Del 2/5 Med kroppen ordentligt klædt på, er turen kommet til hovedet, halsen og hænderne. I det følgende guider vi til hvad man skal bruge for at holde sig varm og tør på de tre udsatte områder, stort set uanset hvad man laver i det fri  – når som helst og hvor som helst. At være godt udstyret til en bred vifte af friluftsliv, både sommer og vinter, kan virke som et uoverskueligt projekt, men det behøver det ikke være. Hvis man køber sit grej med omtanke, og går efter at vælge gode, alsidige produkter, er der ikke ret langt fra at være godt klædt på til en lang forårsvandretur på den danske vestkyst til en vintertur på fjeldski. Desuden er det i høj grad muligt at købe produkter, man også kan have glæde af i hverdagen herhjemme, hvilket alt andet lige gør den investering, det trods alt er at skulle købe friluftsudstyr, lidt mere rimelig! I denne blog-serie guider vi til en grundlæggende friluftsgarderobe, der vil få dig klar til næsten alt. 


Se resten af blog-serien om “Den grundlæggende friluftsgarderobe”


Hoved:

  • Kasket/solhat
  • Tynd, tætsiddende hue

Hals:

  • Tynd halsedisse i uld eller fleece

Hænder:

  • Tynde inderhandsker i uld eller fleece
  • Softshell- eller læderhandsker
  • Varme, vandtætte handsker eller luffer

Hovedet

Foto: Anker Bak
Foto: Anker Bak

Det er ekstremt vigtigt at holde hovedet tempereret, uanset hvilken tur man er på og hvilket vejr man er ude i. Fordi hjernen sidder i hovedet, og den trods alt styrer og regulerer de fleste af kroppens funktioner, er det selvfølgelig vigtigt, at den får ordentlige arbejdsbetingelser. Det er kroppen heldigvis udmærket klar over, så den vil i alle tilfælde rette en del fokus mod at holde hovedet tilpas koldt eller varmt, men det er ikke nogen undskyldning for ikke at give den en hjælpende hånd! Der er groft sagt to ting, friluftsgarderoben skal kunne gøre for hovedet: Den skal kunne skærme det mod overophedning fra direkte sollys i varmt vejr, så man undgår hedeslag, og den skal kunne holde det varmt i koldt vejr, så man undgår at miste unødvendig meget energi på at kompensere for det varmetab, der altid vil være fra blottede kropsdele i koldt vejr.

(Man hører ofte ting som, at man taber op til 75 % af sin kropsvarme gennem hovedet. Det er selvfølgelig ikke tilfældet – kroppen taber nogenlunde samme mængde varme fra sammenlignelige arealer blottet hud, uanset hvor på kroppen. Men! – fordi man sjældent har f.eks. maven eller ballerne blottede i koldt vejr, men mange ofte har hovedet blottet, vil man i mange tilfælde tabe uforholdsmæssigt og unødvendigt meget varme fra et blottet hoved i koldt vejr, hvis resten af kroppen er godt pakket ind. Derfor er det stadig et godt råd at tage en hue på, hvis man fryser om fingrene. Med mindre man ikke har nogen handsker på – så bør man starte med at tage handsker på!)

  • En kasket eller solhat skal beskytte hovedet mod overophedning fra solens stråler. Det er primært under meget varme forhold, dette er en risiko, men her er der til gengæld også al mulig grund til at være opmærksom: Hedeslag eller solstik kan være meget ubehageligt, og alt efter hvor og under hvilke forhold man får det, også direkte farligt. Især hvis man er korthåret, tyndhåret eller skaldet er der ekstra grund til at være opmærksom på direkte sol i hovedet. Ud over at beskytte mod overophedning, kan en kasket/solhat også være med til at beskytte hals, nakke og ansigt mod forbrænding i stærk sol, ligesom den kan aflaste øjnene. Vælg gerne en let, luftig version i et hurtigtørrende materiale – f.eks. polyester – og gerne i en lys farve, der reflekterer solens stråler. Vil man være beskyttet mod forbrænding, bør man vælge en solhat med skygge hele vejen rundt.

Se alle kasketter og solhatte til damer i webshoppen

Se alle kasketter og solhatte til herrer i webshoppen

  • En tynd, tætsiddende hue i uld eller et syntetisk materiale er let, alsidig, fylder ikke meget, og vil ofte være nok, også i koldt vejr. Den skal helst kunne passe under en hjelm – f.eks. en cykelhjelm, skihjelm eller klatrehjelm, og fungerer som et base layer for hovedet. En hue er selvfølgelig mest anvendelig i vinterhalvåret, men også på en sommervandretur på fjeldet i Norge, vil den være god at have med. Især hvis man sover i telt, kan det være rart med lidt varme om hovedet til de kølige aftener, ligesom den også vil være god i soveposen, når temperaturen kryber nedad om natten. Om vinteren vil en tynd hue under skihjelmen ofte give den smule ekstra varme og komfort, man har brug for, og på tur vil den ofte give rigeligt varme i kombination med en god, tætsiddende hætte, der kan holde vinden ude. Endelig kan den kombineres med en tykkere hue på rigtig kolde ture. Har man en god tætsiddedne hætte på sit mellemlag, kan denne gøre det ud for den tynde hue i koldt vejr.

