Af Rasmus Normann Levin Larsen
Nå ja, så var der jo de røverhistorier jeg lovede.
Det er desværre ikke blevet til helt lige så mange som jeg havde håbet på, da jeg de sidste 3 uger har været skadet med betændelse i skulderen, så jeg har ikke rigtig kunnet padle kajak…. Men det er da blevet til noget, bare rolig, og jeg skal nok også nå noget mere!
David, min kollega fra USA, havde lige fået to venner på besøg. De var dårligt kommet ud af døren før vi spændte vores kajakker på taget af 2 biler og kørte ud til vores ”lokale vandfald”, Dønfoss, som ikke er et rigtigt vandfald, men mere et meget stejlt slide til et drop. Det var min først gang på et vandfald, og jeg må nok være ærlig og sige jeg rystede noget i bukserne første gang, og selv om jeg ikke havde en perfekt linje de 3 gange, jeg prøvede, var jeg nu meget tilfreds, da jeg jo lige havde overlevet mit først vandfald!
Onsdagen havde vi alle fri, og vi spændte igen alle vores kajakker på 2 biler og kørte ud på hvad vi håbede på skulle bliver en rigtig god dag. Vi have planlagt en rimelig lang tur hvor vi skulle padle 2 sektioner; Upper Rauma og Upper Vandøla, som jeg vidste ville teste mine grænser. 
Upper Rauma er fyldt med mindre og større vandfald og slides, jeg havde 2 som jeg bar min kajak rundt om, da jeg ikke følte mig komfortabel med dem, men da vi kom til enden, hvor der var de 2 største, havde jeg dog fået bygget en hel del selvsikkerhed op, og efter lidt tøven padlede jeg det første vandfald af 2 som var ca. 4 meter og med en rimelig sikker landing.
Da jeg kom ud for at kigge på det sidste, som var det største og mest tekniske, fik jeg lidt at et sug i maven, ikke fordi jeg blev bange, jo måske lidt, men mest fordi jeg tænkte ”det kan jeg godt det her”, og efter at havde set de andre gøre det, nogle af dem endda 2 gange, fik jeg besluttet: “nu er det sgu min tur”. “JEG HAR DET HER”, sagde jeg til min selv! Så jeg satte mig i kajakken og tog de første små bølger til eddyen lige før, hvor jeg næsten så mit liv passere revy for mine øjne… okay nu overdriver jeg måske, men jeg tænkte det godt igennem, om jeg virkelig ville det her, for jeg vidste at det kræver at man vil det 10000%, ellers kan man komme rigtig galt til skade.
Efter at have fået en lille peptalk af min gode ven Antonio, som også lige informerede mig om at jeg for alt i verden ikke måtte komme for langt til venstre, (hvor strømmen forresten skubber en hen mod) da jeg så ville lande i en grotte, hvilket kan have meget grimme konsekvenser. Men jeg besluttede mig: nu er det nu! Tror aldrig jeg har været så nervøs/bange! Men jeg kom ud af eddyen og vidste at der var ingen måde at vende om på, der var kun en vej ud og det var ned over et 6 meter vandfald. Så jeg padlede det bedste jeg har lært og prøvede at gøre cirka det samme som de andre, der allerede havde overlevet. Da jeg var på kanten vidste jeg at jeg var okay, så er det bare at lande rigtigt. Da jeg forsvandt under vandet i et splitsekund, var jeg ikke sikker på hvordan jeg ville vende når jeg kom op, men da jeg brød overfladen var det med hovedet op ad, og med det største smil og wuuuhuuuu af glæde og jeg padlede sikkert væk og kiggede mig over skulderen, tilbage på mit først klasse 5 vandfald!
Kunne det have været gjort bedre… Ja… jeg var lidt for meget til venstre og landede ikke helt lige i vandet, men jeg overlevede og der skal jo også være noget at gøre bedre næste gang!
Rasmus Normann – Norge
