I 2021 besluttede Emma Østergaard sig for at realisere en drøm om at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest (8.848 m). Emma havde på det tidspunkt ikke nogen særlig erfaring med bjergbestigning, så hun tog kontakt til Danmarks mest erfarne bjergbestiger, Jakob Urth, og sammen lagde de en plan, der skulle gøre Emma klar til Everest. D. 23. maj 2023 kulminerede projekt “Emma’s Everest”, da Emma og Jakob stod på toppen af Mount Everest. I det følgende kan du læse første del af Emmas beretning om en ekspedition der krævede alt hvad hun havde, og gav lige så meget igen.

Mount Everest (8.848 ) – del 1

Tekst og billeder: Emma Østergaard

Everest South Summit (8.749 m)

Skub og isende stød. Vinden spiller med musklerne. Den er bindende kold og rammer en windchill på omkring -30 grader. Jeg er slap og i stigende panik. Fornemmelsen af at være lammet hersker over min krop. Men, det er ikke kulden, der har mit fokus. Det er mangel på ilt.

Jeg sidder på rygkammen af South Summit i 8.749 meter på vej mod toppen af Mount Everest, verdens højeste bjerg på 8.848 meter. Jeg sidder sammen med Anish Syangden, vores ene Sherpa og under 10 meter fra mig sidder Jakob med Dawa Tempa ved sin side. Vi kan ikke snakke sammen. Her blæser for meget.

Rygkammen er, hvor Everests to bjergsider møder hinanden og danner en kant. Det er denne kant, vi når ved Balcony i 8.430 meter og følger hele veje op til toppen af Mount Everest. På rygkammen kan vinden nå os fra begge sider, og eksponeringsgraden er ekstrem. På hver vores side kan der nemt være +/- 3 km. ned. Det er seriøs eksponering.

South Summit er vores sidste stop inden toppen, hvor vi må skifte iltflasker, så vi har nok ilt til at nå hele vejen til toppen og helt ned igen til camp 4 (C4) i 7.950 meter.

Anish finder hurtigt min nye iltflaske, og jeg hiver min rygsæk af, åbner toplåget og trækker den tomme iltflaske ud. Med et par skruetag er min iltmaskes regulator frakoblet den tomme iltflaske. Anish holder den nye iltflaske med den ene hånd, presser den ned mod sneen og støtter bunden op mod hans ben, så den ikke smutter nogen steder på den skrå siddeplads, vi har indtaget i ekstrem højde. Med den anden hånd tager han regulatoren, kobler på iltflasken og skruer. Et brøl lyder. Ilten fra den nye iltflaske undslipper. Shit. Hurtigt og i få tag, skruer han regulatoren af. Iltbrølet stopper.

Det her er ikke godt. Anish skruer igen. Brølet lyder på ny, og min krop reagerer instinktivt; en ubehagelig knude i maven former sig, en omklamrende følelse favner min krop og ufornuftige tanker presse på. Mere ilt undslipper. Det er slet ikke godt, det her. Igen og igen forsøger Anish at tilkoble min regulator til iltflasken. Den vil ikke bide på, og mere og mere ilt forsvinder ud i den iltfattige luft omkring os. Heroppe har vi kun 30% af den ilt, der findes ved havets overflade, til rådighed. Knuden i min mave vokser sig større, og det samme gør ubehaget. Det er panikken, der vokser. Jeg sidder uden ilt, og uret tikker.

Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg hjælpe? Vi befinder os i den såkaldte dødszone, der starter fra 8.000 meter. Et makabert navn, men af god grund. Heroppe nedbrydes kroppen; den spiser af sig selv. Blodet bliver tykkere, vores organer og hjerne svulmer op, vi mangler ilt og udmattelsen er ekstrem. Jeg er ikke akklimatiseret til at opholde mig i så ekstrem højde uden brug af ilt. Min vejrtrækning er alt for overfladisk, og det nytter ikke noget at hive efter vejret heroppe. Luften er for tynd og indeholder ikke nok ilt. Mennesker går forbi mig, men jeg forholder mig ikke til dem. Jeg har ikke overskud.

Jakob gør tegn til mig, og jeg afkoder ”hvad sker der? Hvorfor tager det så lang tid?”. Jeg er drænet og har ikke nogen klar fornemmelse af, hvor længe vi allerede har siddet her. For længe, og det bliver mere og mere kritisk.