Se alle huer til damer i webshoppen

Se alle huer til herrer i webshoppen


Halsen

Foto: Jesper Helbo Knudsen
Foto: Jesper Helbo Knudsen

Halsen og nakken er primært udsatte i meget varmt vejr, hvor solskoldning og forbrænding kan være et stort problem, og i meget koldt vejr, hvor varmetab langs halspulsåren og fra den øvre del af kroppen gennem jakkens åbning i halsregionen, kan være et problem. Et lag til halsen skal altså kunne give lidt solbeskyttelse i høj sol, og lukke af og holde på varmen omkring halsen i koldt vejr.

  • En lang, tynd halsedisse (også kaldet “halsrør”, “halsvarmer” eller “Buff”) i uld eller et syntetisk materiale, vil være en helt oplagt investering og bør stå i toppen af indkøbslisten, hvis man ikke allerede har en. Det er simpelthen et utrolig simpelt og praktisk stykke beklædning. I forhold med høj, skarp sol –f.eks. gletscherområder i alperne, Sydamerika eller Himalaya i sommerhalvåret – vil den kunne trækkes op omkring hovedet og skærme nakke, hals og ansigt mod solens stråler. Om vinteren vil den holde halsregionen varm og lukke lidt til og forhindre varmetab fra kroppen op gennem jakkens halsåbning. En tynd halsedisse i uld vil være lidt varmere og lidt bedre til at regulere temperatur, og vil være at anbefale til de fleste. En syntetisk halsedisse vil være lidt køligere og tørre hurtigere, og vil også være et fint valg – især til varmere forhold.

Se alle halsedisser til damer i webshoppen

Se alle halsedisser til herrer i webshoppen


Hænderne

Foto: Kenneth Hanning
Foto: Kenneth Hanning

Af hovedet, halsen og hænderne, er hænderne det vanskeligste at holde komfortabelt på tværs af en lang række forskellige friluftsaktiviteter under forskellige forhold. Der er rigtig mange forskellige setups, der vil virke godt i forskellige situationer, og det følgende er et forslag til et alsidigt setup, der vil fungere godt til det meste. Det vigtigste er selvfølgelig at kunne holde hænderne varme i koldt vejr, men alt efter hvilken aktivitet, man kaster sig ud i, vil der kunne komme nogle yderligere betragtninger ind over – såsom slidstyrke på handskerne, samt hvor meget finføling, man har brug for.

  • Et par tynde inderhandsker (også kaldet “liners”) vil være et godt sted at starte. De fungerer som base layer for hænderne, og kan enten være i uld eller fleece. Uld er mest behageligt, men vil også være noget mere skrøbeligt end de mange glimrende varianter i strækbar fleece, der efterhånden findes. Inderhandskerne kan både bruges alene i køligt vejr, eller til aktiviteter med høj intensitet i koldt vejr – f.eks. løb eller randonnée-skiløb. Deres primære funktion er at give lidt varme og regulere temperatur og fugt omkring hånden, så de skal være tynde, svedtranporterende og luftige.
  • Et par kraftigere softshell– eller læderhandsker vil også være rigtig anvendeligt i ganske mange situationer. De kan både fungere som “arbejdshandsker” på tur, og vil give noget mere vind- og vejrbeskyttelse end inderhandskerne i koldere vejr. På alpinklatreture, gletscherture, randonnée-skiture og vandreture i efteråret, vil et par gode softshell– eller læderhandsker hurtigt blive hændernes second skin. De vil også være glimrende som efterårs-/vinterhandsker herhjemme, til alle de dage hvor man har brug for noget, der kan tage den værste regn og vind, men sjældent har brug for helt store skihandsker. Et par læderhandsker vil være mere slidstærke end et par softshell-handsker, men vil også være mindre åndbare, og være længere tid om at tørre, hvis de bliver våde. Man kan både få versioner med en let isolering, eller helt uden isolering, og det vil afhænge lidt af præference og brugsområde, hvad man vil have mest glæde af. Man kan også overveje at vælge en størrelse, der kan passe uden på inderhandskerne, men så bliver de ofte lidt løse og lidt mindre anvendelige alene. Et par tætsiddende læderhandsker med en let isolering og en god pasform vil være et rigtig godt valg for de fleste, og vil være anbefalingen herfra.
  • Et par varme, vandtætte handsker eller luffer er et must, hvis man er meget på tur om vinteren. Luffer er varmest, hvorimod handsker selvfølgelig giver bedre mulighed for at bruge fingrene. Et par varme vandtætte luffer behøver heller ikke være hverken særligt dyre eller særligt tunge, så hvis man primært har brug for noget, der kan holde fingrene varme på de kolde ture, er et par isolerede, vandtætte luffer sagen. En anden klassisk løsning er at bruge et par kraftige uldhandsker som mellemlag til hænderne (i stedet for et par softshell– eller læderhandsker), og så have et par skalluffer med til at trække udenpå, når det bliver koldt. Det er et meget effektivt lag-på-lag-system til fingrene i koldt vejr, men man mangler “arbejdshandsken” til resten af året, hvis man vælger den kombination.
    Skal man på ture, hvor man har brug for at kunne bruge fingrene i koldt vejr – f.eks. isklatring, alpinklatring eller randonnée-skiløb – vil et par varme, vandtætte handsker med en god pasform være at foretrække. Man skal dog være opmærksom på, at det hurtigt bliver en bekostelig affære, hvis man skal have et par solide, varme, vandtætte handsker, der sidder godt på hånden, samt at fingrene vil være mere udsatte for kulden end i et par luffer.

Se alle handsker og luffer til damer i webshoppen

Se alle handsker og luffer til herrer i webshoppen

Læs mere om handsker til kolde ture

Se resten af blog-serien om “Den grundlæggende friluftsgarderobe”