Emma Østergaard er i fuld gang med at realisere projekt “Emma’s Everest“, der skal kulminere med at hun står på toppen af verdens højeste bjerg, Mt. Everest, i foråret 2023. For at nå det mål, har hun allieret sig med vores tidligere kollega og mangeårige samarbejdspartner Jakob Urth, der ejer Urth Adventures. Jakob fungerer som Emmas guide og mentor igennem projektet. 

Emma og Jakob er netop hjemvendt fra Nepal, hvor målet var en bestigning af Manaslu (8.163 m), som sidste store prøvelse inden Emma efter planen skal bestige Mount Everest til foråret. Det blev endnu en lærerig oplevelse, der bød på dårligt vejr, svære beslutninger og voldsomme oplevelser. I det følgende kan du læse første del af Emmas beretning fra en Manaslu-sæson, der blev alt andet end gennemsnitlig!

Manaslu (8.163 m)

Tekst: Emma Østergaard. Billeder: Jakob Urth og Emma Østergaard

Manaslu, du har været vidunderlig og skræmmende. Du har givet mig så meget at berette om, men mine ord føles utilstrækkelige i en fortælling. Du har vist mig din magi, og du har bragt mig kærlighed, lykke, eufori, vrede, sorg og tragedie. Du har givet mig eventyr.

Eventyr? ”Der var engang… og den lykkelige, glade slutning”. Tja… Jeg elsker eventyr. Jeg elsker, den pirrende følelse af at opleve. Den adrenalinbrusende hjertebanken. Og den nervepirrende opmærksomhed, der får kroppen i fuldkommen beredskab. Jeg elsker mit Manaslu-eventyr, men det indeholder hverken en romantisk start eller en glædelig slutning.

Jeg vil gerne invitere dig med på min Manaslu-ekspedition: En 1,5 måneders lang tur til enestående Nepal, hvor de enorme, majestætiske giganter hersker. En ekspedition, hvor vi lyttede til de stemmeløse, og alligevel så talende, giganter.

Luk verden uden for et øjeblik. Du er nu på ekspedition. Du er med på den 60 graders stejle bjergside; du med i det kolde telt, mens tårerne triller; og du er med til at mærke, hvordan det bobler euforisk i en rus, når sejrsråbene lyder…

Manaslu Base Camp: We will make an attempt.

Oh gosh. Med kuglerunde øjne og en ikke eksisterende vejrtrækning de sidste sekunder, sidder jeg i co-pilot sædet med Simone Moro som helikopterpilot. Og har du lidt kendskab til bjergbestigerhistorien, ved du, at Simone Moro ikke bare er hvem som helst. Ikke nok med at han er en sindssygt sej pilot, sidder jeg her ved siden af ham og er pænt star struck, da Simone er en vanvittigt dygtig bjergbestiger

”We will make an attempt” siger Simone til mig smilende med hans velkendte, italienske accent, og bevæger sin hånd i et ottetal for at illustrere, hvordan vores flyvning bliver. Yes, det er Simone, og lige som jeg kender ham fra historieberetningerne, tænker jeg. Og så letter vi.

Næsten med panden plantet i forruden af helikopteren, spejder Simone som en gal til hver side, mens han får helikopteren til at stige opad i det meget hvide skydække vi flyver i. Alt i helikopterens panel blinker. For her i Himalaya flyver man altid på visuel, dvs. udelukkende efter hvad piloten kan se, og det er derfor kun muligt at flyve i godt vejr med god sigtbarhed.

Gosh, mere opad. Opad, opad, opad, tænker jeg. Som ud af ingenting fronter vi en brun, våd bjergside. Sigtbarheden egner sig absolut ikke til helikopterflyvning, men Simone er i kontrol. Han svinger helikopteren ud og stiger endnu opad, og med ét kommer mennesker og telte til syne. Vi er ved Manaslu Base Camp (BC). Panelet hyler… bum… Simone sænker skulderne, jeg griner og giver ham et klap på skulderen, han smiler og giver et lille pyh. Endelig er jeg i BC. Med mig i helikopteren er en af de andre mænd fra vores lille team på fem danskere, plus en hulens masse bagage. Nu mangler de tre andre team-medlemmer og vores sherpa, Dawa, kun at blive fløjet herop, og det står Simone også for. Velkommen til Manaslu Base Camp.

