Emma Østergaard er i fuld gang med at realisere projekt “Emma’s Everest“, der skal kulminere med at hun står på toppen af verdens højeste bjerg, Mt. Everest, i foråret 2023. For at nå det mål, har hun allieret sig med vores tidligere kollega og mangeårige samarbejdspartner Jakob Urth, der ejer Urth Adventures. Jakob fungerer som Emmas guide og mentor igennem projektet. 

Emma og Jakob er netop hjemvendt fra Nepal, hvor målet var en bestigning af Manaslu (8.163 m), som sidste store prøvelse inden Emma efter planen skal bestige Mount Everest til foråret. Det blev endnu en lærerig oplevelse, der bød på dårligt vejr, svære beslutninger og voldsomme oplevelser. I det følgende kan du læse anden del af Emmas beretning fra en Manaslu-sæson, der blev alt andet end gennemsnitlig!

Start med første del af Emmas beretning fra Manaslu, hvis du ikke allerede har læst den

Vi stopper her: Manaslu har talt. Vi lytter. Alle lytter.

Tekst: Emma Østergaard. Billeder: Jakob Urth og Emma Østergaard

[Fortsat fra del 1] … ”Jakob, dai… Jakob”. Vi hører Dawa kalder ude foran teltet. Den velkendte zip lyder hastigt fra teltets lynlås, og giver kun Jakob og jeg et kort sekunds ængstelig øjenkontakt. Mit hjerte flyver op i halsen. Dawas ansigt udtrykker tragedie, og hans øjne flakker mellem os. De udtrykker panik blandet med handling. ”Jakob, where’s your rope? I need you rope… Avalanche between Camp 2 and Camp 1”. Straks, og i et ryk, finder Jakob rebet. Rækker det til Dawa, der fortæller “several injured and one sherpa is missing”, og så er han væk igen. I samme sekund skratter vores walkie talkie.

Shit, shit, shit. Hvad sker der? For 10 sekunder siden forventede vi, at når Dawa stak hovedet ind, så var det med et “go”. Et “Let’s go climbing. Let’s go for the real summit of Manaslu”. Jeg er tom for ord, men overfyldt med følelser. Jeg er lammet. Jakob skruer på walkie talkien, og kaos lyder. Det meste foregår på nepalesisk, men denne gang langt fra som en rolig, kommunikationssamtale. Mange stemmer lyder. Nogle råber, andre panikramte, nogle faste i stemmen og en bliver cuttet af linjen, mens hans snakker. Vi hører bl.a. ordene helikopter og long-line. De er undervejs med en redningsmission, hvor de vil forsøge først at finde og herefter redde den manglende sherpa.

Ingen af delene lykkes før dagen efter, og da vi om morgen går ned mellem C2 til C1, ser vi andre sherpaer lede i en spalte. Mens vi går fra C1 til BC flyver en helikopter med long-line; sherpaen er fundet og bringes ned. Desværre for sent.

I teltet er Jakob i fuld gang med at tage sine støvler på. Vi lytter så forfærdeligt ihærdigt til walkien. Ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal sige til hinanden. Hvad kan vi sige? Hvad kan vi gøre? Jeg presser mine kæber sammen og mærker, hvordan mine øjenbryn forvrænger sig. Tårerne kan jeg ikke længere holde tilbage, da jeg ser samme dybe sorg i Jakobs øjne. Endnu en tragedie på Manaslu. En forfærdelig tragedie, der sætter en stopper for alt.

Tidligere på dagen, da vi fik nyheden om det mulige vejrvindue, valgte vi at blive. Vi valgte at afvente situationen og håbe på, at vi kunne gå mod toppen. Andre ekspeditioner i C3 valgte anderledes. De besluttede at stoppe deres ekspedition, og i stedet udnytte opholdet i snevejret til gå ned ad bjerget. Om formiddagen så vi dem gå afsted. Nu hører jeg om dem i walkien. Hvordan resten af teamet sikkert kommer til C1. Hvordan andre ihærdigt er klar til at hjælpe dem. Tage hånd om dem og de tilskadekommet. Og hvordan de sikkert kommer til BC.