Jeg ser på Anish. Jeg ser ind i hans bekymringsfyldte øjne, og jeg ser hans anstrengelser. Jeg forstår, at det er et lige så stort mareridt for ham. Alligevel er han fattet og arbejde uanfægtet videre. Anish, du er utrolig, og jeg er fyldt med respekt og al taknemmelighed for din støtte. Du holder hovedet koldt, også når jeg ikke kan.

Han tager sin inder handske af, og hele hånden er nu blottet for kulden og vindens terror. ”Nej Anish, du må ikke tage din handske af”. Jeg ved, at dette kan være lig med frostskader og i værste tilfælde amputering af fingre. ”Jo Didi (søster), jeg bliver nødt til det”, lyder det anstrengt fra Anish. Han fisker en lille lommekniv frem fra rygsækken og begynder at fikse mundstykket på iltflasken, så min regulator vil bide fast.

Tankerne melder sig. Iltmanglen melder sig. Mine fingre og læber prikker, og svimmelheden melder sig. Med tomme øjne er jeg fanget i egne tanker; hvad hvis vi ikke får iltflasken til at virke? Så er toppen udelukket, det ved jeg. Men jeg skal også ned igen. Er jeg i stand til det? Det skal jeg. Og hvad hvis iltflasken ender med at virke, har jeg så nok ilt til at fortsætte mod toppen og nå ned igen? Jeg ved, Anish gør alt, hvad han kan. Men mine egne tanker gør mig angst. Svimmelheden gør mig bange, og i forsøget på at nå igennem vindens styrke, råber jeg ”Anish hvad gør vi, jeg har brug for ilt?”.

Emma’s Everest: mit endelige mål

Du har netop været med i et moment, der har stor indvirkning på mig. Jeg håber ikke, du er mættet? For episoden på South Summit er langt fra over, og den er blot én af flere. Momentet og resten af min fortælling, udlever du gennem mine nedskrevne ord. Følelser, minder og personlige oplevelser er svære at udtrykke, især med ord, der konkretiserer øjeblikket.

Jeg vil bruge mine ord, til at tage dig med i momentets følelser, intensitet og spænding. Måske du får svedige håndflader. Måske du ender ude på stolekanten. Og måske du får sympati på vegne af mine familie. Jeg giver dig udvalgte øjeblikke fra min Everest ekspedition, og South Summit venter i spænding i blogindlæggets del 2. Glæd dig, ekspedition starter nu…

På gensyn, ikke farvel

Alarmen ringer. Jeg famler i mørket på hotelværelset efter min mobil og slukker melodien for den tidlige morgenvækning. Så varmt under dynen, så dejligt. Alligevel sover jeg ikke meget denne nat. Det kan jeg umuligt med en krop, der bobler, og et sind der glæder sig. Datoen siger den 28. marts 2023. Dagen, hvor jeg tjekker mine 4 fyldte duffelbags ind i lufthavnen og sammen med Jakob rejser til Nepal. Dagen, hvor Emma’s Everest endelige mål starter.

Uret fortæller os, at gensynskrammet er nu. Jakob og jeg har hver tjekket vores 70-80 kg. ind, og jeg står foran min familie med min dagstursrygsæk på. Mine hænder ryster og klumpen i min hals tillader mig ikke at snakke. Min familie betyder alt for mig, og det er vigtigt for mig, at de ved, hvor meget de betyder, hvor meget deres støtte betyder, og at jeg elsker dem.

Jeg krammer dem af hele mit hjertet hver især. Jeg kysser min mor tre gange på kinden i et fransk kys. Det er vores ritual. Kigger min far dybt i øjnene, og krammer min bror en ekstra gang. Klumpen i halsen brister, og tårerne triller. Hos os alle. I hvert kram modtager jeg deres støttende ord og deres kærlighed. Jeg nikker, min hage bævrer, tårerne triller, men jeg smiler til dem alle sammen og siger, jeg elsker jer.

Ekspeditionen starter

Katmandu er utrolig. Det er kaotisk, kulturelt og fantastisk. Målet er at opleve, fare vild i byen og gøre sig klar til ekspeditionsstart. På trods af at jeg kun har været i Nepal to gange før, har jeg brugt mange timer og dage i Katmandu. Det føles næsten hjemligt her. Jeg kender små smutveje. Jeg ved, hvor jeg foretrækker min kaffe. Og jeg hilser på spændende personer, jeg kender fra forrige besøg. Alligevel er det et fremmed sted, og jeg ved, at eventyret starter her.