Jeg er ekstatisk over endelig at være i Base Camp. Lykkelig, og i morgen har vi vores “puja”; en velsignelse, der tillader os at betræde bjerget. Allerede dagen herefter starter vores første rotation op ad bjerget.

Men faktisk er vores Manaslu-ekspedition allerede to uger undervejs. Lad mig give dig et lille tilbageblik: Sammenlagt er der (desværre) gået en uge med en masse venten i både Kathmandu og bjergene, grundet monsunen. Den anden uge brugte vi i vidunderlige Khumbu Valley, bedre kendt som Everest-dalen, hvor vi akklimatiserede os til højden. Her trekkede vi ind i dalen, igennem de enestående tehus-byer, oplevede kultur, byggede et fællesskab op og nød endelig at være i gang. Monsunen havde desværre andre planer, og det var tydeligt at mærke tomheden i byerne, og hvordan alting var lammet, da mange af tehus-bestyrerne stadig var fanget i Kathmandu. En enkel formiddag blev det også kun til for os, hvor vi kunne se de hvide, majestætiske giganter, som vi rent faktisk var omgivet af. Heldigvis er Khumbu et magisk sted at trekke uanset hvad, og jeg fik følelsen af at være hjemme.

Vores akklimatiseringsplan i Khumbu var at bestige bjerget Lobuche East (6.119 m.), og vi trekkede derfor op gennem dalen og op til bjergets high camp i 5.200 m. Jeg håbede så inderligt, at den sludfyldige regn ville stoppe. Men nattetimerne gik, og det stod os klart, at vejret ikke ændrede sig foreløbig. Ja faktisk ikke de næste mange dage. Min skuffelse var stor, til trods for at dette ”blot” var højdetilvænning, og ikke målet for vores tur. Sidste år nåede jeg toppen af det +6.000 meter høje bjerg, men ikke denne gang. Desværre. I stedet fik jeg og teamet stadig vores afgørende højdetilvænning, fællesskab og utrolige Khumbu at opleve.

Første rotation, topforsøget og den originale plan

Det her er ikke godt. Emma, for faen, tænker jeg. Jeg klatrer en lodret sektion på omkring 10-15 meter. Og lige nu står jeg total skod; klemt fast i sektionens snævreste og sværeste stykke med min store, 19 kg tunge rygsæk. Forestil dig en skorsten med skillevæg i midten. Du kan enten benytte den ene af de snævre passager op, eller gøre som Jakob: klatre i en meget bred benstand, med en fod på hver ydervæg.

Tydeligvis gør jeg det modsatte af Jakob. Med højre hånd trækker jeg min jumar højere op på fixrebet. Med venstre hånd hakker jeg isøksen ind i sneen og kan ikke få den højere op end øjenhøjde. Det lille udhæng af is, som jeg rækker over med mine arme, resulterer i, at jeg får låst mig selv fast. Jeg har højre arm for strakt og venstre for lavt til at kunne trække mig op. Mit hjerte banker hårdt. Kom nu, Emma. Jeg træder hårdt fra på venstre fod, mens jeg hiver i min jumar. Jeg gisper. Pis. Sneen under min fod brækker grundet det hårde pres, og min krop falder fladt ind på væggen. Godt jeg har så fast et greb i jumar og økse. Lynhurtigt finder jeg fodfæste; nu endnu værre end før. Dertil med en puls i maks og en overfladisk vejrtrækning.

Endnu med fast greb i jumar og økse, bøjer jeg i højre knæ, fører foden bagud og opad og presse den ud i væggen. Det lille buk i knæet giver mig en ny mulighed for at presse min krop opad, mens jeg hiver med armene. Det virker. Hurtigt placerer jeg isøksen lidt højere, og jeg kan nu hakke frontpikkene på min venstre fod ind i væggen. Det lille løft er nok, da ’skakten’ bliver en smule bredere, og giver mig mere albue- og benplads til at klatre. Jeg får et sikkert fodfæste. Pyh. Den var hård. Det var eventyr. Og jeg er høj på adrenalin.