Jeg står ude foran teltene i C3. Ligesom alle andre heroppe. Vi ser ned. Holder øje med helikopteren, der forgæves leder og søger. Ironisk nok er vejret godt nu. Vejrudsigten holder endelig ord, og det burde være netop nu, vi skulle gå. Gå mod toppen af Manaslu. Men vores og alle andres topforsøg er afblæst. Alt er slut. Bjerget er lukket nu, og sæsonen er færdig.

Jakob, og de andre ekspeditionsledere har holdt et ekstraordinært møde her i C3. Dommen lyder: over en meters sne er faldet i C3 og endnu mere under os. Jeg blev selvsagt nød til at grave vores telt fri her til morgen. De fire sherpaer, der i formiddags gik mod C4 som “scouts”, for at rekognoscere om det ville være sikkert at bevæge sig op ad bjerget og lave summitpush fra C3, har meldt tilbage, at ruten ikke er sikker. Der mangler reb, og de får sat små laviner i gang.

Hvem ved, vi ville måske alligevel aldrig have fået det “go” fra Dawa, som jeg så inderligt havde håbet på. Dette var vores sidste og eneste forsøg tilbage. Tiden er rendt ud, og om blot 1,5 dag rammer en umådelig dårlig vejrfront bjerget; et stort lavtryk med mere sne og vind, der ultimativt stopper al bjergbestigning. Nu handler det udelukkende om at komme sikkert ned for alle. Ned til BC og videre herfra.

Det føles så ubeskriveligt at stå her i flot vejr, i 6.700 meters højde, velvidende at en tragedie foregår lige under os. Helikopteren har endt sin søgen, og i det snigende mørke ser jeg pandelampernes lys fra de mange, der endnu bevæger sig mod sikkerhed fra C1 til BC. Vender jeg mig rundt, ser jeg samtidig lyset fra de fire sherpaers pandelamper over os. De går mod C4, henter iltflasker, og går så ned igen.

Camp 3: Kom sikkert ned til Base Camp, og gør det hurtigt.

Jeg vågner i de tidlige morgentimer på andendagen i C3. Teltdugen laver små smæk. Vinden er tiltagende, men overdøver ikke travlheden i campen. C3 er ikke længere til at kende. Det er ikke længere en camp, og vi er nogle af de sidste deltagere tilbage. Til højre og venstre knokler sherpaer og staff hårdt og lynhurtigt for at pakke alt sammen.

Line og Dawa går først ned. Vi aftaler at gå to og to, så vi bedst kan samarbejde og hurtigt reagere, hvis endnu en lavine er ude. Der er kort ned til C2, der er stejlt, men ikke teknisk. Derimod skal vi igennem isfaldet fra C2 til C1, hvor den sidste store, tragiske lavine fandt sted. Ruten fra C2 til C1 er en nedstigning på omkring 800 højdemeter, hvor vi bl.a. skal rappelle, krydser spalter ved brug af stiger og gå langs den eksponerede bjergside. Det er denne strækning, der har høj lavinefare, og vi må bevæge os sikkert og hurtigt.

I går aftes mærkede jeg en skræmmende følelse. Jeg var bange for vores sikkerhed. Laviner over og under os. Vi er de højeste på bjerget, men er vi fanget? Vi kan ikke gå op, men vi skal ned. Vi skal ned igennem isfaldet, hvor der det sidste døgn er faldet over en meters sne. Sikkerheden venter nede i C1. Herfra skal vi ’blot’ krydse den sprækkede gletsjer ned til BC. En gletsjer, der flader ud men stadig byder på krydsning af flere stiger, spalter og snebroer.

