Del 4/5 En god rygsæk er en uundværlig del af enhver længere tur ud i naturen. Langt det meste friluftsliv involverer en rygsæk, og forskellige typer ture kan stille ganske forskelligartede krav til rygsækken – både hvad angår størrelse, materialer og detaljer. At være godt udstyret til en bred vifte af friluftsliv, både sommer og vinter, kan virke som et uoverskueligt projekt. Det behøver det dog ikke være. Hvis man køber sit grej med omtanke, og går efter at vælge gode, alsidige produkter, behøver der faktisk ikke være ret langt fra at være godt klædt på til en lang forårsvandretur på den danske vestkyst til en vintertur på fjeldski. Desuden er det i høj grad muligt at købe produkter, man også kan have glæde af i hverdagen herhjemme, hvilket alt andet lige gør den investering, det trods alt er at skulle købe friluftsudstyr, lidt mere rimelig! I denne blog-serie guider vi til en grundlæggende friluftsgarderobe, der vil få dig klar til næsten alt. Denne gang handler det om rygsække.


Rygsække

  • Dagtursrygsæk. 25-40 liter
  • Vandrerygsæk. 60-90 liter
  • Evt. en duffel bag

Se resten af blog-serien om “Den grundlæggende friluftsgarderobe”


Dagtursrygsæk

Foto: Mathias Pape
Foto: Mathias Pape

Dagtursrygsækken er fuldstændig essentiel. For de fleste vil det både være den, man bruger til hverdag, på korte vandreture, på skituren, på klatreturen og som håndbagage i flyveren. Hvis man kun skal have én dagtursrygsæk, der skal dække en række forskellige formål, skal den være så alsidig som muligt, og samtidig passe så godt som muligt til lige præcis de ting, man kommer til at bruge den mest til. Det er ikke den samme rygsæk, der vil være bedst til en kort vandretur i varmt vejr, en alpinklatretur på klippe, sne og is og en toptur på ski, men man kan sagtens finde en rygsæk, der gør det hele glimrende, hvis man vælger med omtanke.

Først og fremmest, og uanset hvad den skal bruges til, skal rygsækken sidde godt på ryggen og følge kroppens bevægelser. En rygsæk, der ikke er for stiv i ryggen, vil ofte give den bevægelsesfrihed og fleksibilitet, der er brug for, hvis den skal bruges til forskellige former for aktivt friluftsliv. Rygsækken bør også have et hoftebælte, så den kan komme til at sidde tæt til kroppen. På rygsække under 40 liter med en relativt blød ryg, behøver hoftebæltet ikke være særlig kraftigt. Dets primære opgave er at sørge for, at rygsækken sidder godt på kroppen og følger dens bevægelser, modsat på de store vandrerygsække, hvor ryggens stivhed i kombination med hoftebæltet sørger for at flytte en masse vægt fra skuldrene og ryggen ned på hoften. En dagtursrygsæk vil ofte være relativt let pakket, og så er det vigtigere at rygsækken er blød og fleksibel og sidder godt til overkroppen og følger dens bevægelser, end at man får flyttet vægten ned på hofterne.

Der bør også være kompressionsstropper på siden af rygsækken. Disse kan både bruges til at komprimere rygsækken, hvis man ikke fylder den op, så indholdet ikke ligger og rasler rundt, og til at spænde diverse ting og sager på siden af rygsækken. Bruger man f.eks. rygsækken på ski, og er man typen, der kommer lidt vær fra pisterne, bør kompressionsstropperne være kraftige nok til at man kan bære skiene på siden af rygsækken, når det går opad i stejlt terræn.

Der vil altid være en masse detaljer, der vil afhænge af personlig præference og specifikt brugsområde. F.eks. vil der være forskel på antallet af lommer og deres placering, om man vælger en rygsæk med toplåg eller med lynlåslukning, hvor meget ventilation, man vil have i ryggen, og hvor kraftigt ydermateriale, man vil have, kontra hvor let rygsækken skal være. En velventileret rygsæk med net i ryggen vil f.eks. være god til sommeraktiviteter i varmt vejr, men det samme netmateriale vil kunne samle en masse sne, hvis man bruger rygsækken på ski. Der findes et utal af specialrygsække, der vil være rigtig gode til netop det, de er lavet til, og der findes også rigtig mange gode, fleksible allroundere. Det vigtigste er, at man finder en rygsæk, der sidder godt på ryggen, og har de features, man har brug for.

Størrelsesmæssigt vil en rygsæk omkring 30 liter være et godt bud for de fleste. Især til hverdagsbrug vil en større rygsæk hurtigt komme til at føles lidt vel stor og slasket, og til langt de fleste dagtursformål, er 30 liter rigelig stort. Til lange dagsture, der kræver meget udstyr, f.eks. klatring, skitouring, gletschervandring, kan det være værd at overveje at nærme sig de 40 liter, men man skal være opmærksom på at en rygsæk på 40 liter hurtigt bliver en lidt stor og slasket sag at bruge til hverdag.

Se alle dagtursrygsække i webshoppen

Læs mere om forskellige typer rygsække i udstyrsguiden


Vandrerygsæk

Foto: Anders B. Knudsen
Foto: Anders B. Knudsen

En stor vandrerygsæk er en nødvendighed på længere teltture, hvor man bærer al sin oppakning på ryggen. Den er desuden et glimrende alternativ til en kuffert på rejsen – især på rejser, hvor man hurtigt kan komme til at bære lidt rundt på sin bagage, f.eks. backpacking eller andre rundrejser, hvor man benytter mange forskellige typer transportmidler, og flytter sig meget.