Jeg nyder dagene i Katmandu. Jakob og jeg er rundt i byen og mærker den hektiske dagligdag fyldt med kontraster. Vi deler tiden med venner, holder møder med samarbejdspartner, træner så sveden drypper, og musklerne syrer, og viser vores respekt til kulturen og den buddhistiske religion med besøg til Buddha Stupaer.

Vores tunge last bruger vi mange timer på at klargøre og opdele. De 70-80 kg. vi hver især medbringer, er blandt andet udstyr, gear, ekstra gear, hjemlige ting, der gør os komfortable og glade, og vores fælles indkøb på 32 kg. snack. Vi må tilrettelægge, hvad der skal sendes direkte til Everest Base Camp (EBC), og hvad der skal med os på trekket hele vejen op til EBC. For om lidt er der afgang for os til bjergene.

First flight er navnet på vores afgang fra Katmandu til bjergbyen Lukla, hvorfra vores og næsten alle andres trek op mod Everest gennem Khumbu-dalen starter. Min mave er fyldt med sommerfugle. De flyver og tumler rundt af god grund. De fleste sommerfugle er spændingen og den enorme glæde i endelig at komme afsted. Resten af sommerfuglene er nervøse for, om vi faktisk kommer afsted til Lukla og i allerhøjeste grad flyveturen dertil.

First flight er, som navnet bogstaveligtalt angiver. Vi flyver først, når piloten af det lille 18 personers propelfly kan se, hvor han flyver. Han skal de næste 20-30 minutter styre det lille fly op igennem Himalayas bjergmassiv, hvor han manuelt styrer flyet på visuelt sigte. Altså, der må hverken være dårligt vejr eller for mange skyer, og jeg tænker mig til, at alt i pilotens flypanel må blinke og bippe, når han styrer flyet over og blandt bjergenes enorme massiver.

Jeg sætter mig ved vinduespladsen på klapsædet i propelflyet. Det er hurtig start, vi letter og efter få minutter snørkler og presser den eneste stewardesse sig ned ad midtergangen, der er fyldt med benene på alle os sammenklemte passagerer. Hun kommer rundt med vat til ørerne og en lille karamel. Bekvemmeligt, tænker jeg og pakker karamellen op. Vattet undlader jeg, men håber på at min karamel-gumlen kan aflede min opmærksomhed fra flyets turbulens. Det føles til tider som om, vi flyver på glat sæbe.

Jeg er ikke fan af turbulens, og utroligt som det måske lyder, glæder jeg mig til at lande i Luklas lufthavn i 2.800 meter, der også er kendt under navnet verdens farligste lufthavn. Det er en vild oplevelse, og selvom jeg har prøvet det før, er sommerfuglene min trofaste kompagnon under hele flyveturen og landingen. Luklas lufthavn er en landingsbane på 475 meter. Den ender i en stenmur og har i modsatte ende et drop på flere hundrede meter. Til sammenligning er en standard lufthavns landingsbane gerne 3.000 meter lang.

Lettet ånder jeg ud, sænker skulderne og smiler med et glimt i øjet. Passagerne omkring mig gør ligeså. Vi er ankommet. Ekspeditionen starter nu.

Teamet

Teamet består af mig selv, Jakob Urth, min guide og mentor igennem hele projektet, og vores to Sherpaer, Dawa Finjhok Sherpa og Anish Syangden. Dawa er bjergfamilie. Sådan føles det i hvert fald. Vi kender hinanden så godt, og sammen har vi været igennem tykt og tyndt, idet Dawa altid har været vores Sherpa, når jeg har været på tur med Jakob i Himalaya.

Dawa er desuden vores Sirdar og dermed ”big boss”, eller manager, i daglig tale, for de andre Sherpaer på teamet. Desuden står han for logistikken, heriblandt telte og ilt op ad bjerget. Anish er vores anden Sherpa, og er under uddannelse af Dawa, som guide. Han har været på Everest en gang før. Anish er enorm stærk, ydmyg og hårdtarbejdende i en alder af kun 22 år.

