sommer, med udsigt til bl.a. nordvæggen på Grand Jorasses… Og sammen med Mikkel Frese fik jeg klatret Contamine-Vaucher 6a, TD, 400m, på Aiguille du Peigne som også var en fantastisk rute. Som en klog mand engang sagde: ”En Klovborg-ost tager den tid en Klovborg-ost skal tage”… Sådan er det åbenbart også med andre aspekter i livet….

Luft til fødderne!