”Vi ses i C2”, får Jakob og jeg næsten sagt i kor til Line og Dawa. Så er de afsted, og snart er vi også. Sammen med Jakob føler jeg mig tryg. Det har jeg altid gjort. Jeg ved, hvor godt vi samarbejder på bjerget. Vi er effektive og bruger vores styrker. Min skræmmende følelse er væk. Jeg er i mit bjergbestiger game: fuld fokus og højt niveau.

Dybt kigger vi hinanden i øjnene. Jeg er stolt over, hvor stærke vi er heroppe i den store højde. Vi var så klar til toppen. Nu må vi bruge den styrke til at komme sikkert ned. Vi kigger op mod toppen, ”until next time Manaslu”, og vores knyttede næve mødes i en fist pump, der ender som en eksplosion. Håndtegnet er blevet ritual, og jeg går forrest afsted med højt fart. Hurtigt er vi nede i C2, hvor Line og Dawa befinder sig, og vi giver alle kort status og drøfter, hvad der venter os. Vi ser, at nogle endda får en helikopter herfra til BC.

Aftalen er at vente på Line og Dawa i C1, og Jakob og jeg fortsætter det høje tempo og overhaler mange af dem, der tidligere gik fra C3. De ser trætte ud. Jeg føler mig flyvende. Tydeligt ser vi, hvordan ruten har ændret sig. Mange små laviner er gået, og her ligger sneen ruflet og kaotisk oven på bjergets ellers så glatte snedække. Flere steder er rebene væk, vores safety, og stiger er ødelagte.

Jeg stopper. Pis. Der er kø ved første rappelling, og vi er ikke et sted, der er rart at opholde sig i for lang tid. Det går langsomt, og minutterne går. Kvinden foran mig er ved at få sin sherpa til at klargøre sit abseil. Men det er samtidig vores snit til at komme videre, og Jakob går først. Går udenom kvinden og bruger det andet, frie reb. Jeg følger straks trop. Vores sidste træning fra de stejle, tekniske bjergsider under vores bestigning af Mont Blanc i sommer gør godt. Vi vurderer, at det stadig er sikkert for os at bruge en hurtigere form for nedstigning.

”Rope free”, råber Jakob nedefra og fortsætter lige så stille videre. Jeg vikler rebet en halv omgang omkring min højre underarm, tager stramt fat i rebet med hånden og hakker isøksen ind i bjergsiden med venstre hånd. Øvelsen minder lidt om, da vi klatrede op af Mont Maudits 70 graders stejle bjergside og da uden fixreb. Nu er det blot nedad, og jeg sparker selvsikkert mine crampons frontpikke ind i væggen. En hård øvelse, men stykket er kort. ”Rope free”, råber jeg op.

Øvelsen gentager vi flere steder, og andre gange bruger vi rebet korrekt til abseil. Vi arbejder lynhurtigt på de stejle, mere tekniske bjergsider, der nok ikke kan kategoriseres som et rart sted i øjeblikket, men jeg elsker udførelsen. Bjergbestigningen. Og så ser jeg den. Stigen, som en Sherpa er ved at ’sy’ sammen med reb. En rigtig bjerg-akut lappeløsning. Fy for den lede.

Stigens ender når akkurat ind på fast sne. Halvdelen af stigens trin er væk og erstattet med krydsene reb. De resterende trin er ikke længere vandret, da hele stigens højre side nærmest er trukket i. Resultatet får stigen til at hælde mod venstre. Jakob er ovre, og jeg står midt på stigen. Næste trin er lavet af reb, men mine crampons begynder at glide på det skæve trin. ”Hvad gør jeg, Jakob?” Jeg ser ned. Jakob ser ned. Langsomst glider mine crampons mod venstre, og gør stigen endnu mere ustabil. ”Flyt din fod. Du bliver nød til at tage et skridt mere. Nu”, siger Jakob. Jeg glider, stigen tipper mod venstre, hvis jeg løfter min fod, tænker jeg. ”Okay, er du klar?”, spørger jeg. Jakob strammer rebet, som jeg har hægtet min karabin i og holder fast i. Jeg puster hårdt ud, flytter hurtigt venstre fod over på reb-trinet, derefter hastigt min højre fod, hvor jeg får de forreste pikke hakket i sneen. Jakob griber om mig med begge arme. Knuger mig helt ind på flad sne. Jeg er ovre, og jeg tror, vi begge er lidt rystet.