Dawa og Anish, for ikke at nævne de andre ufatteligt hårdtarbejdende Sherpaer og portere, fortjener al respekt, taknemlighed og omtale. De er bjergenes helte, og uden Dawa og Anish var jeg heller ikke på Everest. Relationen og teamarbejde har al værdi for både mig og Jakob og er midtpunktet for vores lille firemandsteam. Vi er stærke sammen. Og vi er klar til at bestige verdens højeste bjerg.

Ankomsten i Lukla lufthavn er starten på mit længe ventede eventyr. Et eventyr, jeg deler med Jakob og Dawa de første 14 dage, hvor vi vandrer fra Lukla i 2.800 meter og helt ind til Everest Base Camp i 5.300 meter. Anish møder os i campen, og jeg er så spændt på at lære ham at kende.

Vi tre følger det ikoniske Everest Base Camp trek op igennem Khumbu-dalen. Normalt tager det omkring 8-10 dage at vandre. Her er så ufattelig smukt. Her er hjemligt. Og her er vi i vores helt rette element. I tre år har Jakob og jeg trænet op til Everest. I tre år har jeg været all-in på Emma’s Everest. I dette øjeblik er vi i gang med at gøre drømmen til virkelighed. Nu udlever jeg drømmen. Jeg niver mig selv i armen og storsmiler konstant. Af samme årsag har vi bestemt ikke travlt op igennem dalen. Vi har al den tid, vi har brug for, og vi elsker det.

Højden spøger man ikke med

Jeg mærker tydeligt den gode karma omkring os, og hvordan en stærk energi spreder glæde mellem os alle tre. Der er ingen tvivl om, at det her er stort, vildt og utroligt. Hver dag oplever vi nyt. Det nyder vi. Men vores snakke om, hvad der venter os, oser af passion og suspense.

Sammen tager vi på afstikkerture fra den direkte rute op mod base camp. Vi bevæger os hver dag og optimerer vores kroppe til højden. Vi dagdrømmer om livet, der venter os i base camp, og vi udlever eventyret i momentet. Vi ved, hvordan højden påvirker os, hvordan den dræner os, og med vores langsommere opstigning til base camp, optimerer vi hele tiden vores kroppe til at have det godt i base camps store højde på 5.300 meter, der inden længe bliver vores permanente hjem de næste +5 uger.

Vi akklimatiserer. Sagt med andre ord bruger vi vores opstigning og afstikkerture til at højdetilvænne vores kroppe langsomt og sikkert til den store højde. Jo højere vi kommer op, jo lavere iltmætning er der, og jo voldsomme påvirkes alt i os. Rent ud sagt, så er vi mennesker ikke bygget til at bo og befinde os i store højder. I hvert fald ikke i lang tid ad gangen. Alligevel er vi i stand til at være der, fordi vi til en hvis grad kan tilvænne kroppen til de ekstreme forhold. Det, finder jeg utrolig fascinerende, og giver mig en drivkraft. Men akklimatisering tager lang tid og må ikke forceres. Gør man det, bliver højden farlig og potentiel dødelig. Derfor varer hele vores Everest ekspedition også +2 måneder.

Ved akklimatisering følger vi princippet go high, sleep low. Derfor bruger vi dagene op igennem dalen til at nå de højtbeliggende bjergbyer og vandre op på små toppe, for så at sove lidt lavere. I processen tricker vi kroppen til at producere flere røde blodlegemer. Altså dem, der transporterer ilten rundt i vores krop. Dem vil vi rigtig gerne have så mange af som muligt for at optimere vores iltoptag i højden, hvor iltniveauet er lavt. Dette princip følger vi på trekket og i allerhøjeste grad på Everest.

En nat på toppen af Lobuche East (6.119 m)

Jakob og jeg har bjerget for os selv. Vi er alene på sporet og af god grund. Snefaldet er tæt, og de hvide skyer går i ét med den hvide bjergside; vi er i et whiteout, og det er afgørende, at vi kan finde og holde os til ruten op ad den stejle bjergside på vej mod toppen.

Som en sidste højdeoptimering, inden vi når EBC, er planen at lave en bestigning af det +6.000 meter høje bjerg Lobuche East. Tilbage i 2021 besteg jeg bjerget sammen med Jakob og tre andre mænd. En fantastisk tur, vi havde der. Nu vil Jakob og jeg bestige bjerget igen, så vi har været i over 6.000 meter, før vi ankommer til EBC.