Det, der gør en stor vandrerygsæk til en god vandrerygsæk, er bæresystemet: rygstykket, skulderremmene og hoftebæltet. Jo tungere, man skal bære, jo større krav stilles der til rygsækkens bæresystem. Bæresystemet er suverænt den mest komplicerede og dyreste del af en stor rygsæk, og det er også for det meste her forskellen mellem en dyr og en billig vandrerygsæk skal findes. Man kan sagtens få en vandrerygsæk på 70 liter til omkring 1500 kr, der kan passe til ens behov, men den vil med al sandsynlighed have en væsentlig ringere bærekomfort end en rygsæk til 2300 kr. Især hvis vægten af oppakningen kommer over 20 kg. Det anbefales at vælge en rygsæk, der har en kraftig og ikke for blød polstring på skulderremme og hoftebælte, og en god afstivning i ryggen.

Udover bæresystemet, er det helt afgørende, at rygsækken passer! Her er især længden på rygsækkens rygstykke afgørende. For at fordele vægten bedst muligt, skal rygsækken hvile på hoften og desuden følge kroppen omkring det øverste af ryggen og skuldrene. Er rygstykket for langt, vil rygsækken komme til at gabe oppe omkring skuldrene, og det vil give en markant dårligere balance og bærekomfort. De fleste vandrerygsæk kommer derfor i flere forskellige ryglængder, og de fleste kan yderligere finjusteres. Rent statistisk vil langt de fleste kvinder passe en størrelse small i ryglængde, og de fleste mænd vil passe en størrelse medium. Det vigtigste er, at rygstykket ikke er for langt. Udover ryglængden, er det vigtigt at rygsækkens skulderstropper og hoftebæltet passer i størrelsen. Rygsække til kvinder vil ofte have lidt kortere afstand mellem skulderstropperne, og lidt anderledes udformede skulderstropper og hoftebælte, for bedre at passe til kvinders generelt smallere skuldre og bredere hofter, og for ikke at sidde ubehageligt i forhold til brysterne.

Det er vigtigt at rygsækkens skulderstropper følger det øverste af ryggen og skuldrene. Foto: Camilla Hylleberg.
Det er vigtigt at rygsækkens skulderstropper følger det øverste af ryggen og skuldrene. Foto: Camilla Hylleberg.

De fleste vandrerygsække er indrettet nogenlunde ens: Der er typisk et stort hovedrum, et separat rum i bunden og et toplåg. Derudover kan der være forskellige variationer af netlommer, sidelommer og forlommer. Endelig vil mange større rygsække af nyere dato have en stor lynlåsadgang til hovedrummet, så man lettere kan komme til ting i midten eller bunden af rygsækken. Det vil for de fleste være et spørgsmål om præference og tilvænning, hvad man har brug for af lommer og detaljer. Det suverænt vigtigste er, at rygsækken passer til den krop, der skal bære den, og den vægt, man har tænkt sig at bære i den.

Størrelsesmæssigt vil en rygsæk mellem 60 og 90 liter være rigeligt til langt de fleste. Til backpacking og rejsebrug vil 60-70 liter være rigeligt. De helt store rygsække (>70 liter) vil komme til deres ret på meget lange vandreture, hvor man skal have mad med til flere uger, eller ture, der kræver meget specialudstyr. Der kan selvfølgelig være stor forskel på hvor ens udstyr fylder. F.eks. vil telt og sovepose fylde meget lidt eller ganske meget, alt efter hvilket telt og hvilken sovepose der er tale om, og der kan være stor forskel på hvor meget ”lejrluksus”, man vælger at tage med. Generelt kan det anbefales at pakke med omtanke, og ikke slæbe rundt på for meget unødvendigt udstyr. Har man problemer med at have oppakning til en lille uges vandretur i en rygsæk på 70 liter, vil det være en god idé at gå sin oppakning igennem med et ekstra kritisk blik.

Skal man flyve med rygsækken anbefales det at anskaffe en ”cargo bag” til at beskytte den under transporten. Der er mange remme og spænder, der kan sætte sig fast, komme i klemme og blive trådt på, og bagagehåndteringen i lufthavne verden over er ikke ligefrem kendt for at tage særlige hensyn til vandrerygsække.

Se alle vandrerygsække i webshoppen

Læs mere om vandrerygsække i udstyrsguiden


Duffelbag

Foto: Jakob Urth
Foto: Jakob Urth

En duffelbag er ikke et decideret must, men det er et helt ikonisk og utroligt praktisk stykke udstyr. En duffelbag er ret beset bare en stor sportstaske i et tilnærmelsesvis uopslideligt materiale, man kan proppe til randen med tøj og udstyr. På alle de rejser og ture, hvor du skal have en hulens masse udstyr med, men ikke kommer til at bære rundt på det. Den er også ganske praktisk som opbevaringstaske til friluftsudstyr derhjemme. Som sagt er den ikke decideret nødvendig, men har du først anskaffet dig en stor duffelbag, vil vi gerne garantere, at du kommer til at bruge den!

Se alle duffelbags i webshoppen

Se resten af blog-serien om “Den grundlæggende friluftsgarderobe”