Vi er tilbage i højt tempo, og jeg går forrest. Jeg ser C1. Dér er sikkerheden. Og her venter vi på Line og Dawa, der møder os med store smil og holder en tiltrængt pause med os. Det værste er overstået, men jeg kan ikke nægte, hvor fedt og hvor stærke vi var i udførelsen. Hvor ville mindet have været smukt, hvis det blot var på vej ned efter toppen og uden de tidligere, hæslige tragedier.

Vi, og alle andre fra C3, når sikkert ned i BC. Dagen efter får vi, som nogle af de sidste, en helikopter herfra og ned til en lille by for foden af bjerget. En 5 minutters flyvetur i en rippet helikopter, hvor sædet er en duffelbag, gør os tre, der sidder bag i helikopteren til en menneskelige sandwich med de mange duffelbags, vi også sidder med i skødet.

Vejrfronten, med sit lavtryk, er brutal. Blot halvanden dag efter vi når ned til en lille by, bliver BC begravet af laviner. Vores Base Camp, som jeg ellers finder tryghed i, er væk. De tilbageværende sherpaer og staff i BC er uskadte, men skynder sig ned til den lille by, vi også er ’fanget’ i på grund af vejret. Alt er begravet i den dybe, tunge sne, og først her midt oktober har de kunne grave det resterende udstyr, gear og camps fri.

At tage hjem føles ikke rigtig: en følelse af tomhed og at have mislykkedes. Der mangler noget. Ubeskrivelige følelser fylder, men beslutningen er rigtig, og jeg bruger dette som min læring. Toppen af Manaslu (8.163 m.) bliver et andet år for mig, men alligevel har denne ekspedition lært mig så utrolig meget. Der har været så meget skønhed, magiske øjeblikke, glæde, kærlighed, ren lykke og eventyr. Jeg er stadig lige så hengiven og i ærefrygt over for bjergene som nogensinde. Nu er jeg hjemme for at reflektere og forberede mig på projektets største mål: at bestige Mount Everest, og min ekspedition starter allerede i slutningen af marts 2023. Gosh, hvor kan jeg ikke vente med at komme tilbage.

Mine mange tanker går til dem, der har mistet deres elskede til Manaslu.

Klik her for at læse første del 1 af Emmas beretning fra Manaslu

Du har nu læst del 1 og del 2 af min Manaslu blog. Tak for det. For et øjeblik var du med på bjerget og med i eventyret, hvor de helt særlige øjeblikke opstår. Med så stor en ekspedition som Manaslu, følger der store og fantastiske oplevelser, samt læringsrige og følsomme momenter med. Jeg har her berettet om nogle af dem.

I slut marts 2023 drager jeg igen til Himalayas majestætiske, snedækkede giganter. Denne gang for at gøre min drøm til virkelighed: for at bestige Mount Everest, verdens højeste bjerg på 8.848 m. Jeg har ikke ord for, hvor fuldstændig vanvittig meget, jeg glæder mig til ekspeditionen, og hvor crazy stort det bliver. Tre års hårdt arbejde, søvnløse nætter, røde tal på kontoen, træning, tårer, glæde, lykke har omsider ført mig til mit helt store mål med Emma’s Everest. Yngste, danske kvinde på verdens tag; here I come.

Følg også med på min Instagram, når jeg tager dig med i sidste fase af projektet og ikke mindst, når jeg tager dig med på til toppen af verden: Mount Everest. Du kan desuden følge Jakob og jeg via Garmin GPS tracker, når vi drager på ekspedition til foråret.