Men som de to eventyrere, vi er, hvorfor så kun bestige bjerget og have kort tid på toppen? Hvordan kan vi optimere vores kroppe endnu bedre til EBC og Everest?

Det kan vi ved at hive den tunge rygsæk og pakke dét ekstra; vi er ret enige om, at den fedeste måde at optimere på er at sove på toppen af Lobuche East. Eller helt konkret, på det lille plateau 20 meter under toppen, og som udgør det eneste flade stykke på vej op mod toppen fra High Camp, 5.200 meter via standardruten.

Denne gang pakker vi taskerne lidt anderledes, end vi gjorde i 2021. Udover at vi bærer telt, sovepose, underlag, brænder og det nødvendige varme tøj og mad, så rammer hver vores taske nok alligevel omkring de 20 kg. For når Jakob og jeg klatrer, gør vi det ikke for “bare” at overleve. Vores klatrestil her har mange elementer af at gøre oplevelsen dét federe og mere komfortabel. Selv i 6.000 meter. Det betyder, at på trods af whiteout og snevejr, slæber vi gerne den ekstra vægt i form af marcipan, serrano-skinke, kaffe, chokolade, suppe og grød. Så er der også noget at glæde sig til i teltet. Og af erfaring bærer vi altid for meget med op, som vi også må bære ned igen. Det kalder vi gratis træning.

På vej op mod toppen bevæger vi os hurtigt og stærkt. Alligevel går snakken flere gange på, om vi kan nå toppen før solnedgang. Om vi er tvunget til at vende om, hvis vejret udvikler sig til det endnu dårligere, og hvis vi ikke kan finde ruten op. Mens vi klatrer, er vi på udkig efter, om vi kan pitche vores lille telt midt på bjergsiden. Umuligt, det er for stejlt og for dårlige forhold. Vi tracker, hvor hurtigt vi bevæger os, og hvor mange højdemeterne vi nedlægger på tiden, mens vi fortsat kæmper os op ad.

Endelig. Jeg kæmper mig op ad den sidste stejle bjergside og træder det sidste skridt op på plateauet. Wow. Her er så utrolig smukt. Jeg kigger ned på uret og griner. På trods af forholdene op, har vi alligevel slået vores sidste tur til toppen med +2 timer, og vel og mærket med ca. 15 kg. ekstra i rygsækkene. Det kalder jeg et selvtillidsboost.

Vi pitcher det lille, gule telt, mens solnedgangens gyldne farver smiler til os. Den nat er himmelen klar, og stjerne blinker over os. Det er mit mest elskede syn oppe i bjergene.

Det betyder også, at der formentlig er klatrere fra High Camp, der går afsted denne nat for at nå toppen af Lobuche East til solopgang.

Solens morgenstråler slikker teltet, og varmen bliver omklamrende. Vi lyner op, smelter is i brænderen og brygger den første kaffe. Og da titter det første hoved op fra bjergsiden til plateauet. Helt forvirret går han først forbi vores telt. Han er vitterligt 20 meter fra toppen. Så træder han flere skridt tilbage, finder kameraet frem og knipser billeder af Jakob og jeg, der sidder med vores dampende kaffe og hovedet tittende ud af teltets lille åben. Sikke et syn. Sikke en oplevelse. Vi sidder der som dyr i zoologisk have. Flere klatrer kommer op, og forvirringen er stor. Hvad fanden. Vi forlod jo campen for 5-6 timer siden, og nu står der endnu et gult telt med to storsmilende inden i det.

Det giver anledning til sjove snakke. Og selv napper vi de sidste 20 meter på 5 minutter. Det må nok være det letteste summitpush til dato, og den bestigning er blandt mine fedeste bjergoplevelser.

…

Mount Everest (8.848 m) – del 2:

Du har nu læst del 1 af 2 af Emmas Mount Everest-blog. I næste uge udkommer del 2, og her skal du med op på toppen af verdens højeste bjerg. Du skal med op i det ekstreme. Og ikke mindst skal du med i følelserne og oplevelserne undervejs.

Du kan også se mere i dokumentaren “Emmas Everest” på TV2 Play, der havde premiere den 13. juli 2023.

Du kan også følge Emma på Instagram – både på ekspeditioner og i en hverdag, der er langt fra eventyr og smukke bjerge. En hverdag, hvor Emma knokler for at skabe en karriere, der bestemt er utraditionel dansk for en ung kvinde!