Mange flere vilde og fantastiske udfordringer venter os op gennem isfaldet mellem Camp 1 (C1) og Camp 2 (C2). De 800 højdemeter imellem de to camps, er det mest tekniske på bjerget, og det er et skræmmende miljø at bevæge sig i. Isfaldet er uforudsigeligt, men naturens is-formationer er vidunderlige smukke og kraftfulde. To nætter er brugt i C1, og nu venter endnu to nætter i C2.

Jeg mærker tydeligt det lave iltniveau, der er til rådighed heroppe i 6.300 meters højde, og udmattede når vi C2. Det sner, og vi sidder klemt sammen i køkkenteltet med en kop skoldhed, ultra-sukkersød Black Tea til at varme os på. Vi snakker planer. I morgen går vi til Camp 3 (C3), spiser frokost og går så tilbage for anden overnatning i C2. Kanon højdetilvænning til det senere topforsøg, hvor planen er at gå fra C3 til C4 tidlig morgen, så vi kan nå at spise og hvile i den (formentlig) blæsende og kuldebidende C4, før vi laver summitpush fra C4 i de tidlige midnatstimer.

Planen giver mig gåsehud. Gør mig euforisk i den vilde, glædelige forstand. Men her i køkkenteltet i C2, virker topforsøget stadig langt væk, og jeg fokuserer på først at nå C3 og succesfuldt gennemføre første rotation.

Jeg går sidelæns opad. Hiver min jumar op og træder den ene fod op over den anden. Så stejlt er her på vej op til C3. Først tager jeg kun 6 skridt, stopper op og får luft. Så 12 skridt før et stop. Arh, det kan du gøre bedre, Emma. Okay, jeg er nu oppe på 24 skridt, før jeg stopper. Og spørg mig ikke hvorfor, men jeg ender på 34 skridt, før jeg siger til mig selv, at jeg må stoppe og trække den dybe indånding. Det er herre fedt; jeg har fundet mit flow.

Jakob og jeg hujer, vinker og smiler bredt til Line og Dawa, der ankommer til C3, og Line og jeg giver highfive-krammer. Vi har det alle fantastisk, og jeg udviser (måske), at jeg er den yngste i selskabet, ved at hoppe rundt af glæde. Line, Jakob, Dawa og jeg er 1,5 time i C3 og når målet for første rotation. De to mænd på ekspeditionen blev tilbage i C2, og da vi når ned til dem igen, får vi desværre den sørgelige melding om, at de stopper. Når vi når BC, trækker de sig fra ekspeditionen. En meget trist nyhed.

Første rotation blev til fire dage på bjerget, og Line, Jakob, Dawa og jeg har derfor også fire hviledage i BC, før vi igen går op. Og det er i disse dage, at de første tragedier rammer Manaslu. Her får du et kort tilbageblik: Et vejrvindue for at nå toppen åbner sig omkring den 26. – 28. september. Et vejrvindue mange går efter, skønt det har sneet næsten uafbrudt de sidste to uger. Helt forfærdeligt rammer en stor lavine de mange bjergbestigere, der er på vej fra C3 til C4,. I lavinen omkommer en Sherpa og +10 er tilskadekomne. Mange af dem så alvorligt, at de må reddes ud med helikopter. Ikke nok med at sådan en redning skal gøres i ufattelige højder og kræver enorm styrke af pilot og helikopter, så er vejret for dårligt til straks at sætte en redningsmission i gang. Det samme er gældende for tragedien, hvor den yderst dygtige, kvindelige North Face ski mountaineer Hilaree Nelson bliver taget med af en lavine på vej ned fra toppen. Elskede liv er blevet taget. Tragedierne har ramt, og der hersker en indgydende tomhed og sørgelig stemning i hele BC. Alle er i sorg, og jeg sender min kærlighed, respekt og tanker til dem, der har mistet.

Camp 3: Den sidste time inden summitpush

Jeg er nervøs. Pissenervøs, faktisk. At gå mod toppen direkte fra C3 (6.700 m.) er vores allersidste, og nu eneste, mulighed. Vi er på anden rotation; det her er vores snævre mulighed, og mine tanker drøner rundt deroppe under huen. Jeg sidder i teltet og trækker det tredje par sokker på, der også er de tykkeste i alpakauld. Mine tæer må bare ikke lide kuldenød denne gang. Vejrudsigterne fortæller, at et lille vejrvindue med skyfri himmel, dog mere vind, vil vise sig omkring en 18 tiden. Men tør vi tro på vejrudsigterne denne gang? Indtil nu har prognoserne ikke givet et troværdigt billede.

De næsten 1.500 højdemeter, vi har til toppen, er vanvittig meget at bestige i disse ekstreme højder, hvor vi i 8.000 m. rammer den såkaldte dødszone, og hvor højden gør hvert skridt ekspotentielt hårdere. Og da vi planlægger at gå fra campen om en times tid, når kl. rammer 18, har vi en utrolig lang nat foran os, hvor mørket hersker i længere tid, end hvad rart er, og hvor der minimum er 15 timer til toppen. Dertil lover vejrvinduet mere vind, hvilket giver mig ambivalente tanker.

Vinden gør bjerget så umådelig koldt, og jeg føler mig truet af den ekstreme chillfaktor. Da jeg besteg Aconcagua i januar, oplevede jeg en chillfaktor på -30 grader, hvor jeg ikke havde det rette udstyr til sådan en kulde. Det resulterede i en 1. grads forfrysning af mine tæer. Nu skal mit udstyr kunne holde mig varm til -30 grader, men tilføjer vi stærkere vinde i disse ekstreme højder, så er det nemt at komme længere ned på frostskalaen. Samtidig er vinden paradoksalt nok min ven, en tryghedsfaktor, der muliggør vores summitpush. For med al den sne, der er faldet så sent som i natte- og morgentimerne, så får vinden den løse sne til at sætte sig og hermed mindskes lavinefaren.

I det lille, kolde telt er det en større proces at trække i top-tøjet, og jeg mister pusten flere gange, mens jeg ifører mig den store dundragt. Højden er en rigtig ilt-dræber, og vi har kun et iltniveau på ca. 40 % til rådighed heroppe, sammenlignet med havoverfladen. Min tankestrøm, om vores snarlige afgang, medfører smagsprøver på det adrenalinrus, der venter mig. Jeg er så klar lige nu. Så stærk. Og så inderligt parat til at kæmpe og give alt, hvad jeg har, for at nå toppen. Jeg kniber nogle tårer. Det er så stort, det her, og en lykkelig og skræmmende rus fyrer rundt i min krop. En følelse jeg elsker. Jakob og jeg venter nu kun på, at vores sherpa, Dawa, kommer til vores telt og siger ’Go’.

Jeg tror ikke, Jakob opdager tårerne. Men jeg er overbevist om, at han mærker min spænding. Jeg mærker hans. Alligevel er der helt stille i teltet. Vi har sagt, hvad der skulle siges. Vi har snakket mulighederne igennem. Gradbøjet og defineret dem. Afgjort deres betydning. Og vi har taget vores beslutning. Beslutningen om at nå den rigtige top af Manaslu uden brug af kunstig ilt.

Med vores nyeste plan om summitpush fra C3, tager vores 3. teammedlem, Line, ilt herfra, vores sherpaer fra Camp 4, og Jakob og jeg forsøger at nå toppen uden brug af kunstig ilt. Et forsøg, jeg er all-in på, og som jeg så inderligt brænder for. Wow, jeg kunne råbe så højt om, hvor meget jeg vil det. Hvor meget jeg ønsker at nå toppen. Og vores plan indebærer derfor også, at Jakob og jeg selv bærer ilt i vores rygsæk i det tilfælde af, at tæer og hænder bliver for kolde, eller hvis højden slår for hårdt. Jeg vil hellere nå toppen med ilt, end at vende om, fortæller jeg Jakob, og han er enig. Vi gør det her sammen, ligesom vi har gjort med alle vores andre toppe… [Fortsættes i del 2]

…

Læs anden del af Emmas beretning fra Manaslu